KULTUR // FILM – Den italienske instruktør Luca Guadagnino har skabt en spillefilm over den amerikanske forfatter William S. Burroughs’ roman Queer fra 1952 med James Bond-skuespilleren Daniel Craig i rollen som den homoseksuelle narkoman Lee, der indleder et problematisk og smertefuldt forhold til en yngre mand. Ved forpremieren i Grand Teatret den 2. april indledte forfatteren Lars Movin med at fortælle lidt om baggrunden for Burroughs’ roman.
Romanen Queer er en helt særlig bog i William S. Burroughs’ forfatterskab. På den ene side er det en af de mest tilgængelige bøger, Burroughs har skrevet. I modsætning til hovedværket Naked Lunch og de senere såkaldte cut-up-bøger betjener den korte roman sig af noget, der minder om helt almindelig prosa.
Det betyder, at man som læser glider lige igennem – som var der tale om en rolig sejlads i en kano på en stillestående flod i den sydamerikanske regnskov.
Burroughs var mere fuld og påvirket end normalt, og i et øjebliks kådhed eller tankeløshed drev hans eksistentielle desperation og dybe fortvivlelse ham til at udføre den handling, han skulle fortryde resten af sit liv
Men samtidig er det også en af de mest gådefulde og hudløse bøger i det omfattende oeuvre. Og ved nærmere eftersyn er der langt fra tale om smooth sailing (for nu at blive i dét billedsprog). Dét, der ved et første øjekast kan forekomme at være en rolig overflade – en skildring af to amerikanske mænds møde i Mexico City og deres efterfølgende fælles ekspedition til Ecuador – viser sig at dække over nogle urovækkende dybder med farlige understrømme.
Queer lod vente på sig
Der er ganske enkelt tale om hajfyldte farvande – ikke mindst for forfatteren selv, som var hele 30 år om at beslutte sig for at slippe bogen ud til offentligheden.
Hvorfor nu dét? kan man så spørge. Jo, det er der flere årsager til. Og den primære er, at det er i den bog, at forfatteren Burroughs mest direkte skriver om sin egen følelse af anderledeshed og den deraf følgende isolation – en isolation, der gjorde det vanskeligt for ham at få dækket et almenmenneskeligt behov for nærhed, ømhed, kærlighed. Men så er der også andre årsager, der har at gøre med, at Burroughs på tidspunktet omkring bogens tilblivelse befandt sig i en særligt vanskelig periode af sit i det hele taget aldrig helt ukomplicerede liv.
Det førte til nogle ungdomsår, hvor han påbegyndte forskellige uddannelser uden nogensinde at fuldføre nogen af dem, samtidig med at han var tiltrukket af outsider-miljøer: først den kriminelle underverden og siden stofkulturen
Følelsen af anderledeshed var nærmest medfødt. Burroughs kom til verden i 1914 og voksede op i en relativt velstående middelklassefamilie i St. Louis, Missouri. Og han oplevede allerede fra teenage-tiden, at han som en følsom og usikker homoseksuel ung mand ikke hørte hjemme, hverken i sin families konservative miljø eller i Midtvestens macho-kultur.
Det førte til nogle ungdomsår, hvor han påbegyndte forskellige uddannelser uden nogensinde at fuldføre nogen af dem, samtidig med at han var tiltrukket af outsider-miljøer: først den kriminelle underverden og siden stofkulturen.
Og det var undervejs på denne færd ind i skyggesiderne af det amerikanske samfund, at han fandt sammen med de øvrige skikkelser i dét, der i efterkrigsårene skulle blive til The Beat Generation – primært Allen Ginsberg og Jack Kerouac.
Det kan lyde romantisk – og forløbet skildres da også ofte i et vist romantisk skær i kredsens semibiografiske bøger. Men for Burroughs personligt var det en kompliceret affære med psykiatrisk behandling, familiekonflikter, usikkerhed omkring egen seksualitet samt diverse uheldige episoder, der førte til problemer med loven – herunder flere fængslinger, som hans tålmodige forældre måtte rode ham ud af.
