Greenwich Village i New York City – et dragende tilflugtsted

af i Essays/LGTB+/USA

ESSAY – The Village summer ofte af aktivitet, men intensiteten netop nu er exceptionel. I hele juni er The Village centrum for WorldPride, som falder sammen med 50-årsdagen for Stonewall-opstanden, der står som en epokegørende begivenhed i den homoseksuelle historie. Birgitte “Bibs” Carlsen tegner et portræt af bydelen, hvor hun engang jævnligt mødtes med poeten Allen Ginsberg og var en del af “slænget” omkring ham.

NEW YORK – Der er for tiden daglige optog, fest og farver ved dette års WorldPride, som fejres i hele juni ikke blot i The Village, men i hele byen og staten New York. Der er arrangementer som “Pride on the Beach”, “Pride at the Falls” (Niagara Falls) og “Pride Island”, en flerdages danse- og musikfestival, hvor Grace Jones bl.a. optræder ved en åbningsceremoni med Cyndi Lauper og Chaka Khan som nogle af de medvirkende.

Farverige og festglade mennesker dominerer bybilledet og manifesterer en ret til at være sig selv og klæde sig, som man vil. Holde i hånd og kysse nogen af samme køn har langtfra været en ret tidligere, men er blevet det bl.a. på grund af de gennem snart 20 år tilbagevendende WorldPrides.

New York City har den største befolkning af LGBTIA-individer i USA. I 2005 anslået til at være på omkring erklærede 273.000, hvoraf omkring 50.000 er transseksuelle.

InterPride, en international organisation som arrangerer events til fordel for The LGBTIA (lesbian, gay, bisexual, transgender, queer or questioning, intersex, and asexual or allied) interesser, afholdt den første WorldPride i 2000 i Rom.

I 1970, året efter The Stonewall Riot, løb den første Gay Pride Parade af stablen i Greenwich Village, og den er blevet en årlig begivenhed, som i 2018 anslås at have haft to millioner deltagere

I lighed med de efterfølgende WorldPrides i Jerusalem og London havde arrangementet fødselsvanskeligheder. Det blev mødt med massiv politisk modstand og havde voldsomme økonomiske problemer, men arrangementet har vokset sig stærkt i årenes løb og er efterfølgende blevet afholdt succesfuldt i Madrid og Toronto. Og i år foregår WorldPride så i New York.

Det falder sammen med 50-året for den ikoniske opstand i 1969 ved The Stonewall Inn på Christopher Street i The Village. Det var en af de barer, der serverede for bøsser, lesbiske og transseksuelle, og hvor kunderne kunne opføre sig, som det passede dem uden at blive chikaneret.

Selvom der var mere tolerance i New York end i mange andre områder af USA i 60’erne og de forudgående årtier, var det ikke nemt at være homoseksuel, transvestit eller på anden måde seksuelt afvigende fra det, man i dag kalder cishet.

Det var tilladt at anholde personer, som var iført mindre end tre beklædningsgenstande, som var i overensstemmelse med deres (formodede) biologiske køn.

Selv efter 1966, da man ophævede loven om, at det var ulovligt at servere drikkevarer for LGBTQ-individer, var det illegalt for personer af samme køn at holde i hånd, kysse eller danse sammen. Så politiet lukkede rutinemæssigt barer og anholdte LGBTQ-kunder.

En opstand var i gang ved Stonewall Inn

Stonewall Inn var et af de meget få etablissementer, der bød drag queens velkommen. Baren opererede uden spiritusbevilling og var ejet af mafiaen. Det var ikke et udtryk for, at Genovese-syndikatet nærede sympati for denne del af befolkningen.

Mafiaen så det udelukkende som en mulighed for at profitere på et klientel, der havde få rekreative muligheder, velvidende at der var en substantiel del af kunderne, der var velstående, og som kunne afpresses under truslen om offentliggørelse af deres seksualitet.

