FORMANDSSKIFTE // POLITIK – Kristian Thulesen Dahls beslutning om at stoppe som formand for Dansk Folkeparti kommer på det værst tænkelige tidspunkt. Partiet står overfor at skulle genopfinde sit politiske projekt, og de mulige formandskandidater er alle plagede af problemer.
Sidste gang kunne formandsvalget ikke blive veltilrettelagt nok.
Da Dansk Folkepartis daværende formand, Pia Kjærsgaard, i efteråret 2010 bad en medarbejder om skaffe en liste over, hvordan partiformænd i nyere tid havde sluppet posten, var det nemlig sørgelig læsning. Statsministre havde taget et valg for meget, og partiformænd var blevet ofret af deres partier, når vælgerne svigtede. Eller som tidligere statsminister Poul Schlüter (K) engang sagde: »Det er ikke nemt at komme ud af politik på en smuk måde.«
Sådan skulle det ikke ende for Pia Kjærsgaard.
Naturligvis ikke.
Så Dansk Folkepartis formand lavede en drejebog over, hvem der de følgende to år skulle orienteres om hendes beslutning at stoppe. Hvornår de skulle høre om beslutningen. Og hvordan stoppet skulle meddeles til offentligheden.
Efter at Kristian Thulesen Dahl havde meddelt det på et gruppemøde, sammenlignede et medlem det med, at formanden havde trukket splitten på en håndgranat, smidt den midt i gruppeværelset og selv var løbet mod udgangen
Pia Kjærsgaard ønskede ikke bare at annoncere nyheden på et pressemøde. Hun ville have den på forsiden af Berlingske og skrevet af avisens daværende politiske kommentator Thomas Larsen, som er blevet kaldt »barokkens moderne mester i dansk politisk journalistik« på grund af sine portrætbøger om statsministre og partiformænd.
Hvilket også handlede om at sikre arvefølgen, og at formandsposten gik til Kristian Thulesen Dahl.
»Vi ville ikke risikere, at nogen pludselig kom og sagde: ”Jeg vil også være formand”,« har hun forklaret i erindringerne Pia Kjærsgaard – fordi jeg var nødt til det.
Granatchock
Pia Kjærsgaard fik det som bekendt, som hun ville.
Men da det sidste uge, efter Dansk Folkepartis nederlag ved kommunalvalget, blev den 52-årige Kristian Thulesen Dahls tur til at annoncere, at han stopper som formand, var det ikke ligefrem efter nogen drejebog. Tværtimod.
Efter at Kristian Thulesen Dahl havde meddelt det på et gruppemøde, sammenlignede et medlem det med, at formanden havde trukket splitten på en håndgranat, smidt den midt i gruppeværelset og selv var løbet mod udgangen.
I hvert fald har Kristian Thulesen Dahls beslutning efterladt Dansk Folkeparti i en tilstand af granatchock. For nok levede Kristian Thulesen Dahl i mange partimedlemmers øjne på lånt tid. Men alle forventede, at formanden ville kunne overleve endnu et valgnederlag, det fjerde i træk, fordi der netop ikke var nogen, der sagde: »Jeg vil også være formand«.
Pia Kjærsgaard har ikke bare tilgivet ham ungdommens synd. Den tidligere formand er i dag Morten Messerschmidts vigtigste støtte i Dansk Folkeparti
Hvilket naturligvis skyldes, at de to mest oplagte formandskandidater – løsgængeren Inger Støjberg og Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt – som bekendt afventer udfaldet af henholdsvis rigsretssagen og retssagen om misbrug af EU’s penge.
Kristian Thulesen Dahl fortalte ganske vist lørdag, efter et tre timer langt hovedbestyrelsesmøde på Trinity Hotel & Konference Center i Fredericia, at han forventer et kampvalg om formandsposten.
»Det er der i hvert fald stor sandsynlighed for,« som Kristian Thulesen Dahl sagde til de fremmødte journalister med en understregning af, at dette kun er godt.
Altså et kampvalg.
»For det vil jo også bare betyde, at det er baglandet, der vælger entydigt, hvem det så skal være.«
I skrivende stund står Dansk Folkeparti dog i den usædvanlige situation, at ingen formandskandidater endnu har meldt sig inden det ekstraordinære årsmøde, som bliver afholdt den 23. januar i Herning (der er deadline for at stille op den 7. januar).
Operaelskeren
På forhånd har Morten Messerschmidt allerede lidt det første nederlag, fordi hovedbestyrelsen på mødet i Fredericia afviste at udskyde årsmødet til efter, at der næste år, i februar eller marts, falder dom i hans ankesag.
