CPH STAGE // ANMELDELSE – Det siges, at kejser Augustus på sit dødsleje spurgte de omkringstående: ”Har jeg spillet mit livs rolle godt”? Med fin dramatisk timing bliver et lignende spørgsmål lagt i munden på Susanne, der skal fejres på sin 60 års fødselsdag i Fejring af et godt menneske. Og på den måde stillet til os alle.
Hvad er det egentlig vi fejrer til runde fødselsdage? I realiteten er vi bare blevet en dag ældre. Og vi har undgået at dø. Men traditionelt bruger vi jubilæer og runde fødselsdage til at se tilbage. Spørgsmålet er så, om det, vi ser tilbage på, er værd at fejre. Om det er en Fejring af et godt menneske.
Ved en lærers mellemkomst fik Susanne lov til at gå på gymnasiet og blive student, og med huen på hovedet tog hun ud i den store verden … og nu står hun her. I garderoben
Susanne skal holde en tale til sin 60 års fødselsdag. Hun er en kendt forsker. Stamceller. Internationalt anerkendt og på listen over de 100 mest indflydelsesrige mennesker. Men der er noget andet, hun hellere vil tale om.
Susanne har en sød mand, Steffen, som nok synes, hun snakker for meget, men som elsker hende. Hun bor i sit drømmehus. Hun er afholdt af venner, kolleger, familie, naboer. Men i nervøsitet gemmer hun sig i garderoben for at gennemgå sin tale én gang til.
For er hun et godt menneske?
Fra ghettoen i Warszawa til ostebutikken i Skagen
Susanne vil helst ikke tale om sig selv – siger hun – så hun vil hellere tale om en polsk kvinde, som havde held til at smugle ikke mindre end 2.500 jødiske børn ud af ghettoen i Warszawa. Ikke fordi hun havde nogen grund til at elske jøderne – tværtimod – men fordi det var det rigtige.
Fordi hun var et godt menneske.
Og Susanne? Ja, årene er gået. Hun synes dårligt, der er gået et åndedræt, og dog er der gået 60 år. Lidt færre siden dengang hendes mor forsvandt ind i mørket, og hun måtte passe hende. Og de små brødre. Og hendes far. Foruden at hun naturligvis skulle assistere i farens ostebutik.
Ved en lærers mellemkomst fik Susanne lov til at gå på gymnasiet og blive student, og med huen på hovedet tog hun ud i den store verden … og nu står hun her. I garderoben.
Susannes valg er en fejring af et godt menneske
Historien om ”hende den polske pige” bliver løs i kanten. Enderne flagrer, og Susanne vandrer ud ad et sidespor til sin egen historie. Men nej, det var den gode kvinde, hun ville tale om. Om hvad der gjorde hende god. Om hendes valg … og efterhånden mere og mere om Susannes valg.
Marianne Mortensen rummer vemodet over den tabte tid
Marianne Mortensen lægger ud som en lidt fjumrende kvinde, der kan sin tale udenad, men alligevel vil have en seddel i lommen. Og som derfor også må have læsebrillerne ved hånden. Lidt komisk, lidt patetisk, lidt rørende.
Og så kommer smerten.
Om vi er 30, 40, 50 eller 100, når vi gør status er egentlig ligegyldigt. Marianne Mortensen rummer vemodet over den tabte tid. For uanset hvor smukke præstationer vi kan vise verden, så er der også noget, vi har valgt fra.
Eller som Susanne tidligt bemærker om den polske kvinde, der optager hende så meget: at hun til sin død blev plaget af tanken om alle de børn, hun ikke reddede.
Rejsen til Amerika
Dramatikeren Mathilde Walter Clark behersker sproget mesterligt. Susannes erindringsbilleder er stærke og serveres i et sprog, der afspejler erindringen. I Marianne Mortensens mund bliver de en troværdig stream-of-consciousness monolog, der elegant bevæger sig i tid fra øjeblikket i garderoben til barndommen, ungdommen og rejsen til Amerika.
Mathilde Walter Clarks tekst kommer godt rundt om tilbageblikket. Alle har forspildte chancer i deres liv, alle har en lille tvivl om et valg. Alle lever med konsekvenserne. Hun skriver måske med lige lovlig tyk tusch, da hun skal levere stykkets klimaks omkring den afgørende fortrængning.
For vigtigst af alt formår stykket at efterlade sit publikum med et spørgsmål at stille, når vi står foran spejlet; når vi kommer hjem i vores egen private garderobe
Men selvfølgelig virker det; dramaet kulminerer, mens vi holder vejret.
For vigtigst af alt formår stykket at efterlade sit publikum med et spørgsmål at stille, når vi står foran spejlet; når vi kommer hjem i vores egen private garderobe. Hvis vi kunne gøre det om, ville vi så gøre det … og hvem ville vi så være?
Ville vi være gode mennesker?
Hun spiller sin rolle godt
Marianne Mortensen er gribende i solopræstationen i Fejring af et godt menneske, og man savner ikke et menneskemylder på scenen. Hun fører loyalt sin figur fra den lidt forfjamskede karikatur af en kvinde, der ikke er glad for at være i centrum, til en tragisk og fuldt formet kvinde, der har båret en stor byrde i hele sit liv.
Vi behøver ikke mere.
Hvad kejser Augustus spørgsmål angår, så ja: Marianne Mortensen spiller sin rolle fremragende.
Jeg lader fortiden hvile og efterlader den med fem stjerner.
Fejring af et godt menneske spiller p.t. på Aveny-T under CPH Stage
Med: Marianne Mortensen
Instruktion: Kamilla Bach Mortensen
Dramatiker: Mathilde Walter Clark
Fotos: Mikkel Russell.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her