LITTERATTUR // ESSAY – Evelyn Waughs litterære hovedværk, romanen Brideshead Revisited, kan i år fejre 80-års jubilæum. Historien om den danske oversættelse af denne britiske nyklassiker er interessant, og jeg har sågar selv haft en lille finger med i spillet, og rejser spørgsmålet om, hvilken udgave af romanen der reelt ligger til grund for den berømmede tv-serie, Gensyn med Brideshead ?
Mon ikke de fleste danskere første gang stiftede bekendtskab med romanen i forbindelse med den tv-serie, der i DR-monopoltiden rullede over skærmen i foråret 1982? Og som man netop nu kan gense på dr.dk.
En serie, som – ud over de flotte billeder af mellemkrigstidens England – huskes for Jeremy Irons’ fortællerstemme på perfekt britisk engelsk, idet Irons spillede romanens jeg-fortæller, Charles Ryder – middelklassedrengen med de aristokratiske aspirationer – der fortæller historien i tilbageblik.
Det er netop denne fortællerstemme, der er kernen i historien om den danske oversættelse – og om manuskriptet til tv-serien Gensyn med Brideshead.
Som Jakob Illeborg skrev i Information i forbindelse med 75-året for udgivelsen: ”Tv-serien Gensyn med Bridesheads største force er brugen af Evelyn Waughs uendeligt smukke, morsomme og tung-sentimentale tekst, der undervejs læses ordret op i lange passager af Jeremy Irons.”
Huset Bridesheads fald
Romanen Gensyn med Brideshead var Waughs elegiske hyldest til en svunden tid og dens engelske aristokrati, der syntes dømt til undergang, symboliseret af godset Brideshead, der som et Camelot-slot stod for fald i moderne tid.
Titlens ”gensyn” spiller således på åbningskapitlet i romanens rammefortælling, da Charles Ryder som kaptajn i militæret under 2. Verdenskrig genser Brideshead, hvor han i mellemkrigstiden var ven af huset og havde en tæt relation til familiens to søskende, Sebastian og Julia. I 1943 er Brideshead imidlertid blevet omdannet til brigadehovedkvarter, hvorfor han ikke genser sin ungdoms aristokratiske venner – og elskere – men er sammen med en ny tids lidt platte type, løjtnant Hooper, der i Charles’ øjne repræsenterer Englands ungdom.
TV-dramatiseringen Gensyn med Brideshead var som en svanesang over gamle tider og dyder perfekt timet med firsernes nykonservative bølge. Selv var jeg ikke ungkonservativ i firserne, men kunne godt se mig selv som en Charles eller Sebastian, når jeg flanerede gennem den smukke Aarhus Universitetspark, der med lidt fantasi kunne illudere Oxford University i mellemkrigstiden.
Ak ja: Et in Arcadia ego, som overskriften på romanens første del – og seriens første afsnit – lyder.
Swann, Hr. Schwann – og Charles Ryder
Tillad mig en ekskurs: Den engelske serie blev produceret omtrent samtidig med DRs Matador, og de evidente forskelle til trods er der klare tematiske ligheder.
Begge serier handler basalt om de moderne tider, der i mellemkrigstiden udfordrer den gamle verden: Hr. Schwanns verden – den Hr. Schwann, Arthur Jensens glansrolle, som Lise Nørgaard givetvis med et glimt i øjet opkaldte efter figuren i Prousts store episke værk om netop den tabte tid: en ’swan song’ over Swanns verden, om jeg så må sige.
Den Swann, som i filmatiseringen af Swanns verden – første bind af Prousts syvbindsværk – blev spillet af … Jeremy Irons.
Vibeke Malthe-Bruuns oversættelse
I forbindelse med tv-serien blev Brideshead-romanen i 1982 genudsendt på dansk i Vibeke Malthe-Bruuns danske oversættelse fra den første danske udgave på Thaning & Appel (1946). Hvis navnet på oversætteren lyder bekendt, er det ikke tilfældigt: Vibeke Malthe-Bruun var mor til modstandslegenden Kim Malthe-Bruun, som blot 21 år gammel blev henrettet kort inden Befrielsen.
Hvis navnet på oversætteren lyder bekendt, er det ikke tilfældigt: Vibeke Malthe-Bruun var mor til modstandslegenden Kim Malthe-Bruun
Vibeke Malthe-Bruun oversatte romanen lige efter krigen, dvs. omtrent samtidig med sin udgivelse af sønnens efterladte dagbog og breve, og måske har det ligefrem været et sorgarbejde for hende at oversætte en roman, der fremmaner den tabte tid før krigen og før sønnens meningsløse død.
I anledning af 60-året for denne danske oversættelse fik jeg i 2006 på L&R den idé at genudgive romanen, som længe havde været out of print.
Vi clearede rettighederne og foretog de nødvendige justeringer af Malthe-Bruuns gamle oversættelse, men på et tidspunkt i processen opdagede jeg noget interessant: Vi var således i færd med at udgive en version af romanen, der var mere autentisk end den kurante engelske udgave, i hvert fald den udgave, som Penguin havde udsendt som tv ’tie-in’ tilbage i firserne.
