ARBEJDSMARKEDSREFORM // KOMMENTAR – Statsministeren sagde i en bisætning af sin tale på den socialdemokratiske kongres tidligere på måneden, at de, der er for syge til at arbejde, ”har krav på vores alles respekt og hjælp”. Men bortset fra et forslag om at afskaffe gensidig forsørgerpligt for folke-, senior- og førtidspensionister lader statsministerens respekt og hjælp til disse mennesker stadig vente på sig.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Som optakt til regeringens udspil til reformer på arbejdsmarkeds- og beskæftigelsesområdet i dette efterår afholdt Socialdemokratiet 24. august en konference i Fredericia med hovedbudskabet: ”Alle skal arbejde!”.
7. september fremlagde statsminister Mette Frederiksen (S) så reformudspillet. Det handler blandt andet om, at nyuddannede ledige uden børn skal have lavere dagpenge. Dagpengene skal sættes op for ledige, der har været i job i en årrække, og for visse faggrupper fra regeringens egne vælgersegmenter. Indvandrere skal i såkaldt nyttejob og arbejde for deres ydelse. Og den gensidige forsørgerpligt skal fjernes for førtids-, senior- og folkepensionister.
Udspillet vil omfordele velfærd fra de unge til de ældre, fra de højtuddannede til de lavtuddannede og fra de mest syge i jobcentrene til ’Arne’
Begrundelsen for nye reformer af beskæftigelseslovgivningen er først og fremmest, at der skal findes et øget arbejdsudbud (det vil sige: udbud af personer, der står til rådighed for arbejdsmarkedet) og et antal milliarder kroner for at betale for Socialdemokratiets slagnummer, tidlig folkepension til ”nedslidte”, eller Arne-pensionen, som den også kaldes. ’Arne’ fik med en ny lov fra efteråret 2020 forbedret sin mulighed for at få en tidlig folkepension – der er især tale om 3F- og FOA-medlemmer fra Socialdemokratiets vælgersegment.
Tal fra Beskæftigelsesministeriet viser, at næsten halvdelen af alle førtidspensionister over en niårig periode er ufaglærte, lidt over en tredjedel er faglærte, og kun omkring 15 procent har en videregående uddannelse. Det er derfor nærliggende at tro, at nogle af dem, der ikke fik tilkendt førtidspension, vil blive reddet af Arne-pensionen.
Bortset fra muligheden for at få afskaffet gensidig forsørgerpligt har jeg ikke meget godt at sige om udspillet. Som vanligt er hovedindtrykket ”Del og hersk!”, hvor forskellige grupper spilles ud mod hinanden, og hvor regeringens ønskede politiske forringelser for nogle af grupperne forberedes med nedsættende framing. Udspillet vil omfordele velfærd fra de unge til de ældre, fra de højtuddannede til de lavtuddannede og fra de mest syge i jobcentrene til ’Arne’.
Syge har krav på ”vores alles respekt og hjælp”
På Socialdemokratiets kongres 18. september kom Mette Frederiksen i sin tale pludselig med et par sætninger om, at samfundet skylder syge uden eller med nedsat arbejdsevne respekt og hjælp:
“Det universelle velfærdssamfund med fri og lige adgang både til sundhed og uddannelse kan kun hænge sammen, hvis alle voksne som udgangspunkt går på arbejde.
Jeg mener af hele mit hjerte, at det altid er bedre at have et arbejde end ikke at have et arbejde. Og jeg mener af hele mit socialdemokratiske hjerte, at alle mennesker er forbundet og forpligtet. Til at bidrage med alt, hvad vi hver især kan.
Til gengæld har samfundet – og virksomhederne – også et ansvar for dem, der har behov for omsorg og særlige rammer for at kunne være på en arbejdsplads. Og vi har et ansvar for dem, der gerne vil arbejde, men som desværre er for syge til det. De har krav på vores alles respekt og hjælp.
Også derfor er det så afgørende, at de, der kan arbejde, også går på arbejde…”.
Ordene klinger hult i mine ører. For der har ikke været og er stadig ikke megen hjertelighed, social ansvarlighed, retfærdighed eller værdighed over den førte politik over for de syge uden eller med nedsat arbejdsevne siden Frederiksens tid som beskæftigelsesminister i 2011-2014 – mere herom senere i indlægget.
Bemærk også, hvordan Mette Frederiksen i sin argumentation bruger de syge til at tvinge raske mennesker til at arbejde mere, end de allerede gør. Hun påstår nu, at hvis de raske og arbejdsføre arbejder alt det, de kan, så kan de, der er for syge til at arbejde, få alles respekt og hjælp.
