
NYHED // POV OVERBLIK – Ghislaine Maxwell, som havde et tæt, mangeårigt venskab med den dømte finansmand og seksualforbryder Jeffrey Epstein, nægtede i går at svare på spørgsmål fra kongressen. Hun afsoner en dom på 20 års fængsel for at handle med mindreårige, og fra fængslet i Texas skulle hun videoafhøres om de unge piger, som hun skaffede Epstein og hans netværk af magtfulde mennesker. Via sin advokat, gjorde hun det dog klart, at hvis hun får nedsat sin straf vil hun forklare, hvorfor blandt andre præsident Trump er uskyldig.
Sideløbende træder magtfulde personer på stribe tilbage fra deres poster i takt med at Epsteinfilerne viser deres forbindelser med ham. Seneste har Kong Charles lovet at samarbejde med politiet, som undersøger lillebror Andrew Mountbatten-Windsors relationer til Epstein.
I en udtalelse fra Buckingham Palace hedder det, at Kong Charles er bekymret over de ”påstande, der fortsat kommer frem i lyset vedrørende hr. Mountbatten-Windsors opførsel”. Talsmanden tilføjer, at kongen er klar til at ”støtte politiet, hvis vi bliver kontaktet af Thames Valley Police”.
Fra fængslet i Texas påberåbte Ghislaine Maxwell sig sin grundlovssikrede ret til ikke at inkriminere sig selv, når hun begrundede, hvorfor hun ikke ville svare på spørgsmålene fra komitémedlemmerne i kongressen, skriver Reuters. Til gengæld sagde hun via sin advokat, at hun gerne udtaler sig, hvis hun får lempet sin straf.
Advokaten, David Oscar Markus, siger ifølge AP og Reuters, at hun er ”parat til at udtale sig fuldt ud og ærligt, hvis hun bliver benådet af præsident Trump”. Ifølge BBC kan hun i givet fald forklare, hvorfor Trump og tidligere præsident Bill Clinton er ”uskyldige”.
Markus har rådet hende til at tie indtil videre, fordi han mener, sagen mod hende ”grundlæggende er unfair”. Men med en nedsat straf kan hun ifølge advokaten ”bidrage med den fulde fortælling”. Han tilføjede, at ”sandheden er vigtig”.
Udmeldingerne fra Maxwell har mødt skarp modstand. Den demokratiske kongreskvinde Melanie Stansbury siger ifølge AP, at hun udnytter situationen til at argumentere for benådning. Reuters tilføjer, at demokraten James Walkinshaw, er enig og opfordrer Trump til at afvise Maxwell.
Også republikanere tager afstand fra Maxwells krav og flere af dem udtaler, at hun ikke fortjener nogen form for immunitet. Det Hvide Hus har tidligere sagt, at der ikke er overvejelser om at lempe hendes straf, skriver BBC.
Også Epsteins ofre protesterer. AP skriver, at pårørende til Virginia Giuffre – et af de mest fremtrædende ofre – har skrevet til Maxwell, at de ikke anser hende for at være “tilskuer”, men at hun spillede en ”central og bevidst rolle” i et system, der rekrutterede, isolerede og misbrugte mindreårige piger.
Ifølge Reuters er der planlagt yderligere fem afhøringer i Kongressens Epstein-undersøgelse, herunder med Hillary Clinton og Bill Clinton senere på måneden.
Listen over magtfulde person, der er fratrådt deres stillinger eller er under pres på grund af relationerne til Epstein vokser.
I Norge har den tidligere ambassadør Mona Juul fratrådt sin stilling, og hun efterforskes af politiet for økonomisk kriminalitet. Også hendes mand Terje Rød-Larsen bliver efterforsket for korruption.
Den tidligere statsminister Thorbjørn Jagland er også i politiet søgelys, og ikke mindst vokser presset på den norske kronprinsesse, som har undskyldt for sit venskab med Epstein.
I Frankrig er den tidligere kulturminister Jack Lang trådt tilbage som chef for Arab World Institute efter politiet indledte efterforskning mod ham. Hans datter, Caroline Lang, har af samme grund stoppet sit arbejde i en filmproducerorganisation.
I Storbritannien er det ikke kun kongens bror, den tidligere prins Andrew, som er i søgelyset. Også den tidligere Labour-minister og ambassadør Peter Mandelson har måttet sige farvel til sin stilling i Overhuset. Han har trukket premierministerens stabschef, Morgan McSweeney, og kommunikationsdirektøren Tim Allan med sig i faldet, fordi de kendte til Mandelsons relation til Epstein, da han blev udnævnt til ambassadør i USA. Den sag presser også premierminister Keir Starmer, fordi Mandelson blev ambassadør på hans vagt. Han afviser dog at træde tilbage, som flere kræver.
Den tidligere slovakiske udenrigsminister og nationale sikkerhedsrådgiver Miroslav Lajčák, er også trådt tilbage på grund af sin forbindelse med Epstein.
Det samme gælder svenske Joanna Rubinstein, som var leder af en svensk NGO. E-mails viser, at hun har holdt ferie med sin familie på Epsteins tropeø.
Også flere amerikanske kendisser er i søgelyset. Det gælder som nævnt Trump og Clinton. Også den tidligere skatteminister og præsident for Harvard universitet Larry Summers er ifølge medier angiveligt trådt tilbage fra alle akademiske og bestyrelsesposter på grund af Epstein.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og