KOMMENTAR // YTRINGSFRIHED – På den kunstneriske og aktivistiske venstreside kan kunstnere tillade sig manøvrer og en leflen for det totalitære, det uacceptable, som højrefløjen ikke kan, skriver Helle Merete Brix i denne kommentar. Hvorfor denne forskel? Skal politisk ståsted være kriteriet for at medvirke på en udstilling? Og er en formodet højreorienteret kunstner nødvendigvis en fiduskunstner?
Næsten syv år har det taget filminstruktøren Nadia el Fani og hendes advokater. At sikre at el Fani kan vende tilbage til sit fødeland Tunesien uden frygt for at blive anklaget for blasfemi. Men, som el Fani fortalte mig for nylig ved et offentligt møde i London, ”nu, hvor jeg kan, er jeg ikke så interesseret i at vende tilbage.”
Årsagen til balladen er el Fanis film fra 2011 med titlen ”Nie Allah, nie Maitre” (Hverken Gud/Allah eller Herre, red.). Den handler om sekularismens vilkår før og efter den styrtede diktator Zine Ben Ali. Med filmen påkaldte el Fani, der åbent har erklæret, at hun er ateist, sig islamisternes vrede. Islamister stormede den biograf, hvor filmen skulle have været vist i Tunis. Dødstruslerne rullede ind. Blasfemianklagerne ligeså.
I dag er el Fanis film ikke længere bandlyst af den tunesiske stat. Filminstruktøren, der bor i Paris, har været tilbage og præsentere en ny film. Hun sagde dog også, at det faktum, at der har været så lidt støtte fra tunesiske kolleger har mindsket hendes lyst til at besøge Tunesien.
El Fanis kolleger er ikke bange uden grund. To oppositionspolitikere, Mohamed Brami og Chokri Belaid, blev myrdet i 2013. Men den 59-årige kunstner mener: ”Vi er nødt til at gøre det.”
Det. De til tider farlige, men vigtige sager, når det gælder ytringsfriheden. El Fanis bemærkning og udtalelsen om den manglende kollegiale støtte og vigtigheden af at fortsætte arbejdet, er rindet mig i hu flere gange siden. På samme møde i London, hvor el Fani talte, et møde om blandt andet blasfemi arrangeret af Eksmuslimernes organisation i Storbritannien, viste filminstruktøren Shakila Taranum Maan sin lille film Ferdous (Det højeste sted i Paradis, red.)
Filmen, der er fra 1990, beskriver ”afvigende” seksualitet i islam og er også en rå og poetisk kommentar til det faktum, at filminstruktørens mor blev giftet bort som 12-årig. Også Maan beskrev den isolation, der er fulgt med hendes arbejde: ”Ville festivaler screene filmen i dag? Hvem af mine kolleger ville støtte mig i dag?”
De, der ikke passer ind
Identitetspolitikken går sin sejrsgang over Europa. Også i Storbritannien. Maryam Namazie, der er grundlægger af One Law for All, hvorfra Eksmuslimernes organisation udspringer, talte på mødet i London imod identitetspolitik og om, hvad hun ser som dens fremmeste formål: At ekskludere dem, der ikke passer ind i gruppens selvforståelse.
De, der ikke passer ind, er ikke sjældent kunstnere, aktivister og journalister, der intimideres eller trues på livet. De har til gengæld kunnet finde støtte i organisationer som denne, som iranskfødte Namazie grundlagde. Siden 2008 har jeg som journalist dækket en række af dens møder og konferencer. Fra dengang man som tilhører frøs i den for britiske fritænkere og humanister symbolsk vigtige, men om vinteren ulyksaligt uopvarmede, Conway Hall. Til nutidens større konferencer, der løber over flere dage, og ofte trækker 5-600 mennesker og finder sted i imposante konferencesale og med mange interessante talere.
