USA // ANALYSE – Den nye amerikanske forsvarsstrategi lover fokus, styrke og klarere prioriteringer fra supermagtens side, men efterlader flere åbne spørgsmål. Strategien lægger et større ansvar over på Europa og nedtoner truslen fra Kina, men rejser samtidig tvivl om Trumps reelle kurs, skriver Jakob Terp-Hansen. Hvis Rusland er en ”håndterbar trussel” mod kun Natos østlige medlemmer, hvorfor fastslår Trump så eksempelvis, at han har brug for at ”eje” Grønland for at forsvare det mod Rusland?
Uden større palaver udgav det amerikanske forsvarsministerium i slutningen af sidste uge den offentlige version af forsvarsstrategien for 2026 med titlen Restoring Peace Through Strength for a New Golden Age of America.
Dokumentet følger i hælene på den opsigtsvækkende nationale sikkerhedsstrategi, der udkom i slutningen af sidste år, og forsvarsdokumentets formelle formål er da også at beskrive ”(..) forsvarsministeriets rolle i at implementere præsidentens nationale sikkerhedsstrategi”.
Ligesom sikkerhedsstrategien, så er det desuden obligatorisk at udarbejde en forsvarsstrategi i henhold til lovgivningen.
En forsvarsstrategi, der bygger på ”America First”
I forsvarsstrategien ser vi altså mange af de samme budskaber som i den nationale sikkerhedsstrategi. Dokumentet er en America First-strategi, siger Pentagon, men fastslår også, at USA ikke dermed står for en isolationistisk kurs. I stedet anlægger man en fokuseret retning, der sætter de vigtigste amerikanske interesser først og forsøger at skabe peace through strength.
USA lader ikke Nato i stikken, men landet vil rykke det meste af ansvaret for den konventionelle afskrækkelse og forsvar mod Rusland over på de europæiske allierede
Strategien ”sammenblander ikke amerikanernes interesser med resten af verdens”, som teksten siger, og den kritiserer den udenrigspolitiske elite for at have begået netop den fejl, nøjagtig som sikkerhedsstrategien også gjorde det.
Derfor prioriteres ”de største trusler mod amerikanernes interesser nu. Men [strategien] negligerer ikke de andre trusler”. Dem er det til gengæld primært de allierede, der skal tage ansvar for – ”med afgørende, men mere begrænset, amerikansk støtte”, som det hedder.
USA opfordrer med andre ord igen europæerne til at tage deres del af det forsvarspolitiske ansvar – en større del.
Europa skal tage hovedansvaret for forsvaret og afskrækkelsen af Rusland
”Strategien gør det klart, at USA ikke lader Nato i stikken, men at landet vil rykke det meste af ansvaret for den konventionelle afskrækkelse og forsvar mod Rusland over på de europæiske allierede.” Sådan tolker forsvarsekspert, pensioneret oberst og tidligere hærattaché på den amerikanske ambassade i Polen Ray Wojcik det, da jeg spørger ham.
Han påpeger, at USA blandt andet vil fastholde den nukleare afskrækkelse over for Rusland.
Om Rusland påpeger strategien, at det europæiske Nato er langt stærkere end Rusland, og at selvom landet er en trussel mod de østlige Nato-lande, er det dog ikke én, det er umuligt at håndtere. Samtidig giver dokumentet først og fremmest Europa ansvaret for at afslutte krigen i Ukraine.
Vender vi blikket væk fra vores eget kontinent, udlægger strategien også USA’s ønske om militært at være den suverænt stærkeste magt i den vestlige hemisfære.
Det forhold er desuden nært forbundet med ønsket om at beskytte det amerikanske hjemland, der i strategien gøres til ”det amerikanske militærs fremmeste prioritet” og i det hele taget er det første af i alt fire strategiske fokusområder i strategien.
Truslen fra Kina nedtones
Det andet er at afskrække ”Kina i Indo-Pacific gennem styrke, ikke konfrontation”, mens nummer tre og fire henholdsvis handler om byrdedelingen samt en markant styrkelse af USA’s forsvarsindustri.
Netop beskrivelsen af Kina mener Ray Wojcik er en svaghed ved forsvarsdokumentet. Generelt er det i amerikanske medier blevet bemærket, at strategien fokuserer mindre på Kina. Sandt er det, at retorikken over for verdens næststørste økonomi er væsentligt nedtonet i forhold til Biden-administrationens forsvarsstrategi, der i 2022 omtalte Kina som ”vores mest afgørende, strategiske konkurrent i de kommende årtier” og forsvarsministeriets pacing challenge.
Den nyeste forsvarsstrategi fra 2026 underdriver Kinas globale forsøg på ikke bare at konkurrere med, men også at erstatte USA som den eneste globale supermagt
”Jeg mener, at den nyeste forsvarsstrategi fra 2026 underdriver Kinas globale forsøg på ikke bare at konkurrere med, men også at erstatte USA som den eneste globale supermagt,” noterer Wojcik og fortsætter:
”Hverken i forsvarsstrategien eller sikkerhedsstrategien står der noget om Kinas investeringer i strategiske havne og anden infrastruktur i hele Europa. Der står heller ikke noget om landets militærøvelser i Europa med Rusland, Serbien og Belarus.”
Med andre ord skal USA’s forsøg på at afskrække Kina ”være globale”, som han formulerer det.
Vil Trump overhovedet følge forsvarsstrategien?
Spørgsmålet er dog så, hvad vi egentlig kan bruge denne strategi til, når det kommer til stykket.
Om den nationale sikkerhedsstrategi sagde den udenrigspolitiske ekspert Jeremy Shapiro i december, at ”i 2017 fulgte Trumps hold aldrig den nationale sikkerhedsstrategi, og der er i virkeligheden ingen grund til at tro, at de kommer til at følge denne”.
En lignende dynamik kan gøre sig gældende i forhold til forsvarsstrategien, der ifølge Rafael Loss fra European Council on Foreign Relations også er præget af forskellige selvmodsigelser. I sin analyse spørger han: ”Hvis Rusland er en ’håndterbar trussel’ mod kun Natos østlige medlemmer, hvorfor fastslår Trump så, at han har brug for at ’eje’ Grønland for at forsvare det mod Rusland?”
Med andre ord er der for ham at se altså diskrepans mellem den førte, amerikanske politik og budskaberne i strategien.
I tillæg hertil kan man også diskutere, om Trumps mulige næste angreb på Iran harmonerer med strategiens vision om ikke at være ”distraheret af interventionisme” og regimeskifter – eller om den faktiske kurs over for Kina harmonerer med dokumentets mindre skarpe retorik.
Samtidig er forsvars- og sikkerhedsstrategien ikke det eneste dokument, man bør holde øje med ifølge Wojcik: ”I løbet af 2026 vil den amerikanske Global Posture Review også blive udgivet. Den vil udlægge, hvor amerikanske styrker vil være stationeret i årene, der kommer,” som han siger.
Det betyder altså, at selvom forsvars- og sikkerhedsstrategien inkluderer mange pointer at holde sig for øje, kan man diskutere, hvor god en guide den faktisk er til amerikansk politik – ikke mindst med den uforudsigelige Donald Trump ved roret.
Du kan læse flere analyser af Jakob Terp her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og