TEATER // ANMELDELSE – Molière møder sommerregn og latrinær humor i Grønnegårds Teatrets friluftsudgave af Den indbildt syge. Her er plads til både latter, lavementer og kærlighed – også når skyerne truer.
Alene det faktum, at der hvert år spilles masser af udendørs teater, viser, at sommeren faktisk smiler de fleste dage. Det kan lade sig gøre og kan på de bedste aftener skabe teatermagi, der langt overgår, hvad kulisser, lyd og lys kan fremmane inde på scenen i et kukkasseteater.
Således også i Den indbildt syge, der indledes af Olaf Johannesens højlydte lydakkompagnement til en tur på natpotten, men også af fuglenes triller over scenen. Og ligesom hans figur, Hr. Argan, krydser fingre for sin helbredelse – eller i det mindste for lidt sygeomsorg og et ekstra lavement – krydser vi i publikum fingre for, at regnen ikke tager til.
Af en eller anden grund opsøger vi også stadig alternative og ganske dyre kure, hvis virkning som regel savner empirisk dokumentation
Det er friluftsteatrets hasardspil. Denne anmeldelse kan dermed sammenlignes med en symfoni … den ufuldendte.
Som anmelder tillod jeg mig et gensyn med Den indbildt syge efter feriepausen i uge 29, hvor både sommeren og Molière sejrede.
Den manglende halvdel er fuldstændig gakket, og spiller videre på den gennembrydning af “den 4. væg”, der fra start etableres, fordi skuespillerne anerkender publikums tilstedeværelse. Indimellem i hvert fald. Det vil ikke være helt forkert at tale om en flirt med publikum. De, der sidder på første række, får nok mere, end de havde regnet med for billettens pris.
Stoler du på lægevidenskaben?
Grønnegårds Teatrets opskrift er at tage en klassiker – sidste år Oscar Wilde, men som regel Shakespeare, Holberg eller, som her med Den indbildt syge, Molière – og give den en lille eller større drejning.
Med et nik til historien bærer Olaf Johannesen allongeparyk, som moden bød i 1673 ved stykkets uropførelse, men ellers synes kostumeafdelingen at plukke frit mellem århundrederne helt op til vor tid. Scenografien er inspireret af tidligere tiders medicinske auditorier, hvor studerende (og betalende gæster) kunne overvære operationer og obduktioner.
Så vi kan efter eget ønske drage paralleller op til vore dage. Lægevidenskaben har heldigvis gjort kolossale fremskridt, men vi hører også jævnligt om hospitalsskandaler. Kostrådene har det med at skrifte med ti års mellemrum. Af en eller anden grund opsøger vi også stadig alternative og ganske dyre kure, hvis virkning som regel savner empirisk dokumentation. Og så har jeg ikke engang nævnt internettet.
Som altid hos Molière har vi heldigvis også den snu tjenestepige
Når vi søger lindring og helbredelse, kan vi stadig stille spørgsmålet: Vil andre vores bedste? Og for den sags skyld; vil vi vores eget bedste?
Den indbildt syge er komedie i sin mest folkelige form
I Den indbildt syge er den rige Argan en nar, der lader sig udnytte af inkompetente læger. De ser ham som en fast indtægtskilde. Argan får den idé at sikre sig en huslæge ved at love datteren Angélique (Andrea Øst Birkkjær) bort til den unge læge Thomas Diaforius (Nicolai Jørgensen), søn af en anden læge og nevø til Argans nuværende læge, doktor Purgon.
Angélique er naturligvis forelsket i en anden, og Argans nye, unge kone Béline (Camilla Lau) vil egentlig hellere have hende sendt i kloster, så hun kan sikre sig Argans mange penge. Som altid hos Molière har vi heldigvis også den snu tjenestepige Toinette (Ann Eleonora Jørgensen) … og så ved vi godt, hvordan det ender.
Netop fordi vi godt ved, hvordan det går – specifikt, hvis vi kender Den indbildt syge, og mere generelt, fordi plottet er totalt gennemskueligt – ligger fornøjelsen i skuespillet. I udførelsen. Det er en lille smule fjollet, men også charmerende.
At lægekunsten i 1600-tallet i vid udstrækning bestod i studiet af folks afføring, fører til en – lad os bare sige – temmelig latrinær form for humor. Det burde egentlig ikke være sjovt. Men det er det.
Vi behøver ikke uddrage et dybsindigt budskab af Den indbildt syge. Vi må gerne more os
Derudover gøres der grin med autoriteterne. Lægerne, der snakker sort. Notaren, der manipulerer loven til egen vinding. Og selvfølgelig faderen, der vil bestemme over sine børn. Arven fra comedia del arte er tydelig. Det er folkelig komik.
Størst af alt …
Vi behøver ikke forstå lægelatin for at forstå, at det er nonsens det meste, eller for den sags skyld klassisk retorik for at forstå, at Thomas Diaforius indstuderede lovprisninger af svigerfar, svigermor og kommende viv er prætentiøse ud over enhver grænse.
Det kræver en ret robust præstation fra skuespillerne at få dette stof til at leve, og de nyder det tydeligvis. Så husk, at det er sommer og ferietid. Vi behøver ikke uddrage et dybsindigt budskab af Den indbildt syge. Vi må gerne more os.
Sagt med forbehold for de 35 minutter af forestillingen, som regnen umuliggjorde, må jeg tage instruktøren Charlotte Munksøs ord for, at budskabet fra Molières side er, at størst af alt er kærligheden. Han ville også have moret sig.
Klik dig videre til mere kulturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og