FLYGTNINGE // BAGGRUND – Nedskæringerne på det amerikanske udviklingsprogram USAID har kolossale konsekvenser for 1,5 millioner rohingyaer, der bor i verdens største flygtningelejr, Cox’s Bazar i Bangladesh. De er flygtet fra nabolandet Myanmar, og er helt afhængige af hjælp udefra. Nu er mere end halvdelen af en i forvejen sparsom ration af mad skåret væk, skoler er lukket og sundhedsklinikker indskrænket til et minimum. Fotojournalist og dokumentarist Ro Yassin Abdumonab bor i Cox’s Bazar. Han fortæller her til Annette Kjær Jørgensen om rohingyaernes flugt fra Myanmar i 2017 og om konsekvenserne af Donald Trumps beskærelser.
”Myanmars militær kom og slog folk ihjel. De låste os inde i vores huse og satte ild til dem og brændte folk levende, selv små børn. De arresterede os uden grund. Lukkede vores skoler. Så alle rohingyaerne besluttede at flygte for at redde livet.”
Ro Yassin Abdumonab fortæller på en vaklende WhatsApp forbindelse fra Cox’s Bazar, verdens største flygtningelejr i Bangladesh. Om det forfærdelige, der skete for ham og hans folk, rohingyaerne, i 2017, da 700.000 fra rohingya-samfundet i Arkan-delstaten i Myanmar måtte flygte over hals og hoved for at redde livet. Ifølge en FN-rapport massevoldtog Myanmars militær kvinderne, overfaldt børn og nedbrændte en masse rohingya-landsbyer.
Ro er i dag 32 år. Han er fotojournalist og dokumentarist og bor med sin kone og deres børn i Cox’s Bazar. Lejren ligger i et hjørne af det sydlige Bangladesh tæt på grænsen til Myanmar.
”Da vi først nåede grænsen til Bangladesh, hjalp folk der os meget. Vi fik vand, mad og husly. Da min familie og jeg nåede ind i Bangladesh, ryddede vi et område, fældede træerne og byggede huse af bambus.”
I Myanmar gik Ro på universitetet, men måtte opgive sine studier i 2012. I stedet begyndte han at undervise børn og voksne i engelsk og videnskab i rohingya-samfundet. Indtil flugten.
Statsløse
Rohingyaerne er en muslimsk etnisk gruppe og siden 1982 har de været statsløse. Selv siger de, at de har levet i Arkan-delstaten i det overvejende buddhistiske Myanmar i århundreder. Det bestrider Myanmars militærjunta, som anser dem for illegale indvandrere, bengalere, som de kalder rohingyaerne.
I dag bor der 1,5 millioner mennesker. De har ikke mulighed for at forsørge sig selv.
Gruppen har i årtier været udsat for forfølgelse af Myanmars militærjunta, hvilket altså kulminerede i 2017 med det, FN har kaldt et folkedrab. Nu bor de så i bambushytter og blikskure stuvet sammen i en kæmpelejr i et lille hjørne af Bangladesh. Med jordveje, mennesker og børn overalt og smukke solnedgange.
Forfølgelsen af rohingyaerne i Arkan-delstaten er fortsat. Flere er kommet til Cox’s Bazar og i dag bor der 1,5 millioner mennesker. De har ikke mulighed for at forsørge sig selv. I Myanmar levede de af at dyrke jorden, fortrinsvis ris.
Derfor har de indtil nu fortrinsvis levet af nødhjælp og udviklingsbistand. Det meste er blevet betalt af USA’s føderale agentur for civil udviklingsbistand, USAID. Men som noget af det første, da Donald Trump satte sig i stolen i Det Ovale Værelse, lukkede han ned for størstedelen af midlerne til USAID. Udenrigsminister Marco Rubio har på X skrevet, at ”USA har brugt milliarder på noget, der ikke kommer os til gode. Nu skal pengene gå til America First-agendaen”.
Tusinder af USAID-kontrakter verden over blev således fra den ene dag til den anden annulleret, og de mange ansatte er blevet fyret. Organisationen blev beskåret med 80 procent.
Kronisk underernæring er allerede nu almindeligt i Cox’s Bazar, hvor en tredjedel af børnene undervægtige.
