MINDEORD // ESSAY – Den amerikanske sydstats country-rockstjerne Charlie Daniels (1936-2020) døde for få uger siden efter et langt, højtråbende, whiskyelskende musikerliv. I dag viser hans tekster noget vigtigt, der underliggende vil præge mediebilledet i de kommende måneder. De viser Trump-vælgernes livsforståelse.
Charlie Daniels gik ud af gymnasiet i Wilmington, North Carolina, i 1955, dannede et band og “hit the road”, som der står i den veloplagte Wikipedia-biografi. Det gjorde han ret i. Foruden et stort antal albums og en lang, succesfuld musikerkarriere med egne sange har han medvirket som studiemusiker i mange sammenhænge, bl.a. på flere Dylan-album.
I 1970’erne var Charlie Daniels en del af den sydstatsrock, der fik en slags verdensgennembrud på rockscenen med navne som The Allman Brothers Band og Marshal Tucker Band. Ligesom hos dele af den californiske West Coast Rock, særligt Grateful Dead, er musikken kendetegnet ved det guitardrevne, der genremæssigt bevæger sig fra country, endda bluegrass til det jazzede, og det improvisatoriske, jævnlig med numre over 10 minutter, men rytmisk fremfor alt ved at man bruger to trommeslagere. Det giver et uforglemmeligt groove under det hele, og mulighed for at den ene trommeslager kan forme og holde det rytmiske fundament, mens den anden følger en solist.
Under dette ligger en skønhed, man ikke bør forbigå, selvom det er sværere, nemlig kærlighed til den menneskelige og personlige frihed
Han havde også egentlige hitliste-hits, i modsætning til de fleste andre af disse bands, med sange som The Devil Went To Georgia. Som musiker beherskede han adskillige strengeinstrumenter. Foruden guitaren, mest påfaldende rockviolinen. I slutningen af 1970’erne lagde Charlie Daniels nattelivet og whiskyen delvis på hylden og tog fat i gospelmusikken. Han var gift med den samme kvinde fra 1964.
Sent i livet led han af flere sygdomme, som han overvandt. Som vi skal se, er det næsten for symbolsk, at han ved en lejlighed brækkede sin guitararm tre steder under udgravning af hegnspæle på sin ejendom uden for Nashville.
I de senere år blev han mere politisk og forsvarede offentligt George Bush’ Irakkrig, talte mod de nye friere abortlovgivninger og viste sig så som Trump-støtte.
Hele matriklen rundt
Ups, tænkte jeg, den havde jeg ikke set komme. Ok, jeg havde set den komme, jeg havde bare fortrængt det. Jeg havde allerede tidligt undret mig over en tekst hos Marshall Tucker Band, Walkin’ My Property Line, hvor jeg-fortælleren glæder sig over at gå langs sin ejendoms hegn. Det er fra albummet Long Hard Ride (1976), hvor Charlie Daniels i øvrigt medvirker som studiemusiker.
Jeg fandt det tidligt et mærkværdigt emne for en rocksang, at man skulle glæde sig over sin ejendoms størrelse og indhegning, en rent materialistisk lovsang til det penge og arv kan give en. Det harmonerede dårligt med min opfattelse af det sociale miljø for en guitarsolo. Senere opdagede jeg, at det hele var en seksuel metafor. Glæden teksten talte om var glæden ved at undersøge alle afkroge af jeg-fortællerens hustrus krop.
Det er mennesker med disse overbevisninger, der vælger Trump. De er ikke demokrater i partipolitisk forstand. Spørgsmålet er om de overhovedet er det i ideologisk
Lidt ligesom Bob Dylans sang på netop Nashville Skyline, I Threw It All Away, hvor bjergene er metafor for bryster og den rindende flodseng for… nå, det kan man selv grunde over. Forskellen er jo, at Brødrene Caldwell hos Marshall Tucker Band mener det, selvom sangen er humoristisk.
Det viser os noget om ordbilledet, som er vigtigt til forståelse af Charlie Daniels og Donalds Trumps vælgerbase, som jeg lidt senere skal komme tilbage til. Metaforen fungerer kun, hvis den faktiske refererer til noget sandt. Lytteren finder det ”morsomt” at jeg-fortælleren skildrer seksualakten ved at sammenligne sin ægtefælle med sine materielle ejendomsbesiddelser. Men at det er befriende og beroligende at inspicere sine hegnspæle, er der ingen der undrer sig over. Sådan er det jo.
