Barberen og det mobile museum: Vestsaharas glemte kolonihistorie ligger gemt i en støvet computertaske i Algeriet

i Afrika/Essays af
VESTSAHARA // ESSAY – “Barberen og det mobile museum”. Det lyder næsten som titlen på et moderne H.C. Andersen eventyr. Det er det ikke, så vidt jeg ved, men denne historie har alligevel et eller andet eventyragtigt over sig. Det er en fortælling om en helt med en mission, en næsten uoverkommelig modstander, som sidder solidt på sin trone, en vaskeægte skat og et kapløb mod tiden.

Lud-Mulay har et hvidt tørklæde om hovedet og bærer en støvet, sort computertaske i hånden, som han svinger dovent, da vi trasker gennem sandet i den sandfarvede by. I tasken gemmer han et stykke vidnesbyrd om et folk og dets historie. Et folk, som er fordrevet i en nådesløs ørken. Et folk med traditioner, musik og visioner. Et folk med en historie, der skal fortælles, før det er for sent.

Flygtning i en sandblæst ørken

Lud-Mulay er saharawi og bor i lejren Smara som flygtning i Algeriet. Han kom til området som barn i 1975, da han sammen med sin familie og tusindvis af andre saharawier flygtede mod nordøst gennem Saharas ubarmhjertige ørken på livsfarlig flugt fra det marokkanske luftvåben, dets klynge- og napalmbomber og hvide fosfor. Han er nu en granvoksen mand med familie, egen barberforretning og sandblæste rynker i ansigtet. Og han har en mission.

Den, der får lov til at fortælle historien om Vestsahara og saharawierne, kan afgøre, hvordan situationen i området ser ud i fremtiden

Vi møder ham en varm eftermiddag i hans salon på markedet i Smara. Det er midt på dagen og for varmt til, at der kommer kunder forbi. Han lukker biksen, finder sin computertaske frem bag et improviseret forhæng og vi går ud i lejren for at finde nogen, der kan mestre både engelsk og arabisk og agere oversætter for os. Vi finder én og sætter os til rette med et glas sød te hver. Lud-Mulay åbner sin taske, og en historie begynder at udfolde sig foran os.

Barberen samler på fotografier og har samlet bunker af dem hjemme i sit hus. Billeder, der stammer fra intifada’en, det saharawiske oprør, i Spansk Vestsahara, Vestsaharas navn under den spanske kolonimagt, i 1970 og fremefter. Mange af dem er falmede og grå. Andre er overeksponerede og nogle er mest bare okkerfarvede nuancer. Billederne har det til fælles, at de fortæller historien om saharawiernes kamp for frihed mod først den spanske kolonimagt og sidenhen mod Mauretanien og det marokkanske kongedømme.

Saharawierne er den oprindelige befolkning i Vestsahara. Et land, der den dag i dag er Afrikas sidste koloni og stadig besat af Marokko. Udover fortællingen om kampen for frihed, udtrykker de gamle fotografier også tab, katastrofe, menneskelig ulykke, folkedrab og et folks oplevelse af at blive rykket op med rode.

Et smertefuldt minde

I den støvede computertaske finder han de gamle fotografier frem og lægger dem ud på gulvtæppet, vi sidder på. Her er billeder fra byen Laayoune tilbage fra tiden under den spanske kolonimagt og af saharawiske guerillakrigere under befrielsesbevægelsen Polisarios blafrende faner. Polisario blev formet i 1973 som en saharawisk modstandsbevægelse mod kolonimagten, der på det tidspunkt hed Spanien i lyset af FN’s krav om dekolonisering af kolonierne.

Barberen tager et billede frem af den spanske diktator, Franco, der poserer sammen med den marokkanske konge, Hassan II, og den mauretanske præsident, Moktar Ould Daddah, og fortæller, hvordan Spanien i 1975 indgik en handel med de to andre lande, som førte til, at Marokko invaderede den nordlige halvdel af Vestsahara og Mauretanien den sydlige, da Spanien trak sig ud. 350.000 marokkanere marcherede på Hassan II’s foranledning ind i Vestsahara i det, der kaldes Den Grønne March.

