NYHED // POV OVERBLIK – Afghanistan risikerer at miste mere end 25.000 kvindelige lærere og sundhedsarbejdere frem mod 2030, hvis Talebanstyret ikke ophæver de restriktioner, som begrænser eller forbyder pigers adgang til skolegang og videre uddannelse og udelukker kvinder fra store dele af arbejdsmarkedet. Det fremgår af en ny rapport fra FN’s børneorganisation, UNICEF.
Efter Talibans tog magten i landet i 2021 er kvinder stort set blevet forment adgang til at arbejde i offentlige stillinger, mens piger kun har adgang til skolegang op til 12-årsalderen. Ifølge UNICEF har disse begrænsninger allerede ramt mindst én million piger – et tal, der kan fordobles inden 2030, hvis udviklingen fortsætter.
Rapporten The Cost of Inaction on Girls’ Education and Women’s Labour Force Participation in Afghanistan, peger på, at antallet af kvalificerede kvinder, der kan arbejde i undervisnings- og sundhedssektoren falder markant.
Organisationen anslår, at der vil være op mod 20.000 kvindelige lærere og 5.400 sundhedsarbejdere færre frem mod 2030. Samtidig viser analysen, at kvinders repræsentation i den offentlige sektor er faldet fra 21 procent i 2023 til 17,7 procent i 2025 – et markant tilbageskridt i en allerede skrøbelig arbejdsstyrke.
Ifølge UNICEF-rapporten vil det kaste Afghanistan ud i en alvorlig og langvarig humanitær og økonomisk krise, hvis de nuværende restriktioner mod pigers uddannelse og kvinders adgang til arbejdsmarkedet fortsætter. Det vil især få konsekvenser for børn og familier.
Når kvinder forsvinder fra undervisning og sundhedssektoren, svækkes læringsmiljøet og adgangen til basale sundhedsydelser. Pigerne må kun blive undervist af kvinder, og og landets sociale normer dikterer, at unge piger og pigebørn kan kun blive behandlet af kvindelige læger og andet kvindeligt sundhedspersonale.
Forventningen er, at mødredødelighed vil stige, børnesundheden falde, når adgang til basale ydelser som fødselshjælp og vaccinationer begrænses eller umuliggøres.
UNICEF vurderer, at Talibans restriktioner allerede koster Afghanistan omkring 84 millioner dollar om året i tabt økonomisk produktion. Disse tab forventes at vokse over tid, efterhånden som flere piger udelukkes fra uddannelse og derfor ikke kan træde ind i arbejdsstyrken senere i livet.
Siden Talibans tilbagevenden til magten i 2021 er omkring en million piger frataget adgang til sekundær uddannelse, og inden 2030 vil over to millioner piger være blevet nægtet skolegang ud over grundskolen. Samtidig er antallet af kvindelige lærere i grundskolen faldet med over ni procent fra cirka 73.000 i 2022 til omkring 66.000 i 2024.
UNICEF’s generaldirektør Catherine Russell advarer om, at udviklingen kan få dybtgående konsekvenser for landets fremtid:
“Afghanistan har ikke råd til at miste fremtidige lærere, sygeplejersker, læger, jordemødre og socialarbejdere, som opretholder essentielle tjenester,” siger Russel i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten. Hun opfordrer Afghanistans de facto-myndigheder til at ophæve forbuddet mod pigers adgang til sekundær uddannelse og understreger samtidig, at det internationale samfund fortsat bør støtte pigers ret til uddannelse.
På trods af restriktionerne fortsætter UNICEF sit arbejde i landet. I 2025 modtog over 3,7 millioner børn i offentlige skoler nødhjælp, mens 442.000 børn – hvoraf 66 procent er piger – deltog i lokale undervisningsprogrammer. Derudover er 232 skoler blevet bygget eller renoveret for at sikre fortsat adgang til læring.
UNICEF understreger, at investering i pigers uddannelse er afgørende for Afghanistans fremtidige sundhed, økonomi og stabilitet. Organisationen advarer om, at udelukkelse af piger fra sekundær uddannelse ikke blot begrænser individuelle muligheder, men også svækker hele samfundets udviklingspotentiale. En uddannet kvindelig generation beskrives som en central drivkraft for økonomisk vækst, bedre sundhed og reduceret fattigdom.
Ifølge rapporten er valget derfor klart: Enten genåbnes adgangen til uddannelse og arbejde for kvinder, eller også risikerer Afghanistan at fastholde sig selv i en cyklus af tabt menneskeligt potentiale og økonomisk tilbagegang i mange år fremover.
Læs Reuters
Find rapporten The Cost of Inaction on Girls’ Education and Women’s Labour Force Participation in Afghanistan her
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.