Mange kunstnere verden over synes at have sat samme grænse for, hvor deres imødekommenhed går, og den går ved staten Israel. Det er forstemmende
Det er her, man kan møde mennesker som tidligere nævnte el Fani og Maan. Journalisten Zineb el Rhazoui, overlevende fra Charlie Hebdo og på Islamisk Stats dødsliste. Men også i dag praktiserende muslimer, der gerne vil modernisere islam.
Som det også er tilfældet i Danmark, er de organisationer, sådanne dissidenter kan støtte sig til i Storbritannien, kendetegnet ved ikke at arbejde sammen.
Igennem en årrække samarbejdede One Law for All med blandt andre aktivisterne Marianne Fox og Agnieszka Kolek – der begge var tilstede under terrorangrebet mod ytringsfrihedsmødet i Krudttønden i København – om at arrangere deres årlige begivenhed Passion for Freedom. Der er tale om en årlig kunstudstilling og konkurrence i London, hvor kunstnere verden over opfordres til at give deres bud på, hvad frihed er. Men i 2013 var samarbejdet slut. Årsagen til bruddet var blandt andet, fremgik det af den pressemeddelelse, som Namazie udsendte, at Passion for Freedom havde inviteret grundlæggeren af, og i dag tidligere medlem af, English Defence League, den stormombruste aktivist Tommy Robinson som special guest.
Jeg er ingen fan af Robinson. Men en glædelig udvikling ved One Law for Alls konferencer er også, at panelerne ved konferencer ikke længere er fyldt op med iranske kommunister. Namazie selv er stadig erklæret kommunist, og talerrækken på møderne synes sjældent at inkludere erklærede konservative. Kunne Namazie så ikke have levet med Robinson i et panel? Selv som special guest? Måske ikke.
Et andet stridspunkt var det faktum, at en af sponsorerne af festivalen det pågældende år var den israelske ambassade i Storbritannien. Kolek og Fox har fortalt mig, at det også fik den verdenskendte filminstruktør Deeja Khan til at trække sig. Khan er med rette rost for sine filmiske skildringer af blandt andet vanskeligheden for muslimer ved at forlade islam. Men mange kunstnere verden over synes at have sat samme grænse for, hvor deres imødekommenhed går, og den går ved staten Israel. Det er forstemmende.
Kom indenfor – og bliv udenfor
Hvor One Law for All og de beslægtede organisationer synes at være i støt fremgang, synes bruddet heller ikke at være kommet Passion for Freedom til skade. I sin tid stiftede Kolek, Fox med flere, alle unge kvinder med polsk baggrund, Passion for Freedom, fordi en polsk ven forsvandt i Tyrkiet på en researchrejse om det så forbudte emne, folkemordet på armenerne.
Sidste år kunne Passion for Freedom markere 10 års jubilæum på La Galleria Pall Mall i The Royal Opera Arcade Gallery. Det bliver ikke meget finere i London. Billeder fra åbningen viser et overfyldt galleri. Jeg besøgte udstillingen en af dens sidste dage og husker især en afstivet og sort burka i naturlig størrelse, hvis der da er noget naturligt ved en burka, med et skilt ved: ”Kom indenfor”. Og med tilføjelsen: ”Og bliv indenfor.”
I 2018 havde man udover markeringen i London boglancering i New York. Næste år er det planen at Passion for Freedom skal til Jerusalem. Den omfangsrige jubilæumsbog er fyldt med billeder og tekster af og om kunstnere, som organisationen har promoveret igennem årene. Det er ikke sjældent kunstnere med rod i lande udenfor Europa, blandt andet Afghanistan, Irak, Iran, Kina – herunder Ai Weivei – og Rusland. Den svenske kunsthistoriker Lars Vilks bidrager med et essay. En af Storbritanniens mest profilerede kritikere af islamisme og indvandring og en af frontfigurerne i tænketanken Henry Jackson Society, Douglas Murray, har skrevet introduktionen.