Det viser ikke blot, hvad der ligger i det republikanske sydstatsbevidsthed på det materielle område. Enhver der har rejst i USA undrer sig over de mange No trespassing-skilte, særligt, når man kommer fra det mere eller mindre hegnløse Skandinavien.
Men det viser også, hvilket kvindesyn der hersker i den bevidsthed, og man begynder at forstå, hvilken logik der ligger bag lokale lovgivere, der kan indføre hårdere straffe for abort end for de voldtægter, der udløser graviditeten, der udløser behovet for abort. Det er mennesker med disse overbevisninger, der vælger Trump. De er ikke demokrater i partipolitisk forstand. Spørgsmålet er om de overhovedet er det i ideologisk.
Ejendom, kvinder og våben. Og frihed
Det er let at kritisere denne livsholdning, der ofte giver sig udtryk i en tredje grundposition, foruden privatejendommens næsten sakrale hellighed og det misogyne menneskesyn, nemlig et brutalt voldsregime, der i konstitutionel forstand relaterer sig til den såkaldte Second Amendment, den grundlovsikrede ret til at bære våben. Charlie Daniels var medlem af USA’s mest magtfulde lobbyorganisation, National Rifle Association, og medvirkede i dens reklamevideoer. Vi skal møde afspejlinger af det hele i hans tekster.
Men under dette ligger en skønhed, man ikke bør forbigå, selvom det er sværere, nemlig kærlighed til den menneskelige og personlige frihed.
En af de sange, der har fulgt mig vitterlig i næsten 50 år, er Willy Jones fra Charlie Daniels sjette album Nightrider (1974). Den kommer efter åbningssangen Texas, som er en prototypisk sang for sydstatsmusik i særdeleshed, men også for amerikansk musik i almindelighed, nemlig sangen om stederne, om tilhørsforholdene til dem, om forskellene mellem dem og om længslen efter visse af dem.
Det har givetvis en folkemusikalsk oprindelse, jeg ikke har undersøgt, men enhver, der har lyttet til amerikansk musik har bemærket den mytologi, der ligger i at skrive sange, der nævner sted efter sted med de eller de karaktertræk.
Også her kan man interessant nok trække en parallel til Bob Dylan, hvor Dylan satiriserer over det i det lille mesterværk, Wanted Man, hvor en eftersøgt driver fra egn til egn, indtil vi forstår, at der er tale om et eksistentielt portræt af hele samfundet. Det er noget kafkask over det, som muligvis i virkeligheden referer tilbage til McCarthy-tidens og republikanernes jagt på anderledes tænkende og undertrykkelse af anderledes farvede.
Hvad er det for en tanke, der bærer det hele? Det er Marlboro-manden, for Gods sake! Det er følelsen af den ubrudte, absolutte frihed, hvor intet andet influerer på ens stemning og handlinger end friheden
Charlie Daniels sang Willy Jones er alt andet en kafkask. Musikalsk er det en næsten perfekt komposition. Den har et fængede, indledende guitarriff, et swingende, flyvende omkvæd og nogle rappe vers. Tekstmæssigt rummer den en egentlig fortælling om menneskeskæbner. Den er et opgør med det labyrintiske, der går så dybt, at det kaster lys over noget centralt i Trump-tilhængernes livssyn. Willy Jones, fortæller sangen, er en fange i et fængsel i Baltimore:
“Willie Jones was a man I met when I lived in Baltimore
I was a guard and he was doing time
In the three long years he stayed there I got to know him well
Willie Jones he was a friend of mine”
Jeg-fortælleren, der er fangevogter bliver venner med ham og deler hans drømme og hjemlængsel, som omkvædet fortæller:
“He used to say, Buddy you know where I’m going when they let me out of here
Alabama could be heaven if the Lord was there
And he talked about the southland though he’d drifted from its shores
I never seen a man who loved it more”
Der er en flot staccato-rytmisk samklang mellem tekst og musik under ordene, “when they let me out of here”, der bliver formet og lyder som løbende skridt. De underbygger derved det, der skal vise sig at være sangens egentlige handling og budskab.