Mafiaen bestak korrupte medlemmer af politistyrken, som så advarede dem før en raid. Men sent om natten 28. juni 1969 ankom politiet uanmeldt med en dommerkendelse og konfiskerede alkohol og anholdte 13 kunder og ansatte. Kvindelige politibetjente trak personer ind på toiletterne, så kønnet kunne blive verificeret.

Vrede og frustrerede over den vedvarende aggression og diskriminering og provokeret af den hårdhændede behandling af de anholdte, blev barens kunder hængende uden for baren i stedet for at gå hjem. På et tidspunkt slog en betjent en lesbisk kvinde i hovedet, mens han tvang hende ind i salatfadet.

Hun opfordrede de allerede agiterede tilskuere til handling, hvorefter de begyndte at smide alt fra mønter til brosten efter politiet.

Snart var en veritabel opstand i gang og politiet barrikaderede sig i baren sammen nogle af de arresterede, inklusiv en skribent fra bladet The Village Voice, mens de protesterende satte ild i bygningen.

Det lykkedes brandvæsen og politi at slukke branden og redde de indespærrede i The Stonewall, men episoden udløste demonstrationer de næste fem dage, der involverede flere tusinde mennesker.

Selvom Stonewall-episoden ikke ligefrem var katalysator for kampen for homoseksuelles rettigheder, står den som en epokegørende begivenhed i bevægelsens historie.

I 2016 erklærede præsident Barack Obama The Stonewall Inn, som stadig eksisterer, og det nærliggende område for nationalt bevaringsværdigt.

I 1970, året efter The Stonewall Riot, løb den første Gay Pride Parade af stablen i Greenwich Village, og den er blevet en årlig begivenhed, som i 2018 anslås at have haft to millioner deltagere.

The Village

Når newyorkere taler om The Village, mener de i reglen Greenwich Village, eller West Village. Et kvarter på den sydvestlige del af Manhattan, mere præcist syd for 14. Street, vest for Broadway. Kvarteret er kendt for at have været tilholds- og tilflugtssted for bohemer gennem generationer.

Et utal af billedkunstere, forfattere, musikere og dansere har boet og kreeret dér i årenes løb. Det berømte Hotel Albert har huset Robert Louis Stevenson, Mark Twain, Walt Whitman, Anaïs Nin, Salvador Dalí, Jackson Pollock, and Andy Warhol.

Allen Ginsberg var altid høflig, blid og generøs. Selvom han er mest kendt for sin poesi, var han gennem hele sit liv politisk aktivist. Han var passioneret forkæmper for ytringsfriheden

Andre lokale skikkelser var danser Isadora Duncan, forfatteren William Faulkner og skuespilforfatteren Eugene O’Neill. Politiske excentrikere fandt deres hjemsted her, som fx Marcel Duchamp, der med sine venner slap balloner løs fra The Washington Square Arch og erkærede “Den Selvstændige Republik Greenwich Village” for grundlagt i 1917.

The Village var også vært for USA’s første integrerede natklub, Cafe Society, som åbnede i 1938. Count Basie, Nat King Cole, Charlie Parker, Ella Fitzgerald, John Coltrane, Miles Davis og Billie Holiday var blandt de optrædende.

Senere opstod mange af de fortsat eksisterende jazz klubber som Bottom Line, The Village Vanguard og Blue Note.

The Village oplevede endnu en storhedstid i 1950’erne, da The Beat Generation opstod. Poeterne Allen Ginsberg, William Burroughs, Jack Kerouac, Gregory Corso, Herbert Huncke m.fl boede og arbejdede dér.

De var kendetegnende ved deres opgør mod tidens sociale normer og deres eksperimenteren med psykedeliske stoffer og seksuel frigjorthed. Washington Square Park var centrum for diskussioner, poesioplæsninger og folkemusik. Det var i The Village, Bob Dylan for alvor begyndte sin karriere.

