BØGER // ESSAY – Jeg vender altid tilbage til Agota Kristofs Det store stilehæfte, når jeg ikke ved, hvad ellers. Så læser jeg en side eller to og kan igen mærke sproget: som en susen for ørerne eller som lyden af en lussing, lige før den rammer.
Den ungarske forfatter Agota Kristof slår, men ordene rammer blødt og blidt som en forælder, der aer en på kinden en morgen, man har sovet over sig og risikerer at komme for sent. Alligevel er der ingen hast i hånden, ingen jag, bare stemmen, der fortæller, at det er morgen nu og tid til at stå op. Og man nyder de få sekunder, stemmen bare er en stemme og tiden en blød hånd mod kinden, indtil man for alvor vågner og lander i verden og ved, at man har travlt og skal skynde sig, for ellers … Ja, hvad ellers? Ellers når man ikke med; man forbliver et døsigt barn under dynen, en slendrian, en uansvarlig slapsvans.
I bogen Det store stilehæfte møder vi to søskende, der bor hos deres bedstemor. Kårene er trange og strenge, udenfor er der krig, og de lærer livet at kende som noget, der skal bekæmpes, overvindes. Derfor øver de sig i at blive hårde, de hærder hinanden, kalder hinanden de ondeste ting: Den ene: ”Lort. Røvhul.” Den anden: ”Skiderik. Møgsvin.”
Sådan fortsætter vi, til ordene ikke mere trænger ind i vores hjerter, ikke engang i vores ører. Vi øver os på den måde cirka en halv time om dagen, og bagefter går vi en tur på gaden. Vi udsætter os med vilje for folks forhånelser og opdager, at det endelig er lykkedes os at blive ligeglade.
Når jeg læser det, bliver jeg fysisk dårlig. Jeg får lyst til at bryde ind, stoppe børnene, forklare dem, at det ikke er sådan, verden hænger sammen
Det er sådan, man bliver stærkere, lærer de. Ved at gøre sig hård, rå, ligeglad. Døv og blind. Man kunne også sige: Det er sådan, man nærmer sig det umenneskelige, et følelsesliv som en sten. Men Kristof falder aldrig for fristelsen til at konkludere, som jeg her antyder. Nej, hun bruger alene sproget som sanseapparat, ordene er læserens øjne, ører, mund, næse. Hud.
Øvelser i Grusomhed
I et andet kapitel – alle er helt korte som en krop skrabet fri for hud og hår, så kun skelettet står tilbage – står der: ”[…] I har ret. Man må kunne slå ihjel, når det er nødvendigt.”
Vi begynder med fiskene. Vi tager dem i halen og slår deres hoveder mod en sten. Vi vænner os hurtigt til at dræbe de dyr, der skal spises: høns, kaniner og ænder. Senere dræber vi dyr, som det ikke er nødvendigt at slå ihjel. Vi fanger frøer, sømmer dem fast til et bræt og skærer maven op på dem. Vi fanger også sommerfugle og spidder dem med knappenåle på et stykke pap. Snart har vi en smuk samling. En dag hænger vi vores kat, en rød hankat, i en gren. Mens den hænger, bliver den længere, den bliver enormt lang. Efter nogle spjæt og krampetrækninger bevæger den sig ikke mere […].
Kapitlet hedder ”Øvelser i grusomhed”. Når jeg læser det, bliver jeg fysisk dårlig. Jeg får lyst til at bryde ind, stoppe børnene, forklare dem, at det ikke er sådan, verden hænger sammen. At vi jo skal være gode ved hinanden, gode ved dyrene, at det er sådan, det er. At det er kærligheden, der tåler alt. Udholder alt, som der står i Paulus’ brev til korintherne.
Kristof har ret
Sandheden er bare, at som verden ser ud i dag, har Agota Kristof mere ret end Paulus. Det er klogere at hærde sig med grusomhed, end det er at åbne sit hjerte. Det er, som om vi lever efter devisen: Hellere slå ihjel end at blive slået ihjel. Som jo er præcis det samme, som de to børn øver sig i. At kalde hinanden de mest forfærdelige ting, slå dyr ihjel, pine dem, i håb om selv at slippe. For at blive såret, pint, slået ihjel.
Det, jeg vil sige, er: Vi kan sammen skrive et kapitel, der hedder ”Øvelser i tillid”. Og et andet, vi kalder ”Øvelser i kærlighed”. I Åbenhed, omsorg. Eller til en start bare ”Øvelser i respektfuld omgang med hinanden”. I at tale i stedet for at spytte. Det kræver mod. For tænk nu, hvis den fremstrakte hånd bliver mødt af en trussel, en kniv, en pistolmunding?
Men alternativet – selv at true, slå med ord – er jo præcis det rædselsscenarie, vi alle frygter. At vores værste anelser bliver til virkeligheden. At vi selv ender med at blive som vores værste fjende.
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
og