Inger Christensens “Det” – en horisont vi ikke ser klart for tiden

af i Bøger/Kulturhistorie

BØGER// ANMELDELSE – Gyldendal har 15. august udsendt Inger Christensens skelsættende og monumentale digtsamling Det (1969) i en ny udgave i anledning af 50 året for dens udgivelse. POV’s litteraturredaktør Jakob Brønnum skriver om dens betydning fra Rifbjerg til Ulf Pilgaard, og sætter den ind i dele af den forståelseshorisont af kritisk tænkning, den blev til i – en horisont vi ikke ser så klart for tiden.

Der er flere grunde til, at det er en glæde, at Inger Christensens digtbog Det nu er genudsendt. Den for mig mest åbenlyse grund er, at mit nuværende eksemplar er vand- og kaffeskadet og i den grad trænger til at blive udskiftet.

Det var den udgave med det grønne omslag, der afløste den oprindelige udgave med det hvide omslag, som jeg sled op en gang i firserne, da jeg læste i Århus.

Jubilæumsudgaven er atter hvid, det er i alt 6. udgave meddeler kolofonen. Skrifttypen og omslagets udformning er bevaret som i den oprindelige udgave, hvad det har været hele vejen igennem, men omslaget er af bedre kvalitet, rigtigt lækkert struktureret papir – i modsætning til de tidligere omslags glatte overflader. Og med titlen præget ind i papiret.

Verden før populismen

Den mest fundamentale grund til at glæde sig er imidlertid, at bogen minder os om verden, som den var før, populismens stemme fik fodfæste i det offentlige rum. Inger Christensens Det er nemlig essentielt kritisk tænkning-som-poesi. Nedenstående digt samler den samfundskritik, som i dag er forsvundet under forbrugets bedøvende trance:

En lykkelig maskine
En grusom fantasi
Et fantastisk spektakel
Et hjul der står stille
Man mærker det ikke
Man løber for livet
Et ord der slår til
Hundene gør
– Digtet Scenen – Universaliteter 8

Nye kræfters dominans i det offentlige rum har fået denne kritik til at virke gammeldags, denne Chaplin-agtige, futurismeprægede beskrivelse af verden som et hamsterhjul, man ikke opdager, man løber og løber og løber i. Men det er den ikke, den samler hele det 20. århundredes teknologiske udvikling og dens indvirkning på mennesket, og aktualiteten er fortsat den samme.

Afslutningen, de gøende hunde, sammenfatter angsten, smerten, frygten, men også hånen af den, der ikke ser, han er del af hjulet. Indledningen griber fat i en tid fra industrialismens første store tid, hvor man var fascineret af maskinens på samme tid livgivende og potentielt dødbringende kraft.

Hvad er det for “et ord, der slår til”, midt i det hele? Ja, det er det ord, der kunne sætte befrielsens proces i gang. Det er bevidstheden, fællesskabets ånd. Det!

Digtet er perfekt. Bogen er fuld af sådanne digte, korte og lange. Det er umuligt og utænkeligt, at man skulle kunne blive færdig med at læse den, for hver gang man vender tilbage til de samme ord en tid senere, har man selv forandret sig og opfatter dem på ny.

I dag er Inger Christensens to senere digtbøger, Alfabet (1981) og Sommerfugledalen (1991), formentlig mere læst, de er kortere, ligeså smukke eller smukkere. Men det er Det, der lægger grunden til Inger Christensens mageløse poetiske evne og vilje til at forene det universelle og det flygtige, det partikulære, øjeblikket. Bogen fik en stor indflydelse på poesien i Nordeuropa, og den kan stadig fås i Sverige, England og Tyskland.

Scenen, Handlingen, Teksten

Bogen er opbygget i tre dele, Scenen, Handlingen, Teksten, som hver er opdelt i de samme otte underafsnit, hvoraf ovennævnte Universaliteter, er et af dem. Hver af underafsnittene har ligeledes otte afsnit, og det er de egentlige digte i bogen. Desuden er der en lang skabelsesagtigt voksende prolog og en epilog. Selve bogens hoveddel kaldes Logos. Vi har altså Prologos, Logos og Epilogos. At Inger Christensen bruger udtrykket Logos som overordnet titel på bogens tre hoveddele fortæller, at den også fra hendes side er anlagt som en universel verdenstydning.