Den første fødselsdag som sig selv

Og så er der premiere på en opera, ‘Stonewall’, opført af The New York City Opera. Operaen følger forskellige fiktive deltagere i opstanden, bl.a. en dominikansk skolelærer og en 18-årig hjemløs hustler.

Forleden ankom tre af sangerne til The Stonewall Inn for fotos som PR for operaen og lod sig interviewe af magasinet The New Yorker.

En af dem, Liz Bouk, mezzo-sopran, spiller en transseksuel kvinde, som frekventerer Stonewall Inn for at “fejre den første fødselsdag, hvor hun er sig selv”.

“Stonewall’ er den første forestilling opført af en opera i verdensformat featuring en transseksual rolle fremført af en transseksuel performer

Bouk er selv transseksuel mand og “Stonewall’ er den første forestilling opført af en opera i verdensformat featuring en transseksual rolle fremført af en transseksuel performer. Bouk kom ud som transmand for et år siden og er begyndt at tage mandlige roller.

“Jeg har det fint med kvindelige roller, sagde Bouk i interviewet med The New Yorker. “Jeg lod jo som om, jeg var kvinde i 30 år”. Bouk har fravalgt hormonterapi. “Hvis jeg tager testosteron, skal jo omskoles, og jeg ved ikke hvilken stemme, jeg ville få”.

Nu kunne det lyde, som om New York er et paradis for enhver afviger fra det konventionelle binære kønsbegreb, men her i samme uge som New Yorks politikommissær leverede en offentlig undskyldning for politiets optræden i forbindelse med Stonewall opstanden, og borgmester Bill de Blasio talte om at “bygge bro mellem politiet og LGBT-befolkningen”, døde en afro-latina transseksuel kvinde i en isolationscelle i fængslet på Rikers Island.

Hendes død udløste en demonstration, hvor de protesterende krævede Rikers Island fængslet lukket.

Stigende vold mod transeksuelle

På landsplan er volden mod transeksuelle stigende, og den er navnlig rettet mod afro-latina transkvinder. I Florida alene er tre transkvinder blevet myrdet i år. Tendensen bliver ofte camoufleret af den kendegerning, at politiet refererer til ofrene med deres fødselsbestemte køn, et fænomen kaldet “deadnaming”, hvorved de ikke nødvendigvis kommer til at figurere i statistikken eller blive efterforsket som “hate crimes”.

Det hjæper heller ikke, at præsident Donald Trumps administration formelt har erklæret, at den har til hensigt at annullere de sikkerhedsforanstaltninger, der forbød diskrimination mod transseksuelle og gøre det legalt for sundhedspersonale at nægte at foretage indgreb som kønsskifteoperationer, ligesom forsikringsselskaber ikke længere skal være forpligtet til at dække sådanne procedurer.

Det var dengang..

I 1992, det år jeg flyttede til New York, deltog jeg i The Gay Parade sammen med min newyorkerveninde Rose. Vi marcherede som moralsk opbakning for Roses veninde, som var blevet forladt af sin partner gennem 14 år.

På det tidspunkt var paraden meget mindre end i dag, og man kunne bevæge sig ret frit under marchen ned af Fifth Avenue fra 60. gade til The Village. Paraden blev ført an af Dykes on Bikes, en lesbisk motorcykelgruppe i læder og kasketter.

Det var første gang, jeg var vidne til den bemærkelsesværdige fantasi og kreativitet newyorkerne investerer i manifestationen af deres identitet og lidenskab

Andre subdivisioner var Latino Gay Firefighters, en støttegruppe bestående af bedstemødre samt grupper, der lavede kampagne for AIDS-forskning. Greenwich Village ikonen Rollerina, en transkvinde, oprindeligt fra Kentucky, som var kendt i gadebilledet for sin usædvanlige og excentriske fremtoning i flagrende kjoler, rhinstenssolbriller og på rulleskøjter, forcerede skøjtende paraden frem og tilbage i hele dens udstrækning.

