KOMMENTAR – “Jeg ser faktisk kun fordele i, at man får mennesker med en business tilgang ind i den sociale sektor, som i alt for mange år har været præget af mangel på viden og resultater, hvilket har haft store konsekvenser for de mennesker, der har brug for at få den rette hjælp,” skriver Helle Øbo, er ikke er bange for innovativ nytænkning i måden samfundet angriber forebyggelse af sociale problemer på. Også selvom nogle ser erhvervslivets deltagelse som en undskyldning for at snige privatiseringer på socialområdet ind ad bagvejen.
51.800 børn og unge i Danmark er udsatte ifølge Danmarks Statistik. De er dermed i risikozonen for at koste samfundet 7,3 millioner kroner stykket på den lange bane. Hvis vi antager, at 50 procent af dem ikke kommer i uddannelse eller arbejde, betyder det en samfundsmæssig omkostning på 190 milliarder.
Og her er ikke medregnet de mange følgeomkostninger, der kan være med behandlinger, dyre indlæggelser og fysiske følgesygdomme, hvilket desværre ofte er en konsekvens af et liv i udenforskab.
Derfor er der brug for, at vi tør tænke nyt og gøre noget andet end det, vi plejer. Jeg ser med alvor på, at vi bliver ved med at tale om forebyggelse, men i realiteten afventer den sociale deroute, og vi gør først noget, når det er gået helt galt.
Fra omkostning til investering – hjælp til selvhjælp
Vi kan ikke være bekendt at spilde menneskelige ressourcer på den måde, og på et tidspunkt bliver det også så dyrt, at vi skal til at prioritere, hvad vi vil gøre.
Vi har brug for, at man tør tænke pro-aktivt og gå fra at se indsatser for mennesker, som en investering i stedet for en omkostning, som vi gør i dag.
Eksempelvis har jeg mødt alt for mange unge, som har ønsket at få hjælp, fordi de er væltet med stress og præstationsangst i deres uddannelsesforløb. I stedet for at møde dem med en tilgang om, at de er en ressource, som der kan tages afsæt i, mødes de af diverse forvaltninger, der ser dem som et problem, i stedet for at de har et problem.
Men med den rette indsats, på den rette tid, ville de kunne hjælpes hurtigt og effektivt.
Kongstanken i de nye finansieringsformer er, at man flytter risikoen ved en given investering i en social indsats væk fra den offentlige sektor, hvor den traditionelt har været, over til en privat investor, der til gengæld får udbetalt en dividende ved en succesfuldt udført indsats.
Med risiko for at få hele den sociale sektor på nakken, så er det desværre min erfaring, at der findes en systemfejl i det offentlige, som er præget af, at alle tænker i en lukket økonomi
Og helt ærligt, jeg ser faktisk kun fordele i, at man får mennesker med en business tilgang ind i den sociale sektor, som i alt for mange år har været præget af mangel på viden og resultater, hvilket har haft store konsekvenser for de mennesker, der har brug for at få den rette hjælp.
For det er helt sikkert, at investorerne ikke vil investere i selv den intentionelt fineste løsning, hvis de ikke er overbevist om, at den virker, så de får deres penge igen. For at det kan ske skal man påvise, at der er en effekt af indsatsen til gavn for det enkelte menneske og hermed også for samfundets sammenhængskraft og økonomiske bundlinje.
Tænk nyt: Luk det offentlige system op
Med risiko for at få hele den sociale sektor på nakken, så er det desværre min erfaring, at der findes en systemfejl i det offentlige, som er præget af, at alle tænker i en lukket økonomi.
Det betyder, at en kommune ikke nødvendigvis mener, at det giver mening at investere i en indsats, som på sigt sparer regionerne penge og omvendt.
Og det medfører manglende sammenhængskraft, når forebyggelse eller investeringer i mennesker på kanten ikke nødvendigvis foregår ud fra en betragtning om, at det vil spare hele samfundet for penge på langt sigt, men i stedet finder sted ud fra en suboptimering, hvor man ikke sætter mennesker i centrum, men blot fokuserer på de økonomiske gevinster i den enkelte organisation.
Vi skal en anden vej. Der er behov for, at vi tænker i business cases på tværs af de forskellige sektorer.
Lad mig give et eksempel: Hvis vi eksempelvis kan påvise, at det kan være en god investering at forebygge genindlæggelser for psykisk sårbare med en indsats i det kommunale regi, så er det stadig værdifuldt for samfundet som helhed, selvom den økonomiske gevinst kommer regionen, som betaler for indlæggelser, til gode.
Jeg ser desværre også en tendens til, at der i nogle kommuner findes en selvopholdelsesdrift, som i praksis betyder, at selvom en indsats kan løses bedre og med større effekt af en civilsamfundsaktør, så flytter man alligevel ikke automatisk pengene fra kommunen og tilslutter sig den indsats, der virker. Og det kan måske skyldes, at man fra statens side kompenserer kommunerne for at have problemer, men ikke belønner dem for at løse de samme problemer.
Det er ærgerligt og kontraproduktivt, for det koster at investere i mennesker og hvis vi kun tænker på at minimere, får man aldrig maksimeret noget som helst.
Sociale investeringer kan også bruges til at tænke mere langsigtet og ikke kun i fire årige valgperioder. Reelle investorer har tid nok, og det er klart, at hvis vi skal påvise, at en indsats eksempelvis forebygger tilbagefald hos en udøver, der har gået i behandling for at stoppe vold i familien, så kræver det flere år for at se, om det har den forventede effekt.
