Lotte Kjær Guld: Donald Trump og løgnens pandemi

i Politik & Samfund/USA af
DIAGNOSE // KRONIK – Vi ruller drømmens fane tilbage, den amerikanske! Aldrig før har Amerika været så polariseret, aldrig har demokraterne været så demokratiske, aldrig har republikanerne været så højredrejede, aldrig har velstandskløften været større, aldrig har ledelsen i Det Hvide Hus været så miserabel. Hvordan er det kommet så vidt? Cand.mag. i psykologi og kommunikation Lotte Kjær Guld har lagt USA på briksen.

Hvordan fik Trump omvendt det republikanske parti og dets vælgere til en rædselskult?

Lad os se nærmere på Amerika – og Trump.

I USA er indkomstkløften så stor, at omkring 3% ejer næsten 80% af landets samlede formue.  Det svarer til, at en top-CEO tjener ca. 500 gange så meget som den almene arbejder.

Det er noget af en genistreg til stadighed at sætte sig selv på mediedagsordenen og få verdenssamfundets opmærksomhed ved at lyve. Det er lykkedes ham at legitimere løgnen som en ny sandhed

Når en pandemi rammer et land med så store skævheder, er det ikke underligt, at det ender i darwinistiske tilstande. Fra coronavirussens indpas i USA har hospitaler, plejehjem og bedemandsforretninger været presset til det maksimale, Trump-tilhængere har demonstreret med automatvåben, mens de underbetalte i sundhedssektoren og detailhandlen dagligt har sat livet på spil.

Sælger og reality-stjerne

Kritikere vil mene, at dette skred allerede begyndte med Reagan og Thatcher-æraens neoliberale politik, som Trump de sidste fire år har maksimeret til den yderste grænse. Trump er sælger, en ejendomsmægler. Han ser verden som én stor ejendom, han skal erobre. Grønland var et godt eksempel.

Han er også reality-stjerne fra ”The Apprentice”, som gav ham den fornødne storhedsvanvid til at lægge billet ind på præsidentposten.

Som politiker har han ingen visioner eller politisk rationale, han har kun sig selv og sit brand på agendaen. Ikke desto mindre er han genial, fordi han har været i stand til at kombinere sit salgstalent og sin mediebevidsthed med en ny virkelighed, hvor skellet mellem sandt og falsk er udslettet.

Han har manipuleret sit republikanske embedsværk, ført den demokratiske fløj bag lyset, og forledt nationen ved bevidst at markedsføre sig i denne dobbelthed.

Trumpisterne findes både blandt rige og fattige.

Den rige del vil beskytte deres del af kagen og værne om et forældet Hollywood-Amerika. Den fattige del føler sig grundlæggende snydt og overset og skyder skylden på ”de fremmede”, der har krydset grænsen sydfra.

Fælles for de to grupper er, at de er vrede, grådige, uoplyste og ligeglade med, hvad der er sandt eller falsk.

Sandhedens paradigmer

Fænomenet faktatjek har fået sin berettigelse under Trumps præsidentembede. Trump lyver, og det har han ifølge Washington Post gjort omkring 18.000 gange, siden han tiltrådte.

Og han er sluppet af sted med det. Det er noget af en genistreg til stadighed at sætte sig selv på mediedagsordenen og få verdenssamfundets opmærksomhed ved at lyve. Det er lykkedes ham at legitimere løgnen som en ny sandhed.

Sandheden har som begreb gennemgået mange paradigmeskift.

I middelalderen var Gud sandheden. Gud bliver afløst af videnskaben, som måler sandheden i tal og logik. I 60’erne bliver det patriarkalske sandhedsregime omstyrtet af ungdomsoprør, raceopgør og kvindefrigørelse.

Med det teknologiske paradigmeskifte i 90’erne kommer internettet, som i første omgang er en demokratisk revolution. Den nye Tech-industri af nørder opfinder banebrydende netværk til kommunikation og vidensproduktion, en postmoderne oplysningstid så at sige.

Nu kan man få rampelys og taletid uden at have talent eller ekspertise. Eksponering af dumhed bliver underholdningsindustriens nye sort

Siden opstår de sociale medier, hvor individet bliver en promoveringsenhed og et sandhedsregime med eget hof af følgere. Viden bliver nu produceret i lukkede siloer, hvor cookies og algoritmer grupperer og ensretter viden.

Hermed er ekkokammeret født. På underholdningsiden opstår reality-tv, der baner vejen for ordinære og ukendte mennesker, der bliver filmet i ligegyldige dagligdagssituationer. Nu kan man få rampelys og taletid uden at have talent eller ekspertise. Eksponering af dumhed bliver underholdningsindustriens nye sort.

