LITTERATUR // INTERVIEW – “Man laver det, fordi man kan have sit sjov, men det er også vigtigt, at det giver mening”, fortæller Weekendavisens toneangivende litteraturanmelder Lars Bukdahl Inger Tejlgaard Olesen Ravn i dette interview. “Det er også vigtigt, at der er anmeldere, der tør være hårde, det er også en del af anmelderiet”.
Fotos: Adam Amsinck
På Krystalgade foran Københavns Hovedbibliotek ligger den sidste sne endnu grødet og brun. Man træder over den og går igennem en karusseldør ind i bibliotekets halvmørke, og herinde mødes man af en jævnt strømmende menneskestøj fra lige dele skolebørn og universitetsstuderende.
Jeg skal mødes med Danmarks bedst kendte, mest feterede og nok mest frygtede litteraturkritiker, Lars Bukdahl.
I sin tid begyndte Bukdahl som anmelder for Kristeligt Dagblad. Han var på det tidspunkt 20 år gammel. I 35 år har han nu været toneangivende, når det kommer til smag og behag i dansk litteratur. Fra debuten som anmelder har han på ugentlig basis rapporteret fra bogverdenen med lige dele takt og tæv, trofast loyalitet og stadigt voksende flabethed, de seneste mange år for Weekendavisen.
Hvordan startede det? Hvorfra kom den, den selvtillid, den enorme tro på sig selv og egne meningers ret allerede i hans ungdom?
Men hvordan startede det? Hvorfra kom den, den selvtillid, den enorme tro på sig selv og egne meningers ret allerede i hans ungdom? Det er både frygtindgydende og inspirerende, ikke mindst i en samtid, hvor det synes, som om ungdommen er ved at gnave sine egne bagben af over eksistensens og omverdenens uafladelige pres.
Mens Lars Bukdahl fortæller om sin far, om sine andre selvvalgte fædre og om at være artig og uartig, opdeler hans lange, smalle hænder med deres lige så lange fingre luften i usynlige kategorier. Det er sådan noget, man ikke ved, før man sidder over for et menneske, men det bliver hængende længe efter, som snit og brudstykker af en samtale.
Gud fader i det høje
Indledningsvis spørger jeg ind til en udtalelse, der er blevet siddende i mig fra en gammel podcast, Syvkabale, på det hedengangne Radio24syv, hvor han blev interviewet af Kristian Leth.
Du har engang sagt, at du er vokset op med at være artig, fordi det handler om, at “far bliver glad”. Kan du ikke uddybe det? Er det sådan, at de fleste mænd har den her idé om den store fader bagved alt, der ser alt, holder øje?
Ja. Det har man i hvert fald, hvis man, som jeg, har en far, der døde, da jeg var 10 eller 11 år gammel. Så er han jo deroppe og har været der i meget, meget lang tid, i forhold til det med en, der holder øje.
Jeg har en idé om, at når man har en far, der dør så tidligt, så får man et farbehov. Man går rundt og samler på fædre. Men det er jo netop ikke én far.
Det bliver derimod både en kronologisk række og et mylder af andre fædre af meget forskellig art. De fædreskikkelser, jeg har, er nogle, jeg vælger, og jeg vælger dem, fordi de har en form for autoritet. Ikke fordi de er autoritære, de er mere en antiautoritet. På en paradoksal måde kan jeg se meget op til dem. Det er der en dobbelthed i.
De fædreskikkelser, jeg har haft, er for eksempel danske digtere som Per Højholt eller Dan Turèll. Det er den samme generation, som også min far hørte til. De blev født i trediverne og er nu i firserne og ved at dø. Det er det hårde, fordi min far døde jo alt for tidligt, og så dør dem, jeg har valgt i stedet, også nu …
Jørgen Leth?
Ja, Jørgen Leth hører helt klart med til fargruppen. Det er den dobbelthed, jeg taler om. Min mor havde det også, men hun var mindre vild i sit hoved og sit væsen. Det var hende, jeg voksede op med.
Hun var også akademiker?
Ja, hun var også akademiker, men fra statskundskab. Hun havde stadig en meget fin fornemmelse af, hvem jeg var, men også en idé om, at den eneste rigtige og trygge måde var at gå den slagne vej gennem akademia. På en lidt overdreven måde følte hun, at det var meget usikkert at vælge universitetet fra for at være fri ånd.