Uden at vi skal komme mere dybdegående ind på antik filosofi, skal jeg nævne, at Platons betegnelse for verdens beskaffenhed netop er Logos, et udtryk, hvis filosofihistoriske betydning ikke kan undervurderes. Udtrykket har en lang række associerede betydninger, herunder fornuft og tale. I vor tid vil man gennem Wittgenstein og den sprogvidenskab, der havde sit absolutte højdepunkt netop, da Inger Christensen skrev Det, forstå Logos i retning af sprog og menneskets sprogligt bårede bevidsthed. Det er derfor, der er logisk (!) for Inger Christensen forstå sin teksts centrale krop som Logos.

Systemdigtning og strukturalisme

Inger Christensens Det (og Alfabet og Sommerfugledalen) er, hvad man kalder systemdigtning, men den er også del af den såkaldt strukturalistiske strømning i litteraturen og humanvidenskaberne.

I 1960’erne og til dels 1970’erne var en ny måde at forstå virkeligheden på dominerende i de humanistiske videnskaber, nemlig semantikken eller rettere semiotikken, eller så enhver kan forstå det: Tegnvidenskaben. I stedet for at forstå verdens essentialistisk, altså med dens beskaffenhed som noget en gang givet – nogle er rige, nogle er fattige, nogle er dumme, nogle er kloge, nogle er grimme, nogle er smukke – ser man verdensbilleder samlet som ”tegnsystemer”, strukturer, bestående af elementer, der kommunikerer eller kan aflæses, som man aflæser et tegn.

Det er noget, der stammer fra sprogvidenskaben i første halvdel af 1900-tallet, men som udviklede sig gennem antropologien hos f. eks. Claude Levi-Strauss, der opdagede, at der var nogle ligheder mellem adfærden i de Stillehavsfolk, hvis sociale systemer, han studerede, som bedst kunne forstås, hvis man satte sig udover den konkrete, traditionelle adfærd hos de enkelte folk og sammenlignede den overordnet, systematisk, eller rettere semantisk, som tegnsystemer.

Det er disse tværgående indsigter Inger Christensen på den mest suveræne vis i Det forløser i små 250 siders tindrende poesi-og-samfundskritik:

1. De går ud i en ørken og møder energien
2. Tid der i det store og hele kun kan måles i liv
3. F.eks. er ordet øde i sig selv et dementi af sig selv
4. Varmen. Det osmotiske tryk mellem kroppen og luften forsvinder
5. Et menneske lavet af sand. Et menneske der sætter en ørken af sand i bevægelse
6. Alverdens stoffer i kroppen. En rus der producerer vores kærlighed
– Digtet Handlingen – Konnexiteter, 1

Teksten viser, at ingen videnskab, intet forståelsesunivers, er bogen fremmed, heller ikke naturvidenskabens.

Digtet befinder sig det meste af tiden i den naturvidenskabelige sfære. Det er en central pointe i den form for tænkning og erkendelse, som bogen er udtryk for, at forskellige videnskaber kommer til forskellige resultater, når de studerer det samme, eftersom deres metoder er forskellige.

Det er sådan noget, der er gået fuldstændig hen over hovedet på den populistiske fløj af den forrige regering, som ville have afvist det som “værdirelativisme” og i øvrigt opfattede videnskabelige resultater som politisk bestillingsarbejde og samtidig den urokkelige sandhed – til stor, stor skade for samfundets sammenhængskraft.

I lande som Ungarn, Brasilien og Tyrkiet er bunden gået ud af videnskabeligheden som samfundets fælles erkendelsesgrundsslag af samme grund.

Samtidig rummer accepten af, at verden kan aflæses og forstås i strukturelle systemer en accept af muligheden for en radikal, politisk-menneskelig samfundskritik, der virker indenfor samfundets magtdistribution, og det er først og fremmest den, det er lykkedes markedstænkningen og dens uhellige alliance med populismen at bagatellisere, atomisere og få til at virke bedaget i vor tid.

Markedstænkningen tåler ikke kritisk tænkning, fordi det går udover varemærkernes uantastelighed, og populismen kan ikke acceptere kritisk tænkning, fordi det betyder afgivelse af etnisk og kønsbetinget magt. Alene disse iagttagelsespunkter vil få nærværende tekst til at fremstå som glødende venstreorienteret. I 1970’erne havde den været mainstream.

Inger Christensens Det minder os på den mest elegante måde om, hvad sand tankefrihed er. På den mest gennemgribende overbevisende måde gennem 250 siders ren poesi.

Hvordan få begyndt en uafsluttelig helhed?

