JAPAN // ANALYSE – Den japanske premierminister, Sanae Takaichi, har for alvor gamblet med sin post, og det ser efter en usædvanligt personfikseret valgkamp ud til at lykkes for hende, skriver mangeårig japanekspert Asger Røjle Christensen.
Japan er et konstitutionelt kejserligt monarki. Der er ingen præsident, men ikke desto mindre gennemlever landet lige nu et veritabelt præsidentvalg, en personfikseret valgkamp, som man aldrig tidligere har set.
Premierminister Sanae Takaichi, som kun har siddet på posten i tre begivenhedsrige måneder, har sat alt på et bræt ved at udskrive valg i utide. Hun har snublet flere gange i den korte valgkamp, men alligevel ser det få dage inden valget ud til, at hun har gode chancer for, at hendes gambling vil lykkes, og at hun vil gå ud af valget med et betydeligt mere arbejdsdygtigt flertal i underhuset end det, hun har nu.
Hun taler Kina midt imod
Hun blev valgt som partileder i det liberal-demokratiske regeringsparti LDP i efteråret efter to hurtige valgnederlag for den daværende regeringskoalition under sin liberale forgænger, Shigeru Ishiba. Hendes ry som uforbederlig nationalist var med til at få regeringskoalitionen til straks at falde sammen.
LDP’s koalitionspartner gennem 25 år, det buddhistiske midterparti Komeito, valgte i protest mod hende at forlade koalitionen – noget, partiets ledere sikkert havde pønset på længe – og hun måtte lynhurtigt strikke en anden fornuftskoalition sammen med det populistiske parti Ishin no Kai (dansk: Japans Innovationsparti), som altovervejende har sin opbakning i regionen omkring storbyen Osaka i det vestlige Japan. Efter tilslutning fra et par løsgængere sad den nye koalition med en eneste stemmes skrøbeligt flertal i underhuset.
Men allerede i de første uger og måneder kunne hun se den ene meningsmåling efter den anden, der viste, at hendes måde at være regeringschef på havde givet hende en ganske usædvanligt høj personlig popularitet af en japansk regeringschef at være. Hun er Japans første kvindelige premierminister, og i brede vælgergrupper opfattes hun som et frisk pust, en anderledes og utraditionel politiker.
Hun kommer fra en arbejderklassebaggrund og er ikke ud af en gammel etableret politikerfamilie gennem flere generationer som mange af sine kolleger. Hun har selv skabt sin politiske karriere ved hårdt arbejde, hun er nem at forstå, mindre floromvunden på godt og ondt, og folk kan godt lide, at hun taler det store Kina midt imod. Og så viste det sig hurtigt, at hun på den internationale scene var dygtig til at håndtere og charmere andre stats- og regeringsledere og i særdeleshed en mand ved navn Trump.
Især fik hun ihærdig opbakning fra yngre vælgere, som ellers normalt ikke interesserer sig for politik og normalt slet ikke ville stemme. Vælgere, som måske dårligt nok ved, hvilket parti hun repræsenterer. Der er oprettet fangrupper på internettet, og 80 procent af yngre japanere i tyverne bakker ifølge de seneste målinger op om Takaichi som person.
Surhed over vintervalg
Derfor valgte hun for få uger siden at kaste Japan ud i et besværligt vintervalg i snedyngerne rundtomkring i landet i et forsøg på at bruge sin personlige popularitet til at skaffe sig et bedre og mere arbejdsdueligt flertal. Det så umiddelbart svært ud, for hun havde netop udskiftet sin koalitionspartner med en ny, som i langt mindre grad har en fast skare af disciplinerede vælgere, der vil kunne sikre hende værdifulde stemmer i afgørende valgkredse, end den gamle koalitionspartner havde kunnet.
Komeitos valgorganisation var og er kendt som en dygtig stemmemaskine ved valgene på grund af partiets traditionelt meget disciplinerede vælgerskare. Partiet har været en vigtig støtte for LDP ved valg efter valg, og nu blev alle disse Komeito-stemmer alt andet lige flyttet over til oppositionen.