Det var første gang, jeg var vidne til den bemærkelsesværdige fantasi og kreativitet newyorkerne investerer i manifestationen af deres identitet og lidenskab.

Sidste år deltog jeg igen, denne gang med gruppen etableret af min arbejdsplads. Der var nu så mange deltagere, at vi skulle registreres, og vi blev dirigeret rundt på ruten og tilbragte meget af tiden med at vente på at kunne bevæge os. Ruten er blevet omlagt og begrænser sig til området omkring The Village.

Der var efter sigende omkring to millioner deltagere og tilskuere.

Mit møde med The Village

Jeg var i 1992 i den utroligt heldige situation at have min personlige kulturambassadør fra det øjeblik, jeg flyttede til New York. Føromtalte Rose, indfødt newyorker, som jeg kendte fra de år, hun boede i Aarhus, smed mig hovedkuls ind i den berømte Village-centrerede poetiske subkultur omkring St. Marks Church.

Rose var på det tidspunk gift med en britisk digter, Simon Pettet, og de boede i en opgang på 12. gade i The East Village med digteren Allen Ginsberg, som Rose havde kendt i 30 år.

Jeg havde mødt Ginsberg og hans partner/digterkollega/protegé, Peter Orlovsky, da de, med Roses mellemkomst, turnerede i Danmark i 1983 og boede hos nogle af mine venner. (Filminstruktøren og forfatteren Lars Movin har i øvrigt netop færdiggjort en bog om Ginsbergs Danmarksturne, som udkommer til november).

Takket være Rose følte jeg mig hjemme i New York fra jeg landede – og har derudover signerede samlerobjekter fra nu afdøde kulturguruer

Nu mødte jeg ham så igen, Ginsberg, temmelig ofte faktisk og undertiden i hans lejlighed omgivet af diverse andre poeter og det kontinuerlige følge af fans og “house boys”.

( Ginsberg kunne sjældent huske, hvor han kendte mig fra, et faktum Rose tilskrev den kendsgerning, at jeg hverken var mand eller digter, de to egenskaber, der angiveligt gjorde en person huskværdig i hans øjne. Hvilket cementerede min – og formentlig mange andres – teori om, at en persons hukommelse er associeret vedkommendes seksualitet… til sammenligning i sammenhængen var Gregory Corso meget kropsnær anden gang, jeg mødte ham og hvislede :”Hvor har jeg mødt dig før?).

Ginsberg var altid høflig, blid og generøs. Selvom han er mest kendt for sin poesi, var han gennem hele sit liv politisk aktivist. Han var passioneret forkæmper for ytringsfriheden.

Ofte, når jeg kom hjem fra arbejde, lå der en besked fra Rose, som i sin beskaffenhed af undergrundsagent annoncerede:

“William Burroughs læser op i St. Marks Church i aften. Jeg får ham lige til at autografere hans sidste digtsamling til dig, hvis du er sent på den”. “Marianne Faithful har en uannonceret koncert på Sine kl. 8. Be there”. “Quentin Crisp” læser op af ‘The Naked Civil Servant’ på Barnes and Noble”. “Patti  Smith spiller med Philip Glass i St. Marks Church”. Og så videre..

Takket være Rose følte jeg mig hjemme i New York, fra jeg landede – og har derudover signerede samlerobjekter fra nu afdøde kulturguruer. Rose ringede til mig fra Allen Ginsbergs dødsleje, hvor hun vågede med Patti Smith, Peter Orlovski, Gregory Corso og andre, der var ham nær.

Hun, Rose, skrev en formidabel, bevægende historie om Ginsbergs sidste timer. Jeg ved ikke, om den nogen sinde er blevet udgivet. Det burde den. Rose, som desværre døde for fire år siden, var en gudsbenådet fortæller.

