Mod Arctic Circle Trail med en ordentlig bjørn på

Markus Lentz 07.01.2022

Arctic Circle Trail // Essay – En tur på den grønlandske Camino eller Arctic Circle Trail er noget af et praktisk og mentalt stykke forarbejde, der skal lægges for dagen. Men Markus Lentz kom da langt om længe afsted.

Aftenen før jeg skulle til konfirmationsfest i det nye medborgerhus, løb en forpustet ung danske læge ind i min bygd. Hun havde et par dage forinden bevæget sig alene ud under polarsolens vanvidsdrivende evighedsstråler på den grønlandske Camino, Arctic Circle Trail.

Hun havde sat sig som mål at vandre 165 km fra min bygd til polarcirklens maritime centrum, Sisimiut. Men efter mange ensomme kilometer i tundraens larmende stilhed havde noget stort, hvidt og mægtigt rejst sig foran hende.

Med livet som indsats på Arctic Trail

Hun havde set en isbjørn – eller det troede hun. Med livet som indsats, og uden at se sig over skulderen, havde hun drejet om på hælen og løbet ad den vej, hun var kommet. Dog mente mange i bygden, at hun enten var blevet overrasket af et rensdyr, en qivittoq eller en fyr, som var gået en tur før festen i sin hvide nationalanorak.

Grunden til at de mistænkte dem og ikke bjørnen var, at drivisens arktiske konge er et ambidekstralt marinepattedyr, der kan svømme i dagevis, sanse snerten af et byttedyr på store afstande og kan løbe lige så hurtigt som den grønlandske Formel-1 bil, slædehunden.

I starten syntes jeg, at det var spændende at lytte til en storfangers jagthistorier, og hvordan man trak en isbjørnelicens i borgerserviceautomaten samt andre historier om sultne snebamser i Nordgrønland

Velvidende at hun aldrig ville have overlevet et møde med en isbjørn, fordi hun ikke travede med nogen, hun kunne løbe hurtigere end, blev den grønlandske kamikpost alligevel ved med at trappe ny sne ind og pludselig var fortællingen om det hvide monster konfirmationens l’invité d’honneur.

I starten syntes jeg, at det var spændende at lytte til en storfangers jagthistorier, og hvordan man trak en isbjørnelicens i borgerserviceautomaten samt andre historier om sultne snebamser i Nordgrønland, der som hvide tennisbolde var hoppet let gennem sneen for at løbe familier i møde, og spørge dem, om de havde noget proviant, eller om bjørne, der bjærgede fiskekuttere langt ude i Davisstrædet, fordi de kunne dufte skafningen fra skibets gyngende køkken.

Da blev jeg bange

Men da bordet kollektivt afbrød hinanden, fordi de alle ville fortælle om bjørnen, bygdens betjent skød forrige år udenfor bygden, blev jeg bange. Bange for den spinkle risiko for at møde en eventyrlysten bjørn, der kunne være migreret på en isflage ned til Kangerlussuaq, når jeg den efterfølgende weekend selv skulle ud på den samme rute som den danske læge.

I et år havde jeg planlagt og forberedt mig på at gå ruten med nogle kulturkammerater fra Rigsfællesskabets tre hjørner, men fordi et rygte om en afsporet bjørn var drevet for langt ud, troede jeg i et påvirket sekund, at det eneste rationelle ville være at aflyse.

Heldigvis fik min bordherre, en skaldet håndværker, akklimatiseret mig. Han havde set mig løbe fra børnene i skolegården, når de var kommet med favnen fuld af sne, og sagde, at jeg sagtens kunne løbe hurtigere end den langsomste.

Men da han så, at jeg gerne ville tale om noget andet, besluttede vi os i stedet for at få en ordentlig bjørn på. Vi skålede og gik ud og afprøvede min hurtighed i en ølstafet. Jeg løb, drak, drejede ti gange rundt om mig selv, og idet skulle jeg løbe tilbage, gled jeg i gruset og gik i spagat.

Mange i det lille samfund vidste godt, at jeg skulle gå til Sisimiut, men da de var færdige med at grine af den haltende cirkusbjørn, faldt de over hinanden for at hjælpe mig

Næste morgen vågnede jeg med en fibersprængning i baglåret, moralske tømmermænd og virkelig mange sms’er med grædende emojies fra folk i bygden, som var flade af grin – fordi en dokumentarist havde foreviget mit styrt.

GPS med panik-knap

Mange i det lille samfund vidste godt, at jeg skulle gå til Sisimiut, men da de var færdige med at grine af den haltende cirkusbjørn, faldt de over hinanden for at hjælpe mig, inden jeg afmarcherede, også mennesker jeg ikke kendte. Folk købte ind og bespiste mig, fyldte min rygsæk med letvægtsudstyr, en GPS med en panik-knap til en erhvervsjæger og en satellittelefon, som blev nødvendig.

Nogle gav mig massage andre andre hjalp mig med med genoptræning, Og sammen med det fik jeg et stort sortiment af tigerbalsam, forbindinger og tape, og et tilbud om at låne en tung kaliber 308 – for de sidste 10 år er der faktisk blevet skudt omkring 100 flere bjørne i nødværge end ulve i Danmark.

Og da mine venner landede, var jeg heldigvis blevet fit nok til, at jeg kunne følge med – og heldigvis uden at vi skulle løbe hurtigere end den langsomste.