Reality-Trump har været knivskarp på underholdningsindustriens nye (dumme) målgruppe og på forkant med brugen af de sociale medier.

En af hans mest anvendte strategier er at lancere tanker, ideer og konspirationer på Twitter. Umiddelbart ser det ud, som om hans strategi er en ikke-strategi, fordi han kommunikerer i øst og vest.

Men ved konstant at ændre fokus, og ikke mindst overraske og lyve, har han i fire år sat sig selv på mediedagsordenen.

Sådan har han også håndteret coronakrisen. Først var det en hoax, så ville den forsvinde på magisk vis, så indførte han rejseforbud fra Kina, udråbte WHO som syndebuk, opildnede sine vælgere til oprør, endelig anbefalede han folket at drikke blegemiddel som modgift til virus og nu overvejer han at sætte militæret ind mod demonstrerende borgere, der er træt til døden af udnyttelse, vold og racisme.

Han torpederer, chokerer og overgår sig selv i løgn, alle hans manøvrer er afledningsmanøvre på afledningsmanøvre.

Nyhedsmedierne farer med ud i kredsløbet af denne vanvidskommunikation for at fange dagens scoop, alt imens fakta drukner i den uendelige hvidvaskning af løgn

Han bliver med andre ord ved med at reproducere krisen ved at forværre den.

Nyhedsmedierne farer med ud i kredsløbet af denne vanvidskommunikation for at fange dagens scoop, alt imens fakta drukner i den uendelige hvidvaskning af løgn.

Som den engelske forfatter Nate White skriver ”Trumps sind er designet som en algoritme af nederdrægtige fordomme og uforskammetheder, hans fejl er fraktale, og hans fejl har fejl. Hvis Frankenstein besluttede sig for at skabe et monster baseret på menneskelige fejl, ville han lave en Trump”.

Wake-up Call

Pandemien har hudløst afsløret verdens dårlige ledere. Deres løgn, bedrag og grådighed kan måles i antallet af lig og arbejdsløse.

Man skal være en stor idiot, hvis man ikke kan se, at det ringer ind til en ny æra.

Klodens befolkning har holdt vejret samtidig, fly har været grounded, tog og færger har holdt stille, børnehaver, skoler, fabrikker har været lukket, alle har vi været trukket ud af hverdagens struktur.

Intim-grænsen har flyttet sig en til to meter, så de solidariske medborgere går en bue uden om hinanden

Vi er trådt ind i en ny normalitet med dødens ånde i nakken og videnskaben som ny medspiller i dagligdagen. Intim-grænsen har flyttet sig en til to meter, så de solidariske medborgere går en bue uden om hinanden.

Distance er næstekærlighed siger New Yorks guvernør Cuomo. Eller som Scifi-forfatteren Kim Stanley Robinson skriver i et essay i The Newyorker, har Corona samlet hele klodens befolkning om at skrive en fælles science fiction-roman, som er vor tids realisme.

Trump og hans mimikløse mafia har ikke udvist nogen tegn på rettidig omhu i forhold til at redde menneskeliv.

Hvis de kan hytte deres eget skind, har de det fint, da det alligevel er de fattige og underbetalte, der afbetaler med døden for deres misere.

Milliardæren Ray Dalio, ejer af hedgefonden Bridgewater Associates, erklæret kapitalist, men også fortaler for en reformering af kapitalismen og en omfordeling af velfærden, tager stærkt afstand fra den neoliberale kapitalisme, der udelukkende skaber profit for de få.

Han taler om en ny verdensorden, hvor velstandskagen skal fordeles på en ny måde, så det ikke er de fattige, der bøder for gælden.

Dalios’ kapitalisme er i tråd med den oprindelige amerikanske drøm og ideen om at skabe lige muligheder for alle. Det var på den måde, middelklassen blev skabt. Ikke blot pengene skal fordeles anderledes, men især mulighedsbetingelserne for folk.

I USA har børn f. eks ikke lige muligheder for skolegang, mange statsejede skoler i de største byer og i de fattigere landområder har elendige forhold, der mangler undervisningsmateriale og hvor lærerne er underbetalte, mens skolemaden er elendig.

Hvis vi fortsætter i det gamle spor, er der rædselsudsigt til et postfaktuelt feudalsystem med idioter som Trump, Putin og Bolsonaro som verdensoligarki og resten af klodens befolkning som et traumatiseret, vredt og skamfuldt prekariat

Uddannelse skaber netop grobund for lige muligheder, mens systematisk fattigdom omvendt fører til kriminalitet, ødelæggelse og polarisering, som i det lange løb er en reel trussel mod demokratiet og naturligvis også den amerikanske drøm, siger Dalio.