Det kristne, “goes without saying”. Alabama ville være himlen, hvis Gud var der, siger teksten. Alabama, et af de mest republikanske områder, stedet hvor den fyrede justitsminister Jeff Sessions kom ridende med cowboyhat og sin kone ved siden af til valgstedet ved midtvejsvalget for snart to år siden. Willy Jones fortæller videre om landskabet:
“He talked about the whippoorwills in the Alabama night
Honeysuckle vine and sugar cane
Swimming holes and fishing poles and early morning frost
And sleeping under a tin roof when it rained”
Og her kommer den første aha-oplevelse: Hvem er det, vi ser der? Hvem er det, Jeff Sessions alluderer til? Hvad er det for en tanke, der bærer det hele? Det er Marlboro-manden, for Gods sake! Det er følelsen af den ubrudte, absolutte frihed, hvor intet andet influerer på ens stemning og handlinger end friheden.
Vi har næsten passeret den tid, da tobaksindustrien kunne bilde mennesker ind, at var den følelse ikke lige indenfor rækkevidde, f. eks. forbi man var fabriksarbejder i Alabama og boede i et mobile home, kunne en cigaret i det mindste vække dele af den. Willy Jones er imidlertid ikke færdig endnu. Han har også en pige i Alabama:
“He talked about a country road and a cabin in the pines
And a girl with wavy long chestnut brown hair
He talked about the beauty of his Blue Ridge Mountain home
And damn near made me think that I was there”
Det er en helt anden verden. På samme måde som Toy Caldwell i Marshall Tucker Bands sang kan beskrive ægtefællen ved hjælp af metaforer, der hører til hans materielle besiddelser, er der ikke tale om relationen til pigen eller om, hvad de har sammen.
Hun indgår i landskabet og forskønner det med sit bølgende hår. Der er noget gammeltestamentligt over det, som der altid er over den fundamentalistisk Bible Belt-kristendom. Det 10. af de berømte 10. bud lyder i udgaven fra 2. mosebog sådan her: ”Du må ikke begære din næstes hus. Du må ikke begære din næstes hustru, hans træl eller trælkvinde, hans okse eller æsel eller noget som helst af din næstes ejendom.”
Selvom hustruen i det mindste er nævnt først, er hun nævnt i en opremsning af besiddelserne. At du ikke må “begære” handler ikke om, at du ikke – som i den senere kristne, institutionelle mistolkning – må tænke syndige tanker, der styrer din krop væk fra gudsdyrkelsen, men om at du skal lade en anden mands besiddelser være i fred.
Hun er nævnt først, ikke fordi hun alligevel er den bedste, mens fordi hun kan producere det mest dyrebare for ham, nemlig sønner, der kan føre hans besiddelser videre.
Når tiden går langsomt
Omkvædene i sangen har forskellige tredje- og fjerdelinjer, og i det næste omkvæd går vi dybere ind i livstydningen med en eksistentiel betragtning over tiden:
“He used to say buddy you know where I’m going when they let me out of here
Alabama could be heaven if the Lord was there
When a man ain’t got no freedom the time sure passes slow
Willie Jones had ten long years to go”
Frihedstanken, som de tidligere vers har givet udtryk for, er ikke blot rumlig, den er også tidslig. Uden den rumlige frihed, går tiden heller ikke. Man kan sige, det er banalt, men man kan altså også sige, at det er en smuk sammenfletning af Kants to anskuelsesformer tid og rum, som Charlie Daniels naturligvis hverken tænker på eller kender, men instinktivt bruger, fordi også han er barnebarn af Oplysningstiden langt derinde et sted.
Livet består af tid og rum, og fængslet som Willy Jones befinder sig i, ser Charlie Daniels intuitivt som det sted, hvor de begge er bundet. Teksten, der handler om det menneskelige frirums nødvendighed og bruger fængslet som metafor, ville ikke være komplet uden en betragtning over erkendelsen af tidens forandrede modus som værensform. Charlie Daniels er ikke blot musiker, han er også digter.
Trumpismen: Forholdet mellem individ og samfund
Nu skifter fortællingen, og vi møder en overraskende beskrivelse af forholdet mellem individ og samfund, som kaster fuldt lys over forskellen mellem republikansk og demokratisk ideologi, som vi vil støde på i mange afskygninger i de kommende måneder under den amerikanske valgkamp.