Vi var mange, der tryglede hende om at skrive sine memoirer. Hun var indbegrebet af “an open mind“, og en inkarneret hippie. Hun var animatoren, alkymisten og musikantropologen Harry Smith’ spirituelle hustru og havde hans aske i en velourbeklædt urne i sit køkken.

Hun navigerede lige friktionsløst og nonchalant i Upper East Sides rigmandslejligheder og blandt hjemløse på The Bowery. Hun havde delt lejlighed med komikeren Lenny Bruce og var sammen med veninden Barbara Rubin årsagen til, at Andy Warhol blev introduceret til Velvet Underground. Hun satte sig ind i et tog i England og faldt i snak med Paul McCartney. Hun var muse for generationer af kunstnere, men skuttede sig i deres skygge, og desavouerede sit eget talent.

Hun var dertil mor til vidunderbarnet Harley Flanagan, der som 13-årig var den yngste musiker på New Yorks punkscene og trommeslager i hans moster Denise Mercedes band The Stimulators, før han dannede sit eget hard core band, The Cro-Mags.

Exiljyde i en metroseksuel storby

Nu var det jo ikke hver dag, jeg havde Rose med som støttepædagog og fandt undertiden mig selv i situationer, hvor hverken dømmekraft eller erfaring slog til. Som da jeg gik ind i en forretning i The Village for at købe en bustier – dét, en person i min omgangskreds plejede at kalde en torpedo-BH med overbidbare spaghettistropper – og undrede mig over, jeg ikke kunne finde en, der passede, indtil det gik op for mig, de var lavet til transkvinder, der ofte har bredere ryg.

Eller dengang jeg stødte ind i en meget butch pige på et dametoilet og troede, hun var en mand og forsøgte at dirigere hende over på herretoilettet og modtog en meget hånlig anmodning om at tune ind på virkeligheden.

Efterhånden udvikler man den fornødne sensitivitet, “gaydar”, og bliver den, der påpeger, når en mandlig bekendt flirter med servitricen, at hun har en five o’clock shadow og lidt store fødder.

Men selv inden for etablissementet kan der gå ged i demografien. Da popgruppen The Village People udgav singlen “In The Navy”, foreslog en eller anden militærperson, at sangen skulle bruges i rekrutteringsøjemed. Men nogen fik ham på andre tanker.

Stonewall Inn er stadig in

Tilbage i The Village vælter faste kunder og turister ind og ud af The Stonewal Inn, og regnbueflag blafrer i den nærliggende park. Arrangementer fra gadeplan til stadium løber af stabelen, mens området varmer op til kulminationen af WorldPride, paraden 30. juni, hvor vejen selvsagt lægges forbi The Stonewall Inn.

Det anslås at 4,5 millioner deltagere og tilskuere vil være til stede

I 2021 skal WorldPride ifølge planen foregå samtidig i to byer, København og Malmø.


Alle fotos: Bibs Carlsen

Birgitte (Bibs) Carlsen, født 1959. Uddannet sygeplejerske i 1986 på Århus Kommunehospital. Bosat i New York siden 1992, hvor hun arbejder som operationssygeplejerske på et cancerhospital. Har deltaget som frivillig i 15 internationale kirurgiske missioner i Central- og Sydamerika, Asien og Afrika med varierende fokus og formål, fra korrektion af læbe-ganespalter, brandsår og obstetrisk fisteldannelse til undervisning, rygdeformiteter og nødhjælp efter jordskælv (bl.a. Haiti). Hendes rejser har givet hende mulighed for at komme i berøring med både hårde og bløde emner, nok mest hårde, hvor hun kunne bidrage med lidt opblødning. Og så holder hun af mennesker, samfund, liv og kultur uanset hvor – også i hendes New York.
Hvis du læser med og gerne vil donere et beløb som tak for skriverierne fra Bibs kan du overføre til hendes konto i Jyske Bank: 7170 0002195315