PÅSKE // DIGT – Den mest dunkle af påskens dage er i følge traditionen Langfredag, hvor Jesus af Nazareth blev henrettet efter tortur og efter at have båret henrettelseskorset så langt han kunne, gennem Jerusalem på det, der senere er blevet kaldt Via Dolorosa, Smertens Vej. POV International bringer et digt om vejen, de råbende tilskuere og smerten fra Jakob Brønnums digtbog Den sidste passion.
Da udleverede han Jesus til dem, for at han kunne blive korsfæstet. Så tog de Jesus med sig; han bar selv korset og gik ud til det sted, som kaldes Hovedskalsted, og som på hebraisk hedder Golgata, hvor de korsfæstede ham. (Johannesevangeliet 19,16-18).
Det er som om der ingenting sker
mellem det øjeblik, da mennesket bliver forstået
som et menneske
og det øjeblik
hvor han går på Via Dolorosa
og bærer en byrde af træ og metal
og smerte og træthed og modløshed
og sult og savn,
alle mennesker har et øjeblik i deres liv
hvor der ingenting sker
mellem det føler sig forstået
og det bærer sin byrde.
Det øjeblik der forbinder de to steder
i livets strøm indgår ikke i tiden
måske findes det slet ikke,
selvom der skete mange andre ting samtidig.
Alle mennesker har et sådant øjeblik
der ikke findes
det er der de kommer til sig selv
træder ind i verden
ser sig selv helt uden at se sig selv
som andet end indsigt, som sig selv.
Måske findes de der hvor de siger deres eget navn
i tankerne, og kun der
og end ikke der er det stille
som alle øjeblikke er det straks overstået
og kun det næste vinker
én til sig, tidløst
på vej til at blive dette øjeblik.
Da mennesket træder frem
Det er som en musik, der pludselig kan høres
men som har været der hele tiden
ligesom når man træder ud i solen
man vidste den var der
men man havde ikke mærket den
og man kunne ikke huske
hvordan solen brænder selvom man har stået
under den en masse gange
og mærket dens ædende kraft i huden
og på hovedet og i øjnene
måske kan man ikke huske det
fordi den måde solen brænder på
altid er som en stemme
der taler til en med en sammensat tone
der både rummer solen selv
og det øjeblik, man træder ud i den
med alt det et øjeblik altid rummer
af tvivl og selvovervurdering
og skæve blikke.
Men når den så lyder, solmusikken
med sine bækkener og sine dybe strenge
omviklet med metal
og måske med nogle små lertøjs-trommer
så husker man det, men man husker ikke de andre gange
det er altid for stærkt et lys
til man kan tænke på noget andet
end at tænke i det stærke lys
og måske se og måske endda sige et ord
man husker at man godt vidste hvordan det ville være
at stå i solen
ved denne tid, det syngende uimodsagte lys tid,
men man kan ikke andet
for alting er sammenfaldende med dette øjeblik
og man tager et skridt
og så gentager det hele sig
lyset, solhjulet, lyden, der overdøver alt
og som måske ingen andre end en selv kan høre.
De, der står og ser
Og hele verden bliver en ufremkommelig råben
og et sammenrend af blikke
og hver gang man støder på et
stikker det som et vrissent insekt
og man slår sit eget ned
det er skammen
hvad må de ikke tænke om én når
de er kommet hjem
og sidder og tænker over
hvordan man var endt i en så penibel situation
fuld af pinlighedens kvalmende sødme
men straks efter kigger man op igen
for man vil ikke miste
nogle af de blikke der kommer efter
man må undersøge hvert enkelt af de blikke
der ser en an
for at se om der skulle være et enkelt
der stak på en anden måde
men efter et stykke tid
der føltes som en evighed
og som varede nogle øjeblikkes blikke
møder med rigtige levende øjne og deres sjælelys
er de blevet til noget man går forbi
underligt diset, man ser de, der ser
De der glemmer
Bag den der går af Via Dolorosa
fuldstændig opslugt af smerte og udmattelse
ligger Glemslens port,
der er en port til det åndelige Jerusalem
som en vittig sjæl har lagt foran Løveporten,
porten består af det stof i et menneske
der bevæger sig for ikke at blive kørt over
når der kommer noget der er større,
dem der står og ser ham gå forbi,
hvis man da kan kalde det gå
de glemmer det straks igen
når han er passeret
tænker de på noget andet
og hvis de ikke kan glemme det
er der noget andet de glemmer,
de lever ikke for at dø, de lever ikke for at leve
de lever for at glemme.
