Ilan Pappés bog er en torn i øjet på enhver, der blindt støtter Israel

Ole Christensen og Fathi El-Abed 03.04.2025

BØGER // KOMMENTAR – Den israelske historiker Ilan Pappés bog En kort historie om Israel-Palæstina-konflikten giver palæstinenserne en stemme i en konflikt, der rækker langt ud over Mellemøsten.

Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sin nye bog, En kort historie om Israel-Palæstina-konflikten (Klim, 2025), giver den anerkendte israelske historiker Ilan Pappé en nuanceret beskrivelse af, hvorfor og hvordan konflikten mellem Israel og Palæstina har udviklet sig så katastrofalt.

Bogen er blevet anmeldt flere steder, men for os er det tydeligt, at der ikke så meget er tale om egentlige anmeldelser, der på en ordentlig måde belyser bogens styrker og svagheder.

Flere af reaktionerne er skingre i tonen og karakteriserer bogen som “mere kampskrift end kortlægning” (POV International, 24. marts) og som en “legitimering af Hamas’ terror” (Kristeligt Dagblad, 13. marts).

Det er vores håb, at bogen kan øge forståelsen af, hvad der er årsag og virkning i denne konflikt

Vi mener, at der er tale om en nuanceret bog, som forsøger – i kort form – at give ét billede af den historiske udvikling og dermed give almindelige mennesker mulighed for at forstå baggrunde, årsager og virkninger. I mange beskrivelser af den langvarige konflikt fremstilles Israel ofte som offeret og den forurettede part, mens palæstinenserne usynliggøres og næsten beskrives som ikke-mennesker. Ilan Pappé bryder med denne tilgang og giver palæstinenserne en stemme og en plads i historien.

Nakbaens begyndelse og FN’s utilstrækkelighed

Her er nogle centrale nedslag i bogen, som tilsammen giver os et nyt udsigtspunkt for at forstå denne katastrofale konflikt, der – for os at se – har store konsekvenser for hele menneskeheden.

Pappé slår i begyndelsen fast, at konflikten ikke begyndte den 7. oktober 2023. Han beskriver, hvordan FN’s generalsekretær António Guterres ganske vist fordømte Hamas’ angreb, men samtidig mindede verden om, “at palæstinenserne i kølvandet på krigen i 1967 havde været underkastet 56 års kvælende besættelse”.

Perioden frem til Nakbaen i 1948, hvor palæstinenserne blev fordrevet, var præget af eskalerende konflikter og fejlslagen diplomati. I begyndelsen af 1947 havde Storbritannien fået nok af sit engagement som kolonimagt i Palæstina og henviste spørgsmålet om Palæstinas fremtid til FN. Men heller ikke FN viste handlekraft.

Pappé konkluderer: “I modsætning til palæstinenserne, som udfoldede store anstrengelser for at sikre sig international legitimitet, betragtede zionistbevægelsen afslutningen på mandattiden som en mulighed for hurtigt at befæste deres dominans i området.”

Den 29. november 1947 stemte FN’s Generalforsamling for Resolution 181 og gennemførte en deling af Palæstina, som zionisterne fejrede, da de nu fik den jødiske stat, de havde ønsket. For palæstinenserne “var det den dag, Nakbaen begyndte – dagen som varslede en katastrofe, der stadig pågår”.

Intifada og kolonisering

Den etniske udrensning af Palæstina siden 1948 beskrives som en vedvarende proces, af palæstinenserne kaldt al-Nakba al-Mustamirra, den fortsatte Nakba.

Ifølge Pappé er det grunden til, at mange forskere i dag betegner Israel som “et bosætterkolonialistisk samfund”.

Befolkningen i de besatte områder har gennem mere end 40 år oplevet fordrivelse, arrestationer og tilbageholdelser uden grund. Et oprør ulmede: Den Første Intifada brød ud i 1987. Palæstinenserne indledte overvejende en ikke-voldelig protestbevægelse, men blev mødt af den israelske hær. Tusindvis blev dræbt, mange blev tilbageholdt uden rettergang, og kollektiv afstraffelse var udbredt.

Radikalisering og demokratisk afvisning

I de følgende år frem til 2000 lykkedes det stadig ikke at finde politiske løsninger. Pappé beskriver, hvordan både israelske og palæstinensiske politiske grupperinger har ændret sig over tid, og hvordan konflikten er blevet skærpet. De ulovlige israelske bosættelser har især været kilde til eskalerende vold og konfrontationer.

Han belyser også radikaliseringen af Hamas. I 2006 blev der afholdt valg, hvor Hamas opnåede 44 % af stemmerne og flertal i Det Palæstinensiske Nationalråd.

Man skal forstå den nuværende udvikling i Hamas i denne sammenhæng: da de stillede op i et demokratisk valg og tydeligvis vandt, blev resultatet forkastet af stater, som man ellers formodede var demokratiske

De dannede regering, men omverdenen nægtede at anerkende resultatet, og mange Hamas-medlemmer blev arresteret.

Pappé skriver: “Man skal forstå den nuværende udvikling i Hamas i denne sammenhæng: da de stillede op i et demokratisk valg og tydeligvis vandt, blev resultatet forkastet af stater, som man ellers formodede var demokratiske. Det gav kun anledning til yderligere radikalisering … De Hamaskrigere, som den 7. oktober stormede ind i Israel, var hovedsageligt unge mennesker, som havde lært voldens sprog af de bomber, som Israel havde kastet over dem. Dette er ikke en retfærdiggørelse af, hvad de begik. Men vi kan ikke være sikre på, at vi, hvis vi havde været udsat for det samme traume uden nogen løsning i sigte, ville have reageret meget bedre.”

Ny bog om Israel-Palæstina-konflikten: Mere kampskrift end kortlægning

Et Israel i splid med sig selv

Til slut i bogen retter Pappé blikket mod staten Israel. Ved valget i 2022 vendte Netanyahu tilbage til magten. Pappé analyserer den aktuelle styreform, det israelske juridiske system og den interne splittelse. Den yderste højrefløj kom til magten med ønsket om en teokratisk stat – altså et styre, hvor politisk magt ligger hos en religiøs elite.

Han beskriver, hvordan staten Israel omkring 7. oktober 2023 var på randen af borgerkrig: Delt i to lejre, med meget lidt til fælles. Det gamle, sekulære og pluralistiske Israel – og staten Judæa, opstået i bosættelserne.

Pappé vurderer: “Den krig blev glemt for øjeblikket, da Israel stod sammen om at straffe alle indbyggerne i Gaza for Hamas’ handlinger. Men sprækkerne bliver stadig større.”

Det er os en gåde, hvordan dette kan tolkes som andet end en forklaring på den dybt tragiske udvikling, der har kendetegnet konflikten gennem årtier – medmindre hensigten er at mistænkeliggøre Ilan Pappé, som tydeligvis er en torn i øjet på enhver, der blindt støtter Israel.

Det er vores håb, at bogen kan øge forståelsen af, hvad der er årsag og virkning i denne konflikt – og at vi som danskere derigennem kan blive bedre til at vise solidaritet med det palæstinensiske folk.