TRO // KOMMENTAR – Samtaler med forfatter Anders Holst Bodin har gjort sognepræst Kirsten Jørgensen klogere på sammenhængen mellem ånd og fysik. Mellem teologi og naturvidenskab. Den slags samtaler kan fremme den gensidige forståelse mellem mennesker og verdensbilleder, skriver hun i dette indlæg.
Sidste sommer opholdt jeg mig i to uger på refugiet San Cataldo på Amalfi-kysten ved Napoli. Der mødte jeg Anders. I september i år traf jeg ham igen. I det mellemliggende år havde han skrevet bogen Klimakrisens rødder, der er udkommet på forlaget Multivers. Det var den bog, der blev anledning til vores næste møde, her i september, hvor vi sammen sad på en scene på Bæredygtighedsfestivalen, der blev afholdt på Frederiksberg den 13. og 14. september. Vi skulle tale sammen om, hvad åndelighed og klima har med hinanden at gøre. Det blev en fantastisk fin samtale, hvor præsten møder fysikeren og finder ud af, hvordan vores fag gensidigt kan befrugte hinanden. Det var en samtale, der var langt fra den besynderlige krig mellem teologi og naturvidenskab, som Ateistisk Selskab prøver at piske i gang.
Jeg vender tilbage til Anders om lidt. Men jeg begynder lige et andet sted.
Jeg er bare en lille sognepræst, der dog fik det privilegium at holde en høstprædiken i en tid, hvor alle taler om klima. En præst, der følte sig forpligtet på at bringe det rurale Danmarks høstgudstjenester, hvor marken er mejet, ind i en urban sammenhæng
Jeg har netop holdt høstgudstjeneste i den kirke, hvor jeg er præst. Den ligger på stenbroen, midt i det meget tætbebyggede Frederiksberg. Der er langt til rugmarkerne fra Godthaabskirken. Langt til fornemmelsen af en håndfuld gyldne hvedekerner i hånden og på alle måder langt til de halmballer, jeg som barn slæbte hen over ladens loft. Langt til ”ørentvistens fald fra vognens fjæl mod sandet”. Og langt til de nypløjede marker, der straks vil blive sået til med nye afgrøder. Der er ikke så megen hø i håret i den urbane høst.
Men også for os på stenbroen er der masser af grunde til at blive opmærksomme på den jord, vi bor på. Gøre os bevidste om den afhængighed af naturen, som vi stadig har, trods det at vi nu taler om at være gået ind i den antropocæne tidsalder. Vi har pådraget os et verdenshistorisk ansvar for klodens fremtid. Mennesket er blevet en geologisk kraft på lige fod med vulkaner, meteornedslag og forskydning af tektoniske plader. Med andre ord; menneskets påvirkning af miljøet er en videnskabelig kendsgerning.
Jeg er ikke Greta Thunberg, og jeg hverken græd eller skældte ud i min prædiken. Og jeg er ikke FN’s generalsekretær Antonio Guterres, der har en talerstol, hvorfra ønsket om at sætte handling bag ordene, som han lidenskabeligt annoncerede på klimatopmødet i New York for nogle uger siden, giver genlyd i hele verden. Jeg er bare en lille sognepræst, der dog fik det privilegium at holde en høstprædiken i en tid, hvor alle taler om klima. En præst, der følte sig forpligtet på at bringe det rurale Danmarks høstgudstjenester, hvor marken er mejet, ind i en urban sammenhæng.
Historien om Anders
Og her er det, Anders kommer ind. Anders’ fulde navn er Anders Holst Bodin. Jeg lærte ham altså at kende i juli sidste år, og han har lært mig noget om klima – men faktisk også om åndelighed – som jeg nu har tænkt mig at dele med læseren, så her kommer Anders’ historie. Om en mand, der var vred og nedtrykt, men opdagede håbet og mildheden og skønheden.
Anders er 31 år, har studeret fysik og forsket i bæredygtig energiteknologi i Danmark og USA, men har også spillet klarinet, studeret på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og været i mesterlære hos Peter Bastian.