I slutningen af 1949 brændte jorden så meget under Burroughs, at han så sig nødsaget til at forlade USA og flytte til Mexico City sammen med sin hustru, Joan Vollmer, og deres to små børn (det ene af dem Joans datter fra et tidligere forhold). I Mexico slog Burroughs’ krise ud i lys lue. Han nærmede sig de 40 år. Han havde aldrig fundet en retning i livet. På trods af sin homoseksualitet var han gift med en kvinde. Han havde børn, som han ikke magtede at tage sig af. Han havde absolut ingen fremtidsudsigter, hverken personligt og professionelt. Og han følte, at han sank dybere og dybere ned i et morads af alkoholisme, stofmisbrug og frustration.
Burroughs begyndte at skrive i Mexico
Dog var der ét lyspunkt: Kort efter flytningen til Mexico havde Burroughs fået hul på en mangeårig drøm om at skrive. Og emnet for hans første bog, Junkie, der udkom under pseudonymet William Lee i 1953, var den periode i midten og sidste halvdel af 40’erne, hvor han dels stiftede bekendtskab med morfin (der senere førte ham til heroin), dels lod sig absorbere af nogle af New Yorks kriminelle miljøer, hvor han – igen som en outsider – gjorde observationer omkring underverdenens adfærdsmønstre, regler, moralkodeks og sproglige koder.
Burroughs var der og tog del i de kriminelle aktiviteter. Men samtidig var han der ikke helt på samme måde som de fleste andre. Og senere gik det op for ham, at han mest af alt havde været til stede som en forfatter på udkig efter et stof at skrive om.
Problemet med det nye manuskript, der skulle blive til Queer, var, at det var af en langt mere privat og pinagtig karakter end det stof, der udgjorde fundamentet for Junkie
I et brev til vennen Jack Kerouac skrevet mange år senere – i 1969 – ser Burroughs tilbage på hele den periode og bemærker om sit yngre jeg: “No, he wasn’t there as a private detective, a bartender, a cotton farmer, a pickpocket, an exterminator; he was there in his capacity as a writer. I did not know that until later.”
Debutromanen Junkie er selvbiografisk – skrevet mere eller mindre lige ud af posen om dét, forfatteren havde iagttaget i de miljøer af kriminelle, narkomaner og seksuelle minoritetsgrupper, han havde færdedes i. Metoden kaldte han factualism. Skriv det, som det er. Fiktion baseret på fakta. Og Junkie var på mange måder en cool bog. Selv om indholdet var kontroversielt – tænk engang, en ikke-kritisk bog om narko – så var det også sådan en bog, der kunne give prestige, street credibility, blandt andre outsidere.
Det mærkede Burroughs dog ikke umiddelbart meget til, i hvert fald ikke til at begynde med. Junkie blev som nævnt udgivet under pseudonym, så ingen ud over de nærmeste vidste, at det var Burroughs, der stod bag. Og samtidig var der inden bogens udgivelse indtruffet den tragedie, som skulle ændre alt.
Det var den 6. september 1951, Burroughs og hans hustru Joan hang ud i festligt lag med nogle venner, Burroughs var mere fuld og påvirket end normalt, og i et øjebliks kådhed eller tankeløshed drev hans eksistentielle desperation og dybe fortvivlelse ham til at udføre den handling, han skulle fortryde resten af sit liv: Som i et ekko af Wilhelm Tell-historien placerede Joan et glas på sit hoved, Burroughs tog sigte med en pistol og skød – og dræbte sin hustru med en kugle i tindingen.
Et skæbnesvangert møde
Det var som sagt i september 1951. Inden da havde Burroughs mødt en ung amerikansk mand i Mexico City – Adelbert Lewis Marker var hans navn (ofte blot kaldet Lewis Marker, og i romanen hedder han Eugene Allerton). Om denne Marker var biseksuel eller bare ung og søgende, er uklart, men Burroughs forelskede sig i ham, ja, han blev nærmest erotisk besat af ham.
