
FORSVARSPOLITIK // KOMMENTAR – Når Danmark bruger hundredvis af milliarder på oprustning, bør pengene også skabe aktivitet og arbejdspladser herhjemme, mener Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal. At sende ordrerne ud af landet er ikke bare dårlig økonomi. Det svækker den folkelige opbakning, som et stærkt forsvar afhænger af.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Køb, køb, køb.” Det er mantraet i forsvarspolitikken anno 2025. Det er både vigtigt og rigtigt, at Danmark får købt ind til at genopbygge vores kampkraft.
Jeg kan imidlertid også godt lide idéen om, at vi må se oprustning som et lidt bredere begreb end bare ”køb, køb, køb” af militært isenkram til slagmarken. Den militære oprustning er i sig selv stærkt nødvendig i en tid, hvor Danmark og Europa er under geopolitisk pres fra både øst og vest. Netop derfor er det også afgørende, at opbakningen til den militære oprustning er langtidsholdbar. Vil man styrke forsvarspolitikken, må man også fremtidssikre og forankre den folkeligt.
Politikerne gambler med den langsigtede opbakning til det danske forsvar. De enorme beløb til oprustning kan i forvejen gøre mange mennesker rundtossede
En oplagt vej er at binde forsvarspolitikken bedre sammen med aktivitet, udvikling og sammenhængskraft i hele Danmark. Det er der faktisk gode muligheder for, og denne måneds kommunalvalg gør ikke dagsordenen mindre aktuel. Den falder sammen med de aktuelle forhandlinger om indkøb af danske fregatter til Forsvaret. Efter min bedste opfattelse bør danske politikere vælge at bygge forsvarsskibene her i Danmark i stedet for at sende skattemilliarderne til udlandet.
Skibsbygning som national styrkeposition
Vi danskere bor i et land med en kystlinje på svimlende 8.750 kilometer. Få andre EU-lande har en længere kystlinje end os, og intet sted i Danmark er der mere end godt 50 kilometer til vandet. I årtusinder har danskerne befolket kysterne og besejlet de danske farvande. Sidenhen er søfart og skibsbygning i nyere Danmarkshistorie blevet til styrkepositioner, som har sat lille Danmark på verdenskortet med velrenommerede virksomheder i Det Blå Danmark, danske rederier, dygtige skibsbyggere og stærke faglærte. Det kan vi være stolte af.
Det er samtidig én af de styrkepositioner, de fleste danskere rent fysisk kan se med egne øjne. Mange kommuner har en lokal havn, og mange danskere sejler til de danske øer med danske færger. Mange ser også de ubegribeligt store handelsskibe, som sejler op gennem danske fjorde og bælter.
Det kan være, at Danmarks forsvarspolitiske enegang har været fuldstændig genial. Men det kunne altså også være, at vi kunne lære lidt af alle vores naboer
Når Danmark lige nu opruster, bruger vi hundredvis af milliarder på militært isenkram fra udlandet. Skattemilliarderne bliver brugt på kampfly, kampvogne og jord-til-luft-missiler. Det kan vi ikke bygge i Danmark. Så her skal vi naturligvis lægge pengene hos udenlandske leverandører. Det er fornuftigt. Men når det gælder skibsbygning, så har vi faktisk en styrkeposition. Vi har værfter, der ligger smukt spredt ud over hele Produktionsdanmark. Og vi har i hobetal af danske smede, svejsere og skibsbyggere, der har været med til at bygge skibe gennem tiden.

Alligevel forlyder det på vandrørene, at politikerne ønsker at bygge de kommende fregatter til Forsvaret i udlandet. På trods af at danske virksomheder og værfter her i landet står klar med åbne arme til at tage imod nye forsvarsordrer.
Lær af vores nabolande
Prøv lige at vende kikkerten mod vores nabolande. Erhvervslivets Tænketank viste sidste år, at lande som Sverige, Norge, Tyskland og Holland alle sammen er bedre end Danmark til at lægge forsvarsordrer i deres hjemlige industri. Det kan vi godt lære af i Danmark. Før vi danskere kaster redningsbåden ud og hejser det hvide flag i forsvarsindustripolitikken, så bør vi stoppe op og tænke over, hvad vores nabolande mon havde gjort i en tilsvarende situation.
Hvis ikke Danmark meningsfyldt lader forsvarspolitikken gå hånd i hånd med sammenhængskraft i hele landet, så kan det komme med en høj pris på den lange bane
Når danske virksomheder på stribe melder sig klar til at bygge flere skibe, så er det et tegn på, at vi godt kan ranke ryggen i Danmark. Internationale anerkendte undersøgelser placerer år efter år Danmark i toppen over verdens mest konkurrencedygtige lande at drive virksomhed i. Er kritikerne virkelig så sikre på, at alt bliver bedre, hvis bare vi fortsat sender ordrer og skattemilliarder til udlandet i stedet for strategisk at understøtte danske styrkepositioner?
Det vil i hvert fald i europæisk sammenhæng være en påfaldende enegang, hvis vi insisterer på ikke at opbygge og vedligeholde styrkepositioner selv. Det kan være, at Danmarks forsvarspolitiske enegang har været fuldstændig genial. Men det kunne altså også være, at vi kunne lære lidt af alle vores naboer.
Hvis ikke Danmark meningsfyldt lader forsvarspolitikken gå hånd i hånd med sammenhængskraft i hele landet, så kan det komme med en høj pris på den lange bane.
Oprustning med folkelig forankring
Politikerne gambler med den langsigtede opbakning til det danske forsvar. De enorme beløb til oprustning kan i forvejen gøre mange mennesker rundtossede. Hvis danskerne derudover kan se, at skattemilliarderne bare forsvinder ud i verden til store udenlandske virksomheder, så kan det være svært at fastholde opbakningen til den nødvendige oprustning.
Hvis forsvarspolitikken derimod er med til at sikre aktivitet, udvikling og sammenhængskraft for virksomheder og mennesker i hele Danmark, så er mit bud, at opbakningen til oprustningen holder længere. Derfor håber jeg, at danske politikere i efterårets forsvarsforhandlinger hæver blikket og tænker forsvarspolitikken lidt bredere. Bølgeskvulpene har kunnet høres langs de danske kyster i utallige generationer – og de går heldigvis ikke væk.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og