FILM – Det må være lykken at have et job som programlægger på Cinemateket. Mere end 100 års filmiske mesterværker ligger parat—man kan vælge og vrage. Her i januar måned har Cinemateket sat alle sejl: En historisk politisk serie om Andrzej Wajda, stille og poetisk realisme med betagende værker af Jacques Becker, Kim Larsen in memoriam, japanske mysterier over Murakamis værker og Dostojevskijs klassikere i nye klæder.
Sophie Engberg Sonne har ansvaret for valget af Dostojevskij-inspirerede film. Hun præsenterer fem meget forskellige film og en russisk TV-serie i 10 afsnit: Idiot af V. Bortko fra 2003 serveret med borscht og vodka.
Fra filmhistoriens store udbud har hun valgt Kærlighed og Død (Woody Allen 1975), The Double (Richard Ayoade 2013), Whispering Pages (Aleksandr Sokurov 1994), Luchino Viscontis betagende mesterværk Hvide Nætter (1957), hvor handlingen er rykket fra Sankt Petersborg til Venedig, og endelig Akira Kurosawas uforglemmelige mesterværk Idioten (1951), hvor handlingen er flyttet fra Rusland til Hokaidos imponerende sneklædte landskaber, og har den altid fremragende Masayuki Mori i den vigtige rolle som grev Myskin – her kaldet Kameda.
Mon ikke der er andre som mig? Jeg hungrer efter tidlige mesterværker som One Wonderful Sunday og Drunken Angel med både Tagashi Shimura og Mifune i hovedrollerne
Kurosawa har udtalt, at han valgte at optage filmen på Hokaido, fordi det var den ”mest russiske” lokalitet, han kunne finde i Japan. Snemasserne er i sandhed imponerende; det er først og fremmest dem, jeg husker fra 1975, da jeg første gang så denne besynderlige film, der i den grad hæmmes af en hensynsløs beskæring.
Produktionsselskabet TOHO brød sig ikke om Kurosawas loyale og grundige filmatisering af hans yndlingsforfatters mesterværk og fjernede 100 minutter fra den oprindelige længde på 265 minutter! Selvfølgelig mod Kurosawas ønske. Man skulle ellers tro, at man kunne behandle hans visioner med større respekt efter den internationale succes med hans forrige film Rashomon (Dæmonernes port), der i 1951 vandt Guldløven ved festivalen i Venedig. Men nej, den pris bebrejdede man ham; han leflede tydeligvis for meget for europæerne!
https://www.youtube.com/watch?v=8Sbpys-wk4Y
Kurosawas Dostojevskij
På grund af beskæringen er Dostojevskijs socialt og psykologisk sammenhørige persongalleri reduceret til fire teatralsk modsætningsfulde hovedroller med japanske navne. Lange tekster forsøger uden overbevisende held at give tilskueren et indblik i den baggrundshistorie, som er bortklippet; det er ikke Kurosawas skyld, hvis man har noget svært ved at finde rundt i handlingen i filmens første halve time. Og dog elsker jeg denne film.
Hos Dostojevskij kommer grev Myskin hjem til Sankt Petersborg fra et sanatorium i Schweiz; hos Kurosawa rejser Masayuki Mori (Kameda) fra det varme Okinawa mod syd op til kulden på Hokaido. Han har endnu ikke overvundet det chok, han fik, da han kort efter krigen blev dømt til døden for forrædderi og først i sidste sekund blev benådet.
Kurosawa har her anvendt en mængde nærbilleder af de tre forskellige mænd i denne prekære situation, og filmen bæres af det spændende miljø og af Moris suveræne og gribende spil
Han lider nu af dementia epilepsia. Han omtaler sig selv som idiot, men er vel snarere et lidt enfoldigt menneske, som har godheden som dominerende egenskab. På færgen over til Hokaido møder han og bliver ven med Toshiru Mifune (Akama), en rigmand der kæmper med sin medfødte stærke ondskab. De ser i en fotomontre et billede af en vidunderligt smuk kvinde, Taeko (Dostojevskijs Natasja), spillet af Ozus førstedame Setsuko Hara. Kameda bliver stærkt betaget, og Akama fortæller, at hun er en holdt kvinde, men ”ejeren” er lige nu træt af det pinlige i situationen: Han vil betale mange penge til den, der vil overtage hende.
Kamedas værtsfolk (bl.a. Tagashi Shimura) fremstilles som grådige snyltere, der håber, at deres søde datter Ayako (Yoshiko Kuga) kan blive gift med en ambitiøs embedsmand. Denne er primært for pengenes skyld interesseret i at få den skønne af alle foragtede Taeko, der i den grad lider ved situationen.
Akama dukker op med en million rubler. Han har råd til at købe hende fri.
Flere tidlige mesterværker
Kurosawa har her anvendt en mængde nærbilleder af de tre forskellige mænd i denne prekære situation, og filmen bæres af det spændende miljø og af Moris suveræne og gribende spil.
Vi har lige i Kurosawas 12. film Rashomons et de to store skuespiller Mori og Mifune sammen som henholdsvis nygift samurai og hensynsløs og pralende kvinderøver; to meget anderledes præstationer, som man aldrig glemmer.
Kurosawa, der nåede at instruere 30 spillefilm fra 1943 til 1993, er en af filmhistoriens største instruktører. Jeg takker Sophie for med denne serie at have givet os chancen for at se et sjældent vist mesterværk. Er det ikke snart på tide atter at køre en serie med Kurosawas tidlige sort/hvide film?
I 1959, da jeg lige var blevet medlem af Det Danske Filmmuseum, der dengang lå på 3. sal på Strøget, så jeg Stray Dog (1949), en krimihistorie med Mifune som en uheldig politibetjent, der har mistet sin revolver, og nu følger tyven på hans morderiske vej gennem storbyens nat. Det er Kurosawas niende film; uden tekster var den svær at forstå, men jeg glemmer den aldrig og vil meget gerne se den igen. Mon ikke der er andre som mig? Jeg hungrer efter tidlige mesterværker som One Wonderful Sunday (1947) og Drunken Angel (1948) med både Tagashi Shimura og Mifune i hovedrollerne.
Fotos: PR.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her