
KAGEKAST // KOMMENTAR – Tysklands tidligere finansminister og FDP-formand Christian Lindner har fået en lagkage i ansigtet under et valgkampsmøde i Greifswald. Det er det seneste eksempel på en særlig protesttradition, og denne handling inviterer til en lille udflugt i historien om lagkagekastning som udtryk for politisk protest i Tyskland.
Dette indlæg er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På engelsk kaldes fænomenet at kaste kager i ansigtet på mennesker “pieing“, på tysk “Tortung” – hvilket på dansk bedst kan oversættes til “kagning”. Kuriøst nok ligger særligt det tyske ord “Tortung” sprogligt tæt op ad “Tötung” (at dræbe), mens det engelske “pieing” kan minde om “dying” (at dø).
Selvom disse sproglige ligheder naturligvis er tilfældige, er det en pudsig detalje, at ordene for denne protestform klinger af noget mere alvorligt. Samtidig kan handlingen selvfølgelig godt opfattes som symbolsk “drab” på politikerens værdighed og autoritet.
Det er bemærkelsesværdigt, at kageaktivisterne som regel kan tilskrives den politiske venstrefløj. Derfor er det måske heller ikke så forunderligt, at det i den seneste tid især er medlemmer fra AfD, der blev mål for disse aktioner
Traditionen med at kaste kager i ansigtet på mennesker forbinder vi nok mest med slapstick-komedier eller cirkusklovne. Den første dokumenterede filmiske kage i ansigt-joke kan spores helt tilbage til stumfilmen “Mr. Flip” fra 1909 og udviklede sig derefter til en klicheagtig genremarkør i talrige komedier.

I 1960’erne fik kagekastningen den politiske dimension og har sidenhen særligt vundet indpas som en form for protest i Tyskland. Fritz Teufel, en af de førende personligheder fra den tyske studenterbevægelse og aktivistiske venstrefløj, kastede sammen med andre aktivister i 1967 med budding efter den daværende amerikanske vicepræsident Hubert H. Humphrey (det blev kendt som det såkaldte Pudding-Attentat). I 1968 kastede Teufel så kager efter politiet og en caféejer, der nægtede dem adgang til caféen (det såkaldte Tortenschlacht von Hannover). Siden da er adskillige tyske politikere og offentlige personligheder blevet ramt af flyvende kager.
Kageaktivisterne tilskrives normalvis den politiske venstrefløj
Det er bemærkelsesværdigt, at kageaktivisterne som regel kan tilskrives den politiske venstrefløj. Derfor er det måske heller ikke så forunderligt, at det i den seneste tid især er medlemmer fra AfD, der blev mål for disse aktioner. Både Beatrix von Storch og Jörg Meuthen fra AfD blev i 2016 ramt af kager som protest mod deres indvandrerkritiske politik.
Men også venstrefløjspolitikere som Sahra Wagenknecht blev i samme år offer for et kageattentat – i hendes tilfælde også som protest mod hendes kritiske holdning til flygtningepolitikken. I 2023 forlod hun partiet Die Linke og grundlagde et eget parti, BSW – Bündnis Sahra Wagenknecht, som fortsat står for en stram flygtningepolitik.
En af de mest mindeværdige protestaktioner – omend ikke med kage – var i 1991, da daværende forbundskansler Helmut Kohl blev bombarderet med æg og tomater i Halle. Videooptagelser viser en rasende Kohl, der forsøger at løbe efter demonstranterne, men bliver holdt tilbage af sikkerhedsvagter.

Kagekastningen på politikere eller personer i offentligheden er dog ikke en udelukkende tysk tradition. Den belgiske aktivist Noël Godin, kendt som “l’entarteur” (kagekunstneren), fik international opmærksomhed idet han ramte Bill Gates med kage og ophøjede handlingen efter eget udsagn til en kunstform. Og hos vores skandinaviske naboer i Sverige kender man til traditionen. I 2001 var det kong Carl XVI Gustav, der fik en jordbærlagkage i hovedet.
Kun i Danmark har vi åbenbart ikke samme tradition for kagekastning. Her har protesterne ofte taget andre former, dog med lignende symbolkraft. Et kendt eksempel er malingangrebet på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen i 2003, hvor han fik rød maling kastet i hovedet under en debat på Christiansborg. Det var en protest mod Danmarks deltagelse i Irak-krigen og regeringens nedskæringer på uddannelsesområdet.

Den seneste ”kagning” af den liberale politiker Lindner, udført af et medlem af Die Linke, var sandsynligvis en protest mod hans kritik af de sociale ydelser i Tyskland (Bürgergeld). Selvom vi som udenstående måske griner af denne situation, så kan handlingen få alvorlige konsekvenser. Politiet har indledt efterforskning mod den 34-årige aktivist for vold og ærekrænkelse. At det var barberskum og ikke rigtig flødeskum ændrer heller ej på handlingens juridiske implikationer.
Alligevel håndterede Lindner den umiddelbare situation med et strejf af galgenhumor: “Det var desværre ikke flødeskum, men kun sæbe. Det kunne I i det mindste have gjort bedre, så havde jeg også fået noget ud af det.” Senere på dagen anslog han dog en mere alvorlig tone og advarede: ”Vi må aldrig blive lige så brutaliserede som i USA.”
Rettelse: I en tidligere version af teksten stod, at maling blev kastet mod Anders Fogh Rasmussen på Københavns Universitet. Det var på Christiansborg, det skete.
Klik dig videre til flere artikler af samme skribent her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.