De brølende
Og ved siden af dem står de brølende
de er der altid, man ser nogen gange øjne
og nogen gange vidt åbne munde
og en sjælden gang kroppe, rystende
en overmægtigt tung bevægelse
af kraft båret af hud og krop og brølen
de optræder over alt hvor nogen kæmper
de brølende, dem der giver udtryk
for en dybereliggende urgrund
af brølen mennesket har haft med sig
en dunken under ethvert uset daggry
fyldt med blod og drøje ord, de brøler
og inde under deres brølen
og deres munde og deres blodskudte øjne
lyder endnu en brølen, som om den forsøger
at hægte sig fast i noget i dybet
som ønsker at komme frem, en afmagt
og en urmagt og en vilje til magt,
og en brølen står ud mod den, der kæmper
det er hans kamp og deres brølen
mennesket, et skrigende mod et andet
for at brøle sin egen brølen bort
men hvert øjeblik viser der sig at være
mere tilbage, vidt åbne munde, glinsende.
De bedende
Og ved siden af dem står de bedende
dem som synger inde i sig selv
i et sprog de ikke helt har lært at kende
selvom de taler det hver eneste dag
og det nogen gange begynder at tale i dem
uden at de har set andet end hvidt
og smerte og længsel efter det
man ikke ved hvad er før man er
langt omme på den anden siden af det
en art stilhed fuld af ord der nærmer sig
noget den, der siger det ikke kan se.
De bedende er alene som om stemmen
kun tilhører den der taler, den bedende
og den der hører, er den der skaber
fællesskabet mellem de bedende,
ikke ordene, ikke bønnen, ikke kroppen,
ikke døden, ikke drømmen, ikke håbet
ikke tanken, men den der hører
og den hånd der er og som bevæger sig
med den samme kraft som lyset
bevæger sig fra morgen til altid.
De bristende
Og ved siden af dem står de bristende
dem der ikke har flere kræfter
og som ikke kan holde ud
at andre bruger kræfter på noget
der minder dem om de kræfter
de ikke selv har.
De er nået til det øjeblik
hvor der hvert øjeblik ikke er
flere øjeblikke tilbage
før sprækkerne viser sig udvendigt
og alle andre kan se det
det føles allerede som om de er
brudt frem indvendigt,
andre der så det her ville støde en bort
så man for alvor bristede
man har været på vej til at briste
man vil briste om lidt
og når nogen ser det brister man for alvor.
Alting sprækker som en lerkrukke,
som et udtørret delta af tavshed
man prøver at holde sammen på sig selv
på det indre kar der dirrer og brister
om et øjeblik brister det helt,
man holder på sjælen
med begge hænder, men for hårdt
det er nødvendigt, den får mærker
rødmende mærker der vokser
det er nødvendigt
så sprækkerne ikke vokser
man kan se dem ligeså tydeligt
men man kan ikke få fat på dem
de glider væk, de bliver
længere og dybere
forsvinder ud mellem fingrene
som drømme og tab og troløshed
alle andre ser at om et øjeblik er man bristet.
En sidste violintone rinder ud
sprækkerne er helt tydelige indefra
som om de løber langs
på forhånd tilrettelagte baner
som har været der fra begyndelsen
alle andre har set dem hele tiden
man har været bestemt for at briste fra den dag
man første gang flød ind under lysets
panoptikon, fødtes, bristede
man har aldrig været
rigtig levende, og det er nu
alle kan se det, de har vidst det
som en forudanelse fra øjeblik til øjeblik
en vished om at briste, det brister i næste
øjeblik, så kommer alting frem.
De usle
Og bag dem står de usle, dem
som ingen ser, de er ikke kommet
for at se på, de er ikke gået derhen
de var der bare, de er de usle
det er ikke fordi de bor der
en anden gang havde de
slet ikke været i nærheden
de er ikke de usle fordi de er usle
tidselgemytter eller hundehoveder
som hænger med et eller andet
der hele tiden drypper, eller narrehatte
selv narrehatte kan have sjov
på en måde der lindrer smerten
på en måde der ganske vist
får den til at være meget værre
når den senere kommer tilbage igen
i mørket, med usvigelig sikkerhed.
De er usle fordi nogen har
sagt til dem at de er usle
og det har de taget til sig,
det er selvfølgelig blevet sagt
mere en én gang, nogle af dem
er vokset op med det, andre har først
mødt det noget senere,
de usle står helt inde ved muren
langs Via Dolorosa hvor man
altid kan høre en gammel kvinde
synge men aldrig hvad hun synger.
De levende døde
Og bag dem står de levende døde
dem som ikke behøver have en mur at stå opad
for at stå bagerst, de kan nøjes med
at stå op ad et spindelvæv
eller på et stativ ligesom det
der bærer jorden i universet, de taler ikke
hvis de siger noget kan man
i hvert fald ikke høre det
de har ingen løfter at opfylde,
de har ingen aftaler, ingen møder.
De foretrækker at bo i fabriksstøj
for at mærke noget bevæge sig omkring dem.
De står på Via Dolorosa og undrer sig
over hvad der skal se.
Alle vægge er afskallede, alle mure nøgne
alle hasper rustne, alle ruder skårede.
Uddrag fra Jakob Brønnum: Den sidste passion (Forlaget Eksistensen, 2017, 268 sider)
Foto: Et senere billede fra dagligdagen på Via Dolorosa (Wikimedia Commons)
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