Det skete den 6. november 1975 og fejres i dag af det officielle Marokko som en historisk og kulturel mærkedag, men står på samme tid for saharawierne som et smertefuldt minde. En nakba, en katastrofe. Mauretanien opgav annekteringen af Vestsahara i 1979, hvorefter Marokko gjorde krav på hele området.

Fotografierne falmer, og det samme gør historien om saharawierne, hvis den ikke bliver fortalt

En krig mellem Marokko og Polisario fortsatte, indtil FN forhandlede en våbenhvile på plads i 1991. Det er første gang, jeg ser billeder fra saharawiernes flugt gennem ørkenen mod øst i sikkerhed fra de marokkanske styrker. Guerillakrigere poserer med gamle rifler. Familier med børn, kameler, geder og de mest essentielle ejendele vandrede gennem sandet ud i det uvisse i mange dage uden at kunne finde skjul for den konstante trussel fra det marokkanske luftvåben fra oven.

Mange saharawier klarede at komme i ly på den anden side af den algeriske grænse, men andre gjorde ikke, og mindet om dem og flugten lever videre i lejrene i dag. Blandt den ældre del af befolkningen som en konkret erindring og blandt den yngre del som en del af deres saharawi-identitet og familiehistorie. Alle har lidt tab.

Jeg tænker, at det ikke er til at begribe. Hvorfor har jeg ikke set de her billeder før? Lud-Mulay peger med et hårdt og alvorligt udtryk i ansigtet på bomberne og det hårde militære udstyr, som saharawierne tog fra den marokkanske hær. Han gentager ordet “folkemord”.

Tynde børn med uglet hår og uden tøj på går rundt på de sort-hvide fotografier uden for vindblæste, improviserede telte lavet af kvindernes melfa’er. Det er de telte, der senere skulle blive til den lejr, vi er i lige nu. Dengang var her absolut intet.

Jeg kigger på et falmet fotografi, der viser en familiefar, der tapper vand ved en af de første vandposter bygget af store metaltønder stillet oven på hinanden. “Fem liter vand pr. dag til hver familie,” siger barberen, “dengang havde vi ikke lejre som dem, vi har i dag. Der var det mere enkeltstående telte her og der og med op til fire familier i hver.”

Helten med skatten

Lud-Mulay har et ønske om at åbne et bibliotek. Det er et ønske, der brænder lige så intenst som sandet under hans fødder. Først og fremmest ville flere på den måde have adgang til de udstillede billeder, der skulle pryde vægge, skuffer og mapper sådan et sted, og de tusindvis af saharawier, der bor i Smara og de fem andre flygtningelejre i området ville have mulighed for at opleve deres folks og families historie gennem fotografierne. Lud-Mulay understreger, at det er vigtigt at styrke fortællingen og bevidstheden om historien indadtil.

Særligt mener han, at det er vigtigt for de unge i lejrene at vide, hvor de kommer fra, og hvad der har formet deres unge liv. Han selv er fra en generation med en oplevelse og kropslig erindring om flugten fra de marokkanske fly og den første tid, hvor saharawierne bosatte sig midt i ingenting med de få ejendele, de havde med sig på deres egne eller deres kamelers rygge. De unge derimod, vokser op uden at have oplevet flugten på egen krop, og det kollektive traume skifter form fra generation til generation.

For det andet ville den historiske samling også kunne være mere sikker på et bibliotek eller museum. Som han sidder der og peger og fortæller, sidder jeg og tænker på, at fotografierne snart falmer helt væk i deres plastiklommer og på det ternede papir, de er klipset fast på.

I det her kølige rum, hvor en stråle af eftermiddagens skarpe sol sniger sig ind gennem et lille vindue og et gardin dovent svinger i den stille vind i døren – går det op for mig, at vi befinder os midt i et hektisk kapløb mod tiden, og det gør mig pludselig helt forpustet.