De beslutninger har fået enorm betydning for livet i Cox’s Bazar. Samtidig med at andre lande i Vesten, blandt dem Storbritannien, også har reduceret hjælpen, er skoler blevet lukket, sundhedsklinikker har indskrænket eller er væk, og fødevarerationerne er halveret. I stedet for nødhjælp går pengene i Vesten nu til en militær opbygning.
Hver beboer i lejren får nu et månedligt beløb på 4,60 dollars, knapt 30 kroner. Pengene bliver udbetalt på et kort og skal bruges på FN’s Fødevareprograms (WFP) afhentningssteder. Pengene rækker til 10 kilo ris, 1,5 kilo linser og 500 gram salt.
”Følgerne af de her beskæringer vil blive øjeblikkelige. De bliver påført i forvejen sårbare mennesker, som står i en usikker situation, når det gælder adgangen til mad,” skriver FN-ansatte Tom Andrews og Michael Fakhri i en udtalelse som avisen The Guardian har citeret. Kronisk underernæring er allerede nu almindeligt i Cox’s Bazar, hvor en tredjedel af børnene undervægtige.
”Der er en halv million børn her,” fortæller Ro. ”De får ikke proteiner nok. Eller vitaminer. De går ikke længere i skole eller har adgang til uddannelse. Tiden går med at lege på gaden eller sidde derhjemme. Det er en lost generation, vi har her. Mange lider af diabetes, leverbetændelse, forhøjet blodtryk og depressioner, og de får ingen hjælp, fordi midlerne er skåret ned til næsten ingenting”.
Mister håbet
”Verden er fyldt med kriser lige nu. Gaza, Syrien, Ukraine – og rohingyaerne er en af dem. Folk her lever på en meget lille ration af mad, og de er bekymrede for, om der vil blive sult i fremtiden. Vi er stressede og frustrerede. Man mister håbet, og der er ingen mulighed her i lejren for at have en indkomst. Forestil dig, hvordan kan en mand, hvordan kan en kvinde, et ældre menneske overleve på så lidt?” spørger Ro.
En sultkatastrofe og kampe i Arkan-delstaten i Myanmar har de senere år betydet, at endnu flere er flygtet til Bangladesh. I dag er der halvanden million flygtninge i Cox’s Bazar. Myanmars militærjunta har forbudt nødhjælpsarbejdere at rapportere til udlandet om sultkatastrofen, men de rohingyaer, som kommer ud fra Myanmar nu, er i meget dårlig stand både fysisk og psykisk. Kampe mellem militærjuntaens soldater og Arkan-delstatens egne soldater betyder, at det område, som ellers var et stort risdepot, nu er på sultens rand.
”Sidste år blev en masse rohingyaer dræbt i kampe,” fortæller Ro.
”Rohingyaerne vil gerne hjem igen. Det her er ikke et liv. Der er ingen værdighed. Men de rohingyaer, som stadig bor i Arkan-delstaten, er ikke sikre. Vi ville gerne bo et sted, vi kan kalde hjem. Hvor vi kan skabe et liv og producere mad og andre fornødenheder. Jeg kan mærke hver dag, hvordan folk lider. Jeg snakker med dem. De ældre. Det er hjerteskærende.”
I den nuværende krise for Cox’s Bazar har Bangladesh meldt pas og sagt, at landet ikke kan hjælpe.
”Jeg får det meget dårligt, når jeg hører, at Bangladesh ikke kan hjælpe os. Men Bangladesh er et lille land med enormt mange mennesker. Landet er overbefolket, og det er heller ikke nemt for dem at have os boende. De har deres egne problemer, men alligevel huser de 1,5 million rohingyaer. Jeg er meget taknemmelig over for menneskerne i Bangladesh og regeringen. De har huset os i otte år.”
”Et af de scenarier, jeg håber på, er, at Amerika, Kina eller et andet magtfuldt land kan tvinge Myanmar til at tage os tilbage. Så vi kunne få retten til at leve i frihed. Hvis de samarbejdede. Det ville være en god løsning for mig,” slutter Ro Yassin Abdumonab.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og