Den ægte Brideshead Revisited
I den udgave fra 1959, som lå til grund for Penguins nyudgivelse med filmomslag i 1981, havde Waugh således selv foretaget en signifikant revision af romanen. I forordet forklarer forfatteren dette med, at svanesangen over aristokratiets storhed og fald havde vist sig at være præmatur: ”panegyric preached over an empty coffin.”
Det engelske aristokrati overlevede således i efterkrigstiden i fin stil, og moderne typer som Hooper var alligevel ikke i hastig fremmarch – skrev Waugh altså i forordet fra 1959, hvorfor han havde valgt at revidere romanen ved at fjerne flere passager – ”substantial cuts” – med rigt ornamenterede beskrivelser af den tabte tid.
Ingen i hverken Danmark eller UK havde imidlertid tænkt på, at den gamle danske oversættelse ikke var i overensstemmelse med den af Waugh reviderede udgave.
Vi var derfor reelt i gang med på næsten filologisk vis at tilvejebringe en pålidelig udgave af den originale tekst. Og det var efter min bedste overbevisning et held – og en gevinst for læseren.
En dag af en så overdådig pragt, som vort klima kun skænker os én eller to gange om året, hvor blomster og blade og fugle og solbeskinnede sten og skygger alle syntes at prise Guds herlighed
Ifølge min læsning ligger en del af romanens charme netop i de opulente beskrivelser, som Waugh – der indtil da ellers havde været mest kendt for sin skarpe pen i satiriske romaner som En håndfuld støv og Sort uheld – senere fjernede eller modererede: Han havde med egne ord ”modified the grosser passages”, som han i retrospekt måtte tage afstand fra.
Waughs stilistiske styrke lå imidlertid ikke i den hemingwayske iceberg-teknik, men i de udpenslede deskriptive afsnit. Det, han selv i forordet fra 1959 betegner som ”rhetorical and ornamental language.”
Blot et lille eksempel fra bogens start:
Da Charles Ryder tænker tilbage på den første gang, han besøgte Brideshead sammen med Sebastian, mindes han det i udgaven fra 1959 som ”a day of peculiar splendour.” Punktum.
I Vibeke Malthe-Bruuns danske oversættelse, der altså følger den originale tekst fra 1945, hedder det derimod, at det var ”en dag af en så overdådig pragt, som vort klima kun skænker os én eller to gange om året, hvor blomster og blade og fugle og solbeskinnede sten og skygger alle syntes at prise Guds herlighed.”
Altså en meget mere elaboreret beskrivelse, hvor man i øvrigt også lige aner den katolicisme, der spiller en central rolle i romanens kritik af moderniteten.
Eksemplerne på sådanne mere udfoldede beskrivelser i originaludgaven er legio.
Havde Waugh oplevet vor tids discountkultur – med flere Hooper-typer end nogensinde! – ville han måske være vendt tilbage til originalen med dens udpenslede længsel efter ’dengang det var før’.
Hvis en læser skulle have lyst til at opleve et gensyn med romanen bag serien, kan jeg derfor anbefale at opsøge den danske udgave på L&R (2006).
En udfordring til Brideshead-elskere
Takket være DRs Brideshead-reprise har jeg haft mulighed for at opsøge et metanostalgisk gensyn med Gensyn med Brideshead som tv-serie, og undervejs har jeg spekuleret over, om ikke Jeremy Irons’ jeremiader (pun intended) i passager citerer fra den originale version af romanen, altså før forfatterens revision af teksten.
Det kunne være interessant at afdække, hvilken udgave af romanen manuskriptforfatter John Mortimer lagde til grund for sin ”adaption” og bearbejdning af romanen til tv-serie.
Det vil sige: I 2005 blev det i en biografi afsløret, at Mortimer, der er krediteret for at have skrevet serien, i virkeligheden ikke skrev den!
Jævnfør Chris Grays artikel The man who didn’t write TV’s Brideshead i Oxford Mail, 21. november 2007, så blev Mortimers manuskript til seriens første seks afsnit således i to omgange kasseret.
Hvilken udgave af romanen? Udfordringen er hermed givet videre, hvis nogen har lyst til at foretage denne lille komparative undersøgelse!
I stedet skrev seriens instruktør, Michael Lindsay-Hogg – der 10 år tidligere med dokumentarfilmen Let It Be havde leveret en anden svanesang: over Beatles-epoken og 60’ernes Swinging London – og produceren Derek Granger selv direkte af fra Waughs roman, der, som Illeborg påpegede, i hele sekvenser citeres in verbatim. ”It was Evelyn Waugh’s script really,” som Mortimer senere skal have udtalt.
Men hvilken udgave af romanen? Udfordringen er hermed givet videre, hvis nogen har lyst til at foretage denne lille komparative undersøgelse! Læs og se selv. Serien ligger som bekendt p.t. frit tilgængelig på DR.
Har man allerede læst romanen og/eller set serien og længes efter endnu et gensyn med Charles Ryder, eksisterer muligheden.
I 1982 – året, hvor serien Gensyn med Brideshead som nævnt rullede over danske skærme – udkom således posthumt en af Waugh efterladt novelleskitse, der fungerer som en slags prequel til romanen: Charles Ryder’s School Days – en lille coming-of-age-fortælling, hvor man, som titlen antyder, oplever Charles Ryder som skoledreng i tiden lige efter 1. Verdenskrig. Det vil sige før mødet med Sebastian og hans aristokratiske verden – og før den verden med moderniteten gik af lave …
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og