Hvilket europarlamentarikeren og medlem af hovedbestyrelsen, Peter Kofod, havde foreslået, og som Morten Messerschmidt – måske ikke overraskende – beskrev som en »god idé«. Vælger den 41-årige Morten Messerschmidt derfor at stille op som formand – og vælges han – vil det altså være uden, at hverken han eller partiet kender udfaldet af retssagen.
Ikke at jeg ikke kan se det charmerende i andre landes vine, men så længe der er skønheder i Frankrig, jeg ikke har mødt endnu, er der ikke grund til at kigge andre steder hen
Morten Messerschmidt
Når Morten Messerschmidt, der som barn drømte om at blive operasanger, alligevel hverken kan – eller bør – afskrives, skyldes det, at næstformanden brænder igennem uanset om han står i på talerstolen i folketingssalen, i forsamlingshuset – eller giver smagsprøver på sangtalentet i ‘Go’ morgen Danmark’-studiet.
Til gengæld er Morten Messerschmidt ikke ligefrem folkelig med hans hang til foie gras og franske vine. »Ikke at jeg ikke kan se det charmerende i andre landes vine, men så længe der er skønheder i Frankrig, jeg ikke har mødt endnu, er der ikke grund til at kigge andre steder hen,« som Morten Messerschmidt har forklaret Berlingskes vinanmelder.
Morten Messerschmidt beskrives af nogle som arrogant, nedladende og/eller snobbet, og Kristian Thulesen Dahl har sammenlignet næstformanden med fodboldspilleren Luis Suarez, som ud over sin evne til at score mål også er kendt for at bide sine modstandere. Måske ikke lige ham man udnævner til anfører.
Liberalisten
Politisk er Morten Messerschmidt også en anomali i Dansk Folkeparti med sin tidligere kritik af den velfærdsstat, som ikke mindst Kristian Thulesen Dahl har omfavnet i sin formandstid. I 2005 skrev Morten Messerschmidt, sammen med den daværende EU-parlamentariker Mogens Camre, en omstridt kronik i Jyllands-Posten, hvor de ikke blot kritiserede efterlønsordningen for at være uholdbar.
De foreslog også at lade »det offentlige købe langt flere sengepladser på privathospitaler og måske helt nedlægge de afdelinger, som privathospitalerne kan overtage«.
Pia Kjærsgaard måtte give dem en »skideballe« ved den lejlighed, og efterfølgende beskrev hun i erindringerne Morten Messerschmidt som »lidt mere liberal end godt er for Dansk Folkeparti«.
Morten Messerschmidt frabeder sig dog »at blive betegnet som liberalist« – han og Dansk Folkeparti er konservative – og Pia Kjærsgaard har ikke bare tilgivet ham ungdommens synd. Den tidligere formand er i dag Morten Messerschmidts vigtigste støtte i Dansk Folkeparti.
Ironisk nok kommer Dansk Folkepartis tilbagegang Morten Messerschmidt til gode på den måde, at han mere står for et boutiqueparti end et bredt appellerende folkeparti. Eller med andre ord et parti med Dansk Folkepartis nuværende opbakning i meningsmålingerne.
»Messershit«
Spørgsmålet er dog, om Morten Messerschmidt har den hårdhed og kynisme, der kræves af en partiformand i forhold til såvel den politiske strategi som politiske venner og uvenner, og som Kristian Thulesen Dahl og før ham, Pia Kjærsgaard, har været i besiddelse af.
Selv har Morten Messerschmidt fortalt, at ikke kun retssagen men også privatlivet spiller en rolle for hans eventuelle beslutning om at stille op som formand. Morten Messerschmidt kan godt leve med at blive kaldt »Messershit« på Ekstra Bladets spiseseddel.
Men kan Morten Messerschmidts afdøde søsters fire børn, som han har fået forældremyndigheden over, også leve med det i skolegården?
I givet fald vil Morten Messerschmidt ikke være den første politiker, som ser sig selv i spejlet og erkender, at han hverken har lysten – eller føler sig egnet – til at være i TV2 News, før andre er stået op om morgenen, og DR’s »Deadline«, når de er gået i seng om aftenen. For slet ikke at tale om at tage de nødvendige politiske og personlige konfrontationer.
Den orange knold
Hvad angår rigsretssagen mod Inger Støjberg så er de sidste vidner til gengæld afhørt, beviserne fremlagt, og nu venter kun anklagerne og forsvarernes procedurer, inden de 26 dommere skal finde frem til en afgørelse.
Proceduren, der er sat til at vare tre dage, skulle være startet mandag, men måtte udskydes til onsdag på grund af sygdom.
