OPERA // ANMELDELSE – På sine egne kunstneriske præmisser mangler der ikke noget i dramatisk sangkunst i Det Kongelige Teaters opsætning af Verdis italienske udgave af operaen Don Carlos.
Som den værdsatte og faste leverandør til Pariseroperaen, han meget hurtigt blev, skrev Verdi adskillige Grand opera’er gennem 1800-tallet. Formatet lå klart fra arbejdsgiverens side: Man ønskede ligeud “Opéra” med stort O: Scenografi, kostumer og velkomponerede balletindslag i særklasse, foruden naturligvis storslåede handlingsgange, de store kærlighedspassioner udsat for de allerstørste sangerkrav. Med andre ord: Alt skulle være stort på samtlige parametre.
Alligevel følte Verdi, at han lykkedes mere end godt med alle sine franske operaer, og det også selvom han undertiden ymtede sig lidt over al den storladenhed, hans i realiteten intime kærlighedsdramaer måtte udstyres med, hvis de skulle gøre lykke i Paris.
Don Carlos var ingen undtagelse i den franske hovedstad i 1867. Den er måske tillige den Verdi-opera, der virkelig har det hele i sig – og det til overflod.
Men mest intens blev slutscenen mellem det elskende par, som på sin vis kan betragtes som Verdis Liebestod-scene over dem alle
Baseret på Schillers store tragedie af samme navn fra 1787, skildrer komponisten her intenst hovedpersonerne: Den spanske kronprins Don Carlos; kvinden han elsker over alle, Elisabeth, der – som hans far Kong Filips anden hustru – bliver hans stedmoder. Dertil kommer Eboli, Elisabeths fortrolige, der selv er forelsket i Don Carlos, hvilket får hende til at intrigere mod Elisabeth med fatale konsekvenser til følge. Endelig kronprinsens tro væbner og ven, adelsmanden Rodrigo da Posa.
Nok var operaen i Paris mere end almindelig omfangsrig og endda så langvarig, at publikum ikke kunne nå hjem med de sidste tog til omegnskommunerne, men den var også virtuost udtænkt og anlagt fra komponistens side, især på det psykologiske plan.
Da værket skulle op i Milano i 1884, så Verdi sig dog nødsaget til at gradbøje det og gøre gevaldige indhug for bedst at kunne tilpasse sig reglerne for italiensk opera, som var væsentligt forskellige fra de franske.
Hele 1. akt blev nu ganske enkelt strøget, og dermed også skildringen af Don Carlos’ første møde med stedmoderen og hans dybe forelskelse i hende. Dette svækker fortællingskraften væsentligt og har aldrig rigtigt fungeret, ej heller i den nyeste opsætning af den italienske version, som det Det Kongelige Teater opfører i en samproduktion med Den Norske Opera og Den Finske Nationalopera.
Mere berettende end oplevet af de agerende
Vi kastes her ud i dramaet på en sådan lidt forelskelses-post festum-agtig måde, og oplever Don Carlos’ kvaler, uden til fulde at forstå, hvad hans første møde med kvinden i hans liv reelt gjorde ved ham.
På samme måde synes faderen, Kong Filip II’s jalousi over sønnens betagelse af Elisabeth noget postuleret og umotiveret. Så også på det plan er den version, vi præsenteres for, lidt for skarptskåret, især på det scenisk fortællende plan.
Det er her tillige, som om hele handlingen ud fra et dramaturgisk synspunkt fremtræder mere berettende end oplevet af de agerende. Det svækker således især forestillingen, at iscenesættelsen ikke opfylder enhver instruktørs vel første og fornemste opgave, at søge ind til og finde psykologien i hver enkelt af de hovedrolleindehavendes figurer.
Tæt på det tomt udvendige og smarte er her eksempelvis skildringen i forestillingens begyndelse af Don Carlos, der i sine kvaler fremstår som en lettere blasert og cigarettændende nonchalant defilerende ryger, der har den ene hånd placeret kækt i sin kongeblå blazers lomme.
Og bedre bliver det ikke lidt senere med den rygende og intrigerende Eboli, der midt under sine kvaler i sin jalousi over Don Carlos’ kærlighed til hendes fortrolige, Dronningen, ligeledes tænder en cigaret, alt imens hun spankulerende fremturer som en art 30’er femme fatale.
For smarte scene-gimmicks? Ja, så afgørende ifølge mine begreber.
Betydelig bedre bliver karakterskildringen dog senere i forløbet, hvor miljøtegningen af 1930’ernes facistiske verden er både godt set og ramt gennem de ledsagende projektioner, som lader os mere end ane, at magtens råhed og brutalitet blandt de herskende i diktatorernes enevældighed var lige så frygtindgydende på Filip II’s tid, som den var i det forrige århundrede. Eller for så vidt er det endnu den dag i dag – se blot mod øst.
Sangligt stod de kvindelige hovedpartier meget stærkt med Autaj Shikhalizadas fyrige Eboli og varme stemme, der også godt kunne isne helt til i afdækningen af hendes tætte intriger, alt imens Gisela Stilles lyse og klare, men samtidig højdramatiske sopran fyldte Dronningens rolle i dens yderste vokale grænser. Umådelig stærk og vedholdende stemmekraft blev leveret af Gihoon Kim gennem samtlige hans scener, mens Matthew Whites fremtræden og vokale præstation var noget mindre konsistent og ikke altid lige overbevisende i den sceniske optræden.
Størst af alle var Stephen Millings rungende malmklang af en konges stemme, der svinger fra ægte ømhed til det vilde raserivanvid. Her finder vi måske Verdis mest sande operanaturel. Det blev både forløst og indfriet til fulde.
Men mest intens blev slutscenen mellem det elskende par, som på sin vis kan betragtes som Verdis Liebestod-scene over dem alle i samtlige hans 28 operaer.
På sine egne kunstneriske præmisser mangler der her ikke noget i dramatisk sangkunst, heller ikke når den sammenstilles med Wagners slutscene i Tristan og Isolde.
Dirigenten Jordan de Souza gav både god og rummelig fylde til såvel orkesteret som til hver af operaens bærende partier, og ingen så ud til at være presset, men snarere i fuld sync med hans valgte volumen og tempo alle fire akter igennem.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