Politisk kunst i Danmark
Denne sommer fløj Agnieszka Kolek igen til Danmark. Hun er en af udstillerne på den omdiskuterede udstilling om politisk kunst på Læsø, der nu løber frem til september. Som det måske vil være POV’s læsere bekendt, trak Ai Weivei sit bidrag, da han blev bekendt med, at svenskerne Dan Park og Lars Vilks og danske Uwe Max Jensen var blandt kunstnerne. Udstillere på en kommende udstilling har ladet vide, at de ikke ønsker at udstille alligevel. Begrundelsen er deltagelse af nogle ikke navngivne kunstnere på udstillingen om den politiske kunst. Åbenbart anser kunstnerne på den kommende udstilling nu Læsø Kunsthal for at være besudlet.
Udstillingens kurator og leder af Læsø Kunsthal, Jon Eirik Lundberg, har ikke villet bøje sig for kunstnergruppens krav. I en debat i facebookgruppen Fri Debat for nylig foretog en af gruppens administratorer, redaktør på Information Niels Ivar Larsen, et frontalangreb på Lundberg. Larsen mener, at Lundberg med sit valg af kunstnere som Park og Max Jensen promoverer hadefulde og modbydelige ”fiduskunstnere” på den yderste højrefløj. Og at han aldrig skulle have udvalgt dem.
Men uanset hvor Park og Max Jensen måtte stå og står politisk: Skal politisk ståsted være kriteriet for at medvirke på en udstilling? Og er en formodet højreorienteret kunstner nødvendigvis en fiduskunstner?
Min tidligere samarbejdspartner og medgrundlægger af den nu nedlagte Lars Vilks Komite, Max Jensen, har med sit kandidatur for Stram Kurs vist, hvor han står politisk. Jeg synes, han har fundet et trist sted at stå. Men det er den samme mand, der i udstillingskataloget – der også med udbytte kan læses som selvstændig bog – skriver begavet om blandt andet tidlige blasfemisager i Danmark og udlandet, Wilhelm Freddie, Jens Jørgen Thorsen med flere. Og som var den første danske journalist til at interessere sig for Lars Vilks’ sag.
Det er sandt, som beskrevet i pressen, at Max Jensen har en betinget dom for vold.
Men det samme har den omvendte imam og forfatter Ahmed Akkari. Har nogen ønsket ikke at dele en scene med Akkari af den grund? Eller forlangt hans bøger tilbagekaldt fra biblioteket?
Dan Park har måttet i fængsel for sin gadekunst. Han er blevet overfaldet af aktivister fra den yderste venstrefløj. Han var også tilstede på Krudttønden under terrorangrebet i København og skal nu fire måneder i fængsel igen for sin kunst.
Park er sværere at sætte i politisk bås. Venstrefløjen tilhører han dog næppe. Journalisten Niklas Orrenius minder i sin bog Skuddene i København om, at Park blandt andet deltager i nazistgruppen Blood and Honours’ white power-koncerter i Ungarn. Det siger Park selv i en samtale med Orrenius, hvor han også fortæller, at han engang har stemt på Svenskarnas Parti, og at han finder Sverigesdemokraterne ”for beige”. (Orrenius side 256).
Jeg spurgte Park ligeud om hans tilhørsforhold til nazismen, da jeg for år tilbage så ham blandt publikum ved et af Lars Vilks Komiteens møder i København. Jeg ville vide, om han virkelig støtter Blood and Honours’ ideologiske fundament? Det benægtede Park, og det lidt, jeg kender Park, tror jeg ham. Jeg gætter på, at den uberegnelige Park stort set gør hvad som helst for at provokere og ser alt dette som en del af sit kunstprojekt. Og at han finder kraft i denne musik, som nogen engang fandt kraft i punkmusikken. Også Martin Krasniks interview på Deadline i 2014 med en ædru Park giver et ret balanceret indtryk af manden.
Hvorfor denne forskel
Men uanset hvor Park og Max Jensen måtte stå og står politisk: Skal politisk ståsted være kriteriet for at medvirke på en udstilling? Og er en formodet højreorienteret kunstner nødvendigvis en fiduskunstner? Eller har Vilks, der ikke er kendt for at være specielt højreorienteret, ret i, at Park tværtimod er en begavet collagekunstner? Vilks kritiserer dog samtidig Park for at have talt ved Pegida-møder i Malmø og Linköping: ”Som kunstner skal man tage sig i agt for politik, så man ikke går over grænsen og bliver politisk aktivist.” (Orrenius, side 254).
