MUSIK // JUBILÆUM – For 40 år siden udgav Elvis Costello albummet Punch the Clock. Anmelder og forfatter Thomas Vilhelm er en svoren fan og ser tilbage på albummets stærkeste og knap så vellykkede numre.
Den 5. august 1983 udsendte Elvis Costello sit ottende album i alt og nummer syv i streg med det altid uforlignelige, effektivt tæt spillende og kreativt sprudlende The Attractions båret frem af Steve Nieves keyboard-tryllerier og en stærk skridsikker bund i rytmesektionen bestående af bassisten Bruce Thomas og Pete Thomas, der kun musikalsk er i familie med hinanden.
Costello er i vanlig vitriolsk form, når nogen eller noget i tidsånden skal have på frakken. Denne disciplin er han rent verbalt ofte britisk boksemester i med knockout-stød i handsken
Punch the Clock minder produktions- og stilmæssigt mest om Armed Forces (1979) og Get Happy!! (1980) på otteren forstærket af den fire mand store blæsersektion TKO Horns og to kvindelige korsangere, der kaldte sig Afrodiziak.
Disse udvidelser i opstillingen høres tydeligt i åbningsnummeret, det Motown beat-inspirerede og stampende ‘Let Them All Talk’. Det efterfølges af ‘Everyday I Write the Book’, et flot forløst popnummer, der efter Elvis Costellos eget udsagn blev nedfældet på rekordtid:
‘I invested less emotionally in it than any other songs from that time yet it’s the one that everyone warmed to’, som han sidenhen har formuleret det i et interview.
Punch The Clock er en klart struktureret, men sine steder også lidt ensformig sag, hvor enkelte skæringer er skåret lige lovlig meget efter samme læst. Andre steder fungerer mixet af new wave, pop rock, R&B og soul dog upåklageligt, til trods for at albummet ikke er helt oppe at ramme loftet af de allerbedste fra Costellos katalog.
‘Shipbuilding’, skrevet sammen med den ene af pladens to producere, Clive Langer, er en af de smukkeste ballader lyrisk som musisk, Costello har præsteret i karrieren tilsat Chet Bakers æterisk klingende trompetspil, hvis toner flyder som klart rislende kildevand midt i den molstemte tristesse
Mindre kan gøre det, og en udgivelse, der tæller nær perfekte kompositioner som ‘Shipbuilding’ og ‘Pills and Soap’, er samlet set ingenlunde at kimse ad.
‘Shipbuilding’, skrevet sammen med den ene af pladens to producere, Clive Langer, er en af de smukkeste ballader lyrisk som musisk, Costello har præsteret i karrieren tilsat Chet Bakers æterisk klingende trompetspil, hvis toner flyder som klart rislende kildevand midt i den molstemte tristesse. Sangen handler om bygningen af de skibe, der skulle bruges og gik til under Falklandskrigen i 1982.
Den bittert udmejslede ironi bestod i, at dette arbejde bragte mere velstand til økonomisk udfordrede områder i det britiske kongedømme, men samtidig sendte folk i krig.
Elvis Costellos retoriske stød med boksehandsken
Det militærindustrielle kompleks har i grundsubstansen altid krævet kynisk politisk opportunisme, materiel og ofre for at kunne fungere og overleve. ‘Shipbuilding’ blev først indsunget i en indfølt version af Robert Wyatt, før Costello godt trekvart år efter tog fat i den.
Side B på det 13 numre udstyrede Punch the Clock igangsættes på næsten samme vis som side A med det blæserdrevne og ikke uefne ‘T.K.O. (Boxing Day)’. Generelt er håndelaget i top hele vejen, og ‘Charm School’ er Costello i vanlig vitriolsk form, når nogen eller noget i tidsånden skal have på frakken. Denne disciplin er han rent verbalt ofte britisk boksemester i med knockout-stød i handsken.
Dog går der en anelse tomgang i den med ‘The Invisible Man’, ‘Mouth Almighty’ og ‘King of Thieves’, der klæber ensformigt til hinanden med en ivrigt klimprende og klangbroderende Nieve på overarbejde.
Punch the Clock blev mødt med blandet kritik af det internationale anmelderkorps, der ellers normalt gik i svime over Costellos udgivelser
Albummet mere end reddes på gongongen af den suveræne signatursang ‘Pills and Soap’, der dramatisk iscenesat af Nieves piano og dronelydende hårde rytmespor tager et skarpt opgør med dyreforsøg og dyr, der ender som piller og sæbe i medicinal- og kosmetikbranchens grådige fodring af en støt stigende forbrugerismekultur.
‘The World and His Wife’ runder af i soul-smittende stil som ‘Let Them All Talk’ og ‘T.K.O. (Boxing Day)’, hvilken oven på den mesterlige ‘Pills and Soap’ og dens knytnævekonfronterende bredsider såmænd virker ganske tiltrængt.
Et album fra de ‘charmeforladte 80’ere’
Punch the Clock blev mødt med blandet kritik af det internationale anmelderkorps, der ellers normalt gik i svime over Elvis Costellos udgivelser. Flere af dem sammenlignede otteren med forgængeren Imperial Bedroom og dens barokt opbyggede og ambitiøse popschwung.
Egentlig giver det kun delvis mening, da der er tale om to ret forskellige plader, og en svoren discipel som signaturen her kan dårligt få sig selv til helt at afskrive en Elvis Costello produktion, for så grelt står det heller ikke til trods ujævne bump.
Afsenderen bag Punch the Clock har dog ad åre givet den nogle kontante knubs upåagtet af, at producerteamet Clive Langer og Alan Winstanley faktisk løste den forelagte opgave med kompetent lydhørhed ud fra de ønsker, han havde til albummet.
Det resulterede i en blanding af skarpe skud og løst krudt, som Elvis Costello får de sidste ord omkring:
‘[Clive and Alan] were real pop producers so obviously the records date to the time they were made in. With all due respect that sound hasn’t dated all that well (…) A lot of the planning, the imaginary production of the record relates to pop music of the moment,’ tilføjet dommedagshugget: ‘passionless fads of that charmless time: the early ’80s.’
Læs mere om Elvis Costello i POV her.
Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller bliv medlem!
Hold dig opdateret med ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her 
POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at bidrage til vores arbejde? Bliv medlem her