Det eneste problem er bare, at Inger Støjberg, der er begyndt at bruge sin karakteristiske orange hårknold som sit varemærke, hverken er medlem af Dansk Folkeparti eller foreløbig har udtrykt noget ønske om at blive det – og endsige blive formand.
Alligevel blev Martin Henriksen ikke bare genvalgt – men fik flest stemmer – ved valget til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse på årsmødet i september, selv om Pia Kjærsgaard havde opfordret årsmødedeltagerne til at stemme ham ud af bestyrelsen
Ifølge reglerne skal Inger Støjberg have været medlem af Dansk Folkeparti i mindst fire måneder, før hun vil kunne stille op som formand. Men der er selvfølgelig ingen regler uden undtagelse. Hovedbestyrelsen kan – og vil givetvis – dispensere for denne regel, hvis Inger Støjberg underskriver en indmeldelsesblanket.
Allerede før Inger Støjberg meldte sig ud af Venstre i februar, havde mange i Dansk Folkeparti drømt om, at hun en dag kunne finde på at skifte parti, og siden har Kristian Thulesen gjort hvad, han kan for at få drømmen til at gå i opfyldelse (hvilket måske også kunne have forlænget hans eget politiske liv, hvis det var lykkedes).
Den afgående partiformand har sagt, at han håber og tror, at Inger Støjberg bliver frikendt i Rigsretten og melder sig ind i Dansk Folkeparti »Og hvis hun gør det, er det klart, at så vil de fleste i Dansk Folkeparti se, at hun bør have en meget fremtrædende placering,« lød svaret i sidste uge på spørgsmålet, om Kristian Thulesen Dahl kan forestille sig, at en kandidat udefra overtager formandsposten i Dansk Folkeparti.
One-trick pony
Politisk blev Inger Støjberg allerede i sin tid som Venstres næstformand en såkaldt one-trick pony, med ét trick på repertoiret, nemlig udlændingepolitikken, så på den måde er der ikke noget, som afholder hende fra at optræde i Dansk Folkepartis manege.
I hvert fald har diskussioner om EU, topskattelettelser – eller for den sags skyld coronakrisen – ikke for alvor kunnet ophidse den tidligere udlændinge- og integrationsminister de seneste år.
Inger Støjbergs jydske vælgersegment, hun er født og opvokset på Skive-egnen, hvor hun også er valgt (hun bor i dag i Hadsund), ligger samtidig bedre til Dansk Folkeparti end Nye Borgerlige, der mere er Nordsjælland, og på Christiansborg deler løsgængeren allerede en sekretær med partiet.
På det personlig plan er der ingen tvivl om, at Inger Støjberg har viljen til at gå efter magten. Hvis det skulle komme dertil. »Hvis man vil være formand for Venstre, skal man have evnen, lysten og viljen,« fortalte Inger Støjberg i 2018 Jyllands-Posten, da diskussionen dengang handlede om, hvem der en dag skulle efterfølge Lars Løkke Rasmussen.
»Og der er ingen som helst tvivl om, at jeg ved med mig selv, at jeg ikke er sådan en, der blæser omkuld, hvis det blæser. Så jeg har viljen. Men evnen og lysten har jeg ikke gjort op med mig selv, om jeg har.«
Men Hamlet fra Hadsund har sagt, at hun ikke kommer til at træffe nogen afgørelse om sin politiske fremtid, før rigsretssagen er overstået.
Pape-effekten
Den tredje oplagte kandidat til formandsposten i Dansk Folkeparti er den 31-årige Peter Kofod, som både fysisk og i politisk fremtoning minder så meget om Kristian Thulesen Dahl, at han har fået tilnavnet »Mini-Tulle«.
Peter Kofod vil ikke udelukke, at han også kan finde på stille op.
Uanset hvem der bliver formand m/k for Dansk Folkeparti vil vedkommende stå overfor det samme problem som Kristian Thulesen Dahl: Partiet er blevet offer for sin egen succes i udlændingepolitikken
Europaparlamentarikeren har ikke nogen retssag hængende over hovedet. Men til gengæld er Peter Kofod ikke medlem af Folketinget, hvilket førhen plejede at blive opfattet som en nødvendig forudsætning for enhver partiformand (han opstiller til Folketinget ved det kommende valg).
Det var Viborgs borgmester Søren Pape Poulsen dog heller ikke, medlem af Folketinget, da han blev formand Det Konservative Folkeparti, og det er jo gået meget godt for partiet alligevel. Så plejer er måske død i dansk politik.
Værdigheden
Hvis plejer er død, er det måske heller ikke noget uovervindeligt problem for deres eventuelle formandskandidatur, hvis Morten Messerschmidt og/eller Inger Støjberg bliver dømt skyldige.
