
NYHED // OVERBLIK – Kinas præsident Xi Jinping afsluttede tirsdag sit første besøg i Nordkorea i syv år med løfter om tættere samarbejde inden for handel, teknologi, kultur og sikkerhed. Besøget blev fejret med militærparader, en 21-skuds salut og gentagne erklæringer om venskabet mellem de to kommunistiske nabolande.
Men bag de officielle ceremonier gemmer sig en større magtkamp. Kina forsøger at genvinde sin traditionelle indflydelse over Nordkorea efter flere år, hvor Rusland er rykket tættere på Kim Jong-uns regime. Samtidig vurderer amerikanske analytikere, at Xi ønsker større indflydelse på Pyongyang før en mulig genoptagelse af atomforhandlingerne mellem Nordkorea og Donald Trump.
Under topmødet i Pyongyang blev Xi og Kim enige om at udvide samarbejdet inden for politik, økonomi og kultur. Kim lovede samtidig fortsat støtte til Kinas såkaldte ét-Kina-politik, mens Xi understregede, at Kina fortsat vil stå ved Nordkorea uanset udviklingen i den internationale situation.
Xi blev modtaget med stor pomp og pragt ved ankomsten til Pyongyang. Nordkoreanske statsmedier viste billeder af de to ledere på Kim Il Sung-pladsen omgivet af æresgarder, tusindvis af tilskuere og bannere med budskaber om venskab og enhed mellem de to lande. Senere deltog Xi og hans hustru, Peng Liyuan, i gallamiddag og kulturelle arrangementer sammen med Kim og hans hustru, Ri Sol-ju.
Under mødet lagde Xi vægt på, at Kina fortsat vil støtte Nordkorea.
“Jeg er dybt glad og føler også en særlig nærhed”, sagde Xi ifølge den officielle kinesiske mødebeskrivelse. Han understregede samtidig, at Kinas støtte til Kim Jong-uns ledelse og til de fælles strategiske interesser mellem de to lande “ikke vil ændre sig”.
For Kim Jong-un var besøget en mulighed for at understrege Nordkoreas tætte forhold til Beijing. Ifølge det statslige nordkoreanske nyhedsbureau KCNA beskrev han forholdet til Kina som landets “vigtigste strategiske arbejde” og kaldte Xi for “den største statsgæst”.
Officielt handlede topmødet om handel, kultur og diplomati. Ifølge Reuters er der dog forskel på, hvordan de to lande beskriver resultatet. Kinesiske medier fremhæver konkrete planer om øget samarbejde inden for handel, landbrug, teknologi og transportforbindelser, mens Nordkorea lægger større vægt på det politiske fællesskab og det særlige forhold mellem de to lande.
“Nordkorea har fjernet elementer, der kunne få landet til at fremstå som en afhængig eller underordnet part, og omskrevet forholdet til et partnerskab mellem ligemænd”, siger Hong Min fra Korea Institute for National Unification til Reuters.
Besøget kommer på et tidspunkt, hvor Rusland har fået en stadig vigtigere rolle i Nordkorea. Siden krigen i Ukraine brød ud, har Pyongyang leveret våben og soldater til Rusland, mens landet til gengæld har modtaget økonomisk og militær støtte fra Moskva. Flere analytikere vurderer, at Xi med besøget ønsker at minde Kim om, at Kina fortsat er Nordkoreas vigtigste økonomiske og diplomatiske partner.
“Xi-Kim-topmødet er en påmindelse om, at Beijing fortsat ser Pyongyang som et strategisk aktiv”, siger Craig Singleton fra tænketanken Foundation for Defense of Democracies til France24.
Besøget handler også om forholdet til USA. Under sin første præsidentperiode mødtes Donald Trump tre gange med Kim Jong-un i et forsøg på at få Nordkorea til at opgive sit atomprogram. Forhandlingerne brød senere sammen, men Trump har siden sagt, at han er villig til at genoptage dialogen med den nordkoreanske leder.
Ifølge AP kan en styrket kinesisk indflydelse på Pyongyang give Xi et vigtigt kort på hånden over for Washington. Hvis Kina igen bliver Nordkoreas vigtigste internationale partner, kan Xi få større vægt i eventuelle fremtidige forhandlinger mellem Trump og Kim. Det kan samtidig styrke Kinas position i det bredere strategiske forhold til USA.
Xi og Trump mødtes i Beijing så sent som i sidste måned og forventes at mødes igen i USA til september.
Nordkoreas atomvåbenprogram fylder næsten intet i de officielle referater fra topmødet. Hverken kinesiske eller nordkoreanske medier nævner konkrete drøftelser af atomspørgsmålet eller af forholdet til USA. Flere analytikere ser det som et tegn på, at både Beijing og Pyongyang ønsker at præsentere besøget som et møde mellem to tætte naboer og allierede, og ikke som endnu et kapitel i konflikten med Vesten.
Læs mere Reuters, France24 og AP
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()







og