Kim Stanley Robinson er fortaler for en post-kapitalisme, der optimerer en bæredygtig civilisation, hvor vi med en økonomisk algoritme kan udvikle nye livsformer. Der skal skabes balance mellem økonomi, politik, videnskab og natur, hvor samspillet optimerer menneskelig velfærd og ikke kun økonomi.

Hvis vi fortsætter i det gamle spor, er der rædselsudsigt til et postfaktuelt feudalsystem med idioter som Trump, Putin og Bolsonaro som verdensoligarki og resten af klodens befolkning som et traumatiseret, vredt og skamfuldt prekariat. Det er endda for trist at skrive en roman om, lyder det fra Robinson.

Civilisatorisk Svendeprøve

Government is not the solution to our problem, government is the problem”, sagde Reagan i sin indsættelsestale i 1981.

Hvor smooth det slogan end lyder, tog Reagan så grueligt fejl.

Netop manglen på føderal ledelse og den eklatante sammenblanding fra Det Hvide Hus af videnskabelige fakta og løgn i så alvorlig en krise som pandemien, har resulteret i en arbejdsløshed på over 30. mio. mennesker, 100.000 døde og 1,6 mio. smittede i USA.

Og det er ikke slut endnu.

Hvis vi verden over betragter coronaen som en civilisatorisk svendeprøve, er Trump dumpet, og hvis han mod al menneskelig fornuft og hæderlighed vinder næste valg, kan det blive dødsstødet for USA som verdens førende nation.

Forskellen på de lande, der har klaret sig godt gennem pandemien og USA, er netop tilstedeværelsen af en kompetent og troværdig ledelse.

Vi mennesker er genuint interesseret i hinanden og er grundlæggende civiliseret. Pandemien har givet hele verden et incitament til at tænke solidarisk som et ”vi”

I Danmark er vi kommet igennem, fordi vi har tænkt som et ”vi” og fulgt vores regeringers anvisninger.

Men det vigtigste af alt er, hvis vi hæver os op over landegrænser, politik og økonomi, så har mennesket som sådan bestået den civilisatoriske svendeprøve.

Vi har sunget fra altaner, lavet hjælpegrupper, passet hinandens børn, udvekslet udsigter fra vores karantæne-hjem verden over. Skurbyer i Sydafrika har udvekslet billeder med Grønlands bygder, Brisbane med Queens, Belgien med Texas.

Vi mennesker er genuint interesseret i hinanden og er grundlæggende civiliserede. Pandemien har givet hele verden et incitament til at tænke solidarisk som et ”vi”.

Vi har fået skåret ud i pap, at hele verden hænger sammen, kloden, mennesket og andre organismer end os selv. Vi er ikke andet end samfund i samfund i samfund. Amerika og resten af verden kan spørge sig selv, hvad er værst, coronapandemien eller løgnens pandemi?

Sandheden er selvfølgelig løgnen. Trump er ikke løsningen, han er problemet.


Topillustration: POV.

Facebook kommentarer

Modtag POV Weekend, følg os på Facebook – eller støt vores arbejde

Modtag ugens væsentligste analyser, anmeldelser og essays i POV Weekend – hver fredag morgen.
Det er gratis, og du kan tilmelde dig her  Pil mod højre

POV er et åbent og uafhængigt dansk non-profit medie.
Har du mulighed for at støtte vores arbejde? Bliv frivilligt støttemedlem her  Pil mod højre

Lotte Kjær Guld er cand.mag i psykologi og kommunikation og psykoterapeut MPF med speciale i narrativ teori og metode. Ud over at hjælpe mennesker i sin terapeutiske praksis, er den narrative metode en del af hendes menneskesyn, da den "ser verden gennem et magtperspektiv og er hieraki- og sandhedsopløsende". Med det blik har Lotte Kjær Guld gennem årene skrevet kronikker, debatindlæg og faglige essays til dagblade, tidsskrifter og ugeblade i Danmark. Hun følger også amerikanske nyheder tæt og er optaget af udviklingen i USA og konsekvenserne af magt for resten af verden. Hun elsker sprog og prøver at lære så mange som muligt og har arbejdet 10 år som tv-tekster. Hun følger med på den litterære scene og er fan af Paul Auster, Blixen, Zadie Smith, Hanya Yanagihara og Capote.

Leave a Reply