Selvom A.P. Møller Mærsk i 2025 præsterede et overskud på over 18 milliarder kroner, er der sat gang i en større spareøvelse. Den vil koste 15 procent af de administrative medarbejdere deres arbejde, og det svarer til omkring 1.000 fuldtidsansatte. Da Mærsk har hovedkontor i Danmark, vil de fleste fyringer ramme Esplanaden i København, men der er endnu ikke sat tal på, hvor mange der er tale om.
Det kom frem, da den danske rederigigant torsdag morgen præsenterede sit årsregnskab for 2025 samt forventninger for i år. I 2026 regner Mærsk med et driftsresultatet i minus – på mellem en og halvanden milliard dollars. Driftsindtjeningen ventes dog snildt at kunne opveje underskuddet, så overskuddet vil være 2.9 milliarder dollars, svarende til 18,4 milliarder kroner. Det skriver euroinvestor. Ifølge TV2 er det dog det mindste overskud siden 2020.
Administrerende direktør, Vincent Clerc sagde blandt andet i morges: “Vi leverede en stærk performance og høj værdi til vores kunder i et år, hvor forsyningskæder og global handel fortsat blev omformet af skiftende geopolitiske forhold. På tværs af vores forretninger voksede volumenerne, og udnyttelsen af aktiver var meget høj.”
Af samme grund bliver der nu sat gang i en større spareøvelse, der skal fastholde virksomhedens stærke omkostningsdisciplin og sikre en slank organisationen. Og det er her, de 1000 fyringer kommer i spil. Globalt set svarer det til en procent af arbejdsstyrken, idet Mærsk har 100.000 medarbejdere fordelt ud over kloden. Clerc siger til TV2 News, at det ikke er afgjort endnu, hvor mange danske stillinger der er tale om.
Ifølge Reuters peger selskabets egen analyse på, at det kommende år bliver udfordrende. Faldende fragtrater, som skyldes overkapacitet på containerfartøjer og genoptagelsen af kortere ruter gennem Rødehavet, kan reducere indtjeningen. Mærsk rapporterede i fjerde kvartal sidste år et resultat, der stort set lå i tråd med analytikernes forventninger, men som indikerede, at 2026 bliver vanskeligt blandt andet på grund af recessionstrusler i verdensøkonomien.
Mærsk-aktien faldt over 6 procent siden i morges, hvilket afspejler investorernes bekymring for den kommende periode.
Genoptagelsen af nogle transitruter gennem Rødehavet og Suezkanalen, som Maersk planlægger i samarbejde med Hapag-Lloyd, vil forkorte transporttiden, men kan samtidig presse fragtraterne yderligere. Eksperter vurderer, at kombinationen af lavere indtjeningsprognoser og et marked med overkapacitet kan gøre det nødvendigt med fortsatte omkostningsreduktioner, herunder personalereduktioner, for at sikre selskabets konkurrenceevne og finansielle stabilitet.
Se Reuters, DR, TV2 og euroinvest
Se Mærsks eget opslag på X torsdag formiddag
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.