Anders mistede sin tro på, at menneskeheden var i stand til at agere ansvarligt… Han udviklede en dyb skepsis til den moderne civilisation og især den groteske forbrugerisme
Da Anders begyndt at læse på DTU, var han overbevist om, at nye teknologier ville løse klimakrisens problemer. Men jo længere han læste, jo mere nedtrykt blev han, for han kunne se, at på trods af alle mulige nye tekniske landvindinger, så gik det alligevel den forkerte vej med klimaet. Teknologien gav vidunderlige muligheder, men mennesket evnede ikke at bruge den moralsk. Faktum var, at naturen fik det værre og værre.
Anders mistede sin tro på, at menneskeheden var i stand til at agere ansvarligt. Han begyndte at stille spørgsmål til, om den menneskelige civilisation overhovedet var en god ide? Det var jo den, der havde skabt alle problemerne. Han udviklede en dyb skepsis til den moderne civilisation og især den groteske forbrugerisme. Han kunne ikke gå forbi Elgiganten uden at frustreres over reklameindustriens kunstige behovsskabelse, og den allestedsnærværende hovedløse shopping. Han var vred, og vreden transformerede sig langsomt til et tab af livsmod og energi. Han mistede håbet og blev træt og grå.
Heldigvis spillede han stadig musik. En dag skulle han sammen med andre unge amatører og konservatoriestuderende spille i DR’s koncertsal. Det var Mussorgskys orkesterværk En nat på Bloksbjerg, og Anders havde en lang afsluttende klarinetsolo. Og så skete der det, som Anders i dag beskriver som absolut livsomvæltende for ham, og jeg som præst kun kan forstå som en slags åbenbaring. Han fortæller om det øjeblik, der indfandt sig lige efter, at sidste tone havde lydt: I sin bog skriver han sådan her:
Jeg var omringet af mennesker. De sad omkring orkesteret, i fremskudte konstruktioner af træ, i tusinder af varme nuancer. Vi var samlet i et fælles nærvær om et stort musikalsk ritual. Forbrugerismen var lagt uden for døren. Den moderne verdens overfladiske acceleration var ingen steder at se. Disse mennesker var her for musikkens skyld. Dette hus var bygget alene for musikkens skyld.
Dette øjeblik var civilisation. Og det var det smukkeste, jeg nogensinde havde set.
En større sammenhæng
Anders fortæller, at hans tungsind smeltede væk. Han havde ikke glemt klimakrisens udfordringer, men han havde fundet en større sammenhæng at sætte dem ind i. En sammenhæng, hvor mennesket ikke kun var undertrykker, men også medskaber af dybde og skønhed. En sammenhæng, hvor mennesket ikke bare ødelagde den dyrebare natur men også tilførte den nye, dyrebare kvaliteter. Pludselig var Elgiganten ikke kun forbrugerismens mekka, men også et tegn på menneskets fantasi og skaberkraft. Håbet vendte tilbage.
Klimakrisen kræver ufatteligt meget af os som moralske væsener, og Anders fortalte mig om de moralske kvaler, som ofte findes blandt klimaforkæmpere. Gør man nogensinde nok for verden? Kan man tillade sig den mindste forbrugshandling uden at være en klimasynder?
Ifølge den kristne antropologi så sættes barren meget højt for os. Vores ansvar er uhyrlig stort. Der er ingen undskyldning for ikke at tage os af verden og medmennesket. Men i centrum af kristendom finder vi ikke kun kravet, men også tilgivelsen
Her kunne jeg ikke lade være med at bringe det kristne menneskesyn på banen, hvor der kræves rigtig meget af os, for vi er både naturens og vores brors vogter, sådan som det fremgår af kristendommens urmyter, som vi finder i de første kapitler af Biblen.
