Pop-diva på Operaen: Kylie er stadig dejli’

i Musik/Scenekunst af

MUSIK // ANMELDELSE – Normalt er Operaen mest forbeholdt operadivaer. Fredag aften indtog popdiva par excellence Kylie Minogue scenen med et charmerende show, der efterlod POV Internationals anmelder med et skævt smil, der endnu ikke er ovre, selvom den spinkle dame for længst har sunget af.

You’re so close,” sagde Kylie Minogue lidt betuttet efter første nummer fredag aften i Operaen. De fleste andre steder på den aktuelle Golden-turné, optræder hun i stadionformat. Men i København altså for bare lidt mere end 1.500 tilskuere.

Ingen tvivl om, at netop den intime ramme omkring Kylies og hendes entourages medrivende popfest foran et entusiastisk publikum er en væsentlig del af årsagen til, at denne koncert vil blive husket længe.

Det skete nogenlunde midt i Kylies sæt, at jeg oplevede noget, der ellers ikke burde kunne ske; at Kylies version af sin og Jason Donovans ulidelige 80’er-duet Especially For You frembragte et smil og et vip med den ene fod. Ganske som det havde været den forudgående del af koncerten.

På onsdag d. 28. november er det 30 år siden, singlen udkom. Som så meget andet dengang blev den skrevet og indspillet af trioen Stock, Aitken and Waterman i et digitalt-dionysisk orgie af sequencere og sampleudstyr.

SAW’s karakteriske sound kan vel bedst beskrives som det nærmeste, man kommer lyden af, hvordan det må føles at drukne i abrikossodavand.

Men med Kylie Minogue efter tøjskift nr. tre syngende foran sit udmærkede fem mand store band gav den simple popmelodi en eller anden form for mening. Den lød, som langt det meste andet i denne pop-ekstravaganza af et show, dybt charmerende.

Producerpop som country

Jeg bevægede mig ud til Operaen med en vis spænding. Hvordan ville Goldens mere eller mindre country-inspirerede og måske lidt dybere og lidt mere eksistentielle sange, end man normalt forbinder med La Kylie, passe ind i et disco-diva show. En form for parallelt univers, hvor, som Kylie sang mod slutningen af koncerten, alle i New York er smukke. Vi ved alle, at der aldrig har været flere hjemløse i virkelighedens New York end nu.

Men integrationen af de gamle og de nye sange skulle vise sig at fungere fint.

Nu er sange som A Lifetime to Repair og Stop Me From Falling fra Golden lige så meget almindelig refrænbåret producerpop som Nashville-country. Men man der er en klædelig søgen efter kunstnerisk autencitet over projektet.

På scenen var der gjort en del ud af western/road trip-æstetikken med Stetson-hatte, cowboyboots, og konstante skift mellem ørkenbilleder, kaktusser, ensomme telefonbokse med mere.

Det er vel overflødigt at nævne, men selvfølgelig var der en stor dansetrup med på scenen.

Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.

Allerede som andet nummer gav Kylie en af sine virkelig gamle klassiskere Better the Devil You Know og derefter In Your Eyes. De faldt udmærket ind i ørkenscenariet.

Først og fremmest på grund af bandet. Ved divakoncerter som denne spiller bandet som regel en temmelig anonym rolle. De er med som en fyldig ramme om det, der foregår center stage. Som regel leverende et svulstigt,  volumenøst lydtryk, beregnet til at råbe et helt stadion op.

Sådan var det ikke helt med de fem mænd i ens jakkesæt i Operaen. Der var meget lidt backtrack. En smule elektronisk trommespil. Men ellers spillede trommeslageren på et rigtigt trommesæt. Altså uden en mur af stortrommer. En guitarist, der skiftede mellem akustisk og elektrisk guitar og sågar banjo. At sige at bandet spillede med indføling og indlevelse som det band, den rigtige countrysangerinde Kacey Musgrave for nylig medbragte til Vega, ville være fake news.

Men jeg sad dernede på 9. række og bemærkede, at mange numre var arrangeret ind i et moderne pop-rocket lydbillede. De var spillet live. Som nævnt Especially for You og senere for eksempel en små-soulet shuffle version af Robin Williams-duetten Kids og en let rocket beat-version af 2001-monsterhittet Can’t Get You Out of My Head – og en meget sfærisk udgave af The One.

Mens numre som I Still Believe in You (Georgio Moroder-pastiche)og New York City/Raining Glitter/On a Night Like This blev spillet som det, de er: disco. 

Og så er der jo Kylie selv. Stadig naboens (efterhånden 50-årige) datter.

Stadig sexet og uskyldig på én gang. 152 cm og stadig larger than life – tilsyneladende blottet for den kynisme og de manerer, der vel ellers er en uundgåelig del af jobbeskrivelsen, hvis man søger under ‘Diva’ på jobcentret.

Stadig vild med dans.

Stadig med en udstråling af evigt solskin i et pletfrit teatershow. Og selvsagt stor jubel, da lysene eksploderede i regnbuefarver under All the Lovers, som hun mere eller mindre har dedikeret sit enorme homoseksuelle publikum.

Vel var der effekter på Kylies mikrofon, men indenfor sin forholdsvis begrænsede vocal range synger hun stadig fint. Og hun gør det live. Det bemærkede jeg de gange, hvor hun bevægede sig, mens hendes mikrofon sad i stativet.  

En Kylie, der så ud til at nyde det hele lige så meget som sit publikum, der stod lige så meget op, som vi sad ned i Hr. Møllers fine sal.

Et enkelt billede bringer smilet frem, mens disse linjer skrives: Kylie og hendes syv dansere i en uimodståelig sexet – dét ord igen – lokomotivdans til hendes klassiske cover af Carole Kings The Locomotion. Kæft, det var festligt. Og som sådan en overskrift på denne aftens oplevelse:

Koreograferet livsglæde. Livsglad koreografi.

Kylie er stadig uimodståeligt dejli’.


Kylie Minogue: Golden Tour
Operaen, fredag aften, 23.11.2018


Foto: PR

Jan Eriksen (f. 1958) er oprindelig uddannet bibliotekar, men har arbejdet som journalist og redaktør siden midten af 80'erne. Først på det dengang nystartede Gaffa, hvor han var redaktør i 1986-88.
Fra 1988 til ’94 var han drivkraften bag etableringen af ungdomsmagasinet Chili. Siden har han arbejdet på BT i flere funktioner senest som musikredaktør og kulturredaktør på BTMX.
Eriksen har igennem årene især skrevet om musik, men også film, teater, musicals, tv, Melodi Grand Prix, revy og stand up-comedy. Han har desuden udgivet, redigeret og fungeret som konsulent på flere bøger, både fagbøger og romaner, senest krimien 'Alt det, som ingen ser' (People's Press, 2017). Spørger man ham om højdepunktet i hans karriere, vil svaret til enhver tid lyde: ’At have opfundet navnet ’Kryddersildene’ om Spice Girls.' Hvis du vil bidrage til Jans løn på POV kan du donere til hans Mobile Pay: 22 64 82 35