Vi befinder os i fængslet, en varm aften, hvor længslen efter de kølige bjergegne bliver særlig stor:
“It’s been almost a years now since that hot night in July
Willie hit the guard and jumped the fence
I had my rifle ready but I couldn’t let it fly
I shot over his head and we ain’t seen him since”
Der er et flugtforsøg. Willy giver en af vagterne, jeg-fortællerens kollega, et gok i nødden og hopper over hegnet. Detaljerne må vi forestille os. Fortælleren kunne have forhindret det. Han havde sit gevær rettet mod Willy Jones, men med øjet i sigtekornet standser han. Han kan ikke skyde et menneske på vej mod friheden, når dette menneske samtidig er hans ven, og han lader Willy Jones flygte. Det siger alt!
Hvad siger det? Det siger, at der i den republikanske sydstatsideologi indgår den forudsætning, at den personlige frihed står over loven. Altså: Den personlige frihed står over loven, når det er mennesker, du kender.
https://www.instagram.com/p/CC1IFOgl0A-/
Vi lader den lige stå et øjeblik, mens Willy løber ud i natten i den rytme, vi har kendt fra vi hørte omkvædet første gang. Denne historie står naturligvis i grel, ja bitter modsætning til de fortællinger, tidens nyhedsrubrikker er fuld af om hvide lovudøveres mange drab på sorte mistænkte.
En dag modtager fortælleren et brev:
“Then last week the postman brought a letter to my door
Marked No Return Address and No Reply
It just said, “Nobody north of Birmingham is gonna see this boy again
But if you’re ever down our way won’t you please drop by”
Det er en hilsen fra Willy Jones. Han har fundet den nu tidligere fangevogters adresse for at fortælle, at drømmen er gået i opfyldelse. Han inviterer den anden til at besøge ham. Hvordan? Der ligger endnu en stor, smuk eksistenstydning, fuld af skønhed i teksten, gemt på samme måde som den undslupne fanges opholdssted.
Hvordan skal han finde stedet, når der ingen adresse er? De aftener, hvor Willy Jones fik lejlighed til at udbrede sig om sit Alabama, fortalte han så levende, at fangevogteren nærmest synes, han var der selv, som det hed i 3. vers om ”the beauty of his Blue Ridge Mountain home.”
Willy Jones stoler ganske enkelt på, at den anden kan finde det på baggrund af de beskrivelser, han har givet. Men han stoler på en ting mere, han stoler på venskabet, som blev slået fast i sangens 1. vers.
At Charlie Daniels jeg-fortæller vurderer den menneskelige frihed endeløst højere end samfundets juridiske forpligtelser bliver tydeligt, når det ikke et øjeblik falder ham ind at opsøge manden for at få ham til at afsone resten af sin straf.
I den republikanske sydstatsideologi indgår den forudsætning, at den personlige frihed står over loven. Altså: Den personlige frihed står over loven, når det er mennesker, du kender
De har en broderlig, en klanagtig forståelse, der gør, at den undslupne fange ved, at han kan regne med, at den anden sætter den personlige frihed højere end loven, selvom han ikke entydigt kan vide, at den anden med vilje ikke skød ham.
Det er forståeligt at et samfund, der er baseret på så subjektiv en opfattelse af lov, ret og retfærdighed næppe ikke i længden kan bestå, når man får en leder, der leder efter de samme principper. Hvor mange af mændenes klubber i de gamle håndværkersamfund fungerer på samme måde? Det kan man kun gisne om.
Hvad Willy Jones kan have lavet, der gav ham 10 års fængsel, ved vi ikke. Væbnet røveri? Det giver nok lidt mere i USA. Voldtægt? Spritkørsel? Vold mod tjenestemand i funktion?
En tilsvarende sang, med en jeg-fortæller, Wichita Jail fra det efterfølgende album Saddle Tramp (1976), viser en lignende lemfældighed over for skader, man forvolder på andre gennem fuldskab, ondskabsfuldhed og egocentri, mens det 8. album High Lonesome (1976) med sin titelsang understreger den personlige frihed som en “ophøjet ensomhed”.
Willy Jones slipper for at sone sin straf, fordi hans personlige frihed bedømmes vigtigere, endda af en mand, der er ansat til at hjælpe lovgivningen med at få folk til at afsone.
Den frihed var ellers det, som demokratiet handlede om at skabe for alle mennesker, gennem lighed for loven. Den amerikanske sydstatsmand er tilfreds, blot han kan skabe den for sig selv. Det mener han, Trump kan hjælpe ham med.
LÆS ALLE JAKOB BRØNNUMS TEKSTER HER
Topfoto: Flickr/Carl Lender.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her