DEN RUSSISK-UKRAINSKE KRIG // KOMMENTAR – Der ligger ikke et behov for indblanding i Ruslands indre anliggender, endsige et ønske om at demokratisere Rusland, skriver Jakob Erle, bag de vestlige magters støtte til Ukraine. Tværtimod er løsningen på den russisk-ukrainske krig, at alle parter respekterer netop princippet om indre anliggender og de internationalt anerkendte grænser. En langsigtet fred opnås imidlertid kun gennem intensivt samarbejde, der kan sikre Rusland reelle muligheder for en økonomisk-teknologisk transformation til at blive et moderne fossilfrit samfund.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Den 24. december sænker julefreden sig over de danske familier. De er i gang med anden, de brunede kartofler og rødkålen. Mange vil sende en tanke til krigen i Ukraine, som eskalerede præcis 10 måneder tidligere, den 24. februar 2022. Og til de ukrainske familier, som må leve med usikkerheden – og måske uden varme, lys og vand i den hårde vinterkulde.
Krigens økonomiske konsekvenser med høje energipriser og inflation i resten af Europa og verden presser sig på i vores bevidsthed. Hvor fører det hen, og hvad kan Putins Rusland, som en af verdens to store atomvåbenmagter finde på? Trusler skorter det ikke på. Kunne der ikke indgås et kompromis, så al denne ulykke kan standses?
Mens julefreden sænker sig, må vi desværre indstille os på konflikt og udfordringer i lang tid
Hvad er det, Putins Rusland ønsker så brændende, at det ofrer titusinder af sine unge mænds liv på slagmarken? Hvad er det, der er så vigtigt for os i Danmark, EU og Vesten, at vi støtter Ukraine, trods de store omkostninger, det har for os selv?
Krigens udvikling fra 24. februar
Lad os begynde med at tænke tilbage på, hvad der er sket siden 24. februar, hvor forsøget på at erobre Ukraines hovedstad Kyiv begynder, ledsaget af erklæringer fra russisk side om nødvendigheden af at fjerne den nazistiske og korrupte ledelse af Ukraine. En nation, som Putin siger ikke har krav på at være et selvstændigt land uafhængigt af Rusland.
Erobringen af Kyiv slår fejl takket være det ukrainske militærs kampevne, som bl.a. hænger sammen med træning og udstyr, som det har modtaget efter invasionen af Krim i 2014. I den nye situation re-fokuserer Rusland så sit angreb til landoffensiv til fire regioner i det østlige og sydlige Ukraine; Luhansk, Donetsk, Zaporizhzhia og Kherson. Det har Rusland umiddelbart større succes med. Den følges op med en beslutning den 30. september i Ruslands parlament Dumaen om at annektere de fire regioner i Ukraine, som en fuldgyldig del af Rusland. Tidligere har Rusland erklæret Krim-regionen annekteret i 2014.
I efteråret har Ukraines militær generobret dele af de fire nyligt annekterede regioner. Lige nu ser det ud til, at det ukrainske militær klarer sig bedre på slagmarkerne end det russiske militær. En vigtig forudsætning for dette har været det ukrainske militærs organisation og vilje. Men uden løbende leverancer af våben og ammunition fra USA, Storbritannien og EU-medlemmer var det ikke gået. Økonomisk og materiel bistand, især fra EU samt fra USA, har også været af stor betydning.
Der er behov for, at Ukraines støtter leverer luftforsvarssystemer, som kan hindre eller hæmme forsøget på at knuse det ukrainske civilsamfund
Ruslands militære svar på den ugunstige situation på slagmarken har været angreb med missiler og droner på den civile infrastruktur. Hensigten er at afbryde forsyningerne af vand og elektricitet til civilbefolkningen i Ukraine. En strategi, som bygger på Ruslands erfaringer i Tjetjenien og Syrien, hvor fx terrorbombningerne af Grosnyj og Aleppo har forvandlet disse byer til rygende ruinhobe og fået de overlevende til at flygte. Det er en barbarisk metode, som overtræder krigens love.
