USA2020 // SENATSVALG – Efter et meget tæt ræs om magten i det amerikanske Senat, er det fredag klart, at kontrollen om øvre kammer i USA’s Kongres først bliver afgjort til januar. Men Joe Biden skal ikke gøre sig de store forhåbninger. Han kommer formentlig til at stå med et republikansk kontrolleret Senat. Det betyder, han skal række hen over midten, men er der nogen moderate republikanere tilbage i Senatet, der vil tage mod hans udstrakte hånd? Martin Poul Gangelhoff belyser situationen fra staten Maine
Republikanere og Demokrater har kæmpet om 35 pladser i Senatet, hvor Republikanerne p.t. har et flertal på 53 af de 100 pladser. I indeværende valgperiode sidder Republikanerne på 23 af de 35 pladser, der er på valg, Demokraterne på 12.
Det betyder, at hvis Joe Biden og Kamala Harris vinder Det Hvide Hus, skal Demokraterne kun vinde tre pladser for at få et flertal i Senatet, da vicepræsidenten også har en stemme, i tilfælde af, at kammerets 100 senatorer har stemt uafgjort. Taber Demokraterne endnu engang til Trump, skal de således bruge fire.
Meningsmålinger inden valget spåede Demokraterne gode chancer for at tage i hvert fald fire og således styre begge Kongressens to kamre. Men tirsdagens præsidentvalg viste, at meningsmålingerne igen undervurderede, hvor mange der vil stemme republikansk – ligesom de gjorde ved valget i 2016.
Georgia til omvalg om 2 pladser i Senatet
Senatsvalget er foreløbigt et dødt løb mellem de to partier, efter at det fredag blev klart, at dramaet mellem republikaneren David Perdue og demokraten Jon Ossoff ikke kan afgøres i denne omgang, men skal ud i omvalg til januar. Det sker, fordi ingen af de to havde en føring stor nok over den anden til at kunne erklære sejr ifølge Georgias valglove.
I Georgia havde man desuden også et ræs kørende om den anden af statens pladser i Senatet mellem demokraten Raphael Warnock og republikaneren Kelly Loeffler i et såkaldt specialvalg. Allerede tirsdag var det klart, at også dette kapløb må ud i et omvalg, som også finder sted i januar.
Natten til lørdag mangler de endelige resultater om senatsvalget fra Alaska og North Carolina, men de forventes begge at gå til republikanerne.
Det betyder, at det kommende senat indtil videre består af 48 demokrater og 50 republikanere.
Joe Bidens håb skal findes over midten
Demokraterne skal således vinde begge pladser i Georgia, hvis de vil gøre sig noget håb om at gøre Bidens præsidentperiode mindre besværlig, da et republikansk flertal i Senatet ledet af Mitch McConnell vil gøre alt, hvad de kan for at sætte en kæp i hjulet for Demokraternes politik.
At hente hele to pladser i Georgia bliver dog meget svært for Demokraterne. For selv om sydstaten har rykket sig mere til venstre, er der stadig en stærk konservativ base i staten. Hvilket det tætte løb ved dette valg understreger.
Det bedste scenarie for Demokraterne havde været at vinde 60 pladser i Senatet – svarende til to tredjedels flertal. Fordi senatorer har ubestemt taletid, hvilket muliggør den kontroversielle taktik kaldet filibuster. Her kan et medlem af det ene parti forpurre, at et lovforslag kommer igennem, hvis vedkommende taler længe nok, således at forslaget misser sin deadline og dermed forkastes.
En filibuster kan dog blive beordret til at forlade talerstolen, hvis 60 senatorer stemmer for det. Valgresultatet viser, at det ikke kommer til at ske.
Det betyder, at Joe Biden som præsident skal gøre sig håb om at indgå kompromisser med moderate republikanere. I det nuværende Senat er det dog en sjælden fugl. Trumpismens sejrsgang i det republikanske parti har ryddet godt ud i midtsøgende politikere. Enten blev de straffet af deres base hjemme i delstaten og tabte deres genvalg, eller også har de rettet sig ind efter højredrejningen i partiet.
Republikanske senatorer under pres
Et eksempel på en tidligere moderat republikaner, der på en lang række punkter har rettet sig ind efter Trumps linje er Susan Collins fra staten Maine.
Susan Collins har siddet 24 år i Senatet og har gennem det meste af sin karriere været en vellidt senator blandt Maines vælgere – også hos demokrater og de uafhængige vælgere.
Den popularitet har hun opnået, fordi hun netop har formået at arbejde hen over midten i det meste af sin politiske karriere. Det var også én af grundene til, at hun tog kraftigt afstand fra Trumps præsidentkandidatur tilbage i 2016. Fordi hun finder ham respektløs og som én, som skaber splittelse:
”Trump er uværdig som præsident”, skrev hun i et indlæg i Washington Post tilbage i august 2016.
Hos de midtsøgende vælgere i Maine, var det en udmelding, de var glade for, men det var også noget, de forventede.
Men i tråd med andre angiveligt Trump-kritiske republikanere begyndte Susan Collins at vakle, og i løbet af de næste fire år gik hun fra at være konsensussøgende til trofast partisoldat i Senatet.
