KONCERT//ANMELDELSE – De historiske opførelser af Messias, udført af megakor med langt flere sangere end her, blegner sammenlignet med Mogens Dahl Kammerkor. Ensemblet opildnes opildnes og holdes i et fast klangligt greb, skriver Knud Arne Jürgensen.
Orkestret, koret og de to kvindelige solister var de samme som ved sidste års traditionsrige Messias-opførelser i Holmens Kirke, og kun de to mandlige solister var nye. Alligevel fik dette års opførelse af Händels uopslidelige oratorium en om muligt endnu rigere og klarere udførelse ved årets julekoncert.
Hvad der især udmærkede sig i år, var det stringente greb om helheden, som Mogens Dahl lægger for dagen med sin direktion, der på én og samme tid giver al den nødvendige plads og akustiske rum til hver enkelt bestanddel, hvilket gør, at værket får præcis den frihed, der giver det en sjælden gennemsigtighed.
Dette omfatter såvel de individuelle vokalsolister som orkestrets samlede instrumentale og dynamiske klangmuligheder. Men dertil kommer ikke mindst dirigentens hjertebarn, Kammerkoret, der under hans hænder opnår en afbalanceret og krystalklar vokal farvepalet inden for hver af de fire stemmegrupper, hvilket får korsatserne til at funkle og glimre som stjerner oppe på kirkens himmelhvælv.
Solisterne sang sig alle fuldt ud i deres respektive og uhyre krævende recitativer og arier, hvor de både lagde stor og samtidig intim stemmekunst blot – indledt af den magtfulde tenor Mark Padmore, der med stor autoritet og en overordentlig fin diktion lod teksten bære selve noderne.
Dernæst formidlede sopranen Julia Doyle og alten Kayleigh Decker i hver deres stemmeregister Händels rigt facetterede arier og nåede heri et højdepunkt i deres fælles store duet He shall feed his flock i oratoriets første del.
Især i deres soloariers respektive da capo-dele gav både Doyle og Decker fine og velartikulerede bud på den rige forsiringskunst og koloraturrigdom, som Messias også indeholder, men som ikke altid kommer så klart og fint op til overfladen som her.
Sammen med det engelske Orchestra of the Age of Enlightenment, der om nogen formår at spille i et både slankt, gennemsigtigt og alligevel fuldtonet udtryk, var det, som hørte vi ét enkelt instrument
Det var måske i disse arier, at opførelsen fik nogle af sine fineste udtryk hos de kvindelige solister, og især alten Kayleigh Decker, der er midt i fuld udfoldelse af en spændende international og vidtrækkende repertoirekarriere, leverede nogle dramatiske og stærkt gribende – ja, nærmest hviskende – udtryk i sin arie He was despised and rejected of men.
Bassen André Morsch var rent ud formidabel i faste og velklingende fortolkninger af sine vægtige arier, hvor han ligesom skubbede den bibelske teksts udviklingsforløb frem foran sig med lige dele autoritet, ærefrygt og musikalsk forståelse.
Sammen med det engelske Orchestra of the Age of Enlightenment, der om nogen formår at spille i et både slankt, gennemsigtigt og alligevel fuldtonet udtryk, var det, som hørte vi ét enkelt instrument. Her fik vi et samlet bud på, hvorfor Händels Messias aldrig bliver færdig med at overraske os.
Til slut fik vi med Amen-korsatsen et dynamisk, klangligt højdepunkt, hvor korets og orkestrets samhørighed næppe kan række højere. De historiske opførelser af Messias, udført af megakor med langt flere sangere end her, blegner nærmest i min optik, når et kammerkor af en sådan kaliber tager fat om værket og både opildnes og holdes i et fast klangligt greb, sådan som Mogens Dahl endnu engang lægger det for dagen.
Det blev dermed en på alle parametre minderig aften, der samtidig afsluttede hans efterårssæson.
Forude venter i 2026 Mogens Dahls Koncertsals fire 20-årsjubilæumskoncerter, der over de sidste dage af januar byder på noget af det bedste, danske kammermusikere kan opvise, ligesom også den følgende forårssæson inviterer til en stjerneparade af internationale solister.
Når musik som de traditionelle Messias-opførelser bliver formidlet så overlegent sikkert og veludført som i år, kan man kun glæde sig til det forestående koncertår.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.