Begge risikerer at blive erklæret uværdige til at sidde i Folketinget. Men dermed er de ikke kendt uværdige for tid og evighed. Det var eksempelvis konsekvensen for Mogens Glistrup i 1983, da han som formand for Fremskridtspartiet blev idømt en fængselsstraf for skattebedrageri.
Mogens Glistrups kolleger i Folketinget fandt ham ganske vist “uværdig” og stemte ham ud. Men Mogens Glistrups værdighed var vendt tilbage, da han fire år senere havde afsonet sin straf og på ny stillede op til Folketinget – og blev valgt ind.
Både Morten Messerschmidt og Inger Støjberg vil i givet fald kunne stille op til det kommende folketingsvalg, der skal afholdes senest i 2023, og spørgsmålet er, om Dansk Folkepartis medlemmer ikke allerede på forhånd har frikendt begge for anklagerne mod dem.
“Jeg kunne stå på Fifth Avenue (i New York, red.) og skyde en anden, og jeg ville ikke tabe nogen stemmer,” sagde Donald Trump under valgkampen i 2016 med henvisning til sine mange loyale tilhængere, som fortalte, at det – stort set – var ligegyldig, hvad den republikanske præsidentkandidat sagde og gjorde. De ville stemme på Donald Trump.
Hvilket som bekendt viste sig at være rigtigt.
Der er ingen tvivl om, at Inger Støjbergs strategi er, at taber den tidligere udlændinge- og integrationsminister rigsretssagen, håber hun at vinde kampen om offentligheden (af samme grund foreslog hun tidligere på året forgæves, at det blev muligt for medierne at transmittere lyd og billede direkte fra Rigsrettens forhandlinger.)
Det kan vise sig også at indbefatte formandsposten i Dansk Folkeparti.
Martin Henrik m.fl.
Endelig vil den tidligere udlændingeordfører, den 41-årige Martin Henriksen, heller ikke udelukke at stille op som formandskandidat.
Martin Henriksen er en udlændingepolitisk strammer, hvis det giver mening at tale om strammere og slappere i Dansk Folkeparti, hvilket har bragt ham kollisionskurs med både Kristian Thulesen Dahl, Peter Kofod og partiets nuværende udlændingeordfører, Pia Kjærsgaard.
Tidligere på måneden blev Martin Henriksen fyret som konsulent i Dansk Folkepartis sekretariat på Christiansborg efter en række kritiske udtalelser om retningen og tonen i partiets udlændingepolitik.
Alligevel blev Martin Henriksen ikke bare genvalgt – men fik flest stemmer – ved valget til Dansk Folkepartis hovedbestyrelse på årsmødet i september, selv om Pia Kjærsgaard havde opfordret årsmødedeltagerne til at stemme ham ud af bestyrelsen.
Og det på trods af at Martin Henriksens årsmødetale gjorde Pia Kjærsgaard så fortørnet, at hun på sin plads i salen – og foran rullende kameraer – viftede med en nedadvendt tommelfinger under store dele af talen.
Hverken Martin Henriksen – eller for den sags skyld Peter Kofod – er dog tilnærmelsesvis i den samme politiske vægtklasse som Inger Støjberg og Morten Messerschmidt, og det er svært, for ikke at sige umuligt, at se, at de skulle kunne gøre det bedre end Kristian Thulesen Dahl.
»Sejret ad helvede til«
Uanset hvem der bliver formand m/k for Dansk Folkeparti vil vedkommende stå overfor det samme problem som Kristian Thulesen Dahl: Partiet er blevet offer for sin egen succes i udlændingepolitikken. Dansk Folkeparti – har med den afdøde LO-formand, Thomas Nielsens, berømte ord – »sejret ad helvede til – godt«.
I stedet appellerer Socialdemokratiet fra venstre til Dansk Folkepartis »røde« vælgere«, der netop ikke er liberalister. Og fra højre appellerer Nye Borgerlige til dem, som er det. Dem som i sin tid stemte på Fremskridtspartiet.
Så meget desto mere katastrofalt er det selvfølgelig for Dansk Folkeparti, at partiet er kastet ud i et formandsvalg – og foreløbig uden nogle formandskandidater.
I erindringerne beskriver Pia Kjærsgaard, hvordan hun tilbage i 2012 i første omgang ærgrede sig over, at SF’s formand, Villy Søvndal, kort efter at hun havde meldt sin afgang, gjorde samme.
»Åh nej, tænkte jeg først, kunne vi ikke have haft vores formandsskifte i fred. Men efterhånden som det udviklede sig i SF, syntes jeg, at det var fint, for dermed kunne man se forskellen på et velfungerende parti, der håndterede sit formandsskifte professionelt, og et parti, hvor alt var kaos.«.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