Der er derfor behov for, at Ukraines støtter leverer luftforsvarssystemer, som kan hindre eller hæmme forsøget på at knuse det ukrainske civilsamfund. Der er behov for at forsyne Ukraine med økonomiske midler samt alternative varme- og elektricitetskilder, så de civile ukrainere kan klare sig gennem den hårde vinter. Uden denne støtte til Ukraine er der overhængende fare for, at Ruslands aggression vil lykkes. Med en efterfølgende diplomatisk proces, som gør et ødelagt og formindsket Ukraine til et russisk lydland, som Belarus er det i dag.
Hvorfor fortsætter Rusland krigen
Det er tydeligt, at krigen ikke er gået, som Putins Rusland havde forestillet sig. Den hurtige erobring af Ukraine slog fejl. Den efterfølgende landkrig i det sydlige og østlige Ukraine er også mislykkedes. Nu er der på den ene side en opslidende krig om hver meter land og terrorbombardementer af byer og infrastruktur overalt i Ukraine.
Omkostningerne er enorme på begge sider, og det er uforudsigeligt, hvor det kan ende. Så hvorfor fortsætter krigen, hvad er det for interesser, som gjorde, at krigen blev indledt – og som gør, at den fortsætter med stadig større styrke?
Hvorfor fortsætter krigen, hvad er det for interesser, som gjorde, at krigen blev indledt – og som gør, at den fortsætter med stadig større styrke?
Det mest nærliggende er her at se på Ruslands økonomi og magtstruktur. Ca. 60 % af Ruslands eksport er olie og naturgas, derefter kommer eksport af mineraler, hvede og våben. En meget stor del af landets indkomster kommer fra råmaterialer, som er forholdsvis uafhængige af menneskers arbejdsindsats. Det muliggør en styreform, hvor KGB’s efterfølgere har været i stand til at bruge de enorme frie ressourcer til at fastholde egne magtpositioner uden at være nødt til at udvikle samfundets produktivkræfter for alvor.
Det involverer systematisk kontrol med oppositionsbevægelser og massemedier med midler som lukninger, skueprocesser og mord. Og i forhold til andre lande støtte til autoritære og korrupte kræfter, som fx i Belarus og Syrien, men også støtte til politikere som Trump, Bolsonaro, Marine le Pen – og til Brexiteers i Storbritannien.
Som verdens største eksportør af naturgas og næststørste eksportør af råolie arbejder Rusland hårdt på at sinke og hæmme indsatsen for at sænke forbruget af fossile brændstoffer i verden. Styret er grundlæggende autoritært, baseret på en rentierøkonomi.
Den demokratiske trussel
Eksempler på selvstændig demokratisk og lidt mere egalitær udvikling baseret på udvikling af produktion i nabolandene anses tydeligvis for at være en væsentlig trussel af Putins Rusland. Det har man kunnet se i den løbende indblanding i Ukraine og bl.a. med indblandingen i Belarus. Det er baggrunden for, at de baltiske republikker, Polen, Slovakiet, Tjekkiet, Ungarn, Bulgarien og Rumænien har set Nato som en nødvendig beskyttelse af deres mulighed for at bestemme over deres egen udvikling.
Det er baggrunden for, at Sverige og Finland nu også søger om optagelse i Nato. Det er baggrunden for, at især de baltiske republikker og Polen støtter Ukraine mere end alle andre, hvis man tager støtten i forhold til deres BNP. Her er Estland og Letland i spidsen med en støtte på ca. 1 % af deres BNP. Det er et billede på, hvilke lande der føler sig mest truet.
Hvis man ser på det globale niveau, så er EU-institutionerne og EU’s medlemslande den største donor med en samlet støtte på 51,8 milliarder US$, og USA er næststørst med 47,8 milliarder US$.
Hvis vi alene ser på den militære del af støtten, så er USA helt dominerende med 22,9 milliarder US$ og med Storbritannien på andenpladsen med 4,1 milliarder US$ – og EU-institutionerne og Polen på de næste pladser.
En spændt situation
Lad os forestille os, at Ukraine taber krigen, og at der kommer en forhandlet løsning med afgivelse af territorium og et Ukraine, som er afhængigt af Rusland. Eller at der kommer en våbenhvile som den, der har været siden Minsk-aftalerne blev indgået i 2014 til det nye angreb på Ukraine 24. februar 2022. Spændingerne vil fortsat eksistere på et meget højt niveau.
