MOTÖRHEAD // ANMELDELSE – Desværre er ingen af de medvirkende på “The Manticore Tapes” blandt os længere, men Lemmy Kilmisters Motörhead lever videre på disse voldsomt vitale 49 år gamle øvelokale optagelser. Steffen Jungersen, der blandt meget andet har skrevet bogen Mig og Lemmy – en rock’n’roll krønike , anmelder.
I år er det et halvt århundrede siden, bassisten og sangeren Ian “Lemmy” Kilmister blev smidt ud af progrockbandet Hawkwind og i den anledning besluttede sig for at skabe et rockband “så beskidt at din græsplæne dør, hvis vi flytter ind ved siden af”.
Lemmy døde 28. december 2015. Fire dage efter sin 70 års fødselsdag og kun 17 dage efter Motörhead spillede deres sidste koncert nogensinde i Berlins Max Schmeling Halle.
Ved sin død kunne Lemmy – et utal af hedengangne græsplæner senere – konstatere, at han havde opnået dét han ville med Motörhead.
”Den eneste plan har været at skabe et uforglemmeligt rock’n’roll band, og det vil jeg mene, jeg har gjort,” som han sagde.
På trods af at Lemmy stadig hér er en del vognlæs Marlboro og Jack Daniel’s fra den glas- og grusgurglende stemme han siden fik, var det allerede i august 1976 tydeligt, hvor Motörhead ville hen
Næsten ti år efter Lemmys død kan man konstatere, at den ellers ofte humoristisk vidtløftige herre gjorde noget så sjældent i hans valgte gebét som at underdrive dengang.
En lang række posthume udgivelser – ikke mindst den fremragende The Löst Tapes livealbum serie – er måske nok medvirkende til men næppe afgørende for, at navnet Motörhead fortsat lever, som var bandet stadig i blandt os. Og at manden, som i årtier belærte publikum i alverdens koncertsale med ordene WE ARE MOTÖRHEAD AND WE PLAY ROCK AND ROLL!”, er én af de få, som bogstaveligt talt lever op til de ellers sørgeligt skamredne beskrivelser ”legende” og ”ikon”. For få måneder siden rejste Lemmys fødeby, Burslem i England, således en statue af deres bysbarn.
Ganske godt gået af en mand og et band, som af det dengang førende engelske musikblad New Music Express for små 50 år siden blev afskrevet som intet mindre end ”det værste band nogensinde”!
I dag er musikblade som sådan stort set på vej til kirkegården i Jurassic Park, mens brandet Motörhead pryder coveret på små 100 forskellige udgivelser!
Mest interessante Motörhead længe
For fans og folk med arkæologiske tendenser er den seneste udgivelse én af de historisk mest interessante med bandet i årevis.
Titlen er The Manticore Tapes og indeholder 11 numre – optaget i London i august 1976 i bandet Emerson, Lake And Palmers øvelokale, som Motörhead havde lånt til en intens øvesession med henblik på at få deres nye mandskabsopstilling sammenspillet.
Bemeldte mandskab var Motörheads klassiske og stadig mest feterede udgave med Lemmy (bas og vokal), ”Fast” Eddie Clarke (guitar) og Phil ”Philthy Animal” Taylor (trommer). Ingen af de tre er længere blandt os.
Jeg har allerede for første og formentlig sidste gang brugt ordet ”smagfuld” i en Motörhead anmeldelse.
Båndene rullede dengang i august 1976, men de er først nu næsten 49 år senere, gravet frem og er blevet renset af Motörheads senere producer Cameron Webb.
På The Manticore Tapes er Motörhead naturligvis stadig ikke helt den ustoppelige musikalsk massakrerende maskine, vi siden lærte af kende og elske. Men de var sgu’ godt på vej, og de elleve numre er langt mere vitale og velspillede, end man egentlig skulle forvente.
Denne vare er lige så ren, som den er rå og spontan, og jeg vil hævde, at dette er den første Motörhead udgivelse fra de helt tidlige år, hvor man kan høre, hvor godt bandet faktisk spillede. Alle instrumenter står forbavsende klart i lydbilledet: Lemmys firestrengede fræs ville måske ikke just give Geddy Lee (Rush) søvnløse nætter, men de velvalgte akkorder og vignetter viser, at hans spil netop ikke kun er nådesløst ”fræs” men et faktisk formidabelt både tillæg til og underlag for den kriminelt undervurderede Eddie Clarkes bluesy og sine steder direkte smagfulde guitarspil. Hvilket selvfølgelig kun efterlader Phil Taylor, der hér som altid senere pisker maskinen afsted med et trommespil, der er lige dele Animal fra Muppet Show og en mere kontrolleret Keith Moon (The Who).
Der er ingen numre på The Manticore Tapes, hardcore fans ikke har i forvejen, men eksempelvis ”Vibrator”, ”Keep Us On The Road”, ”The Watcher” og signaturnummeret ”Motörhead” er bedre i disse versioner, end de er på bandets officielle debutalbum, som udkom et år senere.
Bedst af det hele er måske netop ”The Watcher”, som midt i volumenstormen er næsten raffineret, men nu skal vi jo heller ikke overdrive. Jeg har allerede for første og formentlig sidste gang brugt ordet ”smagfuld” i en Motörhead anmeldelse.
Selv om det forekommer lovlig letkøbt, at ”The Watcher”, ”Vibrator” og ”Leavin’ Here” er med i to versioner, som trods den sædvanlige ”alternate takes” etikette i store træk er ens, er ”The Manticore Tapes” afgjort en værdig tilføjelse til enhver Motörhead samling.
På trods af at Lemmy stadig hér er en del vognlæs Marlboro og Jack Daniel’s fra den glas- og grusgurglende stemme han siden fik, var det allerede i august 1976 tydeligt – baby steps eller ej -, hvor Motörhead ville hen.
De ville derhen, hvor det lige akkurat kunne ende med, at Motörhead blev ét af de mest urkraftige, kompromisløse og rendyrkede rock and roll bands i historien.
Vi har aldrig oplevet deres lige, og det kommer vi heller aldrig til!
MOTÖRHEAD, ”The Manticore Tapes”, (BMG).
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og