BALLET // ANMELDELSE – 85-årige John Neumeier i spidsen for en selvbiografisk balletaften i Tivoli med øjeblikke af både stor dans og selvpatos.
Balletgallaen The World of John Neumeier er et aftenlangt program oprindelig skabt til Hamburg Ballettens Japan-turné i 2016. Balletgalla’er kræver af sin tilskuer den yderste grad af omstillingsparathed, idet man her ustandselig bliver kastet rundt i balletmanegen til ofte vildt forskellige show-off brudstykker fra danseverdenens skuffelager.
Neumeiers selvbiografiske galla-forestilling er også en sådan omskiftelig gryderet, men holdes dog sammen ved som rød tråd alene at fokusere på mesterens egne værker fra fortid til nutid. Vi følger heri danserens og koreografens liv og karriere gennem nogle af hans hovedværker akkompagneret af hans egen livsfortælling via mikrofon. Forestillingen bliver dermed ikke kun til et udstillingsvindue af pas de deux’er og løsrevne dansescener, som ellers er normen for balletgalla’er, eftersom flere af numrene her præsenteres med fuld rollebesætning og corps de ballet. Aftenen understreger dermed Neumeiers egen personlige kunstneriske rejse med en ung danser klædt helt som ham selv, og som gennem programmet fungerer som hans alter ego.
Dans er for Neumeier ikke blot underholdning eller et rent teknisk udstillingsvindue, men snarere en afspejling af hele den menneskelige sjæls dybde, ånd og relation til det, der er større end menneskelivet
Som en trold ud af æsken er Neumeier med lige fra starten på scenen foran tæppet, hvor han fortæller om, hvordan han elskede at danse i sin barndoms Wisconsin. Hans alter ego erstatter ham derefter og slutter sig til de andre dansere i Leonard Bernsteins jazzede Candide-ouverture, et favoritnummer han selv elskede som barn.
Herefter følger I Got Rhythm, hvor koreografen igen genkalder sig Gene Kellys trin, der udføres af et par klædt i smoking og silkehatte som en legende trinduet.
Neumeier taler dernæst om sine første oplevelser med ballettimer og hans oprigtige beundring for klassisk dans, der kommer til udtryk i hans Nøddeknækker-version, hvor en purung danserinde for første gang bærer sine tåspidssko. Den uspolerede danseglæde i hendes pas de deux med den unge mand udgør derved mesterens egen hyldest til den store klassiske ballettradition.
Døden i Venedig, hvor koreografens alter ego også fungerer som Aschenbach, og her netop er fremstillet som koreograf, der søger mod sin muse, giver igen vidnesbyrd om Neumeiers egen kreativitet, når han gennem trin vækker klassikerverdenen til nyt liv.
Dertil kom uddrag fra en af hans seneste balletter Ghost Light, skabt under Corona-pandemiens uvirkelige verden, samt Romeo og Julies første møde, fra hans vel mest elskede ballet af samme navn.
Så dans er for Neumeier ikke blot underholdning eller et rent teknisk udstillingsvindue, men snarere en afspejling af hele den menneskelige sjæls dybde, ånd og relation til det, der er større end menneskelivet. Hans religiøse værk baseret på Bachs Juleoratorium er derfor med som et livgivende indslag og billede på den ekstase, som religion også kan indeholde.
Altid fascineret af fortidens store dansere, er Neumeier tillige kendt for sin memorabilia-samling af balletkunstværker, her især om den legendariske russiske danser Vaclav Nijinsky, hvis personlighed han selv finder stor inspiration i. I uddraget fra balletten Nijinsky blev danserens broder Stanislavs og dennes oplevelse af rædslerne i Første Verdenskrig til et varsel om danseren Nijinskys egen senere sindssyge som en mand fanget i sin egen illusoriske verden.
Den delikate skildring af kurtisanen Marguerite i Kameliadamen har længe stået som en af koreografens hovedværker i dens måde at udtrykke den uopnåelige kærlighed på.
Ikke mindre delikat er hans statuariske pas de deux mellem Othello og Desdemona, inden dramaet mellem de to åbner sig, og hvor intimiteten mellem dem bestyrkes før begivenhederne efterfølgende skal slå deres samhørighed og indbyrdes hengivenhed i stykker.
Neumeier erindrer også de kolleger og nære personlige venner, han har mødt i sit danserliv, og hvis inspiration stadig lever i ham. Opus 100 for Maurice er en sådan scene kreeret som en fødselsdagsgave til Maurice Béjart til Simon og Garfunkels sange Old Friends og Bridge over Troubled Water.
Neumeier gik til sidst på scenen midt blandt danserne, som løftede ham i deres hænder og udførte to tour en l’airs for derved at hylde deres inspirator
Også Beethovens 7. Symfoni giver Neumeier anledning til at danse på de højeste nagler. “Min verden er dans, og jeg har altid været stolt af at være en del af den,” udtalte han således selv undervejs i forestillingen, ligesom han også understregede, at ballettens kunst er for de mest hårdføre og altid kræver et ubetinget engagement. Men samtidig følte han ikke, at han personligt måtte ofre noget, eller at metieren på noget tidspunkt var en byrde, men snarere et kærlighedsarbejde. Han talte herom fra scenen og mindede os især om at huske på hver eneste dag, og afsluttede sin trinbiografiske selvskildring med en pas de deux til sidste sats af Gustav Mahlers 3. Symfoni under titlen “Hvad kærlighed fortæller mig”.
Duetten afsluttedes med en trinfejring af den evige danseglæde og kærlighed, hvor balletkorpset som en myretue vrimler ind i idel lykke og højt humør. Neumeier gik til sidst på scenen midt blandt danserne, som løftede ham i deres hænder og udførte to tour en l’airs for derved at hylde deres inspirator.
Hvad der ovenpå denne måske lidt imposante selvfejring umiddelbart slår én, er at forestillingens format i øjeblikke kommer risikabelt tæt på det patetiske, uden dog decideret at overskride grænsen for det selvudleverende. På trods af programmets generøsitet gennem forestillingens mere end tre timers danseoptræden, virker den dramaturgiske ramme derfor ikke som værende uden en vis grad af sceniske risici.
Hvad der derimod virker ubetinget overbevisende, er hans personlige koreografiske stil, der gennemgående er holdt i et flydende slowmotionagtigt trinmønster, også når der danses allerhurtigst, og som bevirker, at kvaliteten i hvert enkelt trin og hver eneste bevægelseskæde udtrykkes med meget klar koreografisk diktion. Dertil kommer Neumeiers altid flyvende lette løft, hvor alt holdes i en betagende form for lydløs trindans højt oppe over musikken. Mest bemærkelsesværdigt kom dette måske frem i Othello-pas de deux’ens både hieratiske og statuariske optrin.
Men samtidig efterlader forestillingen samlet set et måske lidt uforløst og udramatisk indtryk af, at koreografen Neumeier gennem sit nu halve århundredes virke egentlig aldrig har stået over for uoverstigelige kunstneriske kampe eller har mødt reel modstand undervejs – det er vel næsten for godt til at tro på?
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
