Meningsløshedens poesi i tredje gear – og suverænt artisteri i Zirkus Nemo

i Featured/Kultur & Medier af

ZIRKUS – Søren Østergaards Zirkus Nemo er en unik dansk sommerfornøjelse. Faktisk unikt i verden, muligvis med undtagelse af en enkelt tysk cirkus. Siden 1999 har gøgler-skuespilleren rejst landet tyndt med sin forunderlige blanding af meningsløshedens poesi og superprofessionelt artisteri.

Det var ellers endnu en meget smuk sommeraften i Aalborg forleden, men jeg forlod den stemningsfyldte cirkusplads med en ny fornemmelse, når det gælder det komiske cirkus – nemlig at det havde været cirkusartisternes, mere end det havde været Østergaards aften.

Jeg har rundt regnet set Zirkus Nemo ti gange. Hver gang med en improdigtende Søren Østergaard vekslende mellem femte gear og turbogear. Denne gang var han flere gange nede i tredje gear.

Søren Østergaard er uden dansk sidekick i år. Den rolle var sidste år tillagt skuespilleren Michel Castenholt og en smule Østergaards assistent Laura Kvist Poulsen, kendt fra Krysters Kartel. Tidligere har det blandt andre været Peter Frödin, Louise Mieritz og Patricia Schumann med de fornemme cirkusaner.

Til gengæld vrimler teltet med kendte stjerner som Bager-Jørgen, Smadremanden, Kim Timm, Baglænsmanden, Lesley Boye-Møller og Marianne i evig overgangsalder – og vist lidt flere dyr end normalt.

Østergaard gør sig som domptør med velafrettede rotter og nogle knapt så afrettede svaner. Især det sidste nummer virker som en parentes.

Zirkus leges i gang

Som det bør sig i Nemo ligner indledningen ikke noget, man har set før. Cirkusdirektøren har fået fremstillet en lille dampmaskine i legetøjsstørrelse, der får en lille elefant til at dreje rundt. Måske virker den. Måske gør den ikke. Hele Nemos ensemble venter i spændt forventning rundt om bordet med maskinen. Klassisk Søren Østergaard. Det leges i gang.

Leslie Boye-Møller, det kære væsen, har sat sig for at parodiere de tre statsministre, Baunsgaard, Hartling og Stauning. Så er hele det gråsprængte publikum med, som han siger

Kim Timm, der som regel henter hjem på sin vanvittige veloplagthed, hvad han savner i ekvilibrisme, optræder med slørhaler i et badekar. Kim virker ikke helt så veloplagt som normalt. Pointen i det nummer ender med at være ens undren som tilskuer – ligger der mon et barn nede i karret og smider rundt med ’fisken’?

Bager-Jørgen plejer at vælte teltet. Alene i kraft af sin tilstedeværelse. Han trækker på egenkapitalen i år, synes jeg. Den bedårende fumlede elegance er, som den er, men jokeraten er lavere end normalt. Til gengæld er hans engelske oversættelser af sine egne genialiteter forrygende. Her kom Østergaards galsindede, improvisatoriske talent for alvor til sin ret, denne aften ved Limfjorden.

Leslie Boye-Møller, det kære væsen, har sat sig for at parodiere – det er så populært med parodier – de tre statsministre, Baunsgaard, Hartling og Stauning. Så er hele det gråsprængte publikum med, som han siger. Hverken parodien i sig selv eller hans joke  omkring Ghita Nørby og Johnny Reimar lever op til Leslies normale absurditets-niveau.

I anden halvdel fornemmes Nemo-magien endelig. Baglænsmanden er mere omvendt end nogensinde – for første gang denne aften virker det som om, Østergaard for alvor pingponger med sit publikum. Vekselvirkningen er i sidste ende improvisationernes salt.

I øvrigt er baglænsmanden en god standup-komiker. Dejligt med nogle kontante punchlines på bagkant af nogle løse improvisationer.

Der er comeback til Smadremanden, mere usympatisk, mere hadende, mindre børnevenlig end nogensinde. Hans parodi på Bager-Jørgen trækker på lige dele selvironi og raseri. Om der gemmer sig nogle almenmenneskelige træk i cirkusdirektørens figurer kan man diskutere, indtil Østergaards cirkus engang går ned i vest.

Efter min mening afspejler Smadremanden de barnligt destruktive kræfter, der gemmer sig i de fleste mennesker. Han er en luftventil.

Artisternes aften

Som nævnt fylder artisteriet.

Først den fransk-cubanske håndstandduo, ægteparret Duo Solys, der udover begge at være eye-candy for folket, leverer ubegribelige, dybt imponerende variationer over hånd- og hovedstand. Og overrasker, da assistent Tatania viser sig at være mere end bare staffage.

Også Ringenes Herskerinde, som hun kaldes i Nemo, artisten Geraldine Philadelphia imponerer med sine mange ringe i konstant bevægelse rundt om arme og ben.

For første gang er jeg gået hjem fra en aften med Nemo med fornemmelsen af artisterne som hovedattraktionen

Topnummeret ligger i hænder og arme på den russiske klovn/rullehjuls-artist ’The Fat Man’, der i løbet af sine vilde rulleridt rundt i manegen bringer gedigen cirkusmagi ind i manegen. Meget sympatisk lappede han publikums stormende bifald i sig. Der er noget rørende i at se en mand, hvis plus 50årige liv formentlig har været dedikeret cirkus, siden han kunne gå, stadig nyde sit publikums anerkendelse så åbenlyst.

Nemos magi opstår i et spændingsfelt mellem Østergaards tøjlesløse galskab og artisternes strengt disciplinerede optræden. For første gang er jeg gået hjem fra en aften med Nemo med fornemmelsen af artisterne som hovedattraktionen.

Føler Østergaard sig lidt fanget i sine figurer? Det virkede denne aften, som om der var lidt slør i improvisationerne. Og man savnede den overrumplende overraskelse som hans fløjtende figur sidste år, der blandt mange andre stjerner aldrig havde fløjtet sammen med Bruce Springsteen, og som leverede årets danske grin, da han ikke-fløjtede ‘Kald det kærlighed’.

Kun Østergaard selv ved, hvor længe han fortsætter. Forhåbentlig længe. Det er umuligt at forestille sig Zirkus Nemo uden ham. Han kunne godt unde sig selv lidt mere komisk modspil næste år.

POV International så Zirkus Nemo i Aalborg tirsdag d. 22. maj.

Foto: Pressefoto.

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.
Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.
Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017). Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35

Seneste artikler om Featured