BØGER // ANMELDELSE – Ofte skrives moderne danmarkshistorie ud fra et udtalt eller et uudtalt konsensusperspektiv: Nok er der konflikter, men ikke noget der for alvor kan forstyrre hyggen. Men sådan skriver den tidligere BZ-aktivist René Karpantschof ikke danmarkshistorie. Hans foregående bog De stridbare danskere handlede om perioden 1849-1920. Nu behandler han perioden 1921-1939 under titlen De ekstreme danskere. Det er udført mindre overbevisende, mener gymnasielektor i historie David Kyng.
Mellemkrigstiden, som René Karpantschof behandler i bogen De ekstreme danskere. Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939, var præget af politisk ekstremisme på begge fløje, selvom polariseringen ikke var så radikal i Danmark som visse andre steder. Også på den politiske midte cirkulerede der idéer, der for et nutidigt blik må forekomme ekstreme.
På den ekstreme højrefløj befandt sig bl.a. forskellige grupperinger af fascister og nazister, men disse ideologier var ikke mere ekstreme end man kunne finde sympati for dem i de etablerede borgerlige partier (især konservative/KU). Den konservative politiker Ole Bjørn Kraft fremhæves eksempelvis flere steder i bogen som en politiker med udprægede antidemokratiske og protofascistiske sympatier.
Der opstod i perioden talrige fascistiske/nazistiske partier med tilhørende, konkurrerende ”førere”. Blandt de første var spejderpioneren Cay Lembke, der fremstilles i et lidt komisk skær. Senere kom den mere intellektuelle Ejnar Vaaben og den forholdsvis moderate Frits Clausen. Men den mest voldsparate strømning inden for dansk nazisme repræsenterede den unge Wilfred Petersen og hans DSP.
De rivaliserende nazistpartier fik aldrig massetilslutning, men det gjorde bevægelserne for de radikaliserede, kriseramte bønder – først og fremmest Landbrugernes Sammenslutning (LS). Tydeligst manifesterede det sig med Bondetoget til Amalienborg, der 29/7 1935 samlede 40-50.000 på slotspladsen.
Hensigten var at fremlægge bøndernes klager direkte til kongen som ”folkets øverste repræsentant” hen over hovedet den parlamentariske regering. Det lykkedes at få foretræde for majestæten, men han henviste (til stor skuffelse for de demonstrerende) bare til statsministeren.
Det ekstreme venstre
På venstrefløjen var kommunisterne ikke i mindre grad præget af intern rivalisering. I 1922 skiftedes to fraktioner af DKP til at smide hinanden ud af partikontoret i Møntergade. De beskyldte hinanden for at være ”kontrarevolutionære, klasseforræderiske slyngler”, og begge parter appellerede til Komintern i Moskva for at blive anerkendt som det rigtige DKP. Efter talrige eksklusioner og tab af medlemmer blev de to partier tvangsmæssigt forenet i 1923.
Kommunisterne blev aldrig et masseparti, men i begyndelsen af 1930’erne fik de en vis succes med at organisere de arbejdsløse, og de blev repræsenteret i folketinget første gang i 1932.
På det tidspunkt var partiet splittet mellem en fløj, der nogenlunde respekterede de legale spilleregler, ledet af de to folketingsmedlemmer Aksel Larsen og Arne Munch-Petersen. På den anden fløj befandt sig den politiske desperado, formanden for Søfyrbødernes Forbund Richard Jensen. Han havde gode forbindelser til toppen af Komintern og til det illegale Wollweber netværk, der bl.a. stod bag sprængninger af skibe, der skulle leveres til Franco-Spanien i 1938. Det var i klar modstrid med DKP’s linje, men ledelsen kunne ikke røre Richard Jensen.
Kommunisterne fik i perioder større gennemslagskraft i forbindelse med lokale strejkebevægelser. F.eks. i det røde Nakskov, hvor demonstrerende arbejdsløse trængte ind i byrådssalen og pressede byrådet (med et flertal af socialdemokrater) til at bevillige 20.000 kr. ekstra til hjælp til de arbejdsløse.
Gang i gaden
Både kommunister og nazister havde uniformerede korps, der generede hinandens offentlige arrangementer og jævnligt kom i slagsmål. Det samme havde Socialdemokratiets Ungdom og KU. I 1935 udviklede der sig til et større slag med op mod 10.000 deltagere på Nørrebro mellem KU, DSU og kommunisterne. VU og Radikal Ungdom havde mere karakter af selskabelige foreninger, og havde måske derfor svært ved at tiltrække så mange medlemmer. I slutningen af 1930’erne tog DSU afstand fra gadeslagsmål og oplevede også faldende medlemstal.
