BØGER // ANMELDELSE – Med sit populærvidenskabelige storværk, der på imponerende vis favner alt fra naturvidenskab til kunst og teologisk metafysik, leverer Iain McGilchrist en tankevækkende samtidskritik, skriver lektor Kristian Kongshøj.
Med Iain McGilchrists storværk, The Matter with Things: Our Brains, Our Delusions and the Unmaking of the World, får man en samlet fortælling, der favner næsten alt fra neurovidenskab og fysik til litteratur, filosofi og endog teologi og metafysik.
McGilchrist har været vidt omkring i sin lange karriere siden 1970’erne, der har bevæget sig fra litteraturvidenskab til psykiatri og neurovidenskab. Han har været tilknyttet blandt andet Oxford i Storbritannien og Johns Hopkins i USA.
Hans hidtil mest kendte populærvidenskabelige værk, The Master and His Emissary, fra 2009, handlede om vores delte hjerne, der opererer med to grundlæggende forskellige måder at opfatte verden på.
McGilchrists neuropsykiatriske samfundskritik
The Matter with Things: Our Brains, Our Delusions and the Unmaking of the Worlds første af tre hovedsektioner beskæftiger sig på samme vis sig med de virkelighedsopfattelser, der bl.a. affødes af specialisering imellem højre og venstre hjernehalvdel. Del to og tre fortsætter med at behandle tilværelsens mest grundlæggende spørgsmål om mening, sandhed og skønhed. Værkets samfundskritik udspringer også heraf. Der illustreres med et ærefrygtindgydende arsenal af eksempler fra videnskaberne, litteratur, poesi, musik og mytologi og teologi, som ofte er meget tankevækkende.
McGilchrist gennemgår, hvorledes alvorlige skader i højre hjernehalvdel kan være ødelæggende for evnen til at have en sammenhængende oplevelse af verden
Metaforisk sagt er kritikken, at vores kultur er ”hjerneskadet” og er blevet overtaget af systemtænkning, der hugger livets træ til pindebrænde i isolerede enheder (og isolerede mennesker), som kan udnyttes til forskellige formål. Resultatet er en død verden tømt for mening, sandhed og skønhed.
I to sind
Når man rejser temaet om forskellige hjernehalvdele, vækker man nemt nogle fejlagtige popkulturelle referencer til live – tænk på noget med følelser vs. fornuft eller mænd vs. kvinder – men McGilchrist gennemgår, hvorledes vores specialiserede hjernefunktioner producerer to grundlæggende forskellige virkelighedsopfattelser. I dyreriget synes der at være en tendens til, at store, højt udviklede hjerner hænger sammen med mere specialisering i hjernen.
Forskellene kan dog i høj grad sammenfattes med dualismer såsom analytisk-rationel vs. intuitiv-oplevelsesbaseret, atomistisk vs. holistisk, isolerede enheder og resultater vs. relationer og processer.
McGilchrist gennemgår eksempelvis, hvorledes alvorlige skader i højre hjernehalvdel kan være ødelæggende for evnen til at have en sammenhængende oplevelse af verden. Eksempler og anekdoter gennemgås, hvor folk har besvær med at opfatte en samlet krop og i stedet oplever adskilte kropsdele, eller ikke kan tegne eller gengive proportionelle helheder, mens eksempelvis kun adskilte puslespilsbrikker til et samlet hus. I sjældnere tilfælde har folk omvendt fået pludselige kunstneriske evner, hvis de har fået en skade i den modsatte hjernehalvdel.
Et andet konkret eksempel, som han vender tilbage til flere gange, er musik som adgang til selvoverskridende oplevelser af skønhed, sandhed eller mening. På den ene side er det korrekt at beskrive musik som adskilte toner eller frekvenser, hvis afstand kan beskrives både med tempo og intervaller. På den anden side er det lige så sandt, at både den positive oplevelse og den kreative skabelsesproces opstår ud af helhedsoplevelsens harmonier og melodier.