Selvom formuleringen giver mening i al almindelighed – der skal arbejdes for at tjene penge til den velfærdsstat, som blandt andet skal hjælpe de syge – så kommer den her til at fremstå som en delvis fralæggelse af ansvaret for som daværende beskæftigelsesminister at have stået i spidsen for den mest umenneskelige social- og beskæftigelseslovgivning for syge i mange år.
Jeg kan faktisk kun få øje på få personer, der ikke arbejder nok for at respektere og hjælpe dem, der er for syge til at arbejde, eller som har brug for et fleksjob: Det er statsminister Mette Frederiksen selv og hendes socialdemokratiske regering
Men jeg kan faktisk kun få øje på få personer, der ikke arbejder nok for at respektere og hjælpe dem, der er for syge til at arbejde, eller som har brug for et fleksjob: Det er statsminister Mette Frederiksen selv og hendes socialdemokratiske regering, herunder beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen – foruden beskæftigelsesordførerne fra de partier i Folketinget, som er med i forligene om de respektive lovforringelser.
Regeringen skal gøre fleksjobordningen mere smidig
Jeg glemmer aldrig, hvordan Mette Frederiksen i et samråd i Folketingets Beskæftigelsesudvalg 29. november 2011 som daværende beskæftigelsesminister udtalte, at ”… når det handler om borgere, der er sygemeldte, så er der én ting, der er vigtigere end alt andet, og det er, at dét menneske kommer i arbejde”.
Hun sagde ikke, at det vigtigste er, at de får det så godt og tåleligt som muligt med deres helbred.
Efterfølgende gennemførte hun massive forringelser af førtidspension, fleksjob, sygedagpenge og kontanthjælp, og hun har nu holdt de allermest syge hen i et nedværdigende politisk skabt ideologisk tankesæt og system i næsten et årti.
Mennesker går rent faktisk til grunde deri, og titusindvis af mennesker har fortalt om usle, nedværdigende forløb og forhold, som tillige belaster dem så meget, at de får toksisk stress og belastningssyndromer. Men ikke blot har fru Frederiksen gjort det svært og meget tungt for de mest syge at få tilkendt førtidspension.
Ansvaret for at vise syge på eller uden for arbejdsmarkedet respekt og give dem den nødvendige hjælp kan aldrig udliciteres til ”samfund og arbejdsmarked” i bred almindelighed. Det allerstørste, øverste ansvar ligger nu engang hos den siddende regering
Hun har også gjort visitationsprocessen til fleksjobordningen ualmindelig besværlig, efter at hun blandt andet fjernede fastholdelsesfleksjobbet (inden fleksjobreformen i 2012 blev cirka halvdelen af alle fleksjob besat som fastholdelsesfleksjob).
De første fleksjob frem til arbejdstagerens 40. år gjorde hun midlertidige med krav om fornyelse hvert femte år. Det er usmidigt og ufleksibelt for såvel arbejdstager som arbejdsgiver.
Endvidere betyder de mange fleksjobvisitationer til ganske få timers fleksjob, at det er vanskeligt at finde arbejdspladser nok med tilstrækkeligt få arbejdsopgaver – det matcher meget dårligt med det store arbejdsmarkedsbehov.
Ifølge Jobindsats.dk var 16.024 personer i august på ledighedsydelse (aflæst 20. september 2021) og ventede på at komme til at bidrage. Det er personer, som efter års vurdering i jobcentersystemet endelig er blevet visiteret til et fleksjob, eller som har mistet et fleksjob. Derudover befinder der sig et antal fleksjobvisiterede personer på kontanthjælp, fordi de ikke har optjent arbejdstimer nok til at få ledighedsydelse.
Ansøgeren til et fleksjob er endvidere stillet alene i forhandlingspositionen over for den fremtidige arbejdsgiver. Han har ikke længere ret til overenskomstbaseret løn, han skal ”effektivitetsvurderes” af arbejdsgiver og jobcenter, og kompensationen fra kommunen svarer ikke til overenskomsten på området, men er forringet til en procentsats af dagpengeydelsen.
Ansvaret er regeringens
Ansvaret for at vise syge på eller uden for arbejdsmarkedet respekt og for at give dem den nødvendige hjælp kan aldrig udliciteres til ”samfund og arbejdsmarked” i bred almindelighed. Det allerstørste, øverste ansvar ligger nu engang hos den siddende regering, og en enkelt sætning om respekt, hjælp og hjertelighed gør det ikke.
Nu må Mette Frederiksens socialdemokratiske regering træde i karakter og få gennemført de tiltag, der kan åbne døren til arbejdsmarkedet for fleksjobberne, holde døren åben, give ligeværdige løn- og arbejdsvilkår, en værdig kompensationsgrad og sikre førtidspension til dem, der ikke kan arbejde (Jeg mener, 12 timers arbejdsevne ugentlig må være en passende grænse).
Det er i virkelighedens land, at al politik må stå sin prøve.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her