Jeg skriver vildest, når det er strammest: Fædrene og mødrene skal gøres stolte! Men den stolthed, de skal have, skal være som når barnet pludselig finder på noget, og helst også noget lidt uartigt
Du er nok bedre kendt blandt de fleste som kritiker frem for som forfatter. Er det netop, fordi der i kritikerrollen også er tryghed? Det er fast arbejde?
Jeg tror, det er den dobbelthed med at ville være en god dreng og en fræk dreng på samme tid. Også i min skoletid var jeg en god og artig dreng, der kiggede over på dem, der var vilde.
Og jeg havde en længsel efter den energi, efter at lave postyr, at være vild.
Kritikerjobbet er godt, fordi der er begge dele: Der er en fast rytme, en fast struktur, faste krav, deadlines. Men samtidig handler det om at udtrykke sig.
For mig handler det om at lave en tekst, der ikke er artig, en tekst, der har en vild energi i sig. Der er noget meget grundlæggende i denne dobbelthed af at være artig og at være uartig. Der skal være vildskab, der skal være gøgl, der skal være leg i det, jeg skriver, men også faste rammer. Derfor har jeg haft det svært med det rene forfatteri, fordi man kan skrive hvad som helst, og det skræmmer mig.
Jeg bliver nødt til at have nogle rammer; de skønlitterære ting, jeg har lavet, kan være helt forkrøblede af, hvor mange regler jeg skal lave for mig selv.
Jeg er jo gift med en skønlitterær forfatter, og hun skriver bedst, når hun skriver helt frit, og det kun er hende selv, der laver reglerne, og helst så få regler som muligt.
Hun har svært ved at skrive sådan, som jeg gør, med en fast deadline, et fokus, krav … men der har jeg det bedst.
Jeg skriver vildest, når det er strammest: Fædrene og mødrene skal gøres stolte! Men den stolthed, de skal have, skal være som når barnet pludselig finder på noget, og helst også noget lidt uartigt …
En tegneseriefigur i læderjakke
Jeg viser Lars et billede fra en gammel kampagne for Weekendavisen. Det er i grynet, sort-hvidt og Lars Bukdahl er fanget i et karatespark en meter over jorden “en del af en mosaik af Weekendavisens daværende skribenter, hvor vi af en eller anden grund alle sammen har læderjakker på“, indskyder Lars Bukdahl.
Er billedet en illustration af kritikeren som rockstjerne, pejlemærke, fyrtårn eller hvad?
Jeg kan huske, da billedet blev taget. Det var henne på Det Kongelige Bibliotek, herhenne på Fiolstræde, og først var fotografen og jeg indenfor. Det var meningen, at jeg skulle posere værdigt med nogle bøger, og så skulle vi ud og tage nogle billeder udenfor.
Først fandt jeg på at lave noget mere Fred Astaire-agtigt med at klappe fødderne sammen. Jeg havde sådan en idé om, at det var svært at få min ældste søn til at synes, at jeg var cool på nogen som helst måde. Jeg har to små børn nu og en voksen søn, men han var vel ti år dengang. Så jeg tænkte, at jeg måtte gøre noget, for at det blev et billede, han kunne synes var cool. Og så lavede jeg det her karatespring, hvor jeg kommer højt op. Jeg er imponerende højt oppe.
For mig personligt tror jeg, at det med at anmelde kom før det med at blive digter
Lars Bukdahl holder en pause og tænker.
Der kan ske det farlige, hvis man får succes, og ens ønsker går i opfyldelse, og det gælder næsten alle kunstneriske brancher, at man bliver fikseret i en skikkelse, som er tegneserieagtig, enkel, en karikatur.
Og det kan være hårdt, fordi man skal finde ud af, om man skal tro på den figur, eller om man har selvrefleksion nok til at skabe en distance til den figur, så man kan lege med den. Og der er nogen, for eksempel Dan Turèll, der lavede sig selv som et projekt, som Onkel Danny på hans bogforsider, hvor han blev tegnet af Peder Bundgaard. Når det lykkes, og man bliver den figur, så er man fanget af den.
Det vil sige, at man både kan blive fanget, og at man kan føle et stort fangenskab.
Det tror jeg, Dan Turèll havde det hårdt med. Jeg tror, han følte en forpligtelse, hver gang han gik uden for en dør. Han følte, at folk forventede, at han var Dan Turèll. Men samtidig er det jo også et tegn på succes, så man kan ikke klage over det.
Der kan også være nogen, som for eksempel Jan Sonnergaard, der blev helt fanget af en figur, der slet ikke var ham. Det blev helt skævt, for han var jo den her nørdede lille fyr, der var optaget af firserpostpunk og Schopenhauer. Men han blev gjort til en socialrealist fra Nordvest. Og han var jo ikke socialrealist, men han kom til at tro på det. Han ville leve op til den rolle, han ville smelte sammen med den.
