
NYHED // POV OVERBLIK – EU-landene strides om, hvem der kan levere våben, og hvordan og hvem der skal betale for lånet på 90 mia. euro, som EU’s stats- og regeringschefer blev enige om at give Ukraine i december. Samtidig har Danmark og Sverige besluttet at støtte det ukrainske luftforsvar direkte.
I går eftermiddags fortalte forsvarsministrene fra de to nordiske lande om en fælles donation af luftforsvarssystemer for at styrke det ukrainske luftforsvar. Det er Sverige, der betaler broderparten af de 1,85 milliarder kroner, som luftforsvaret koster, skriver Reuters.
Der er tale om det svenskproducerede Tridon Mk2 system, som ventes at blive leveret i år. Det svenske bidrag bliver på godt halvanden milliard, mens Danmarks betaler 300 millioner kroner. De danske penge kommer fra donationspakke 29, som blev vedtaget i slutningen af sidste år.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) udtaler i en pressemeddelelse, at militær støtte til ukrainere er afgørende for at give dem ”musklerne til at kunne stå imod og fortsætte deres frihedskamp”. Hans svenske kollega Pål Jonsson lagde vægt på, at det fælles indkøb ikke blot ”hjælper Ukraine på slagmarken”, men også styrker ”den svenske, nordiske og europæiske forsyningssikkerhed”.
Men ét er to EU-landes fælles bidrag, noget helt andet er den store EU-lånepakke på 90 milliarder euro. I dag mødes EU’s ambassadører for at forsøge at finde løsninger. Nogle lande er mildest talt uenige om, hvem der må være med, hvem der skal bidrage hvordan, og hvem der skal betale.
Finansieringsstrukturen blev fastlagt i december, men kriterierne for, hvilke lande Ukraine kan købe våben fra, er fortsat åbne. Selve lånedelen kræver enstemmighed blandt medlemslandene, mens indkøbskriterierne kan vedtages med kvalificeret flertal, skriver POLITICO.
Mediet citerer for eksempel en EU-diplomat, som foretrækker at være anonym: “Frankrig har været meget stædige og vanskelige i forsøget på at få det på deres måde.”
Et stridspunkt er Storbritanniens rolle. Ifølge Financial Times er tanken, at to tredjedele af de 90 milliarder skal bruges på våben fra Ukraine selv samt fra EU- og EFTA-lande. Kun hvis der ikke findes europæiske alternativer, eller hvis leveringstiden er “markant kortere”, kan Ukraine købe fra andre lande som USA.
Flere EU-lande — herunder Tyskland, Holland og Polen — ønsker, at Storbritannien sidestilles med EU-lande, så britiske producenter kan levere våben. The Telegraph skriver, at EU kræver betaling fra Storbritannien for at få adgang til sådan en ordning. Hvis London accepterer at dække en del af renteudgifterne, kan det potentielt give adgang til våbenkontrakter for op mod 60 milliarder euro til britiske virksomheder.

EU-kommissionen anslår, at renterne på lånet kan løbe op i omkring 20 mia. euro. En lækket kompromistekst fastslår, at tredjelande (såsom Storbritannien) skal betale et “rimeligt og proportionalt finansielt bidrag” for at være med.
Frankrig, som i sig selv er økonomisk trængt, presser på, for at entre-billetten bliver så høj som muligt, mens andre lande ønsker en mindre “straffende” model, skriver The Telegraph.
EU’s lån er dog ikke det eneste svimlende beløb, som løbende diskuteres. I går sagde NATO’s generalsekretær Mark Rutte under et besøg i Kyiv, at forsvarsalliancen ventes at stille næsten 100 milliarder kroner til rådighed i år. ”Jeg er helt sikker på, at pengene vil være der”, sagde Rutte og opfordrede samtidig medlemslandene til at tjekke deres militærlagre for at dække Ukraines behov, især inden for luftforsvar.
Og det haster med at finde løsninger. AP skriver, at temperaturen i hovedstaden Kyiv er faldet til minus tyve grader, hvilket russerne ifølge præsident Volodymyr Zelenskyj udnytter. Selvom der er planlagt forhandlinger fredag i Istanbul, skaber russernes angreb på energiinfrastrukturen tvivl om ”Moskvas hensigter”. Ifølge Mark Rutte sender Moskva et ”virkeligt dårligt signal”.
Læs POLITICO, The Telegraph, Financial Times
Læs pressemeddelelsen fra forsvarsministeriet samt omtalen af donationen på Reuters
POV Overblik
Støt POV’s arbejde som uafhængigt medie og modtag POV Overblik samt dagens udvalgte tophistorier alle hverdage, direkte i din postkasse.
- Et kritisk nyhedsoverblik fra ind- og udland
- Indsigt baseret på selvstændig research
- Dagens tophistorier fra POV International
- I din indbakke alle hverdage kl. 12.00
- Betal med MobilePay
For kun 25 kr. om måneden giver du POV International mulighed for at bringe uafhængig kvalitetsjournalistik.
![]()








og