
NYHED // OVERBLIK – En vaccine mod modermærkekræft kan være på vej. Medicinalselskaberne Moderna og Merck har udviklet en personlig mRNA-vaccine, som sammen med immunterapi kan mindske risikoen for, at sygdommen vender tilbage eller spreder sig hos patienter, der er blevet opereret for modermærkekræft. De nye resultater fra et stort forsøg med mere end 1.000 patienter bliver af kræftforskere betegnet som et muligt gennembrud.
Perspektiverne rækker langt ud over modermærkekræft. Samme teknologi bliver allerede afprøvet mod blandt andet lunge-, blære-, nyre-, tarm- og bugspytkirtelkræft, og forskere håber, at personlige vacciner på sigt kan blive en ny måde at behandle flere former for kræft på.
Nyheden udløste onsdag en voldsom reaktion på børsen. Moderna-aktien steg 177 procent på én dag, mens Merck steg 12,6 procent. Moderna håber, at den første mRNA-baserede kræftvaccine kan blive godkendt allerede næste år.
Vaccinen, der har fået navnet intismeran autogene, er udviklet individuelt til den enkelte patient. Efter operationen analyseres patientens kræftsvulst for mutationer, der er særlige for netop den tumor. På den baggrund fremstilles en mRNA-vaccine, som lærer immunforsvaret at genkende og angribe kræftceller med de samme kendetegn, hvis sygdommen forsøger at vende tilbage.
Der er altså ikke tale om en vaccine, der skal forhindre raske mennesker i at få modermærkekræft. Behandlingen er udviklet til patienter, der allerede er opereret for sygdommen, men som har høj risiko for tilbagefald.
I fase 3-forsøget har mere end 1.000 patienter fået vaccinen sammen med Mercks immunterapi Keytruda. Ifølge selskaberne forlænger kombinationen signifikant den tid, patienterne lever uden tilbagefald eller spredning af sygdommen, sammenlignet med Keytruda alene. Tidligere resultater fra et mindre fase 2-forsøg peger i samme retning. Efter fem års opfølgning havde kombinationen af vaccinen og Keytruda reduceret risikoen for tilbagefald med omkring halvdelen og risikoen for spredning med 59 procent sammenlignet med Keytruda alene. “Disse fase 3-resultater repræsenterer et afgørende øjeblik for kræftforskningen”, siger Modernas administrerende direktør, Stéphane Bancel, i selskabernes fælles pressemeddelelse.
Også forskere, som ikke har været involveret i udviklingen, hæfter sig ved perspektiverne. “Det er en stor begivenhed for hele feltet”, siger Ryan Sullivan, der leder melanomcentret ved Mass General Brigham Cancer Institute, til Reuters. Ifølge Sullivan kan resultaterne give både ny optimisme og flere investeringer i udviklingen af personlige kræftvacciner.
Der er dog stadig væsentlige forbehold. Moderna og Merck har endnu ikke offentliggjort de fulde resultater fra fase 3-forsøget, og data er ikke fagfællebedømt. Selskaberne vil fremlægge resultaterne på en kommende international kongres, hvorefter behandlingen skal vurderes af lægemiddelmyndighederne.
ABCDE-reglen kan bruges til at holde øje med forandringer i modermærker:
- A – Asymmetri: Et sygt modermærke vil ofte være asymmetrisk.
- B – Border/kant: Ujævne eller takkede kanter kan være tegn på modermærkekræft.
- C – Colour/farve: Vær opmærksom på modermærker med mere end én farve.
- D – Diameter: Vær særligt opmærksom på forandringer, hvis modermærket er mere end seks millimeter i diameter.
- E – Evolving/udvikling: Et modermærke, der pludselig vokser eller ændrer udseende, bør undersøges.
Kilde: Tjek mærkerne, Kræftens Bekæmpelse og Dansk Dermatologisk Selskab.
Modermærkekræft er samtidig en af de kræftformer, hvor en ny behandling kan få betydning for mange patienter. I Danmark får omkring 3.000 mennesker hvert år konstateret sygdommen, og modermærkekræft er den hyppigste kræftform blandt unge mellem 15 og 34 år. Justeret for befolkningens størrelse og alder ligger Danmark på andenpladsen i verden, når det gælder forekomsten af modermærkekræft, og danske kvinder ligger på førstepladsen, ifølge Kræftens Bekæmpelse.
Netop modermærkekræft er velegnet til den nye type behandling, fordi kræftcellerne typisk har mange mutationer, som immunforsvaret kan trænes til at genkende. Men forskerne håber, at princippet kan bruges langt bredere.
Moderna og Merck tester allerede vaccinen i store forsøg med patienter med ikke-småcellet lungekræft. Den bliver desuden afprøvet mod blandt andet blære-, nyre-, bugspytkirtel- og mavekræft. Konkurrenterne Roche og BioNTech udvikler en lignende personlig mRNA-vaccine mod blandt andet tarm- og bugspytkirtelkræft. “Det er bestemt gode nyheder for patienter med modermærkekræft, men forsøget har langt større perspektiver. Det dokumenterer princippet om, at personlige kræftvacciner virker”, siger kræftlæge og lektor Lennard Lee fra Oxford University til BBC.
For Moderna kan et gennembrud også få stor økonomisk betydning. Selskabet har haft svært ved at finde en ny vækstmotor, efter at efterspørgslen efter coronavacciner faldt. Omsætningen faldt fra 6,8 milliarder dollar i 2023 til 1,9 milliarder dollar, knap 12 milliarder kroner, sidste år. Moderna har nu 15 forskellige kræftbehandlinger under udvikling.
Moderna og Merck arbejder samtidig på at få vaccinen godkendt. Ifølge Stéphane Bancel kan den komme på markedet allerede i 2027.
Læs mere Financial Times, Reuters, BBC, Politiken
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og