BØGER // EFTERORD – For 85 år siden udkom Jørgen-Frantz Jacobsens Barbara. En skæbnefortælling fra Færøerne, men også en forbløffende aktuel skildring af en polyamourøs kvinde. Romanen, der blev en international bestseller i sin samtid, er netop genudgivet i Gyldendals Nordisk-serie. Forfatteren Maja Lucas har skrevet efterordet, som POV International her bringer.
Barbara er en fortælling om kærlighed, der overskrider samfundets normer. Barbara elsker frit og spontant, men denne kærlighed anfægter en hel del mennesker omkring hende. Med nutidige ord kunne man kalde hende polyamourøs i monogamiets rige. Og dermed højst moderne i sin udforskning af kærligheden.
Hvem kunne i 1930’erne skrive om den polyamourøse kvindes kvaler? Det kunne en døende ung mand, Jørgen-Frantz Jacobsen, der var indlagt på Vejlefjord Sanatorium. Han skrev på dansk, selvom han var opvokset i Thorshavn på Færøerne. Men som ung flyttede han til Danmark for at studere. Han blev cand.mag. og ansat på Politiken.
Der er da også noget kristusagtigt ved Barbaras kærlighed til ikke bare en hel del mænd, men mennesker som sådan
Men Jacobsen fik tuberkulose kun 22 år gammel. Resten af sit liv kæmpede han mod sygdommen, og i 1938 døde han på sanatoriet som 37-årig. Det var også i sygesengen, at han begyndte at skrive Barbara. Måske inspirerede sanatorieopholdet ham, for han havde vistnok nogle romantiske eventyr der. Sikkert er det, at han havde nær kontakt med en, han var ulykkeligt forelsket i: Den ombejlede Estrid Bannister, der blev et forlæg for romanens Barbara.
Et andet forlæg for romanen er det færøske folkesagn om Onde-Beinta: ”Hun var navnkundig for sin skønhed og bjergtog mange mænd; men endskønt hun udvendig lignede en engel, så var hun det ikke indvendig,” står der i Jógvan Isaksens oversættelse. Men romanens Barbara er langt fra ond. Hun har både svagheder og styrker, men er troskyldig i sin kærlighed.
Interessant nok er både sagnets og romanens kvinde især interesseret i lærde mænd. I begge fortællinger er hun enke efter præsterne hr. Jonas og hr. Niels. Og der går ikke længe, inden hun bliver gift med hr. Poul, den nye præst på Vågø. Dette kunne ses som en tiltrækkende kvindes adgang til højtstående mænd. Men det er ikke kun det, der er på færde for romanens Barbara.
Barbaras kærlighed til mennesker
Tværtimod virker det centralt for Barbara og hendes præstemænd, at der sker en udveksling mellem hjerne og hjerte, mellem fornuft og følelse, mellem gudshengivelse og krop. Præsterne længes måske efter Barbaras sanselighed. Men også Barbara er tiltrukket af sin modsætning: Det lærde, det religiøse, det selvopofrende. En af romanens mest rørende scener er den, hvor hun insisterer på at hjælpe hr. Poul med hans prædikenskrivning. Hun vil tage del i alle aspekter af hans liv, også hans åndsliv. Både Poul og Barbara er opløftede, da han læser i Lukasevangeliet om velsignelsen af en kvinde, der ”har elsket meget”.
For mig er det fortællingen om det frit elskende menneske, der står tilbage. For mig er bogen opløftende i sin beskrivelse af, hvordan sådan en kvindeskikkelse KAN tænkes – selv af en dødsmærket ung mand med et knust hjerte
Der er da også noget kristusagtigt ved Barbaras kærlighed til ikke bare en hel del mænd, men mennesker som sådan. Sorenskriveren udtrykker det klart: ”Hun er nu sådan indrettet, at nær sagt hver mand, ja hvert levende væsen, der ser hende, synes godt om hende”. Men samtidig kommer hendes frie kærlighed i voldsom karambolage med samfundets normer og i særdeleshed med mændenes.
Centralt står scenen, hvor hun går i seng med Poul, efter at hun ellers er løbet væk med en anden, Andreas. Men Poul tager ud på en farefuld rejse for at møde hende en sidste gang, og da de ender i sengen, siger hun: ”Du må ikke være så ulykkelig, hører du! (…) Jeg føler akkurat for dig som før. Som altid. Det er virkelig sandt!”
I romanens univers ER det sandt. Hun elsker (med) Poul, samtidig med at hun elsker Andreas. Poul forholder sig først afdæmpet: ”Du er forelsket i en anden, og jeg ved, at jeg er dig i vejen. Jeg vil ikke prøve på at forhindre dig i noget”. Men da hans følelser bliver pustet til af bogens skurk, Gabriel, går han amok. Han drikker sig skidefuld og raserer Andreas’ lejlighed. Siden er han ikke set ædru på prædikestolen. Han bliver altså knust af Barbaras polyamourøsitet.
Men det tragikomiske ved historien er, at hun intet ondt ønsker ham. Da hun mærker, at hun er ved at falde for Andreas, nærmest flygter hun ud af byen med Poul. Hun bønfalder ham også om at blive hjemme fra en embedsrejse i julen, da hun fornemmer, at Andreas kunne være på vej for at besøge hende. Hun forsøger faktisk at elske på den måde, mændene vil have hende til at elske. Hvorimod ingen af hendes ægtemænd kan elske hende, som hun er.
Romanen slutter dog med en slags afklapsning af Barbara: Andreas forlader hende på en temmelig ydmygende måde. Men søstersolidariteten får det sidste ord
For Barbara er umiddelbar i sin erotik, og ikke kun på den mest banale måde. Pouls første indtryk af hende er, at hun virkelig LYTTER til ham: Det var ”som om han for første gang i dette land havde truffet en person, der med interesse gad påhøre ham”. Ganske vist er hun fysisk tiltrækkende, men det er lige så meget hendes personlighed, der vinder ham. Barbara er en fortælling om, hvordan erotik hænger sammen med livskraft og åbenhed. ”Virkelig eros er nemlig ånd,” skrev Jacobsen selv i et af sine mange breve.
Romanen slutter dog med en slags afklapsning af Barbara: Andreas forlader hende på en temmelig ydmygende måde. Men søstersolidariteten får det sidste ord, da Barbaras veninde iler hende til hjælp i denne hjertesorgens time. Spørgsmålet er også, hvad der egentlig sker bagefter. Fortsætter Barbara sin polyamourøse livsstil, eller har hun lidt et knæk? Det står åbent på samme måde som Noras skæbne i Ibsens Et dukkehjem (1879).
For mig er det fortællingen om det frit elskende menneske, der står tilbage. For mig er bogen opløftende i sin beskrivelse af, hvordan sådan en kvindeskikkelse KAN tænkes – selv af en dødsmærket ung mand med et knust hjerte. ”Min fyrige bog,” kaldte Jacobsen Barbara i et brev. I et andet kaldte han den ”en tak til livet”. Interessant nok var det netop Estrid Bannister, hans store, problematiske forelskelse, der oversatte bogen til engelsk og sikrede hans internationale eftermæle. I dette er også en understregning af kærlighedens kompleksitet.
Artiklen er en bearbejdning af Maja Lucas’ efterord til bogen.
Klik dig videre til mere litteraturstof lige her.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25, 50 eller 100 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
Tilmed dig her 