De flestes analyse i valgkampens første dage var, at det kun ville kunne lykkes Takaichi at kompensere for dette minus, hvis hun for alvor kunne lokke rigtigt mange af sine nye, unge fans, der ellers som udgangspunkt ikke drømmer om at stemme, hen til valgstederne.
Og det er det, hun og hendes partifæller forsøger at gøre. LDP’s hurtigt producerede valgpropaganda er helt anderledes, end den plejer at være. Den er usædvanligt personorienteret. Det er et utal af fotos af en smilende og sejrsikker Takaichi ovenfra og nedenfra, bramfri citater af Takaichi, Takaichi sammen med almindelige mennesker. De lokale LDP-kandidater spiller en langt mere diskret rolle end normalt. Der er gået totalt præsidentvalg i valgkampen.
Man må nok konstatere, at det på kort tid er lykkedes Takaichi og LDP at gøre den korte valgkamp til en veritabel folkeafstemning for eller imod hende som regeringschef.
”Hvis det lykkes LDP at vinde et klart flertal ved dette valg, skyldes det udelukkende Takaichis personlige popularitet. Der er intet andet, der har ændret sig, siden LDP led et stort nederlag ved overhusvalget i juli,” konstaterer Kristi Govella, der er leder af Japan-kontoret for Center for Strategic and International Studies, til det amerikanske tv-selskab CNBC.
Populariteten er ganske vist faldet markant under valgkampen fra cirka 70 procent til cirka 60 procent, men er altså stadig høj. Mange mener, at udskrivelsen er alt for udspekuleret, mindre end to år siden sidste underhusvalg. Der var ingen anden grund til et valg nu end at skaffe Takaichi bedre arbejdsbetingelser. Og mange er kritiske over for hendes ukarakteristisk vævende forklaringer om, hvordan hun vil gennemføre sin idé om at fjerne momsen på madvarer i to år for så at indføre den igen.
Mange er derudover sure over, at valget holdes midt i den kolde vinter med alle de besværligheder, det skaber for vælgerne, især ude i bjergene. Det barske vejr i de senere dage er en vigtig forklaring på, at antallet af brevstemmer foreløbig er langt lavere end ved de senere års valghandlinger i Japan.
Spraglede prognoser
Det er svært at lave meningsmålinger og brugbare prognoser i denne omgang. Et japansk underhusvalg er en særlig blanding af enkeltmandskredse, flermandskredse og forholdstalsvalg i regioner, så med de seneste afskalninger og partidannelser skulle alle prognosemagernes computere pludselig indstilles til den nye situation. Det gav i begyndelsen nogle spraglede prognoser med flertal i både øst og vest.
Ifølge Dr. Izuru Makihara fra Research Center for Advanced Science and Technology ved Tokyo Universitet er japansk politik meget uforudsigeligt i øjeblikket af tre grunde.
Dels fordi man har en utraditionel og relativt uerfaren kvinde i spidsen. Dels fordi man med hans ord har ”mistet det eksisterende politiske fundament”, dvs. at især LDP på grund af gentagne pengeskandaler i politik har fået sværere ved at skaffe finansiering af deres valgkampe. Og endelig på grund af, at partierne pludselig har sluttet sig sammen i anderledes koalitioner end dem, vi har været vant til.
I den situation er det grumme svært at lave meningsmålinger. Men meget tyder på, at de, der laver prognoserne, i valgkampens løb har fundet deres fodfæste. I den sidste uges tid har de entydigt peget på en sejr for Takaichi, nogle steder så massivt, at hendes koalition måske vil kunne stå med to tredjedele af mandaterne i underhuset efter på søndag.
