NYHED // POV OVERBLIK – Chefen for EU-kommissionen Ursula von der Leyen retter skarp kritik mod Rusland, efter at en russisk drone natten til fredag ramte en boligblok i den rumænske by Galati og sårede mindst to personer.
EU’s udenrigschef Kaja Kallas kalder episoden “en åbenlys og alvorlig krænkelse af Rumæniens suverænitet og europæisk luftrum”, mens Nato-generalsekretær Mark Rutte understreger, at alliancen er klar til at “forsvare hver eneste centimeter” af sit territorium. Det skriver France24.
“Rusland er for længst stoppet med at respektere grænser”, skrev Kallas på X efter at have talt med Rumæniens udenrigsminister Oana Toiu.
Også Rutte har til morgen lagt et opslag på X, hvor han fordømmer det, han beskriver som Ruslands “hensynsløse adfærd”. “Sidste nat viste endnu en gang, at konsekvenserne af Ruslands ulovlige angrebskrig ikke stopper ved grænsen.”
Adskillige russiske droner har været trængt ind i rumænsk luftrum, men det er første gang, siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022, at en drone slår ned i Rumænien. Episoden ventes at øge spændingerne langs Nato’s østlige flanke, hvor frygten for, at krigen skal sprede sig uden for Ukraines grænser, er voksende, skriver Reuters.
Dronen ramte et tæt befolket område og eksploderede på taget af en ti etager høj boligblok i Galati i det sydøstlige Rumænien tæt ved grænsen til Ukraine. Eksplosionen udløste brand i en lejlighed på øverste etage, mens omkring 70 beboere blev evakueret fra bygningen, skriver France24.
Ifølge de lokale myndigheder blev en kvinde og hendes barn kørt på hospitalet med lettere skader, mens yderligere to personer blev behandlet for chokreaktioner på stedet. Rumæniens viceindenrigsminister Raed Arafat oplyste, at dronen beskadigede to opgange og fem biler.
I en officiel udtalelse fra det rumænske forsvarsministerium hedder det, at de første undersøgelser peger på, at der var tale om en russiskproduceret Geran 2-drone, som eksploderede ved sammenstødet med bygningen.
Rumæniens præsident Nicusor Dan betegner episoden som “den mest alvorlige”, der har ramt rumænsk territorium siden krigens begyndelse. Han har indkaldt landets øverste forsvarsråd til et hastemøde og fastslår, at ansvaret ligger hos Rusland.
Samtidig har Rumæniens udenrigsminister Oana Toiu kaldt droneangrebet en “alvorlig krænkelse af international lov”. Rumænien har ifølge The Guardian bedt sine allierede om hurtigere levering af anti-drone-systemer og udenrigsministeren oplyser, at hun har indkaldt den russiske ambassadør til konsultationer i udenrigsministeriet.
Rusland har endnu ikke udtalt sig om dronen i Rumænien. Det russiske nyhedsbureau TASS fokuserer her til morgen på, at russiske forsvarsstyrker har uskadeliggjort 208 ukrainske droner i løbet af natten.
Rumænien sendte to F-16 kampfly og en militærhelikopter på vingerne for at overvåge situationen, efter dronen slog ned. Myndighederne udsendte samtidig advarsler til indbyggerne i grænseregionerne Braila, Galati og Tulcea om at søge beskyttelse.
Den rumænske brigadegeneral Gheorghe Maxim forklarede på et pressemøde, at dronen befandt sig i rumænsk luftrum i cirka fire minutter. Den fløj meget lavt, hvilket gjorde den vanskelig at opdage på radar. Han sagde samtidig, at det amerikanske anti-drone-system Merops er operationelt i Rumænien, men at det ville have været for risikabelt at anvende i et tæt befolket byområde.
Galati ligger ved Donau-floden, som danner en del af grænsen mellem Rumænien og Ukraine. Området ligger tæt på den ukrainske havneby Izmail i Odesa-regionen, der ofte er mål for russiske droneangreb. Lokale ukrainske myndigheder oplyser, at Izmail igen blev angrebet af flere droner natten til fredag.
Rumænien deler en 650 kilometer lang grænse med Ukraine og har ifølge forsvarsministeriet oplevet 28 tilfælde, hvor russiske droner har krænket landets luftrum siden Moskva begyndte sine angreb på ukrainske havne langs Donau.
Von der Leyen understreger samtidig, at EU vil fortsætte presset mod Rusland og arbejder på en 21. sanktionspakke.
“Mens vi fortsætter med at styrke vores sikkerhed og afskrækkelse, især ved vores østlige grænse, vil vi fortsætte med at øge presset på Rusland”, skriver hun.
Læs The Guardian, Reuters, France24 og TASS
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.