Når McGilchrist så ofte illustrerer med musik, poesi, litteratur og mytologi, er det, fordi det for ham i højeste grad kan udtrykke mødet med en bevidsthedsform, der kan opleves som noget, der kommer ”udefra” fra en større virkelighed, som ikke kan reduceres til simple begreber, regler eller resultater.
Evnen til at adskille virkeligheden i bestanddele, der kan undersøges, ændres og manipuleres, er en afgørende fordel for mennesket
Evnen til at adskille virkeligheden i bestanddele, der kan undersøges, ændres og manipuleres, er en afgørende fordel for mennesket. Omvendt er det skadeligt for det enkelte menneskes trivsel, hvis man ikke kan leve i en sammenhængende, flydende virkelighed. Bevidsthedstilstande, hvor man primært ser enkelte dele og adskilte faser frem for helheder og processer, kendetegner ifølge McGilchrist mange sindslidelser eller personlighedsforstyrrelser.
McGilchrists samfundskritik består ligesom i The Master and His Emissary fra 2009 således i, at vi lever i en kultur, der usundt privilegerer den sidste form for tænkning, mens den anden ses som unyttig, nedprioriteres, eller direkte latterliggøres. Resultatet er, at verden opleves som mere død end levende eller som mere ensom og konkurrencepræget end relationel.
Den type kritik kan man måske finde mange andre steder i vores tid – jeg tænkte selv først og fremmest på den kritiske sociolog Hartmut Rosas nyere beskrivelse af ”resonansoplevelser” (og mangel på samme i ”accelerationssamfundet”).
Mange klassiske samfundstænkere har beskæftiget sig med begreber som fragmentering, fremmedgørelse og individualisering i det moderne samfund. Det tankevækkende er dog at få det koblet til psykiatri og neurovidenskab. Og få det beskrevet med så mange tankevækkende eksempler, som McGilchrist mestrer.
Partikler, kvanter og universel bevidsthed
Det samlede værks store styrke er koblingerne til del to og del tre. I del to bliver de to bevidsthedstilstande koblet til vores helt grundlæggende erkendelse af verden.
Et eksempel, som diskuteres overbevisende i bogen, er fysikkens bevægelse fra den klassiske (newtonske) fysik til kvantefysikken. Kvantefysikken gennemgås som en virkelighed, der grundlæggende består af energi, bølger og processer – frem for adskilte partikler, der påvirker hinanden simpelt og lineært.
det er guf for McGilchrist, når Bohr i forbindelse med sin modtagelse af Elefantordenen fik lavet sig et våbenskjold, der indeholdt det taoistiske yin og yang-symbol
Flere af kvantefysikkens grundlæggere såsom Niels Bohr, Max Planck eller Wolfgang Pauli citeres for udsagn om, at en verdensopfattelse bestående af partikler er en abstraktion, der skjuler en mere fundamental virkelighed af energi.
Jeg nævner disse, da de også er relevante for værkets tredje metafysiske del. Alle var de således fysikere, der spekulerede over muligheden for, at bevidsthed og intention kunne ligge bag denne nye virkelighed, hvor stof og partikler blot udspringer af noget mere fundamentalt. Eksempelvis når Planck sagde, at vi må antage, at en bevidst, intelligent ”ånd” kunne være selve udspringet af det, vi oplever som en fysisk, materiel virkelighed.
Bohr nævnes flere gange i bogen, fordi det er guf for McGilchrist, når Bohr i forbindelse med sin modtagelse af Elefantordenen fik lavet sig et våbenskjold, der indeholdt det taoistiske yin og yang-symbol. Eller når Bohr udtrykte, at trivielle sandheder kan opdeles i sandt og falsk, mens dybe sandheder ofte rummer deres egen modsætning, som kan være lige så sand på samme tid. Det passer godt til McGilchrists pointe om, at vi erfarer ”virkeligheden” med to vidt forskellige bevidsthedsformer.