Både fordi fotografierne falmer og med dem også saharawiernes historie, og fordi Marokko gør alt for at modarbejde den folkeafstemning om selvstændighed, saharawierne blev lovet som betingelse for våbenhvilen i 1991. Jo længere tid, der går, jo mere normal fremstår status quo, jo bedre kort står Marokko med på hånden og jo mere har det internationale samfund glemt, at der var en afkoloniseringsproces, der aldrig fandt sted og et folk, der aldrig fik fred.

Fotografierne falmer, og det samme gør historien om saharawierne, hvis den ikke bliver fortalt. I Marokko fortæller man nemlig en helt anden historie.

Konflikten om Vestsahara er umiddelbart en konflikt mellem to parter: Marokko og Front Polisario. Men en løsning på konflikten er i sin grundessens et internationalt problem. Officielt arbejder FN stadig for en folkeafstemning, der skal afgøre områdets status, men opbakningen til den afhænger af det internationale samfunds støtte eller mangel på samme til de to parter. Uden strategiske alliancer, handelsaftaler eller politisk goodwill kan Marokko ikke opretholde sin besættelse af Vestsahara.

Fotografierne falmer endnu mere i lyset af det marokkanske statslige råd, CORCAS, der har til formål at sprede marokkansk kultur i de sydlige provinser for at “forsvare kongedømmets territoriale integritet og nationale enhed”

Den, der får lov til at fortælle historien om Vestsahara og saharawierne, har altså ret og kan afgøre hvordan situationen i området ser ud i fremtiden og hvem, der kontrollerer det. Derfor foregår der en hård kamp om fakta og fortællinger mellem saharawierne og Marokko i medierne og det internationale samfund.

På grund af den FN-forhandlede våbenhvile i 1991 føres krigen mellem dem ikke længere med tanks og bomber, men har skiftet form. Barberens mobile museum virker forsvindende lille i forhold til det store statsapparat på den anden side af grænsen mod vest, der tromler frem med sin version af historien flettet ind i migrationsaftaler med EU, handelsaftaler og andre strategiske politiske alliancer.

Fotografierne falmer endnu mere i lyset af det marokkanske statslige råd, CORCAS, der har til formål at sprede marokkansk kultur i de sydlige provinser for at “forsvare kongedømmets territoriale integritet og nationale enhed”. De falmer i lyset af hæren af tusindvis af marokkanere, der er ansat som “internettrolde” til at sprede misinformation og fake news og angribe kritiske stemmer på internettet uanset om stemmerne kommer fra saharawier, spaniere eller danskere.

Også det ressourcestærke marokkanske diplomati får de gulnede fotografier til at blegne endnu mere under den genstridige ørkensol. Det gælder blandt andet, når den marokkanske ambassadør i Danmark får eksklusivt foretræde bag lukkede døre for Folketingets Udenrigspolitiske Udvalg.

Når Lud-Mulay sidder og tegner og fortæller med ivrig stemme og en kuglepen, der hektisk bevæger sig over papiret, og tegner kort og pile og mennesker, der bevæger sig, alt imens alle de her gamle fotografier ligger spredt ud på gulvtæppet omkring os, får jeg en vild følelse af at sidde med noget stort og unikt rundt om mig. Noget, der absolut må passes på. En skat, der er mere værd, end øjet kan se. En skat, som ikke må ende i de forkerte hænder. En skat, som en helt har dedikeret sit liv til at beskytte.


LÆS FLERE ESSAYS I POV HER


Alle fotos af skribenten

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Jeg har en BA i Religionsvidenskab fra Københavns Universitet og læser min kandidat i Socialvidenskab og Kultur- og Sprogmødestudier på Roskilde Universitet.

Derudover er jeg aktivist i solidaritetsorganisationen Global Aktion, hvor jeg blandt andet beskæftiger mig med konflikten om Vestsahara, klimaretfærdighed og madsuverænitet.

Seneste artikler om Afrika