Danes abroad behaving badly
René Karpantschof lægger meget vægt på at sætte fortællingen om de ekstreme danskere ind i en international kontekst. Meget plads bliver brugt til at forklare, hvad der skete andre steder i verden, og nogle steder knyttes det sammen ved at inddrage danskere, der tog del i begivenhederne. Der er mange eksempler på racistiske beskrivelser af de fremmede, som i dag må betragtes som ekstremistiske.
En af de danskere, der opførte sig ekstremt i udlandet, var Christian d. 10.s fætter Prins Aage. Prinsen blev betragtet som kongefamiliens sorte får, fordi han havde giftet sig med en lavadelig italiensk komtesse, og der ud over havde han mistet hele sin formue ved Landmandsbankens krak i 1922.
Derfor meldte han sig til den franske fremmedlegion, hvor han udmærkede sig i kampene mod oprørerne i Fransk Marokko. Hjemme i Danmark holdt han med stor succes foredrag om det barske liv i Legionen, og i New York forklarede han, at kampene i Marokko i virkeligheden var en kamp mellem ”araberen og den hvide mand, mellem Vestens civilisation og islam”, (hvilket han i og for sig også kunne have sagt i dag uden at blive betragtet som ekstremist).
Andre former for ekstremisme
De ekstreme danskere kommer også ind på det syn på og den behandling af samfundets udstødte som var mainstream, men som i dag må betragtes som ekstremt. Det gælder f.eks. den behandling, som anbragte på anstalterne på Sprogø, Livø og Godhavn blev udsat for. Vi hører også om behandlingen af arbejdsløse, som kunne blive indsat på tvangsarbejdsanstalter, og hvor omkring 100.000 fik frataget deres stemmeret.
Tanker om racehygiejne var almindeligt accepteret og kom til at præge lovgivningen, ikke mindst takket være socialdemokraten K.K. Steincke.
Når sorte kunstnere som Josephine Baker eller Louis Armstrong optrådte i Danmark, blev de udsat for åbenlyst racistiske sammenligninger med aber, men også for idealisering fra den kulturradikale venstrefløj.
Den kommunistiske psykoanalytiker Wilhelm Reich bosatte sig i 1933 kortvarigt i Danmark, hvor hans tanker om orgasmerevolutionen vakte røre – også inden for den kommunistiske bevægelse. Til trods for almindelig afstandtagen, så overlevede det seksualpolitiske miljø i Danmark også efter udvisningen af Reich.
Overset ekstremisme
Grundlæggeren af den socialdemokratiske arbejderbevægelse, Louis Pio, nævnes en del gange, (selvom han strengt taget døde før den periode bogen behandler begyndte). Det sammen gør hans datter Sylvia Pio. Hun sørgede for, at farens aske blev hjembragt fra USA, og at han ”langt om længe fik det eftermæle han fortjente”. Louis Pio var blevet tvunget til at emigrere til USA i 1877, hvor han fortsatte med at kæmpe for arbejderbevægelsens udbredelse, men vel at mærke en arbejderbevægelse forbeholdt hvide amerikanere. Det sidste hører vi dog ikke noget om i De ekstreme danskere.
Hvor ekstreme var danskerne?
Undertitlen til René Karpantschofs bog er Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939. Der er ikke tale om en egentlig idéhistorie, men mere en historie om, hvordan visse ekstreme idéer blev praktiseret. Bogen ligger i forlængelse af De stridbare danskere fra 2019. Her gjorde Karpantschof op med opfattelsen af udviklingen i Danmark i perioden 1848-1920, som værende hovedsageligt fredelig, (i hvert fald hvis man ser på den indre udvikling).
Hans nye bog kan også ses som et opgør med en konsensusfortælling. Den herskende grundfortælling benægter dog ikke, at der var ekstremer i perioden – men den hævder, at de var mindre fremherskende end mange andre steder. Her synes jeg, at Karpantschofs opgør med grundfortællingen er mindre overbevisende end i den foregående bog.
Samlingen af fortællinger om de ekstreme danskere er bestemt velskrevet og underholdende, men ikke decideret nyskabende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og