
NYHED // POV OVERBLIK – Med ordene ”helt uacceptabelt” har præsident Donald Trump blankt afvist Irans svar på USA’s seneste forslag til en fredsløsning i den ti uger lange konflikt i Mellemøsten. Det skriver Reuters.
Det iranske svar lod vente på sig, idet udenrigsministeriet ifølge det statskontrollerede nyhedsbureau IRNA ville gennemgå og overveje forslaget nøje. Sent søndag blev svaret via mæglere i Pakistan sendt tilbage til Washington, hvor det som nævnt ikke faldt i god jord.
Umiddelbart efter at Trump havde afvist tilbagemeldingen, udstedte den iranske ayatollah Mojtaba Khamenei en ny ordre om at øge beredskab og ”villighed til kamp”. Ordren kom efter et møde med hærledelsen, hvor general Ali Abdollahi forsikrede om, at alle dele af de væbnede styrker er klar til at konfrontere fjenden med ”høj moral og strategiske planer”.
Tovtrækkeriet mellem parterne har igen øget frygten for, at konflikten kan trække ud. Det fik umiddelbart oliepriserne til at ryge i vejret, og spændingerne i Hormuzstrædet fortsætter med at true verdens energiforsyning. Reuters skriver, at oliepriserne i morges steg med mere end fire dollar pr. tønde, efter meldingerne om det diplomatiske dødvande.
Det statskontrollerede medie IRIB har i et opslag på X beskrevet de iranske krav, som blev sendt med, da Iran svarede USA: Amerikanerne skal betale krigsskadeerstatning, Irans suverænitet i Hormuz-strædet skal anerkendes, sanktioner mod Iran skal ophæves og iranske penge og værdier, som er indefrosset og tilbageholdt af USA skal frigives.
De krav er milevidt fra USA’s forslag: Den amerikanske plan gik i første omgang ud på at stoppe kampene i Iran. Men herefter vil USA indlede forhandlinger om Irans atomprogram, herunder stop for at iranerne beriger uran. Desuden skal Hormuzstrædet åbnes for sejlads. Som belønning vil USA sørge for at ophæve nogle økonomiske sanktioner, hvis altså aftalen falder på plads.
Konflikten har udviklet Hormuzstrædet til et af verdens mest kritiske geopolitiske brændpunkter. Reuters skriver, at trafikken nu er reduceret til et minimum, selv om det lykkedes tre tankskibe i sidste uge at sejle ud gennem strædet med slukkede sporingssystemer for at undgå iranske angreb. BBC skriver, at Iran har truet skibe med “alvorlige konsekvenser”, hvis de ikke samarbejder med Teheran.
BBC skriver også, at Irans præsident Masoud Pezeshkian i går på sociale medier understregede, at landet ikke vil bøje sig for internationalt pres. “Vi vil aldrig bøje hovedet for fjenden,” skrev han ifølge BBC på sociale medier.
Spændingerne er ikke isoleret til Iran, men breder sig igen til nabolandene, hvor der ellers har været relativt fredeligt de sidste uger. Reuters skriver, at De Forenede Arabiske Emirater søndag opfangede to droner fra Iran, mens Qatar fordømte et droneangreb mod et fragtskib nær Doha. BBC tilføjer, at Kuwaits militær også har håndteret droner i landets luftrum, og at et handelsskib nordøst for Doha blev ramt af et ukendt projektil.
Israels premierminister Benjamin Netanyahu har i et interview i CBS’s “60 Minutes” sagt, at Irans lagre af højt beriget uran skal væk, og han udelukker ikke militær magt, hvis diplomati ikke virker, skriver BBC.
“Men Netanyahu benyttede også interviewet til at sige, at han gerne vil skrue ned og i løbet af nogle år helt standse den militærstøtte, som USA hver år giver til Israel. Det er også et signal med klar adresse til krigens videre udvikling,” vurderer POV’s udlandsredaktør, Hans Henrik Fafner. “Det drejer sig om 3,8 mia. dollar, og det sætter Trump i et vanskeligt dilemma. De mange penge er nemlig øremærket til israelske indkøb af amerikansk militærudstyr, og hvis det falder bort, vil det koste mange arbejdspladser i den amerikanske militærindustri. Dette vil i sig selv skade Trumps popularitet i den amerikanske befolkning. Netanyahu begrunder sit ønske med, at han med sit forslag ønsker at give Israel frihed til at træffe egne beslutninger, og aktuelt er dette friheden til at fortsætte krigen mod Hizbollah i Libanon, som Trump gerne vil have standset.”
BBC skriver, at Storbritannien og Frankrig arbejder på en international mission for at beskytte skibsfarten i Hormuzstrædet, når kampene ophører, men Teheran advarer om, at der vil blive reageret prompte på fransk eller britisk militær tilstedeværelse. Viceudenrigsministeren skrev i går på X, at ”Den Islamiske Republik er det eneste land, der kan etablere sikkerhed i strædet”.
Trump ventes onsdag at mødes med Kinas præsident Xi Jinping i Beijing, hvor Iran-konflikten bliver et centralt emne. Reuters skriver, at Washington håber, Kina kan presse Teheran til at acceptere en aftale og dermed dæmpe den globale energikrise, som konflikten har udløst.
Læs BBC, Reuters og IRNA
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og