
Det var da en lorteaften.
Jeg bliver så dybt og inderligt ked af verdens uretfærdighed. Ikke kun dét i Barcelona og alle de andre steder. Og ikke kun det, at nære og fjerne venner bakser med sygdom og livets hårdhed. Men allermest over den kroniske, syge ulighed, der er imellem os mennesker. Og jeg har lige selv været med til at cementere den. Uden for min egen dør. Som jeg glemte at feje for.
Her til aften bankede det forsigtigt på samme dør. Udenfor stod en lidt forhutlet, men forholdsvis pæn mand. Han gjorde sig i hvert fald umage, kunne man se.
”Hej, jeg kommer fra Vesterbro Ungdomsskole, vi sælger de her kort til fordel for … ”.
”Nej, det gør I jo ikke”, svarede jeg i en noget mere bestemt tone, end jeg har for vane at bruge. ”Jeg vil gerne støtte dig, hvis jeg kan, men jeg gider ikke høre den dér historie”.
”Det er skam rigtigt… “
”Nej, det er det jo ikke – så ville eleverne jo være med ude” osv.
Belært af tidligere tilfælde af naivitet var det lige da åbenbart vigtigst for mig at pointere, at jeg godt vidste, han løj. Og at han ikke skulle snyde mig
Belært af tidligere tilfælde af naivitet var det lige da åbenbart vigtigst for mig at pointere, at jeg godt vidste, han løj. Og at han ikke skulle snyde mig. Men det er jo ikke for sjov, når man går rundt i silende regnvejr og bilder folk historier på ærmet i forsøg på at sælge nogle postkort, der sikkert er fremskaffet på mystisk vis.
Det var som om, hans ansigt krakelerede.
Jeg punkterede lige et fremmed menneske, der havde så meget mere brug for en fremstrakt hånd. Selvfølgelig blokerede jeg oveni bøtten og kunne ikke finde min pung. Så alt, hvad han fik af mig, udover en sviner lige i bærret, var en bolle, som en flink nabo lige havde været så venlig at stille sammen med en hel papirspose brød. Posen ville han ikke have med, for ”det regner ret meget … du har vel ikke en cigaret, jeg kan låne?”
Og midt i min ’nogen-lyver-for-mig’-blokering glemte jeg alt om den pakke lortesmøger, en gæst glemte forleden, og som jeg aldrig får brug for selv. Han gik ud i regnen igen, sukkende. Med min ’afsløring’ af hans falske forehavende droppede han resten af opgangen. Han gav op. Og det var min skyld.
I det sekund, jeg lukkede døren, kunne jeg mærke, at jeg havde mistet en lille bid af mig selv. At jeg ville have fået meget, meget mere ved at række en fremstrakt hånd med en tier, en halv pakke cigaretter og lidt venlighed. Jeg ville ikke engang have mærket det.
Men nu sved det. Hans krakelerede ansigt. Et medmenneske, der på en faktisk ret høflig og okay måde forsøgte at skaffe sig til en pakke smøger. Han tiggede jo ikke. Han forsøgte ikke at stjæle. Det var bare en hvid løgn. Og hvad så?
Jeg er jo sådan en, der tit stikker en hjemløs en femmer – har småpenge af samme grund. Der er ikke gået noget af mig endnu. Jeg køber ikke budskaber som ”det hjælper jo ikke”, og ”det er politikerne, der skal løse det”.
Yeah right, hvordan skulle de løse problemet for et medmenneske, der ringer på min dør i øsende regnvejr og egentlig bare trænger til en cigaret, han ikke har penge til at købe? Nu og her. Politikerne var der jo ikke lige.
Hvordan skulle politikerne i situationen kunne dulme den smerte, det må være, at stå som udstødt, alene og måske hjemløs eller narkoman ude i regnen, mens vi andre hygger os i vores varme Hellerupboliger fulde af dyr og børn i veltrivsel? Det er lige før, jeg godt kan se, hvad der måske får ham til at stjæle næste gang i stedet for at spørge pænt.
Jeg bliver sur, når nogen lyver. Men fuck, hvor er det dog lige meget, tænkte jeg sekundet efter, han var gået videre med sin tørre bolle i den ene hånd og postkortene i den anden. Jeg skulle bare have købt et kort
Jeg bliver sur, når nogen lyver. Men fuck, hvor er det dog lige meget, tænkte jeg sekundet efter, han var gået videre med sin tørre bolle i den ene hånd og postkortene i den anden. Jeg skulle bare have købt et kort. Det ville have kostet os ingenting nada, rien! Men det havde betydet noget for ham. Venlighed i en kold verden. En lille oplevelse af håb og eksistensberettigelse. Vi ved selv, hvad lidt venlighed kan udvirke af mirakler.
Min datter stak mig åndsnærværende cigaretpakken i hånden og jeg fandt endelig en tyver og cyklede forgæves, skamfuld og meget vred på mig selv rundt i regnvejr i en halv time i kvarteret for at prøve at finde ham. For han mindede mig om de syrere, jeg så gå rundt i laset tøj og forsøge at sælge strandtæpper i sommerferien. Mens jeg og alle andre omkring dem åd fede is. Fordi vi kan.
Og det minder mig om dengang for mange år siden, hvor jeg lyttede til min kæreste, der ikke mente, vi skulle købe et armbånd til én peso af en lille indiansk pige en alt for sen aften i Mexico, ”for det løser ikke problemet” – og jeg græd den næste time. Af tristhed og vrede (mest på mig selv). Selvom jeg vidste, han i hvert fald i teorien havde ret.
Min romkugle smagte ad helvede til i aftes
For selvfølgelig skulle vi have købt et armbånd. For at give hende et øjebliks glæde. Og selvfølgelig skulle jeg have købt et strandtæppe. For at hjælpe en flygtning i vej. Og selvfølgelig skal vi dele en fuldkommen mikroskopisk bid af alt det, vi har, med dem, der intet har, fordi de ikke har været lige så heldige.
Alt imens vi må sætte vores lid til, at fornuftige politikere og humane medmennesker vil være med til at arbejde for, at den her ulighed ikke bliver større. For én ting er, at jeg ikke kan bære det. Men det kan verden sgu heller ikke. Skævhed er lort! Udstødthed er lort! Og min romkugle smagte ad helvede til i aftes.
POV lønner ikke skribenterne – endnu. Hvis du nød Gertruds klumme og synes, hun burde have løn for sit arbejde, kan du sende hende et beløb på hendes MobilePay – størrelsen bestemmer du selv : 61 77 18 01
Topillustration:Wikipedia.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.