Det hænger selvfølgelig også sammen med, at det nye centrumparti, Centrum-reform-alliancen, CRA, der kun er få uger gammelt, mildest talt ikke har formået at skabe begejstring blandt potentielle oppositionsvælgere for den nye samling af oppositionen, som det nye parti repræsenterer. Begge de to sammensluttede partier, Komeito og Det Forfatningstro Demokratiske Parti, står stærkest blandt ældre mennesker og er faktisk i meningsmålingerne kun næststørst blandt vælgere over 60. I alle yngre vælgergrupper er det primært andre oppositionspartier, der udfordrer LDP.
”Det lykkedes CRA at gennemføre sammenlægningen, men det blev gjort i stor hast,” forklarede den politiske journalist Kazuhiro Aoyama ved en pressekonference i de udenlandske korrespondenters presseklub i Tokyo onsdag. ”De nåede ikke at skabe positive forventninger blandt vælgere uden tilknytning til et bestemt parti i forvejen. De kom derved til at fremstå som intet andet end en sammenlægning af to aldrende, etablerede partier.”
Indtrykket af intet nyt på den front blev forstærket, da partilederne fra de to sammenlagte partier, to ældre mænd i jakkesæt, ved afslutningen af det nye partis valgudsendelse på statsligt tv ligefrem sad og fremførte partiets valgparoler i kor. Det skulle de nok ikke have gjort. Det er blevet skånselsløst latterliggjort på diverse ungdommelige sites på det japanske internet.
Noget tyder også på, at Takaichi ikke alene har vundet nye stemmer, men også har formået at vinde mange af de LDP-stemmer tilbage, som ved overhusvalget i juli gik til det populistiske og fremmedfjendtlige parti Sanseito. Sanseito står ifølge meningsmålingerne til fremgang, men ikke nær så markant som i juli måned.
Det var lige præcis formålet med at stemme på hende som partileder i oktober, set fra flere af hendes partifællers side. For få år siden ville de have betragtet hende som alt for konservativ og nationalistisk og helt ude af billedet som mulig regeringschef. Men nu kunne hun pludselig godt bruges til at tage vinden ud af sejlene på det frembrusende Sanseito.
Sanseito har været hurtige til at se denne udvikling og har tilpasset partiets valgkamp efter denne nye situation. I stedet for at fremstille sig selv som et alternativ til LDP fremstiller det nu sig selv som en loyal støtte til den konservative og nationalistiske Takaichi over for mere liberale partifæller på andre fløje af hendes eget parti.
Får vi den ægte Takaichi at se?
Så når stemmerne begynder at blive optalt på søndag, og resultaterne begynder at blive offentliggjort, vil det være uhyre interessant at se på stemmedeltagelsen fra starten af. Er stemmedeltagelsen høj på trods af snevejr og kulde, tegner det til en storsejr for Takaichi. Men er den tættere på et normalt niveau, så vil koordineringen af stemmer i det nye samarbejde på oppositionens side trods alt veje tungt, og så kan valget stadig nå at blive ganske tæt.
Og i næste omgang: Hvis Takaichi faktisk får den storsejr, som nogle meningsmålinger spår hende, vil vi så pludselig få den ægte Takaichi at se? Hun har faktisk vist sig hidtil at være en betydeligt mere pragmatisk og samlende figur som regeringschef, end mange havde frygtet.
Men med en stor valgsejr i ryggen, vil hun så besøge den omstridte Yasukuni-helligdom, hvor man viser respekt for sjælene efter dem, der døde i krig for Japan, som hun ellers hidtil har undladt at gøre? Vil hun så genoplive debatten om at afskaffe den pacifistiske artikel ni i Japans såkaldte fredsforfatning? Og vil hun fremsætte det forslag til en relativ udhuling af Japans berømte ”tre principper mod atomvåben”, som man ved, at LDP har arbejdet med i det skjulte i lang tid?
I alle disse tilfælde vil hun kunne forvente rasende reaktioner fra nabolandene, og østasiatisk diplomati må forventes at gå i hårdknude i længere tid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og