GAZAKRIGEN // ANALYSE – Netanyahus seneste udtalelser og fortsatte insisteren på en total sejr i Gaza har skabt uro i hans eget bagland, medført fald på børsen og afstedkommet en voksende folkelig modstand. Protesterne handler især om gidslerne, som mange israelere ser reduceret til brikker i et kynisk politisk spil, skriver Hans Henrik Fafner.
TEL AVIV – Premierminister Netanyahu kom i begyndelsen af ugen med en usædvanligt klodset udtalelse, som vakte forfærdelse i hans eget Likud-parti. I en tale mandag fik han sagt, at Israel må vænne sig til tanken om at blive en autarkisk økonomi, og at israelerne kan forvente at skulle leve i en slags Sparta.
Det var ikke til at tage fejl af meningen. Netanyahu hentydede med sin bemærkning ikke til kornforsyningen eller stabile fødevareleverancer i det hele taget, men til våben.
Tager man ham på ordet, skal den israelske våbenindustri være i stand til at levere alt til faget hørende, idet flere og flere stater på det seneste har truet med midlertidigt eller permanent stop for netop leverancerne af våben og ammunition.
Og dette er jo en vigtig del af Netanyahus klare ønske om at fortsætte krigen i Gaza.
Imidlertid opstod der hurtigt en panikagtig reaktion, og det ikke mindst i hans eget politiske bagland, hvor anonyme kilder i partiet insisterede på, at det skulle Netanyahu aldrig have sagt.
Og lederen selv måtte dagen efter kalde til et pressemøde, hvor han bedyrede, at Israel på ingen måde er på vej til at blive en militærstat efter spartansk forbillede. Han forsøgte at udbedre en skade, som allerede var sket, og reaktionen kom da også prompte i form af et fald i kurserne på fondsbørsen i Tel Aviv.
Krigen uden sejr i syne
Muligvis er dette en mindre storm i det kaos, som efterhånden omgiver Netanyahu til alle sider. Israels internationale omdømme er godt og grundigt medtaget efter næsten to års krig, og ikke mindst vokser den israelske befolknings protester mod Netanyahu dag for dag.
Ikke desto mindre fastholder Netanyahu stædigt sit mål om at opnå den ultimative sejr i Gaza, hvilket er en total eliminering af Hamas i Gazastriben.
Det er dette, der lå til grund, da regeringen i sidste måned fremlagde planen om at indtage hele Gaza By, hvor Hamas stadig er markant til stede, og hvor i hvert fald hovedparten af de resterende 48 israelske gidsler formodes at befinde sig.
En guerillabevægelse vinder, hvis den bare ikke taber, mens en konventionel hær taber, hvis den ikke vinder
I den mellemliggende tid har vi set flere udviklinger, der lægger klart op til denne større offensiv. Senest har israelske præcisionsbombeangreb lagt flere højhuse i Gaza ned med den begrundelse, at de fungerede som eksempelvis kommandocentraler for Hamas, ud over at være hjem for en lang række civile borgere.
Det spektakulære bombeangreb, som eliminerede en lille gruppe Hamas-ledere i Doha den 9. september, skal også ses som en del det israelske forsøg på den totale udslettelse af bevægelsen.
Men hele situationen leder i stigende grad tankerne i retning af Henry Kissinger, der om amerikanernes krig i Vietnam skal have sagt, at en guerillabevægelse vinder, hvis den bare ikke taber, mens en konventionel hær taber, hvis den ikke vinder.
Hvad enten vi virkelig skal tilskrive Kissinger disse ord eller ej, spiller det ikke så stor rolle. Det vigtige er her, at dette er præcis, hvad Hamas synes at operere ud fra.
Hamas har ikke på noget tidspunkt forestillet sig, at man kunne besejre Israel militært
Der er ikke meget tilbage af Hamas, som bevægelsen så ud den 7. oktober forrige år. Næsten alle ledende skikkelser er blevet dræbt under krigen, og ingen af de omkring 24 bataljoner, som udgjorde bevægelsens primære kampstyrke, har overlevet.
Men Hamas har fortsat tusinder af mænd under våben. De er i dag organiseret i mindre kampgrupper eller små celler, hvoraf mange opererer mere eller mindre autonomt. Det er unge mænd, som er desperate, og de har ikke på nogen måde tænkt sig at give op.
Hamas har ikke på noget tidspunkt forestillet sig, at man kunne besejre Israel militært. Jo, bevægelsen taler uafladeligt om at udslette Israel, men dette skal ske ad anden vej. Ambitionen bag terrorangrebet på det sydlige Israel den 7. oktober var dels at sætte regionen i brand. Dette lykkedes kun til en vis grad.
Der ligger altså en utrolig kynisme bag de beslutninger, som Hamas træffer i krigen
Hizbollah i Libanon gik i en halvhjertet konflikt med israelerne, indtil de foretrak en våbenhvile den 27. november sidste år. Iranerne forsøgte sig også, men trak sig tilbage, og den 8. december sidste år faldt Bashar al-Assads regime.
Den anden del af ambitionen er derimod lykkedes i overvældende grad. Den bestod, og består fortsat i at sætte den palæstinensiske sag på den internationale dagsorden.
Som den britiske kommentator Jonathan Freedland skrev i The Guardian allerede et par uger efter krigens start, har Hamas haft som taktik at lokke Netanyahu i den ene fælde efter den anden.