På det tidspunkt forsøgte Burroughs at trappe ud af sit misbrug af hårde stoffer, morfin og heroin. Og hvor han i perioden som junkie havde oplevet at befinde sig i en nærmest reptilagtig tilstand, hvor der var lukket ned for alle følelser og alt fysisk begær, boblede det hele nu frem igen med fornyet kraft – og alt sammen blev det kanaliseret i retning af den nye unge ven.
Heller ikke efter, at Junkie var blevet udgivet, kunne han komme videre med romanen
Som vi forstår det, var Lewis Marker kun moderat interesseret i sin ældre tilbeder. Og for at holde på sit begærsobjekt inviterede Burroughs ham med på en ekspedition til Ecuador for at finde og udforske et hallucinogent stof kaldet ayahuasca (eller yagé), der blev anvendt i rituelt øjemed af visse sydamerikanske stammefolk, og som angiveligt kunne give brugeren telepatiske evner.
Det er hér, bogen Queer kommer ind i billedet. Burroughs blev så optaget af disse nye opdagelser, at han på et tidspunkt faktisk lagde arbejdet med det ellers næsten færdige manuskript til Junkie til side og i stedet begyndte på en ny roman om eventyret med Lewis Marker. Og han fortsatte i den selvbiografiske og faktualistiske stil fra Junkie – samtidig med at han tilføjede et nyt litterært redskab: de såkaldte routines.
Sheherazade i 1001 nats eventyr fortæller kongen historier for at redde sit eget liv, var Burroughs på rejsen til Ecuador begyndt at underholde Lewis Marker med nogle vilde, opdigtede historier, simpelthen for at fastholde hans interesse. Og rent faktisk var det disse routines, der senere blev grundsubstansen i Burroughs’ gennembrudsværk, Naked Lunch, der udkom i 1959.
Men tilbage til de tidlige 50’ere: Problemet med det nye manuskript, der skulle blive til Queer, var, at det var af en langt mere privat og pinagtig karakter end det stof, der udgjorde fundamentet for Junkie. Så Burroughs besluttede at sætte Queer på pause og i stedet færdiggøre Junkie. Men det var ikke kun forfatterens væmmelse over sine egne følelser og sin egen seksualitet, der udgjorde en stopklods for Queer.
Et endnu større problem var det, at det føromtalte vådeskudsdrab på hustruen Joan fandt sted få dage efter, at Burroughs og Lewis Marker var vendt tilbage til Mexico City efter deres tur til Ecuador. Og da Burroughs nåede til det sted i sin fortælling, hvor det ville have været naturligt at fortælle om episoden med Joan, gik han simpelthen i stå. Heller ikke efter, at Junkie var blevet udgivet, kunne han komme videre med romanen.
Som det gik, skulle det vare 30 år, før han omsider var klar til at slippe Queer ud til offentligheden. Og eftersom han stadig ikke følte sig i stand til at transformere drabet på hustruen til litterært stof, lod han den korte roman stå som et fragment – og klistrede så et efterord om sin tilbagevenden til Mexico City fra en helt anden rejse to år senere på som en slags efterskrift.
Hvad Burroughs selv ville have sagt til den filmversion af Queer, I nu skal se, kan man kun gisne om. Kuriøst er det naturligvis, at hans alter ego i historien, William Lee, bliver spillet af ingen ringere end Daniel Craig, som rent fysisk er af en anderledes solid støbning end den spinkle og kropsligt akavede forfatter. På den anden side var et af de mange jobs, Burroughs havde, inden han sprang ud som forfatter i 1953, privatdetektiv.
Ganske vist betroede han i forbindelse med sit besøg i København i 1983 sin danske fan Dan Turèll, at han havde været en meget ringe én af slagsen. Men samtidig kan man i enhver biografi forvisse sig om, at Burroughs som læser var meget optaget af spændingslitteratur og spionromaner og den slags, så … hvem ved, måske ville det have passet ham fint at vide, at han engang i fremtiden skulle blive fremstillet på det store lærred af manden, der engang var James Bond.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og