Han fremfører således, at bevidsthed er noget fundamentalt, der potentielt er til stede overalt – og som kan udvikle sig til forskellige niveauer af bevidsthed i alle organismer. En hjerne er således ikke noget, der i sig selv ”producerer” bevidsthed ud af ingenting på en måde, vi ikke helt forstår endnu – men for større organismer er en hjerne nødvendig for, at deres bevidsthed kan blive i stand til at handle i deres umiddelbare omverden.
En levende, men ikke-almægtig Gud med de bedste intentioner?
Således kommer vi til værkets tredje og sidste del, hvor vi eksempelvis i det 28. og sidste kapitel for alvor kommer op at flyve med forskellige metafysiske verdensbilleder. Det er modigt i en verden, hvor mange typisk ville mene, at seriøs videnskab er helt adskilt fra den slags som ren tro og mytologi.
Omvendt åbnes døren til en større bevidsthed, der som McCilchrist skriver, har forskellige navne i forskellige traditioner – Gud eller Allah i de abrahamitiske religioner, Brahman i hinduismen, logos i dele af græsk filosofi, tao, rta eller ri i andre grene af østlig metafysik eller det større selv i jungiansk dybdepsykologi.
Det ville efter min mening være en stor fejl, hvis et forlag ikke påtager sig opgaven med at få værket oversat til dansk
Disse traditioner har naturligvis vidt forskellige opfattelser af, hvorledes den større metafysiske eller guddommelige virkelighed kan erfares – eller om den selvstændigt kan gribe ind i verden. Men de kan alle passe ind i McGilchrists apofatiske procesteologi – hvilket grundlæggende betyder, at det transcendente eller guddommelige er hinsides rationelle begreber, samt at det kan udvikle sig i samspil med livet i det, vi oplever som den fysiske virkelighed.
Det passer naturligvis dårligt med nogle af de mest dogmatiske og klassiske gudsbilleder – fx ”Gud” som en slags stor (maskulin) personlighed, der evig, uforanderlig og alvidende eksisterer adskilt fra sit skaberværk som en stor mekaniker. McGilchrist afviser disse gudsbilleder som udtryk for ”venstre hjernehalvdels” behov for nærmest aggressivt at sætte verden på ord og formel, så det kan begribes og anvendes til mere konkrete formål. Han trækker således også på kristne teologer og mystikere, der stod i opposition til dette gudsbillede. Disse blev på forskellige måder undertrykt, afvist eller fordømt af den senere etablerede kirke i både klassisk og moderne tid (før vores samtid nok igen er blevet lidt mere rummelig).
Samlet set foretrækker McGilchrist en ”panenteistisk” metafysik, hvori det guddommelige er konkret til stede i verden og indgår i et samspil med livet (og dermed også påvirkes af det), men samtidig også eksisterer selvstændigt i egen ret og ikke kan reduceres til blot at være et produkt af vores liv.
Klar, parat, oversæt
Afsluttende kan man sige, at der helt sikkert er muligheder for at kritisere McGilchrist, jo længere man skrider frem i værket fra del ét til tre. Mister man vigtige nuancer, når man trækker på så forskellige fagligheder og traditioner? Introducerer han sit eget hierarki, hvor ”højre” bevidsthedsform bliver den mest rigtige og gode? Er den sidste og tredje sektion i værket ikke bare ren spekulation?
Omvendt bestræber han sig på at opridse et verdensbillede, der kan rumme et eviggyldigt menneskeligt behov for selvoverskridende oplevelser af mening, sandhed og skønhed. Nogle af tidens problemer handler netop om, at de behov ikke kan finde et ordentligt hjem hos mange mennesker. En virkelighedsopfattelse, hvor mennesket og dets omgivelser blot er potentielle resurser, der skal udnyttes bedst muligt, ligger til grund for vor tids største kriser.
Det ville efter min mening være en stor fejl, hvis et forlag ikke påtager sig opgaven med at få værket oversat til dansk.
Klik dig videre til mange flere bogrelaterede artikler lige her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
