
NYHED // POV OVERBLIK – Som iranerne og deres naboer har europæerne og formentlig resten af verden åndet lettet op over den to-ugers våbenhvile, som USA og Iran indgik i nat. Europæiske ledere udtrykker forsigtig optimisme, og lettelsen er blandet med bekymring over situationens skrøbelighed. Det skriver POLITICO.
EU’s udenrigschef Kaja Kallas kalder ifølge France 24 våbenhvilen for et “skridt væk fra afgrunden”, der skaber et “tiltrængt” rum for diplomati. Hun understreger, at aftalen giver mulighed for at “dæmpe trusler, stoppe missiler, genstarte skibsfart og skabe plads til en varig aftale”, og at EU står klar til at støtte processen. Kallas tilbringer dagen i Saudi Arabien, og skal mødes med regionale ledere for at finde mulighed for at dæmpe trusselsniveauet.
Også i Storbritannien er der aktiviteter for at finde løsninger. Premierminister Keir Starmer kalder våbenhvilen “et øjebliks lettelse for regionen og verden” og understreger ifølge Deutsche Welle behovet for at gøre den midlertidige aftale permanent. Starmer er rejst til Golf-landene for at drøfte, hvordan man kan sikre fortsat fri passage gennem Hormuz-strædet
I Frankrig lægger præsident Emmanuel Macron pres på, for at aftalen skal få en bredere regional effekt. Ifølge France 24 kalder han våbenhvilen “en meget god ting”, men understreger, at den skal gælde hele regionen og især inkludere situationen i Libanon, som Macron kalder ”kritisk”. Hans melding står i kontrast til udtalelser fra Israels premierminister Benyamin Netanyahu, der blandt andet i Times of Israel siger, at Libanon ikke var dækket af aftalen.
Også den tyske kansler har reageret. Friedrich Merz siger, at målet nu må være “at forhandle en varig afslutning på krigen gennem diplomatiske kanaler” skriver France24.
Også Ukraine hilser aftalen velkommen og opfordrer til intensiverede diplomatiske bestræbelser.
Oman, som ligger overfor Iran, på den sydlige side af Hormuz-strædet, er også lettet og ifølge France24 ligefrem begejstret over aftalen.
Verdensøkonomien reagerer positivt på våbenhvilen. Kort efter den blev offentliggjort faldt prisen på råolie til under 100 amerikanske dollar per tønde, og globalt steg aktierne markant, da de åbnede her til morgen.
En branche er dog fortsat hårdt ramt af de fem ugers konflikt. Ifølge Euronews er priserne på jetbrændstof steget med 95 procent, siden krigen begyndte den 28 februar. Det har ført til højere billetpriser, brændstoftillæg og færre flyafgange.
SAS oplyser, at selskabet vil aflyse mindst 1.000 flyvninger i april. Mens skibstransporten gennem Hormuz-strædet har ligget stille er ” over 20 % af det typiske globale udbud af søtransporteret jetbrændstof blevet fjernet fra markedet” siger en analytiker ifølge Euronews.
I Europa mangler der endnu mere flybrændstof og det vil fortsætte. Især den korte til mellemlange forsyningssikkerhed vækker bekymring. 42 procent af det jetbrændstof, som bruges af de 27 EU-lande samt Storbritannien, transporteres gennem strædet i forbindelse med import.
læs Politico, France24, Euronews
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og