”På landjorden vil Israel opleve svære tab, og de vil påføre dem – og begge dele vil passe Hamas glimrende. Sidstnævnte fordi de ser voksende palæstinensiske dødstal som en fordel i deres propagandakrig; førstnævnte fordi det vil validere deres påstand om, at det udelukkende er Hamas, og ikke de sekulære nationalister hos rivalen Fatah, der repræsenterer den sande modstand mod den israelske fjende.”
Gidslerne
Der ligger altså en utrolig kynisme bag de beslutninger, som Hamas træffer i krigen. Bevægelsen synes ikke at have den fjerneste interesse for civilbefolkningens lidelser, og noget meget tilsvarende finder man hos den radikale israelske højrefløj, der sidder med i den israelske regering, og som på mange måder kontrollerer Netanyahu.
Det er her, vi finder kravet om krigens fortsættelse med alle midler. For denne politiske fløj er det et messiansk projekt, styret af den samme religiøse fundamentalisme, som vi finder hos Hamas, og det er dette, Netanyahu prøver at bløde op ved at tale om krigens ultimative mål.
For den klare besked fra de israelske radikalister er, at gidslerne i denne forbindelse må underordnes krigens højere mål. Ud fra en teologisk argumentation fremfører de, at Hamas’ overlevelse på sigt vil koste flere menneskeliv end det antal gidsler, som i givet fald må ofres her og nu.
Dette kyniske regnestykke har fået mængder af israelere til at reagere. Gidslerne er et stærkt følelsesladet emne, og netop da Netanyahu-regeringen fremlagde planen om den store offensiv, voksede protesterne mod krigen med eksplosiv hast.
Og dette er kun taget til, efter at der i den seneste tid har været snak om, at Hamas er i færd med at flytte de 20 gidsler, som endnu er i live, ud af tunnellerne for at bruge dem som menneskeligt skjold mod de israelske angreb.
Dette har Hamas ganske vist affærdiget som zionistisk propaganda, men hvor sandheden end ligger, er det et forhold, som har fået en stor effekt. Hertil kommer, at den israelske generalstabschef, Eyal Zamir, ved flere lejligheder har vurderet, at den planlagte offensiv næppe vil føre til nogen sejr over Hamas, og at den tværtimod vil bringe gidslernes liv i akut fare.
54 procent af israelerne støtter en udvisning af palæstinenserne fra Gazastriben. Det er det, vi kender som etnisk udrensning
Alt dette er givetvis også medvirkende til, at Netanyahu indtil videre ikke har givet grønt lys for offensiven, selv om den ifølge planen for længst skulle have været iværksat for at kunne slutte den 7. oktober, som jo er en symbolsk dato.
Men med til dette hører så også, at det israelske forsvar har store vanskeligheder med at mobilisere de yderligere 60.000 reservister, som skal til. Mange vælger ganske enkelt at overse indkaldelsesordren i protest.
Vuelta a España kom ikke palæstinenserne til gode
På den baggrund er det temmelig vanskeligt at vurdere, hvor mange israelere, der rent faktisk støtter krigens fortsættelse. Som ved alle meningsmålinger afhænger resultatet nemlig af, hvordan man spørger.
Allerede i juli måned viste en meningsmåling, at 82 procent af den israelske befolkning ønskede en afslutning på krigen, på betingelse af at samtlige gidsler blev frigivet. Og en måned senere viste en anden måling, at godt halvdelen af Likud-partiets vælgere havde samme holdning.
Samtidig kunne man i en opgørelse fra Genocide Watch læse tidligere på sommeren, at 54 procent af israelerne støtter en udvisning af palæstinenserne fra Gazastriben. Det er det, vi kender som etnisk udrensning.
På palæstinensisk side er forholdet nogenlunde tilsvarende. Helt tilbage i februar viste en undersøgelse, at støtten til Hamas var faldet fra 42 procent umiddelbart efter 7. oktober til 21 procent halvandet år senere, og denne tendens er efter alt at dømme fortsat.
Det har man også set komme til udtryk gennem de små, men markante protester, som har vist sig i Gaza, hvor det ikke er uden risiko at ytre sig mod Hamas. Man kan altså se, at der på begge sider af den blodige konflikt er store befolkningsgrupper, som ser sig taget til fange af de ekstreme ledere.
Det er mennesker, som vil noget andet, og først og fremmest vil de se en hurtig afslutning på krigen. Ser man på den israelske side, er det også her, folk ser med forfærdelse på udsigterne til, at deres land skulle være på vej til at blive et nutidigt Sparta.
Og navnlig her føler man sig i høj grad skuffet over Europa, hvor Israel bliver fordømt over en bred kam. Særligt påpeger stemmer i den israelske protestbevægelse, at et stort segment, der står med et ben i hver lejr, rykker et skridt mod højre og slår ring om Netanyahu, hver gang et nyt anti-israelsk tiltag viser sig.
Det var i hvert fald en klar fornemmelse hos mange israelere, da demonstranter gjorde årets Vuelta a España til et mediestunt, der på ingen måde kom de nødlidende palæstinensere til gode.
Tværtimod tjener den slags til at forhærde den nationalistiske kreds omkring den siddende regering, ligesom det har bekræftet Hamas i, at deres strategi har været den rette. For dem giver det mening, at Israel lige nu må belave sig på at leve som et andet Sparta.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og