Jeg har tænkt meget over det, også fordi jeg selv oplevede det. Men jeg oplevede det forskudt, jeg oplevede det ikke for tidligt eller for sent. Jeg havde været kritiker på Kristeligt Dagblad i otte år, fra jeg var purung på det tidspunkt, og ingen havde rigtigt lagt mærke til mig …
Hvis det skal pilles ned, skal det også gøres med brutalitet eller … klarhed
Her afbryder jeg Lars Bukdahl lidt groft.
Jeg øjner en mulighed for at få stillet mit spørgsmål om, hvad der gør, at en ung mand, bare en stor dreng, har den selvtillid til, at han begynder at skrive anmeldelser og selv tror på, at de er berettigede.
Dels tror jeg, det er et temperamentsspørgsmål og en fandenivoldskhed.
Tankepause.
Men det er også privilegeret.
Det handler om, at du kommer et sted fra, hvor du godt må læse, du godt må tale højt, og du ved godt, at det skal du gøre, hvis du skal sidde med om bordet. Og så tror jeg, at det er vigtigt, at der bliver troet på en, at der er en tillid til en.
Nej, at der er interesse for en. At opleve, at det er fedt, det man gør.
Jeg havde som 9 eller 10-årig en voldsom interesse for tegneserier, men også en interesse for noget så nørdet som politiske karikaturtegninger. Det gik jeg meget op i, og min far tog mig med på Statsbiblioteket, og hver lørdag sad jeg der og kiggede i de her gamle årgange. Hver gang jeg så en tegning, jeg kunne lide, lagde jeg et stykke gult papir ind, og så kopierede min far dem til mig.
Og det er jo en helt enorm og smuk indsats at gøre for sin søn. Det tror jeg betyder meget for, at man kan få rum til at bilde sig noget ind.
For mig personligt tror jeg, at det med at anmelde kom før det med at blive digter.
Det er også vigtigt, det giver mening
Bukdahl funderer lidt, så samler han tråden op igen.
Men for at samle op på det fra før med at blive en tegneseriefigur.
Jeg ville jo gerne have, at der skete noget. Jeg ville jo gerne blive læst. Der var bare den dér kamp mellem at være duks og at være uartig.
Jeg havde været meget duks i mange år, mens jeg anmeldte for Kristeligt Dagblad, på en kapabel og professionel måde, tror jeg, men der var ligesom ikke nogen læsere. Og så endte det jo med, at jeg skrev mine anmeldelser, som jeg skrev min poesi, altså kun for mig selv.
Så da jeg kom til Weekendavisen, tror jeg, at jeg var fuldt udviklet som anmelder. Jeg havde bare gjort det i usynlighed, og derfor var det voldsomt, da jeg pludselig kom der, og der var så mange, som læste med. Det var jeg ikke klar over.
Men så blev jeg den her tegneseriefigur.
Også fordi der er brug for et persongalleri i medierne af forskellige anmeldere, altså også den onde anmelder. Og Poul Borum havde været den onde anmelder, men han døde det år, jeg kom til Weekendavisen, så der var en ledig stilling dér, som jeg ikke havde søgt, men som jeg altså fik.
Det vigtige er, at jeg ikke troede på den rolle, jeg fik. Det er også en vigtig pointe. Jeg syntes, det var sjovt, og det er det, jeg tænker om kampagnebilledet dér. Hvis man tager sig selv alvorligt som den store farlige anmelder, så laver man jo ikke det billede dér.
Man laver det, fordi man kan have sit sjov, men det er også vigtigt, at det giver mening.
Det er også vigtigt, at der er anmeldere, der tør være hårde, det er også en del af anmelderiet.
Er det vigtigt for litteraturen?
Det er vigtigt, at der er en samtale, og at den er kvalificeret. Det er vigtigt, at der er en sensibilitet.
Det er vigtigt, at anmeldere har deres egne stemmer. At der er forskel, og at vi dermed kan diskutere. At vi hele tiden er i en passioneret samtale om, hvad litteratur er og skal være.
Der er hele tiden noget litteratur, der bliver ophøjet på nogle pseudobetingelser eller af nogle klichéer om, hvad der er fint eller rigtig litteratur, som skal pilles ned. Og hvis det skal pilles ned, skal det også gøres med brutalitet eller … klarhed.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og