Siden 2016 har hun således stemt med sit partis pro-Trump linje i Kongressen i 94 procent af alle lovforslag. Før 2016 stemte Susan Collins kun med sit parti i 59 procent af alle lovforslag.
Susan Collin har ændret principper under Trump
I starten af Trumps præsidentperiode lod det ellers til, at senatoren fra Maine fortsatte i sin vanlige selvstændige stil. Især da hun modsatte sig republikanernes forsøg på at forkaste Obamacare. Her var hendes stemme en af de afgørende for, at dette ikke lykkedes.
Hjemme i Maine fik Susan Collins ros for sin standhaftighed, men i de konservative medier blev hun skældt ud og anklaget for at være skabs-demokrat.
Og så begyndte Collins at indordne sig partilinjen. I Maine lagde de første gang særligt mærke til det, da Susan Collins stemte for Trumps store skattereform, der – ud fra den konservative økonomiske teori om, at ”når det regner på præsten, drypper det på degnen” – tilgodeså de rige og de store virksomheder.
Det faldt ikke i god jord i Maine, der aldrig rigtig er kommet sig oven på finanskrisen. 12 procent af statens 1,3 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen, hvilket gør staten til en af USA’s fattigste, og 36 procent af arbejdere i alderen 16 til 64 arbejder kun deltid, skønt de fleste af disse gerne vil arbejde fuldtid.
I 2018 blev borgerne i Maine endnu gang opmærksom på, at deres før så konsensussøgende senator stemte for valget af den kontroversielle abortmodstander Brett Kavanaugh som højesteretsdommer.
En ret markant beslutning, når hun er valgt for en stat, hvor 65 procent af alle vælgere er kvinder. Og mange af kvinderne tog det også ilde op og indledte kampagner mod Susan Collins.
Beslutningen om at støtte Brett Kavanaugh blev også kritiseret hjemme i Maine, og skulle man tro meningsmålingerne blev senatoren straffet for det af vælgerne. Hendes popularitet faldt fra januar 2018 til 46 procent 1. november 2020.
Noget tyder på, at de dårlige meningsmålinger pressede Susan Collins, og at hun måske forstod, at hendes højredrejning ikke var populær i hjemstaten. Så da Amy Coney Barrett 26. oktober blev stemt igennem Senatet som ny højesteretsdommer, var det uden Maine-senatorens stemme.
Susan Collins udtalte, at det er forkert at stemme for en ny Højesteretsdommer så tæt på et valg.
Presset fra det konservative højre
Et eksempel på en Maine-vælger, der ønsker en midtsøgende politiker i Senatet, er Kristoffer Nadeau. Han er registreret som politisk uafhængig vælger.
Han har tidligere stemt på Susan Collins, men hendes stemme på Brett Kavanaugh ændrede dette.
Når Kristoffer Nadeau ser på hele hendes politiske karriere, synes han ellers, hun overordnet har gjort det godt som moderat republikaner, men han ved også, at han skal bedømme hende ud fra hendes seneste tid som senator, og her bryder han sig altså ikke om det skift, han har set.
”Det er en kombination af hendes afstemnings-statistik, og at der nu er kommet et konservativt flertal i Højesteret”
Derfor mener han, at amerikanerne skal være mere bevidste om, hvem de vælger, så der ikke kommer en for stor partisk ubalance i systemet.
For Maine-borgeren Mary-Ann VanBaars var hendes stemme på Brett Kavanaugh dog ikke et problem.
Hendes kritik af Susan Collins er derimod, at hun er for midtsøgende. Mary-Ann VanBaars er nemlig konservativ republikaner, Trump-tilhænger og et eksempel på en vælger, der støtter den højredrejning, der er sket i det republikanske parti under Trump.
”Altså det dur bare ikke. Når man stemmer på en republikaner, vil man også have en republikaner, der stemmer republikansk.”
Hold øje med Susan Collins
Ved dette senatsvalg var Susan Collins oppe mod demokraten Sara Gideon. Selvom meningsmålingerne havde spået Sara Gideon sejren med en komfortabel margin, vandt Susan Collins overbevisende. 51,1 procent af stemmerne mod 42,2.
Joe Biden vil gerne have set det omvendte resultat. Nu skal han forholde sig til, om Susan Collins er én af de få republikanere i Senatet, han ville kunne arbejde sammen med. Hun har trods lang historik ry for at være en politiker, der tror på konsensus og gerne vil arbejde hen over midten, og med Trump ude af Washington D.C. vil hun måske komme tilbage igen.
Det spørgsmål er en forgrening af det helt store spørgsmål, som både Demokrater og Republikanere stiller sig selv i disse dage: “Hvis Trump taber, hvad bliver der så af trumpismen og dens dominans i det republikanske parti?”
Igen vil det være værd at holde øje med, hvordan Susan Collins agerer og stemmer i Senatet i den kommende periode. Hvis hun igen tør være moderat og bevæger sig mod midten, vil det være et tegn på, at republikanerne i Kongressen ikke længere føler sig taget til fange af den autoritære populisme, der har domineret partier de sidste fire år.
LÆS FLERE ARTIKLER OG ANALYSER AF MARTIN POUL GANGELHOFF HER
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her