ØSTASIEN // ANALYSE – Japan og Sydkorea er allierede, men har alle grunde til at ryge i totterne på hinanden politisk. Men geopolitikken tvinger dem til tværtimod at samarbejde smukkere, end de nogensinde før har gjort, skriver Asger Røjle Christensen fra Sydkorea.
SEOUL – I årevis har USA forsøgt at få sine to vigtigste allierede i Østasien, Japan og Sydkorea, til at enes og samarbejde mere tillidsfuldt i sikkerhedspolitikken. Men de har evindeligt og altid valgt at lade historiske og aktuelle stridspunkter dominere relationen mellem de to lande, som generelt har været mere eller mindre anspændt. Skiftende amerikanske regeringer har revet sig i håret af frustration.
Inden for det seneste år skulle man tro, at det ville være blevet endnu værre. Der har været mangfoldige årsager til, at forholdet kunne blive endnu mere kompliceret.
Gamle erstatningssager
Japan har i Sanae Takaichi valgt en konservativ, nationalistisk leder, som altid har stået for en hård linje i ”det historiske spørgsmål”, altså striden om Japans fortsatte skyld og erstatningsansvar for overgreb og krigsforbrydelser under Japans besættelse af Korea fra 1910 til 1945 og især under Anden Verdenskrig.
Omvendt har Sydkorea i Lee Jae-myung valgt en liberal fagforeningsmand som præsident. En mand, der indtil sit valg altid har stået for en hård og kompromisløs linje over for Japan i det historiske spørgsmål og dertil forbundne erstatningssager ved sydkoreanske domstole, og hvis bagland er kendt for at være meget Japan-kritisk, om ikke Japan-fjendtligt.
Senest har der bare i marts måned været adskillige anledninger, hvor de gamle erstatningssager under normale omstændigheder ville være gået op i en spids mellem de to lande, der ville i medierne være blevet appelleret til folkelig vrede på begge sider, og udenrigsministerierne havde skullet på overarbejde.
Sydkoreas højesteret har efter flere års juridisk zigzag-kurs afgjort, at japanske firmaer som Mitsubishis skibsværfter, hvor der arbejdede mange koreanere før og under krigen, uden forældelsesfrist kan holdes direkte ansvarlige for overgreb på arbejdere og derfor stadig i 2026 kan sagsøges ved civile søgsmål.
Også selv om Japan igen og igen hævder, at alle erstatningsspørgsmål vedrørende krigen en gang for alle blev afgjort ved den traktat i 1965, hvor de to lande genoptog normale relationer, og hvor Japan udbetalte krigsskadeserstatning til Sydkorea. Derfor vil et hav af søgsmål, der ellers har været afvist, nu blive genoptaget, og japanske firmaer vil blive stillet over for nye krav om erstatning. Krav, som de efter instruks fra regeringen nægter at betale.
Tilstrækkeligt til at skabe en ny højspændt krise mellem de to gamle arvefjender og alliancepartnere – men det er med garvede iagttagerøjne forbløffende at betragte, at nyhederne får lov til at stå øverst på avisernes forsider, uden at krisetrommerne lyder.
De to nye ledere har – trods deres store forskelligheder – fra starten gjort et godt forhold mellem Japan og Sydkorea til en hjørnesten i deres respektive udenrigspolitikker. De slår knuder på sig selv for at præsentere verden for en ny tillid og et forstærket samarbejde mellem de to lande inden for både sikkerhedspolitik og økonomisk politik. De ser ligefrem ud, som om de er blevet en slags gode venner og har det sjovt sammen. Billedet af deres fælles trommeshow under et besøg i Takaichis hjemby, Nara, under deres topmøde i januar i år er gået verden rundt.
Smil, diplomati og store udbetalinger
Årsagen skal findes i Det Hvide Hus i Washington. Med Donald Trump har USA fået en præsident, som vægter sine alliancer langt mindre end sine forgængere. Det har fået Takaichi og Lee og deres regeringer til at indse, hvor meget de to landes situationer ligner hinanden, og hvor meget de har brug for hinanden i den aktuelle geopolitiske situation.
De præsenteres af Trump for de samme krav om yderligere basebetalinger, straftolde og kæmpe-investeringer i USA. De er to af de lande i verden, der får den største andel af deres olie fra Mellemøsten, og hvis økonomi derfor er mest sårbare over for den aktuelle lukning af Hormuzstrædet og de stigende oliepriser på verdensmarkedet.
Derfor holdes der i disse måneder det ene møde efter det andet, nogle mere diskrete end andre, hvor repræsentanter for Japan og Sydkorea smider mistilliden overbord og målrettet taler om, hvordan man kan samarbejde om våben, fælles flådeøvelser, sikkerhedssystemer, efterretninger, avanceret teknologi, kunstig intelligens, industriel udvikling, energiforsyning – ja, man lover sågar hinanden at udveksle erfaringer om, hvordan man tackler de to landes aldrende samfund og får pyntet på deres lave fødselsrater.
Så det gælder for både Takaichi og Lee om i lang tid fremover at hjælpe hinanden med at skabe en situation, hvor man med smil, diplomati og udbetaling af store beløb fastholder en amerikansk tilstedeværelse i den asiatiske ende af Stillehavet
I disse uger ser man et markant samarbejde, hvor fly fra de to lande helt konkret evakuerer hinandens borgere fra de områder i Mellemøsten, hvor missilerne flyver. Der er ingen tvivl om, at nogle koreanere vil føle det helt forkert at blive evakueret i et fly fra de japanske selvforsvarsstyrker med krigstidens japanske flag på siderne, men evakueret bliver de.
Japans ambassadør i Sydkorea, Koichi Mizushima, har for nylig understreget nødvendigheden af
Det handler om nutiden. Historien er stadig vigtig, men ikke så vigtig, at den må stå i vejen for alle disse initiativer.
”På trods af den smertefulde fortid må vi bevæge os fremad mod en bedre fremtid. Samarbejde mellem Korea og Japan er vigtigere end nogensinde,” har Lee Jae-myung udtalt. Sanae Takaichi har lidt mere floromvundet sagt noget lignende: ”Jeg tror på, at de to lande bør samarbejde og bidrage til stabilitet i regionen på en fremtidsorienteret måde.”
Målet er vel at mærke ikke at skabe en situation, hvor de to lande kan klare deres militære forsvar selv uden USA og dets atomparaply. Målet er at sikre sig yderligere, men samtidig gøre USA, dvs. Trump, så tilpas glad, at USA bliver i Østasien. USA opfattes stadig som uundværlig i bestræbelserne på at skabe en balance i forhold til Kina, Rusland og Nordkorea i regionen.
Eller rettere: En situation uden USA opfattes som endnu mere kompliceret og farlig end den nuværende situation med et uforudsigeligt og ikke hele tiden lige tillidsvækkende USA – så det gælder for både Takaichi og Lee om i lang tid fremover at hjælpe hinanden med at skabe en situation, hvor man med smil, diplomati og udbetaling af store beløb fastholder en amerikansk tilstedeværelse i den asiatiske ende af Stillehavet.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og