Men hvad hvis Lundberg havde inddraget en kunstner, der var fan af Stalin? Og som endda bidrog med et maleri af denne skurk i heltepositur? Ingen havde formentlig bedt om, at en sådan kunstner eller et sådant billede blev fjernet. Man havde blot rystet på hovedet ad den pågældende. På den kunstneriske og aktivistiske venstreside kan kunstnere tillade sig manøvrer og en leflen for det totalitære, det uacceptable, som højrefløjen ikke kan. Hvorfor denne forskel?
En anden udstiller hos både Passion for Freedom og nu på Læsø er Mimsy, der er datter af en syrisk far og en britisk mor. Den britiske kunstner optræder under pseudonym. Det skyldes ikke blot, at hendes værker, der viser Islamisk Stats soldater have let spil med at penetrere det fiktive land Sylvanien, beboet af rare og naive bamser, kaniner, pindsvin med mere, kunne påkalde sig islamisters vrede. Men også at Mimsy er noget af et navn i sin kunstneriske branche. Arbejdsgivere og kolleger er ikke altid forstående over for den slags virksomhed. Mimsys installation er i øvrigt købt af en dansk kunstsamler. Ligesom det er en dansk kunstsamler, der har købt de fleste af Dan Parks mest kontroversielle værker. De ønsker begge at være anonyme.
Her var måske en opgave for den nye kulturminister: Etableringen af et ytringsfrihedshus med permanent beskyttelse… Den kunstneriske frihed består kun, så længe nogen vil arrangere møder og udstillinger med dem, de andre ikke vil lege med
Enhver, der har arrangeret offentlige møder med ”højrisikomål”, som mennesker som Lars Vilks, Flemming Rose, Zineb el Rhazoui med flere hedder på politisprog, ved dette: Man er afhængig af beskyttelse. I Storbritannien betaler arrangørerne selv. Derfor blev Passion for Freedom i 2015 presset til at trække Mimsys værk fra en Passion for Freedom-begivenhed i et galleri. Udgifterne til sikkerhed blev for høj. Og derfor har man indenfor de senere år som deltager i et af One Law for Alls møder altid først et par dage før et møde fået at vide, hvor det bliver holdt. Og man bliver bedt om at holde oplysningen for sig selv. Med synlighed kommer udsathed. Ved møderne ser vagter ens taske igennem.
Men her er, i modsætning til Danmark, hvor der ingen udgifter for arrangøren er forbundet med sikkerheden, ingen politifolk med tunge våben.
Ekstra udgifter kan der nu være alligevel også her i landet. I København er der, mig bekendt, kun tre steder, hvor man kan arrangere en konference med et højrisikomål. Det er Dansk Forfatterforening, Vartov og indenfor på Christiansborg, hvor man er afhængig af, at en politiker vil være vært. Forfatterforeningen siger ja af principielle grunde, men ønsker sådanne møder, ved jeg, hen, hvor peberet gror. Vartov vil have penge oveni, fordi de mener, det er tidskrævende for medarbejderne at forberede dem.
Her var måske en opgave for den nye kulturminister: Etableringen af et ytringsfrihedshus med permanent beskyttelse. Hvor de alle sammen, Vilks, Park, El Fani, Rose, Max Jensen, Hedegaard, Namazie, Kolek, Fox med flere, er velkomne.
Den kunstneriske frihed består kun, så længe nogen vil arrangere møder og udstillinger med dem, de andre ikke vil lege med. Og så længe det er praktisk muligt. I Tunis, London, Læsø og København.
Illustration: Udsnit fra udstillingsrummet på Læsø Kunsthal. F.v. ses værker Lars Vilks, fotos af Agnieszka Kolek, formidling / udskrifter af Ai Weiweis værk “Dropping a Han Dynasty Urn (LEGO).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
