TORSKEKRIGENE // BAGGRUND – NATO-lande er før gået i kødet på hinanden. Tre gange – fra 1958 til 1976 – lå Island og Storbritannien i konflikt om grænsedragning i Nordsøen, og hver gang vandt Island over den langt stærkere modstander, skriver Lars Toft Rasmussen. Islandsk professor råder Danmark og Grønland til at stå fast, men hvor den strategiske placering var til Islands fordel, er den i kampen om Grønland selve problemet.
Det var som David mod Goliat. Et lille land uden væbnede styrker og med en befolkning, der dengang lå på omkring 150.000, på den ene side og den gamle, glorværdige flådemagt Storbritannien med mange moderne krigsskibe på den anden.
Hvorfor vandt Island? Noget af forklaringen var en indædt sejrsvilje hos islændingene. De ville for næsten enhver pris forsvare deres interesser og tog alle midler i brug. De afbrød de diplomatiske forbindelser med Storbritannien, de truede med at tvinge amerikanerne væk fra Keflavik-basen, de påsejlede britiske fregatter med deres små kanonbåde.
Når islændingene gik så hårdt til værks, var det, fordi det drejede sig om deres nations overlevelse, siger professor i historie ved Islands Universitet Gudmunður Hálfdánarson: ”Det var en eksistentiel kamp. Det var en helt umulig tanke at give efter.”
Den islandske trawlsaks
Torskekrigene drejede sig om fiskeriterritorium. Island udvidede i 1958 sin zone fra 4 til 12 sømil. Det ramte især britiske fiskere, som i århundreder havde fanget torsk i disse farvande for at tilfredsstille deres befolknings hang til fish and chips.
Regeringen i London ville ikke anerkende den nye fiskerigrænse og sendte krigsskibe afsted for at beskytte de britiske fiskere.
De kunne have gjort det af med de islandske kanonbåde på en time, hvis det var det, de ville,” siger Gudmunður Hálfdánarsson
Striden blev bilagt i 1961, men i 1972 var den gal igen. Islændingene udvidede nu fiskerigrænsen fra 12 til 50 sømil, og igen blev Royal Navy sendt til Island. Denne gang anvendte islændingene den såkaldte trawlsaks. Et våben, som de selv havde opfundet. I mange år var et eksemplar opstillet som monument foran Kystvagtens hovedkvarter i Reykjavik, og den kan også beses på både Søfartsmuseet og Nationalmuseet i Reykjavik.
”Vi er ret stolte af trawlsaksen. Den var et ekstremt effektivt våben, uden at den har dræbt nogen,” siger Gudmunður Hálfdánarson. Hvilket passer godt til islændingenes selvopfattelse som et fredeligt folk.
Saksen blev først anvendt under Torskekrig nr. to. Beretningen er blevet en del af den historiske mytologi: Det islandske kystvagtskib Ægir stødte på en trawler, der fiskede inden for grænsen på 50 sømil, og som var malet helt sort og var uden navn og nummer. Da den islandske kaptajn kaldte op på radioen, fik han et musikalsk svar, nemlig Rule, Britannia!
Ægir havde en trawlsaks på slæb og gik agten om det uidentificerbare fiskeskib – og klippede en trawlwire, hvorved fiskeredskaber for et større beløb gik tabt. Fiskerne smed et svært nylonreb i vandet i håb om, at det ville gå i Ægirs skrue, og bombardere det islandske skib med kulstykker, affald og en brandøkse. Af den efterfølgende råben på skibsradioen kunne det fastslås, at trawleren hed Peter Scott.
Mange andre trawlere led samme skæbne, og det kom til utallige sammenstød, bogstaveligt talt, mellem de islandske kystvagtskibe og britiske fregatter, der vædrede hinanden. De to parter beskød også hinanden med granater, dog uden sprængladning. Den tredje torskekrig i 1975-1976 var den mest voldsomme.
Som forklaring på islændingenes uforfærdede fremfærd påpeger Gudmunður Hálfdánarsson, at Island var blevet selvstændigt fra Danmark blot få år tidligere
Som forklaring på islændingenes uforfærdede fremfærd påpeger Gudmunður Hálfdánarsson, at Island var blevet selvstændigt fra Danmark blot få år tidligere, i 1944. Så nationalisme og fædrelandskærlighed var en del af drivkraften. Udlændinge skulle ikke udnytte Islands ressourcer.
”Det stod ret klart, at bestandene blev udnyttet for hårdt,” siger professoren. ”Så hvis ingen gjorde noget, kunne det blive umuligt at bo i Island. Det er et ganske ufrugtbart land. Derfor er vi nødt til at importere det meste, og derfor er det nødvendigt at eksportere noget til gengæld, så der er noget at betale med,” siger professoren. ”I 1970’erne var 90 procent af eksporten fisk, mest torsk.”
”Det var et spørgsmål om national stolthed at beskytte vore ressourcer. Island var ikke villig til at indgå kompromis om noget som helst, så derfor var det vanskeligt at løse problemet.”
Verdens sympati
Så hvad kan Grønland – der også er i konflikt med et langt større NATO-land – lære af Islands adfærd under torskekrigene?
”Jeg mener, at Grønland og Danmark ikke må give efter, for så har de tabt. Der er kun to muligheder her: at man vinder, eller at man taber.”
Hvad midlerne angår, mener professoren, at det er vigtigt at påvirke meningsdannelsen i USA: ”Blandt amerikanerne er der intet ønske om at overtage Grønland mod grønlændernes vilje. Så det er dér, man skal sætte ind,” siger han.
Når islændingene gik sejrrigt ud af af alle torskekrigene, var der flere årsager. Én var, at de var ”på den rigtige side af historien”, som professoren siger. I løbet af få år var fiskerigrænser på 200 sømil blevet standarden.
En anden faktor var, at det blev for dyrt for briterne at give deres trawlere flådebeskyttelse. Udgiften stod ikke mål med det, der var på spil. Det var også en faktor, at verdens sympati – som det nu er tilfældet med Grønland – var på islændingenes side. Det gjorde, at briterne ikke kunne udnytte deres militære overmagt.
”De kunne have gjort det af med de islandske kanonbåde på en time, hvis det var det, de ville,” siger Gudmunður Hálfdánarsson.
Det afgørende var måske Islands strategiske beliggenhed. Amerikanerne havde brug for især Keflavik-basen for at kunne kontrollere det såkaldte GIUK-gap, hvorfra indsejlingen til den nordlige del af Atlanten – med de russiske flådebaser på Kola-halvøen – kan overvåges. Derfor lagde USA pres på Storbritannien for at få landet til at trække sig, så man ikke risikerede, at den islandske vrede gik ud over Keflavik-basen.
Så den strategiske placering var til Islands fordel. Hvor den i Grønland måske er selve problemet.
Lars Toft Rasmussen har netop skrevet bogen Logbog fra Nordatlanten. En rejse gennem det smuldrende danske imperium.
Som læser af POV får man 25 pct. rabat på køb af bogen ved at skrive rabatkoden ‘POV’ i forbindelse med bestilling fra forlagets hjemmeside.
POV har adskillige artikler og analyser om den aktuelle debat om Grønland, som du kan læse her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og