Men når verden er et tegnsystem i princippet uden begyndelse og slutning, kan man stå i den problemstilling, at man ikke ved, hvordan man skal få begyndt. Rifbjerg har en roman fra 1972, altså tre år efter Det, hvor han godmodigt gør grin med indledningen hos Inger Christensen, R.R. hedder romanen. Rifbjerg lader sin hovedperson vokse frem i sproget, ligesom Inger Christensen lader Logos – Det – vokse frem i sin prologiske indledning.

Rifbjerg begynder sådan her:

”Lad os nu se på R.R. Lad os nu se, om R.R. eksisterer. Om R.R. er … det er nødvendigt at spørge, om vi med en vis sikkerhed kan regne med, at R.R. findes. Kan han ses, kan vi se ham? Kan jeg se ham? … Ikke alene ved jeg, at han eksisterer, jeg kender ham indefra. Jeg er R.R. når det passer mig.”

Inger Christensen indleder sådan, en helt tætbeskrevet førsteside:

”Det. Det var det. Så er det begyndt. Det er. Det bliver ved. Bevæger sig. Videre. Bliver til. Bliver til det og det og det. Går videre end det … 
– s. 9

Men det gik videre end det. I et af datidens underholdningsprogrammer – jeg husker ganske enkelt ikke, om det var Uha-Uha eller Hov-Hov eller noget tredje, og jeg vil heller ikke påstå, at jeg husker, om det var radio eller tv – blev der lavet en sketch med Det. Det må vist være den eneste digtsamling, det er overgået.

Vita Andersens Tryghedsnarkomaner har mig bekendt ikke fået æren, og Yahya Hassans bog er nok ikke noget at gøre grin med, alt taget i betragtning.

Sketchen gik nogenlunde sådan her:

Ulf Pilgaard kommer ind i en boghandel og beder om Det.
Boghandleren aner ikke hvad han taler om.
”Hvad mener De med det?”
”Øh, måske var det Dem. Eller De,” siger Ulf Pilgaard.
Boghandleren bliver endnu mere forvirret. Pilgaard kan ikke huske titlen.
De står lidt og byder ind med småord, uden at komme i samtale, og Pilgaard afslutter samtalen med den udødelige bemærkning: ”Nå, lad mig bare få for 2,25 i frimærker.”


Inger ChristensenDet
Gyldendal, 240 sider, 195,95


Foto: Omslaget, Gyldendal.

Jakob Brønnum er forfatter til 33 bøger. Senest er kommet "Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter" (Eksistensen, 2018) og digtbogen "Øjeblikkets tredje tilstand" (Det poetiske bureaus forlag 2018, 353 sider, 200 kr.)

De senere bøger:
Bowie - Rockmusikeren som eksistensdigter (2018)
Øjeblikkets tredje tilstand (digte, 2018)
Nøjsomhedens tivoli (digte, 2017)
Matthæuseffekten (essay, 2017)
Den sidste passion (digte, 2017)
Lysåret (haikudigte, 2016)
Fortællinger fra undergrunden (noveller, 2016)
Pengeguden (essay, 2026)
Porten til den indre by (digte, 2016)
Argumenter mod døden (essay, 2015)
Langsomheden 1.0 (digte, 2015)
Malmö by night (digte, 2014)
Sange ved himlens port (Dylan-bog, 2014)

Hjemmeside: https://sites.google.com/site/jakobbroennumshjemmeside/

Jakob Brønnum er født og opvokset på Frederiksberg. Han har HumBas fra RUC og er cand. theol. fra Århus Universitet. Jakob Brønnum er en ofte anvendt foredragsholder (se hans foredrag på http://www.sogneaften.dk/jakob-broennum.htm). Han bor i dag i Örebro i Sverige med sin familie. Hans færøske hustru Rúna í Baianstovu (og skolekammerat fra Johannesskolen på Frederiksberg) er lektor og forsker ved socionomuddannelsen på universitetet i Örebro. Jakob Brønnum er redaktør af nettidsskriftet Den smalle bog, som han grundlagde 2016 samt af et teologisk/fagpolitisk tidsskrift. Han har siddet i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i styregruppen for BogForum. Han har været formand for Den skønlitterære gruppe i forfatterforeningen og for den internationale forfatterforeningsorganisation Baltic Writer's Council. Han har skrevet for bl.a. Aarhus Stiftstidende, Bogmarkedet og Kristeligt Dagblad. Han sidder i bestyrelsen for den offentlige virksomhed Länsmusiken, Örebro og har tidligere siddet i innovationsrådet ved Örebro Universitets fakultet for humaniora. På POV International skriver Jakob Brønnum kulturstof og om etiske og eksistentielle problemstillinger.

Seneste artikler om Bøger