Risikovillig kapital til socialområdet, ja tak
En anden væsentlig faktor, som sociale investeringer kan medføre er, at den tilgang forudsætter skarpe og tydelige resultatindikatorer, der skal udløse de penge, som en kommune eksempelvis skal betale for en indsats. Dermed vil det også være muligt at flytte fokus over på en ny og bedre måde til gavn for dem, der er afhængige af at få den rigtige hjælp.
Alle der arbejder på socialområdet, bør begynde at indtænke effektmåling og bæredygtighed fra starten, så hele feltet opnår viden om, hvad der virker, hvorfor det virker og i hvor høj grad det virker. På den måde kan vi bygge vores sociale indsatser på akkumuleret viden i stedet for i dag, hvor vi oftest starter forfra hver gang, der skal udvikles en indsats for en målgruppe.
Et tredje afgørende perspektiv er, at der åbnes for muligheden af at tilføre risikovillig privat kapital til socialområdet. Velgørende fonde og filantropiske individer har i årevis stået for bevillinger til nye projekter og initiativer i den frivillige sektor, men muligheden for langt større og mere omfattende investeringer vil gøre det muligt for NGO’er og andre serviceleverandører at tænke mere langsigtet med de initiativer, der bliver startet, så de ikke ender uden forankring. Derved kan den sociale sektor potentielt målrettes mod langsigtede og bæredygtige koncepter fremfor sporadiske og kortsigtede løsninger.
De milliarder af kroner, der hvert år bruges på socialområdet, skal absolut bruges de steder, hvor der er mest brug for dem – og hvor vi får mest muligt ud af pengene.
Den tilgang skal imidlertid ikke bruges som en undskyldning for kun at bruge penge der, hvor man nemmest opnår effekt.
Tværtimod er det et argument for, at alle der arbejder på socialområdet, begynder at indtænke effektmåling og indsatsens bæredygtighed fra starten, så hele feltet opnår viden om, hvad der virker, hvorfor det virker og i hvor høj grad det virker. På den måde kan vi bygge vores sociale indsatser på akkumuleret viden i stedet for i dag, hvor vi oftest starter forfra hver gang, der skal udvikles en indsats for en målgruppe.
Tænk, hvis en offentlig aktør, der er interesseret i en given effekt for eksempel øget beskæftigelse hos en bestemt målgruppe, aktivt kan gå ind og vælge løsninger, der har dokumenteret effekt, og samtidig spare penge sammenlignet med, hvis de selv skulle udføre opgaven.
Fra reaktiv til proaktiv velfærdstænkning
Kommuner og andre offentlige aktører kan nøgternt og på et informeret grundlag opstille inklusionskriterier baseret på faktorer som effekt, bæredygtighed, økonomisk gevinst ved forebyggelse osv. Samtidig giver sociale investeringer mulighed for, at det initiativ, der bedst skaber forandring hos målgruppen, vinder det offentlige udbud, frem for at initiativet med den laveste timepris, gør.
Hvad har vi at miste? I dag gør vi det langt fra optimalt og mister alt for mange mennesker, som med den rette hjælp på det rette tidspunkt kunne blive en del af det fællesskab, vi kalder samfundet og på den måde også bidrage til den samlede bundlinje.
Grundlæggende hviler disse antagelser på tanken om, at vores velfærdssystem bliver nødt til at bevæge sig fra at være reaktivt til at være proaktivt. Som systemet er indrettet nu, reageres der først, når et menneske er kommet ind i en dårlig udvikling som f.eks. hjemløshed, misbrug eller kriminalitet. I stedet for at forebygge, at mennesker ryger ud over kanten og ender i udenforskab, reagerer vi først, når det er sket.
Det er mennesker, som med den rette indsats og den rette investering på det rette tidspunkt, kunne være blevet inkluderet i samfundets fællesskab og dermed gå fra et være et minus på den økonomiske bundlinje til at blive et plus for både fællesskabet og for den økonomiske bundlinje.
I stedet for kan vi vælge at invitere nogle nye aktører på banen, som eksempelvis private investorer. Og ja, de kan måske tjene noget på at investere i mennesker, men på den anden side kan det også være det, der gør, at vi for alvor får flyttet fokus fra det reaktive til det proaktive, og dermed på sigt får sparet samfundet for alvorligt mange penge, men allervigtigst, får hjulpet mennesker tilbage i samfundets fællesskab.
Jeg kunne godt se et fremtidsscenarie, hvor kommunerne løser 80 procent af de kerneydelser, de gør i dag. Det skal være for de målgrupper, som har brug for hjælp i en kort overgang, og så overlader kommunerne de resterende 20 procent, som ofte er de særligt specialiserede indsatser til andre aktører, som skal leve op til skarpe resultatindikatorer men som til gengæld kan bruge alt den nødvendige tid på de mennesker, der har så hårdt brug for hjælpen.
Vi har brug for modige og innovative mennesker i den sociale sektor og med sociale investeringer, kan vi komme et stykke af vejen.
Jeg kan også vende det om og sige, hvad har vi at miste? I dag gør vi det langt fra optimalt og mister alt for mange mennesker, som med den rette hjælp på det rette tidspunkt kunne blive en del af det fællesskab, vi kalder samfundet og på den måde også bidrage til den samlede bundlinje.
Topillustration: PublicDomainPictures.com
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her