Men det er også et menneskesyn så fuldt af mildhed og tilgivelse, at jeg synes det må svært at være det foruden. For ja, vi skal gøre vores yderste og ja, vi har pådraget os et verdenshistorisk ansvar for klodens fremtid, men ifølge den kristne antropologi, så rummer vi guddommelige kræfter, vi kan gøre så meget godt.
Det er det, kristendommen mener, når den siger, at mennesket er skabt i Guds billede. Det betyder, at vi ikke kun er underlagt nødvendighed, men har muligheder og kan påvirke verden og hinandens liv i den bedste retning.
Ifølge den kristne antropologi så sættes barren meget højt for os. Vores ansvar er uhyrlig stort. Der er ingen undskyldning for ikke at tage os af verden og medmennesket. Men i centrum af kristendom finder vi ikke kun kravet, men også tilgivelsen. De to er tvillinger og kan ikke adskilles – kravet og tilgivelsen. Vi skal gøre vores bedste, med streg under skal. Men når vi alligevel ikke kan og fejler, så er der den tilgivelse, der består af, at vi ikke skammes ud eller forstødes af den grund, men får en chance mere.
Den menneskelige skaberkraft
I en tid, hvor flere og flere mennesker begynder at skamme sig over at flyve, spise oksekød og købe en ny kjole, er der også brug for mere tilgivelse. Ellers mister vi modet, taber håbet og forgår i mismod eller vrede. Med høje fordringer skal samtidig følge kærlighed og accept af menneskets fejlbarlighed. Vi har brug for at opdage den smukke civilisation, som Anders så; opdage, at mennesker tit gør det så godt, vi kan og faktisk også bidrager til at øge skønheden, godheden og sandheden i verden. Vores civilisation er ikke bare en destruktionsmaskine. Den er også den sublime skønhed i et orkesterværk. Den er den flygtige musik, der findes i nu’et med stor skønhed og er væk i næste nu. Den er i klarinettens tone.
Den smukkeste civilisation findes også i kirkehusene, som vi har bygget for vores tro på, at vi er kaldet til at leve i tro, håb og kærlighed. Civilisation er at insistere på, at der findes en absolut mening i den simple sætning, at du skal elske din næste som dig selv.
Klimakampen skal ikke kun drives af katastrofetanker og skepsis på menneskehedens vegne, men også af skønheden og den menneskelige skaberkraft.
Vrede og frustration
Men hvad med vreden? Der er mange, der hylder Greta Thunberg og nu også mange, der anklager hendes vrede. Jeg synes, det er åbenlyst, at vreden hører med, når alvorlige forandringer skal ske. Uden hendes og alle de andre børns vrede og villighed til at give udtryk for den, havde vores samfund ikke taget de vigtige skridt, der nu er taget med henblik på for alvor at gøre noget ved klimakrisen. Vreden er et velkendt og ikke forbudt fænomen i kristendommen, som mange ellers vil gøre til en lammedikkende, muskelløs og veg religion. Det er langt fra tilfældet. Der er masser af vrede i kristendommen – men altid på andres vegne.
Kristne har efter min mening en hellig pligt til at vredes, når mennesker krænkes, og jorden skades. Vreden er den anden side af det kærlighedsbudskab, som står så centralt i kristendommen. Elsker man nogen eller noget, må man blive vred, hvis nogen skader den og det, man elsker. Det afgørende er selvfølgelig, hvordan man bruger sin vrede. Afgørende, at den ikke kommer til udtryk som en tilsvarende destruktionskraft, men at den bliver motoren til at handle, så uretfærdighed, vold, krænkelser, undertrykkelser og almindelig dumhed får modstand. Vreden er også i kristendommen incitament til handling.
I klimakrisens tidsalder er også kristendommens historiesyn relevant. Anders’ klimadepression resulterede i et apokalyptisk tankeunivers, hvor der ikke længere var udsigt til noget godt. Hvor den vestlige civilisation var af det onde, og det ikke længere var muligt at se nogen virkelig lykkelig fremtid for sig.