Uanset krigens forløb vil vi stå over for en voldsomt spændt situation efter en våbenhvile eller en eventuel “fred”, hvor dele af Ruslands krav imødekommes
Den ukrainske befolkning vil være undertrykt, og nabolandene – de baltiske republikker, Polen, Finland, Tjekkiet, Slovakiet – vil føle et stærkt behov for sikkerhed. Det gælder såvel det militære som de forskellige muligheder for hybrid krigsførelse både økonomisk og politisk.
Først og fremmest vil der være et grundlæggende behov i Europa for ikke at forbruge de fossile brændstoffer, som udgør det væsentligste grundlag for Ruslands økonomi. Det gælder sikkerhedspolitikken.
Så uanset krigens forløb vil vi stå over for en voldsomt spændt situation efter en våbenhvile eller en eventuel “fred”, hvor dele af Ruslands krav imødekommes.
Princippet om indre anliggender
Så hvad er der brug for? Det handler ikke om et behov for indblanding i Ruslands indre anliggender, endsige om et ønske om at demokratisere Rusland. Det må være en sag for Ruslands befolkning. Det som er på spil, er den sikkerhedsorden, der blev fastslået i den Westphalske fred i 1648 efter 30-årskrigen, som udslettede ⅓ af Europas befolkning.
Ved den Westphalske fred blev princippet om, at stater ikke blander sig i hinandens indre anliggender slået fast. Hjælpen til Ukraine handler om at hjælpe imod det russiske forsøg på at knuse Ukraine. Her er det på sin plads at minde om, at Kina ikke har anerkendt de russiske annekteringer, heller ikke annekteringen af Krim i 2014. Mange ser Rusland og Kina som allierede. Men her er det vigtigt at erindre, at der ligger muligheder i et samarbejde med Kina om at fastholde de grundlæggende principper for nationernes interaktion.
Deraf følger også, at alle må anerkende Ruslands grænser og Ruslands ret til selvbestemmelse og internationalt anerkendte grænser. Det kræver en lang række institutionelle skridt, måske med OSCE i centrum. Umiddelbart er der flere store udfordringer for den europæiske sikkerhedsorden. I forhold til Rusland er der to temaer, der er meget påtrængende:
1) Rusland er den ene af verdens to store atommagter med kapacitet til at udslette resten af Europa.
2) Rusland er grundlæggende afhængig af indkomster fra sine fossile brændsler. Fossile brændsler er en af de afgørende faktorer bag klimaforandringerne.
En lang konflikt
I forhold til det første tema er det stærkt påkrævet, at den Europæiske Union udvikler sin egen selvstændige militære kapacitet, så EU’s grundlæggende afhængighed af USA mindskes. USA har ikke altid de samme prioriteter og interesser som EU. USA har som den anden store atommagt været en sikkerhed for Europa, og vil fortsætte med at være det i lang tid fremover, men det skaber samtidig en uholdbar afhængighed, som gradvis bør svækkes. Forudsætningen for det er, at Europa kan forsvare sig selv uafhængigt af USA.
Et langvarigt intensivt samarbejde skal sikre Rusland reelle muligheder for en økonomisk-teknologisk transformation til at blive et moderne fossilfrit samfund.
I forhold til det andet tema må og skal EU frigøre sig fra afhængigheden af fossile brændsler. Grundlaget for denne proces er så småt ved at gå i gang. Det kommer til at ske som en integreret del af den globale proces mod en fossilfri verden. Men for Rusland er det umiddelbart en eksistentiel økonomisk-materiel trussel, som er voldsom og langt større end de potentielle militære trusler, man taler om.
Her vil det være afgørende med invitationer til et langvarigt intensivt samarbejde, som sikrer Rusland reelle muligheder for en økonomisk-teknologisk transformation til at blive et moderne fossilfrit samfund.
Her mens julefreden sænker sig, må vi desværre indstille os på konflikt og udfordringer i lang tid.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