Naturlig til kulturlig
Apokalyptiske forestillinger trives vældig godt i vores tid. Mennesker ser verdens undergang for sig. Vi har masser af kulturelle produkter, der fremstiller den tanke; film, bøger, teater. Vi tiltrækkes af undergangstanker, som har en sær dobbelt virkning: vi både fascineres og forfærdes. Det er sådan set ikke noget nyt for vores tid. Den slags forestillinger er mange århundreder gamle og kommer til udtryk i religiøse tekster fra før vores tidsregning. Også kristendommen rummer forestillingen om altings undergang. Johannes Åbenbaring er en gruopvækkende fortælling om, hvor galt det kommer til at gå. Et virkeligt mareridt. Men det er ikke der, den bibelske fortælling ender. Det ender godt, nemlig i visionen om en ny verden. Biblen kalder den nye verden for det himmelske Jerusalem, hvor gaderne er guldbelagte, og træerne bærer frugt hele året.
Den kristne fortælling bevæger sig fra paradis til paradis. Fra Edens Have i Biblens første kapitel til Byen af guld i det sidste kapitel. Vi går fra det naturlige paradis til det kulturlige paradis.
Ånd og klima har faktisk noget med hinanden at gøre. Mine samtaler med Anders har gjort mig klogere på sammenhængen mellem ånd og fysik. Mellem teologi og naturvidenskab. Jeg tror på, at den slags samtaler kan fremme den gensidige forståelse mellem mennesker og verdensbilleder
Det vil sige, at det bibelske historiesyn ikke er sentimentalt bagudskuende. Vi længes ikke efter et sted, der var, men efter et sted, der skal komme. Det kommende sted, det nye paradis, giver retningen for den bevægelse, vi er ved at gøre. Vi er ikke på vej mod helvede, men vi er på vej mod himlen.
Her skal jeg indføje en lille ekskurs om verdensbilleder. Det naturvidenskabelige verdensbillede har i mange år gjort krav på at være den eneste sande. Alle andre måder at betragte verden på opfattes som underordnede, det være kunstens forskellige bud på et verdenssyn eller religionernes. Her var det inspirerende at tale med Anders – på trods af en uddannelse som fysiker insisterede han nemlig på at give plads til både videnskabens, kunstens og åndens sprog. Selvom han tøvede med at definere sig selv som kristen, så havde han en åbenhed over for det religiøse som var langt fra den ensidige ateisme som findes i visse kredse.
Man kan godt vælge at opfatte det kristne historiesyn, der forestår historien som en bevægelse fra paradis til paradis, som en ligegyldig fortælling, der ikke rummer nogen form for virkelighed.
Men man kunne også vælge at tænke på de kristne fortællinger, som både bærer og skaber af et historiesyn, et livssyn og en livstydning, der rent faktisk har en effekt på den måde, vi lever på.
Selv lever jeg i høj grad med religiøse fortællinger som guidelines for mit liv. De er den ramme, som jeg forstår mit liv indenfor, og som sætter den scene på hvilken, jeg kan leve og handle. De kristne fortællinger og gudstjenesten fungerer på samme måde og med samme effekt som Anders’ Mussorgsky-koncert. Igennem dem oplever jeg civilisationen som smuk og meningsfuld, og jeg får kræfter til at handle i verden. Både musikken og de kristne fortællinger i lige så virkelige som fysikkens grundregler, bare virkelige på en anden måde.
Ånd og klima har faktisk noget med hinanden at gøre. Mine samtaler med Anders har gjort mig klogere på sammenhængen mellem ånd og fysik. Mellem teologi og naturvidenskab. Jeg tror på, at den slags samtaler kan fremme den gensidige forståelse mellem mennesker og verdensbilleder. Vi blev i hvert fald klogere på, at vi behøver fysikken og naturvidenskabelige indsigter til at give os forståelse og redskaber til at handle, men samtidig behøver vi de åndelige sager til at give os retning, mening og håb. Tak for samtalen, Anders.
Illustration: Pixabay.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
